_December._
Jeg gaar med Grethe til min Moders Grav.
Der er vintermørkt paa Kirkegaarden. I den sorte Dødens Have lysner
kun de nøgne hvide Kors. Det har nylig regnet og vi træder lydløst
paa det faldne Løv.
Døden bliver større og mægtigere i sin Vinterdragt. Ved Sommertid
dækkes dens sælsomme Gru af brogede Blomster og smilende Løv. Vi
søger at gøre Døden mild og god med Sommerens rige Offergaver. Men
om Vinteren rejser den sig i sin strænge Majestæt, breder ud sin
Kappe saa sort og fæster sit Benrads-Mærke paa hvert Kirkegaardens
Træ.
Jeg gaar med Grethe over den vintermørke Kirkegaard, og Dødens Gru
forskrækker mig ikke. Jeg gaar i Pagt med Livets gode Herre; jeg
synes, Døden viger, dér vi skrider frem.
Vi sidder ved Graven, og Grethe siger: »Saa ofte De har talt til mig
om Deres Moder, har De aldrig fortalt mig, hvordan hun saa' ud. De
var dog den Gang, hun døde, ikke mindre end at De maa have modtaget
et bestemt Indtryk af hende.«
»Det Billede af min Moder, jeg tydeligst bevarer i min Erindring,
er ikke fra hendes allersidste Leveaar. Det er fra Tiden, før
Sygdom blegnede hende; fra den Tid, hun endnu var ung og smuk eller
syntes mig at være det. Jeg ser hende midt paa en Plæne i en Have
en dejlig Sommerdag. Hun stod mellem os Børn, der legede om hende,
med et let Sjal yndefuldt draperet om Skuldrene. Jeg mindes aldrig
at have set en Kvinde, der kunde bære et Sjal saa smukt. En stor
Havehat indrammede hendes Ansigts fine Oval, og det mørke Haar
laa glat ned over hendes Pande, en Pande saa klar og hvid. Med
straalende Øjne stod hun i sin legende Børneflok. Da pludselig sad
der en Kanariefugl paa hendes Skulder. En flygtende Fugl, der søgte
Hvile hos hende. Tyssende løftede hun Haanden. En Stund blev Fuglen
siddende, strøg saa kælent sit Næb mod hendes Kind og fløj.«
Jeg tager Grethes Haand, der hviler i hendes Skød: »Ja, Grethe,
saadan mindes jeg min Moder. Men vil De vide mere, da spørg vor
gamle Veninde i Stiftelsen. Hun siger, og jeg kan ikke tvivle om, at
hun har Ret, at De er hendes lyslevende Billed.«
Grethe ser op paa mig med store, kærlige Øjne. Og jeg føler hendes
Arme om min Hals og hendes Læber mod mine. Saa staar vi længe, Arm i
Arm, i stille Andagt foran Moders Grav.
-- -- Men da vi gaar hjemad til Vejrbakken, spørger jeg: »Fortæl
mig, hvordan det gik til, at Du kom til at holde af mig?« Hun
svarer: »Jeg forstod, at Du trængte til mig, og fra samme Stund
havde Du mit Hjærte.«
Siden siger hun: »Lov mig, at Du, naar jeg dør, vil begrave mig tæt
ved din Moder. Min egen Moders Grav er paa et fremmed Sted, og jeg
vil ikke langt bort fra Vejrbakken. Jeg vil ogsaa, at Du skal finde
din Moder og mig sammen.« Men da hun ser, at hendes Ord gør mig
sørgmodig, tilføjer hun smilende: »Du taabelige Mand, tror Du, jeg
tænker paa at dø? Jeg har ingensinde velsignet Livet højere end nu.«