_Ambrosius. Jørgen. Peder Rasmussen_.
_Jørgen_ #(i Døren.)# Kom kun, Peer! her er Ingen. Her kan I nemmest
slippe ind til Baronen. Bær Jer nu klogt ad og husk, hvad jeg har sagt.
Først beder i Herren, om I maa tage Jer en Hjælpedegn paa den Condition,
at I selv lønner ham.
_Peder_. Ja men det gjør jeg ikke.
_Jørgen_. Nei, nei, det skal I jo ikke heller, Peer! Herregud, har I
ikke begrebet det endnu? I faaer tyve Daler paa Haanden og beholder hele
Indtægten af Embedet ... i det første Aar.
_Peder_. Hele Indtægten?... Ja, men hvad _skal_ jeg med den Hjælpedegn?
_Jørgen_. Hør Peer, hvordan er det med Jer? I er vist ikke rigtig vel?
_Peder_. Det er jeg heller ikke, for jeg ærgrer mig sort over den
Skriverdreng.
_Jørgen._ Det skal I aldrig gjøre, Peer, det er Synd for Jert kjønne
Ansigt.
_Peder._ Men det første jeg træffer ham...!
_Jørgen._ Ja vel, men gjør nu bare som jeg har raadet Jer. Naar Baronen
spørger, hvem den Hjælpedegn skal være, saa nævner I ikke mig, forstaaer
I, men siger blot, at Magister Søren har lovet at rekommandere Jer en
duelig Person.
_Peder._ Hvad er det da for en Person?
_Jørgen._ Herregud, lille Peer, det er jo mig.
_Peder._ Er det ogsaa dig? Har Magisteren da lovet...?
_Jørgen._ Det skal jeg nok bringe i Rigtighed. Magister Søren skylder
mig Tak for adskillige Indbydelser, baade til Middag og Aften, og har
ogsaa lovet at gjengjælde mig.
_Peder._ Ja men hvad skal jeg med den Hjælpedegn?
_Jørgen._ Jeg vil siger Jer en Ting, Peer Ras, og det er, at tager I ham
ikke, saa faaer I ham, og saa bliver det Sidste værre end det Første,
for saa bliver det den nye Skriverdreng.
_Peter._ Den nye Skriverdreng! Nei saa Pinedød, om han skal! Lad mig saa
komme ind til Baronen.
_Jørgen._ Bi lidt, skal jeg melde Jer.
#(idet han vender sig, træder _Ambrosius_ frem.)#
_Ambrosius._ Den naadige Herre er ikke tilstede.
_Jørgen._ Hvad! Staaer I her og lurer?
_Ambrosius._ Jeg staaer her i Baronens Ærind. Har I sagt Noget, jeg ikke
skulde høre, saa er Skylden Jer egen. Lønlig Ting skal man lønlig bære,
veed I nok. Men hvad I nu har sagt eller ikke sagt, saa kommer der Ingen
ind til Herren, thi han vil hvile sig en Stund efter Ridetouren.
_Jørgen._ Ih see, er I ogsaa bleven Dørvogter nu, tilligemed Eders andre
Bestillinger?
_Peder_. Vil I lukke mig ude fra mit Herskab, I Fuchssvandser? Lad mig
komme ind, siger jeg, eller jeg skal vise Jer, hvem jeg er!
_Ambrosius_. I kan spare Jer Uleiligheden, for jeg kjender Jer godt fra
Kjøbenhavn.
_Peder_. Fra Kjøbenhavn! Hvad skal det sige? Jeg har jo aldrig havt
Foden i Kjøbenhavn.
_Ambrosius_. Ei Snak, det veed jeg bedre. I er jo en gammel Academicus.
_Peder_. Er jeg?
_Ambrosius_. Ja vist! I deponerede jo fra Slagelse Skole sammen med Poul
Iversen, ogsaa kaldet Poul Finkeljokum.
_Peder_. Jeg troer, den Karl er ikke rigtig i Hovedet, eller ogsaa tager
han mig for en Anden.
_Ambrosius_. Skam om jeg gjør! Er I kanskee ikke Peer Degn?
_Peder_. Jo, Peder er mit Navn, og Degn er jeg ogsaa, og det skal jeg
vedblive at være, til Trods for alle Lurendreiere og Øientjenere.
_Ambrosius_. Naa ja, der seer I selv, at jeg kjender Jer. Er det ikke
ogsaa Jer, som tør synge i Kap med hvilken Degn det skal være?
_Peder_. Jo gu tør jeg det, og med Skriverdrenge oven i Kjøbet.
_Ambrosius_. Er det ikke Jer, som kan støbe Voxlys?
_Peder_. Det maa jeg vel kunne, eftersom jeg er Degn.
_Ambrosius_. Er det ikke ogsaa Jer, som mener, at Jorden er flak som en
Pandekage?
_Peder_. Ja ret nu skal jeg gi'e ham Pandekage, kan han troe!
_Jørgen_. Tys, tys! ikke saa høirøstet, Peer!
_Ambrosius_. Er det ikke Jer, som er en Hane?
_Peder_. En Hane! Er jeg en Hane? Nei hør, go'e Karl! nu gaaer det,
Drollen splide mig, for vidt ... slip mig, Jørgen!
_Jørgen_ #(holder ham tilbage).# Nei, nei, Peer Rasmussen! det gaaer
aldrig godt; I maa styre Jer.
_Peder_. Skal jeg taale, at den Skriverpjalt kalder mig for en Hane?
Slip mig, siger jeg!
_Jørgen_. Saa, til Helvede! der er Baronen. Ja nu faaer I selv rede for
Jer.