_Ombord._
Ikke har jeg sovet og ikke vaaget paa Overfarten. Jeg sidder i den
lune lyse Sommernat paa Dækket og lader drømmende Tankerne følge
den gyldne Kølvandsstribe, vugget blidt til Ro af Maskinens tunge
regelmæssige Slag og de hoppende Smaabølgers klukkende Skvulp mod
Skibet.
Tankerne følger Striben tilbage -- til det Liv, den Verden, hvor
jeg nys færdedes. Saa underlig langt jeg allerede føler mig fra det
altsammen, saa fremmed og overlegen overfor det. Hvor ligegyldigt,
tomt og intetsigende det nu synes mig. Og _det_ har jeg ofret femten
af mine bedste Aar. Ingen har været ivrigere end jeg, ingen mere
fanatisk troende. Pur ung meldte jeg mig til mit Partis Fane,
sloges bravt og blindt i de Meniges Rækker, forfremmedes og naaede
vel noget nær de Udmærkelser, min Ærgærrighed kunde begære. Midt i
Kampbulderet har jeg været, har hadet og tilbedt, aldrig svigtet
min Fane-Ed, aldrig følt mig fristet til det, har vundet Venner og
Fjender, gjort Godt og Ondt efter Evne og bedste Skøn.
Og hvad er saa Resultatet blevet? Lykke for mig? Lykke for nogen
Anden? Næppe det sidste; det første afgjort ikke. Naar jeg nu
godvilligt opgiver min tilkæmpede Stilling -- den, vistnok Mange
misunder mig som atraaværdig --, er det i en inderlig Følelse af
dens haabløse Uudholdelighed.
Hvad i Herrens Navn slaas man for? Hvorfor forfølger man hinanden,
mistænker og mishandler hinanden, altid væbnet til Tænderne, altid
parat til at hugge løs? Maaske er der, langt ude i det Fjærne,
et Maal at naa. En højere Retfærdighed, en bedre Fordeling af
Tilværelsens Goder. Maaske oplever vore Børnebørn en ny social
Omvæltning. Men forøvrigt: vil Menneskene føle sig lykkeligere, om
Maalet virkelig naaes, eller vil de ikke blot skynde sig, med Uro i
Hjærterne, i unøjsom Higen, at kæmpe og hade sig frem mod nye Maal?
Sikkert. Nej, det er en tom Indbildning, at Lykken vindes gennem
Kamp. Kun i Fred, Fred med sig selv og Verden, findes Lykken.
At tænke sig, at de stadig slaas derinde. Endnu har den store
By ikke lagt sig til Hvile, endnu summer Ondskaben og Vreden i
elektrisk Belysning gennem Gaderne, stimer sammen paa Kaféerne,
drikker sig ør og sløv, vaagner saa imorgen, efter en angstfuld
Søvn, i hede Hjærner og bitre Hjærter. At de gider! At de ikke
alle en dejlig Sommermorgenstund springer op med den Beslutning,
at nu vil de ikke længer! Smider Vaabnene fra sig, svaler den hede
Hjærne i den friske Morgen, fylder det bitre Hjærte med Naturens
søde Vellyst, renser sig ud for al Ondskab og alt Had, slutter
Fred over hele Linjen paa det simple, letfattelige Grundlag: Vi
er Mennesker alle, vi vil hinanden intet Ondt. Og fuldbyrder,
uden Blodsudgydelse, den Revolution, som gør enhver ny Revolution
overflødig.
-- -- Saadan sidder jeg og drømmer, mens Skibet den skønne Juninat
bærer mig over den stille Sø til min gamle By. Og som var det et
Billed, skabt af min Drøm, ser jeg i Solopgangen, just som vi har
passeret Fjordens Indløb, en ung Kvinde staa ved min Side, stor og
stolt, med et Ansigt, der lyser af mild Fred. Som et Syn kom hun,
som et Syn forsvandt hun. Men var hun et Varselbud, jeg modtager det
med Tak. Et Varsel om, at jeg er styret den rette Kurs for at finde
Freden.