_5. Juni._
Saa skal jeg da bort fra Hovedstaden. I femten Aar holdt den mig
fast, den listige Skøge, bildte mig ind, at jeg ikke kunde undvære
dens giftigt parfumerede Luft, dens støjende Lader, dens hidsende
Anspændthed, dens forfinede Magelighed. Jeg sad i et Spind af tusind
Fangetraade, jeg troede, den havde fanget mig for Tid og Evighed.
Jeg troede vel ogsaa saa smaat, at den ikke kunde undvære mig. Var
jeg ikke i Aarenes Løb bleven et fast Led i det store Maskineri?
Ansaas af Alle for at høre med. Var selvskreven Deltager i Byens
broget vekslende Liv, snart festklædt, snart sørgeklædt; gav min
Stemme med i de afgørende Ordskifter, blev spurgt og søgt, var
Raadgiver og Hjælper, en paalidelig Ven, en Fjende, der maatte
regnes med.
Hvor træt jeg ofte har været. Udslidt som en gammel Droskehest, der
maa drives afsted med Piskeslag og som gærne lagde sig plat ned paa
Stenbroen og blev liggende, til Døden og Hvilen kom.
Dødsenstræt er jeg, af Fornøjelser og Arbejde, af altid at være til
Rede, tage Parti, forsvare og angribe; dødsenstræt og i mit Hjærte
saa ligegyldig, mens ingen Slaphed tør røbes i Ord og Væsen.
Allermest træt af den evige Kamp for Penge. Penge, der maatte
og skulde skaffes, slides til Veje, laanes frem, forrentes,
tilbagebetales, altid flere, altid besværligere -- en stedse
voksende Lavine, mere og mere truende, tungere for hver Time at
stemme Ryg imod, hæmmende Arbejdsevnen om Dagen, skræmmende Søvnen
som en Mare.
Hvorfor undre sig over den mer eller mindre aabenbare Støtte,
Socialismen i stigende Grad vinder hos Folk, der ikke hører til
de legemlige Arbejdere? Forklaringen ligger lige for Haanden. Hvad
har de ni af ti blandt os, der rangerer i de øvre Klasser, at tabe
ved en Samfundsomvæltning, en Forandring af de herskende økonomiske
Regler og Love? Vi er, mindst de ni af ti, Proletarer, der kæmper
en haabløs Kamp for at faa de Indtægter, Samfundet under os, til at
holde Maal med de Udgifter, det samme Samfund kræver af os, om vi
ikke vil sættes udenfor Numer. Paa faa Undtagelser nær lever vi alle
over Evne, Embedsmænd og Kunstnere, Videnskabsmænd og Handlende,
Præster, Skuespillere, Oberster, Journalister, Borgmestre og
Poeter. Hvad tabte vi vel, om pludselig den store Eksplosion kom,
Eksplosionen, som sprængte Samfundet løs af alle Fuger og lavede
Fidibusser af Gældsbreve, Veksler og Forskrivninger? _De_ har det
maaske endda forholdsvis bedst, som lever fra Haanden i Munden.
Deres Fordringer til Livet er smaa og der stilles ingen Fordringer
til dem. Hellerikke er det dem, der satte Gang i den Bevægelse, som
fører til Omvæltningen. Det er Mænd fra vor Midte, der lærte dem at
blive Socialister, det er Fortvivlelsen i de højere Klasser, der har
avlet Kravene nede fra.
-- -- Forleden brød jeg overtvært. Overgav mit Bo til en velsindet
Sagfører, ordnede mig med en Forlægger, der nærede en venlig Tillid
til mine Evner og erklærede sig villig til at udbetale mig for et
Aar eller to en beskeden maanedlig Understøttelse, har nu pakket min
Kuffert og indskiber mig i Eftermiddag -- uden Farvel til Nogen --
for at drage til den gamle Provinsby, hvor jeg har levet min første
Barndom; som jeg ikke i tyve Aar har set, men som jeg stadig, naar
Trætheden kom op i mig, har længtes tilbage til.
Jeg har ikke vaklet. I samme Nu, mit Opbrud fra Hovedstaden
besluttedes, i samme Nu vidste jeg, hvor jeg vilde hen. Den gamle By
kalder mig som en Moder, der trofast har siddet og ventet paa sit
vidt omstrejfende Barn. I den gamle By er der intet, som kan minde
mig om det, jeg vil glemme og bort fra. Den og jeg kender hinanden
kun fra de gode Aar, da den var det skønneste og dejligste, jeg
vidste, Genstanden for min Stolthed og Beundring, og da jeg var et
af dens mest forkælede Børn. Den kalder paa mig som en Moder. Thi
dér ligger min Moder begravet. Den rummer al den Moderkærlighed, jeg
i hine Dage nød mere end nogen anden og som jeg mistede saa tidligt.
Hvor i Verden tage hen uden netop til den gamle By? Jeg søger den jo
for at blive Barn igen.