XXII.

_November._

Min Veninde i Stiftelsen er Grethes og min eneste Omgang. Vi

havde hende for nogen Tid siden til Chokoladegilde paa min

Vejrbakke-Kvist. Hun blev hentet i Droske, fik Flødeskum paa

Chokoladen og, da hun atter steg ind i sin Ekvipage, en Kurv med

Æbler og Pærer samt nogle smaa Glas Syltetøj, som Grethe havde bragt

med til hende. Hun blev kort sagt, som hun selv sagde, behandlet

akkurat som en Prinsesse i et af de Æventyr, hun digtede til mig, da

jeg var Barn.

Men ogsaa vi har besøgt hende og været hendes fejrede Gæster.

Grethe har ganske erobret min Veninde, der vist vilde have

Vanskelighed ved at afgøre, for hvem af os, Grethe eller mig, hendes

gamle Hjærte banker stærkest. Det forvirrer og ærgrer hende lidt,

at vi ikke er forlovede; men hun har aabenbart ikke opgivet Haabet

om, at det kan komme. Naar vi besøger hende, trækker hun snart mig,

snart Grethe afsides og fortaber sig i blomstrende Lovprisninger:

af Grethe overfor mig og omvendt. Til mig er det stadige Omkvæd:

»Er hun nu ikke yndig? Har han nogensinde set Mage til gudvelsignet

Pigebarn? Blusser hun ikke af lutterste Hjærtensgodhed? Og sikke

Øjnene skinner, naar hun ser paa ham! Ja, det kan da Enhver opdage

med et vindt Øje, at hun har en Klat tilovers for ham.«

-- -- Igaar var vi til stor Kaffestads hos hende. Til hendes Sorg

fik hun ikke Lov at invitere Præsten, hun maatte indskrænke sig til

at hædre os med nogle af Stiftelsens fornemste Damer; men forøvrigt

forløb Festen paa bedste Maade. Beværtningen var kongelig:

Kaffekedlen gik ikke af Kog og Tallerkenen med Wienerbrød tømtes

aldrig saasnart, før den fyldtes igen. Og Samtalen kunde ikke være

livligere. I samme Nu, den ene Dame afsluttede Beretningen om sine

Skrøbeligheder og Genvordigheder, tog den næste fat. Tilsidst vilde

min Veninde absolut lægge Kabaler for mig og Grethe, de andre gamle

Damer brændte af Iver efter at overvære den spændende Forestilling;

men Grethe, der kendte Kabalens Hensigt og af tidligere Erfaring

vidste, at min Veninde altid lod den »pusle i Hjærtersiden«

med »lønlige Bud« og en »sukkende Ven« og alt andet til Faget

henhørende, ønskede, tydeligt nok, at blive forskaanet i dette

større Selskab af Kirsten Gifteknive.

Med et taknemmeligt Blik modtog hun derfor mit Forslag om, at vi

skulde lade Kabalen hvile til en anden Dag og at hun istedetfor

skulde ende Festen med at synge nogle af sine Smaasange nede i

Spindestuen for alle de Gamle.

-- -- I Spindestuen har de Gamle deres Rokke, og mens Rokkehjulene

snurrer, gaar Passiaren rapt om Stiftelsens Anliggender. Men

Spindestuen gør tillige Tjeneste som Bedesal. Som Følge deraf er den

udstyret med et Harmonium.

Der er gaaet Bud ud om den forestaaende Begivenhed, og da vi træder

ind i Spindestuen, anførte af min Veninde, der føler sig mindst som

Direktrice for det store Operateater, er Salen fuld. Med hastigt

anlagte Søndagskapper sidder de gamle Kvinder og virrer saa benauet

og andægtigt, som om de skulde til Alters. Rank og frodig, i lys og

fager Ungdom staar Grethe midt blandt dem: et skinnende Birketræ,

der er skudt op i et udgaaende Krats forvitrede og forkrøblede

Rester. Men alle de rynkede og indfaldne Gamle fornemmer, da de ser

hende, et Genskin af Vaar i deres Hjærter, og i beundrende Mumlen

bølger de virrende Kappe-Hoveder sammen.

Der bliver atter dødsensstille: Grethe har sat sig ved Harmoniet,

slaar en Melodi an ... saa synger hun. Luften i den lave overfyldte

Sal er tyk og tung. Tonerne risler dugklare gennem den, stiger som

kvidrende Fugle, blinker i muntre Solstraaler, spreder sig med Duft

af Skov og Mark, hvælver et blaanende Højenloft over det fattige Rum

og de gamle Kvinder. Det er de sødt smægtende, fromt skælmske Sange

fra vore Mødres og Bedstemødres unge Dage, Grethe synger. De Gamle

lytter, disse Toner faar længe hvilende Strænge i dem til at bæve,

forsigtigt prøver de sig frem, efterhaanden mimrer alle de gamle

Munde og nikker alle de krusede Kapper i Takt med Grethes Sang.

Viserne om Elskovs Fryd og Elskovs Smerte er dog dem, der finder den

modtageligste Sangbund. For hvert Kys i Lunden paa Pigemunden glider

der et lykkeligt Smil over de rynkede Ansigter; men naar Taaren

rinder paa blege Kinder, staar et halvthundred Par gamle rødrandede

Øjne i Vand.

Jeg sidder længst tilbage i Stuen sammen med min Veninde. Hun, der

ellers ikke fattes Ord, er saa bevæget, at hun ikke kan tale. Men

hun klapper ustandseligt min Haand. Og da Grethe omsider rejser sig

fra Instrumentet og omringes af takkende og haandkyssende og nejende

og velsignende Gamle, siger min Veninde de Ord, som jeg kunde have

kysset hende for: »Aa nej da. Saa lyslevende som hun ligner hans

salig Mo'r.«

Guds Fred · 第 28 / 46 题