_30. April._
Jeg har sluttet min Bog; jeg har sluttet alt, hvad her var for mig
at virke.
Iaftes, da jeg paa det sidste Blad havde lukket Grethes Øjne med et
Afskedskys og det tomme hvide Papir laa foran mig, da forstod jeg,
at nu kom først ret de ensomme Dage paa Vejrbakken. Og jeg stod op,
samlede alle Ting sammen, pakkede min Kuffert og lod min Vært vide,
at jeg rejser med Skibet imorgen.
Hvad jeg vil? Først og fremmest bort herfra. Men dernæst didhen,
hvor Arbejdet venter mig. Træt, fordi det syntes mig at føre
til intet, opgav jeg det. Jeg genoptager det, uden altfor store
Indbildninger, men følende, at det i hvert Fald har sit Værd i
sig selv. Hvilen giver kun de Lykkelige Fred. For os andre dulmer
Arbejdet Ulykken.
Lad mig desuden tilstaa det. Naar jeg i disse sidste Tider af og
til, for at søge en Smule Adspredelse, har gæstet en af Byens Kaféer
og dér faaet et Blad ihænde, er der vaagnet i mig en kriblende Lyst
til atter at føre en Pen for eller imod det, jeg læste. Jeg fornam,
at min Mølle ikke var standset anderledes, end at en Smule Vind
kunde sætte den i Bevægelse. Og jeg syntes, jeg begyndte at forstaa
Grethes Fader. Ikke Møllen, men ham var det, der trængte til at
høre Hjulene snurre og Vingerne suse. I hans eget Indre var det, at
Anklagen mod Hvilen lød. Jeg syntes, jeg forstod endnu mere. Jeg
hørte Varselraabet: Ve den, der i Blinde lader Møllen gaa!
Idag har jeg været rundt at tage Afsked. Med Byen, med Vejrbakken,
med alt det, der for mig gemmer Livets lyseste og bitreste Minder.
Jeg har sagt min Veninde i Stiftelsen Farvel. Hendes Trofasthed
overgav jeg Grethes Grav i Værn og Varetægt. Thi jeg véd, at den
gamle Møller ikke kommer der før den Dag, han selv bringes derud
til evig Hvile. Jeg sagde til min Veninde: »Smyk ikke Graven med
de forgængelige Blomster, dem, hvis Trøst er en stakket pralende
Løgn; dæk den med det altid levende Mindes beskedne Vækster, med
Vedbend og Evighedsblomster.« Min Veninde gav grædende sit Løfte:
»Hendes Grav skal staa smykket, som han vil det, saalænge Gud lader
mig leve. Og falder jeg fra, vil de Andre herinde gøre, som jeg har
gjort. Den Tid blot En er tilbage, der har set hendes velsignede
Ansigt, skal hendes Grav ikke forfalde, det kan han stole paa.«
Hos Grethes Fader var jeg. Jeg fandt ham mere meddelsom end ellers
siden Ulykken. Efterretningen om min Afrejse syntes intet Indtryk
at gøre paa ham. Hvad var jeg vel ogsaa for ham uden i Forbindelse
med Grethe? Han fortalte mig, at han havde fæstet den gamle Kone,
der før gik til Haande i Huset, til at bo hos sig og passe ham.
For ham var der da sørget, det, han behøvede. Om at flytte fra
Vejrbakken vilde han ikke høre Tale. Mindre nu end nogensinde. Thi
nu -- fortalte han mig videre -- var det »i Orden« med Møllen.
Istedetfor at rive den ned havde han indrettet den til et Sørgeminde
over Grethe. Alt Maskineriet havde han ladet hugge isønder, og,
naglede fast til Bygningen, stod Vingerne som et oprejst Kors ud
mod Fjorden. »Hverken den eller jeg« -- sagde han -- »kan nu gøre
mere Fortræd her i Livet. Vi bliver her sammen paa det Sted, hvor
vi forbrød os. Og saa er det jo min Tanke, at Møllen, naar jeg dør,
skal gives i Arv og Eje som Sømærke og nævnes paa Kortet som Grethes
Minde.«
Jeg gik fra Møllerhuset gennem Haven. Den stod i sin fejre
Foraarspragt, men det skønnedes tydeligt, at Ingen længer tænkte paa
at røgte den. Græsset paa Plænerne groede vildt og uslaaet, i Bedene
voksede Ukrudt frodigt mellem Blomsterne. Jeg forudsaa den Dag,
hvor den vilde forfalde til Vildnis og dernæst atter blive et Bytte
for den golde Vestenvind. Kærlighedens og Fredens milde Haand var
vegen fra Vejrbakkens Oase.
Tilsidst var jeg paa Kirkegaarden. Hos hende, der var min
Barndoms Sol og hos hende, der lod denne Sol genlyse en kort, men
uforglemmelig Dag over min Manddom.
I to gode Mødre, sov i Fred ved hinandens Side paa min gamle Bys
Kirkegaard.
-- -- Min Kuffert er pakket. Men øverst i den ligger en af de smaa
Skjorter, Grethe syede til vor Søn.