_1. Maj. Ombord._
Skibet gled ud af Havnen, forbi Slottet med den hverdagsagtige graa
Façade, udenom Brohovedet, hvor min gamle Veninde stod og viftede
Farvel. Bag mig laa nu Byen, smilende rød mellem foraarsgrønne
Marker og Bakker, med munter Røg fra alle Skorstene og med
Storkeknebren over Tagene. Langsomt blegnede den i Aftenens Dis.
Skibet svingede om en Pynt, forsvunden var Byen.
Jeg vaagnede, som om Tæppet var gaaet ned for et Skuespil, i hvis
fjærne Drømmeverden jeg for en kort Stund havde levet. Da fulgte
Skibet en ny Drejning af Fjorden, og et eneste Øjeblik saa' jeg, ude
i Horisonten, Vejrbakkens Top og øverst oppe Møllen som et sort
Kors paa hvid Grund.
Saa er den gamle By uigenkaldelig borte. Og jeg vender tilbage,
derfra jeg kom. Til gamle Venner og gamle Fjender.
Har da dette Aar været forgæves, er det sporløst svundet som den
Æventyrets Drømmeverden, for hvilken Teatrets Tæppe ruller ned?
Visselig ikke. Det har bragt mig den _Treuga Dei_, hvorefter den
ganske Jord sukker, den Guds Fred, som selv vore krigeriske Fædre
undte hinanden, den livsalige Forsoning med sig selv og Andre, der
lutrer Sjælen og ædler Viljen. Jeg drager tilbage, hvorfra jeg kom,
men ikke som den samme. Jeg har, hvad jeg manglede før, et højt og
sikkert Mærke for min Sejlads: Grethes Minde. Mine Venner vil maaske
modtage mig med et medlidende Skuldertræk, mine Fjender maaske sende
mig et hoverende Smil. De vil erfare, at der er Grund hverken til
Medynk eller Glæde. Den Guds Fred, der har rørt min Sjæl, har ikke
haft Brug for nogen Omvendelse; det Sømærke, mit Liv har vundet,
fører mig ikke i nogen ny Retning. Blot følger jeg nu sikrere en
ligere Vej.
Paa dit Dødsleje, Grethe, bebrejdede Du Dig, at Du døde som Jomfru
i mine Arme. Jeg tvivlede ingensinde om din redebonne Gavmildhed.
Jomfru eller Ikke-Jomfru, Du var bleven den samme. Jeg véd ogsaa,
at ingen Salighed vilde været større end at hvile som Brudgom ved
din Side. Men Du, min Jomfrubrud, har lært mig Forsagelsens hidtil
ukendte Lykke. Du har lært mig Lykken ved at være paa Vej til
Lykken, selv om man aldrig naaer den.
Jeg sætter atter Møllen i Gang. Det maa saa være. Den kræver sin Ret
af min Ungdom og mine Evner. Og jeg tænker paa, at den Møllevinge,
der dræbte Dig, maaske ikke fortjener Forbandelse. Langt snarere
handlede den maaske mildt og godt, da den i Blinde tog Dig bort,
inden den forfærdelige Stund oprandt, da jeg, uden at _ville_ se,
satte i Gang min Mølle, ved hvis Vinger Du havde søgt Hvile.
»Grethes Minde« har lært mig at se mig for.
Min Drøm er til Ende. I Foraarsnatten bærer Skibet mig tilbage fra
min gamle By til Virkeligheden og Arbejdet. Drømmen er til Ende,
Guds Fred udrunden, Grethe død.
Eller var det ingen Drøm? Eller drømmer jeg endnu? Jeg synes at
fornemme, mens jeg skriver dette, Grethes Haand paa min Skulder, at
høre hende hviske i mit Øre:
Guds Fred udrinder aldrig for den, der elsker.