_(idet hun får øje på Sigurd, farer hun næsten umærkeligt sammen, tier
lidt, men fatter sig og siger_:)
Nu, mange ser jeg her, som jeg drager kendsel på,--men ikke ved jeg,
hvem der er mig bedst sindet.
_ØRNULF._
Vel nok sindet er vi dig alle.
_HJØRDIS._
Hvis så er, da vil du ikke nægite at give Kåre i min husbonds vold.
_ØRNULF._
Det gjøres ikke behov.
_GUNNAR._
Der er nu fred og forlig mellem os.
_HJØRDIS (med undertrykt spot_).
Forlig? Nu ja, jeg ved du er en klog mand, Gunnar! Kåre har truffet
mandstærke venner, og så skønner jeg nok det tyktes dig tryggest--
_GUNNAR._
Det nytter lidet at ægge mig med hånord! _(med vægt.)_ Kåre har fred for
os!
_HJØRDIS (tvinger sig)._
Godt og vel; har du tilsagt ham fred, så må løftet holdes.
_GUNNAR (stærkt, men dog uden hæftighed)._
Det må det og det skal det!
_ØRNULF (til Hjørdis)._
Og der blev så halvvejs sluttet et forlig til, før du kom.
_HJØRDIS (skarpt)._
Mellem dig og Gunnar?
_ØRNULF (nikker)._
Det gjaldt dig.
_HJØRDIS._
Vel kan jeg vide hvad det gjaldt; men det siger jeg dig, min
fosterfader, aldrig skal det spørges, at Gunnar herse lod sig skræmme
fordi du kom med vabenfolk til landet; var du kommen som enlig,
vejfarende mand i vor stue, så kunde tvisten lettere jevnes.
_GUNNAR._
Ørnulf og hans sønner kommer med fred.
_HJØRDIS._
Kan så være, men på andet sæt vil det lyde i folkemunde, og du selv,
Gunnar, stoled nok ikke så stærkt på freden igår, da du skikked Egil,
vor søn, sørpå såsnart det spurgtes at Ørnulf lå i fjorden med hærskib.
_SIGURD (til Gunnar)._
Du har skikket din søn sørpå?
_HJØRDIS._
Ja, for at han kunde være tryg, ifald Ørnulf faldt over os!
_ØRNULF._
Ikke skulde du spotte med det, Hjørdis; hvad Gunnar har gjort turde være
klog mands gerning, såfremt du hindrer forliget.
_HJØRDIS._
Lykken råder for livet. Lad times hvad der vil; men heller vil jeg
falde, end frelse livet ved fejgt forlig.
_DAGNY._
Sigurd giver bod og vil ikke kaldes ringere mand for det.
_HJØRDIS._
Sigurd må selv vide bedst, hvad hans hæder kan tåle.
_SIGURD._
Om det skal jeg aldrig trænge til at mindes.
_HJØRDIS._
Sigurd er en navnkundig drapsmand, men djærvere dåd øved Gunnar, da han
dræbte hvidbjørnen udenfor mit bur.
_GUNNAR (med et forlegent blik på Sigurd)._
Ja ja, lad det så være!
_ØRNULF._
Vel sandt, det er den djærveste dåd, nogen mand har øved på Island, og
derfor--
_SIGURD._
Nu ja, lettere kan Gunnar da lempe sig uden at kaldes ræd.
_HJØRDIS._
Skal bod gives, så skal og bod kræves. Gunnar, du drages til minde, hvad
du engang har lovet!
_GUNNAR._
Ilde betænkt var det løfte; kræver du at det skal holdes?
_HJØRDIS._
Holdes skal det, ifald vi to skal leve under tag sammen efter denne dag.
Så vid da, Ørnulf, skal bod gives for din fosterdatters ran, så skal du
også bøde fordi du dræbte Jøkul, min fader, og tog alt hans gods og eje!
_ØRNULF._
Jøkul faldt i ærlig holmgang; værre tort gjorde dine frænder mig, da de
skikked dig ukjendt til Island og fik mig til at knæsætte dig.
_HJØRDIS._
Hæder og ingen tort hadde du af at fostre Jøkuls datter.
_ØRNULF._
Idel ufred har jeg havt deraf, det ved jeg.
_HJØRDIS._
Værre ufred tør times dig nu, ifald--
_ØRNULF._
Ikke kom jeg hid for at kives med kvinder!--Gunnar, hør nu mit sidste
ord; er du villig til at bøde for kvinderanet?
_HJØRDIS (til Gunnar)._
Kom det ihu, som du har lovet!
_GUNNAR (til Ørnulf)._
Du hører, jeg har gjort et løfte og det må jeg--
_ØRNULF (forbittret)._
Nok, nok! Aldrig skal det siges mig på art jeg gav bod for ærligt drab!
_HJØRDIS (med kraft)._
Så trodser vi dig og dine!
_ØRNULF (med stigende vrede)._
Og hvem har ret til at kræve bod for Jøkul? Hvor findes hans frænder?
Ingen af dem er ilive! Hvo er hans lovlige eftermålsmand?
_HJØRDIS._
Det er Gunnar på mine vegne!
_ØRNULF._
Gunnar! Ja, var du fæatet til ham med din fosterfaders samtykke, eller
havde han bødet for ranet, så var han lovlig eftermålsmand, men--
_DAGNY (angst og bønligt_).
Fader, fader!
_SIGURD (hurtig)._
Tal ikke ud!
_ØRNULF (med hævet stemme)._
Jo, højt skal det siges! Hærtagen kvinde har ingen lovlig husbond!
_GUNNAR (med hæftighet)._
Ørnulf!
_HJØRDIS (i vildt udbrud)._
Forhånet! beskæmmetr! _(med dirrende stemme.)_ Det--det skal du komme
til at angre!
_ØRNULF (vedblivende)._
Hærtagen kvinde er kun at agte som frilleviv efter loven! Vil du vinde
hæderligere kår, så må du--
_HJØRDIS (tvinger sig)._
Nej, Ørnulf, bedre véd jeg, hvad der skikker sig. Er jeg kun ait agte
for Gunnars frille,--godt og vel, så må han hædre sig med dåd,--hædre
sig så højt med dåd, at mine kår ingen skam volder mig! Og vogt dig nu,
Ørnulf; her skilles vore veje, men våben skal jeg lade bære på dig og
dine så tidt det så kan føje sig, utryg skal du være både på liv og
lemmer, og det skal hver og en som--_(med et hvast blik til Kåre_.) Kåre
bonde! Nu ja, Ørnulf tog sig av din sag, og der er fred mellem os, men
ikke vil jeg råde dig til at komme hjem med det første; den dræpte har
mange hævnere, og let kunde det hænde sig at--ja, nu har jeg varet dig
for faren, bær så hvad der følger på. Kom, Gunnar, ruste os må vi nu. En
berømmelig dåd har du øvet på Island, men større dåd må her øves, ifald
ikke din--din frille skal skamme sig over dig og over sig selv!
_GUNNAR._
Vær sindig, Hjørdis; usømmeligt er det at te sig så!
_DAGNY (bedende)._
Bliv, fostersøster,--bliv; jeg vil tale min fader tilrette!
_HJØRDIS (uden at høre på hende)._
Hjemad, hjemad! Aldrig blev det mig spået, at jeg skulde friste livet
som en ussel frilleviv; men skal jeg bære dette liv og denne skændsel,
bære det en eneste dag længere, så må min husbond øve noget--noget, som
gjør ham navnkundigere end alle andre mænd! _(går ud til højre)_.
_GUNNAR (dæmpet)._
Sigurd, et må du love; vi tales ved før du farer fra landet, _(går med
sine mænd til højre)_.
_(Uveiret er under det foregående ophørt; middagssolen ses som en rød
skive dypt nede ved havranden.)_
_ØRNULF (truende.)_
Dyr skal den færd blive dig, fosterdatter!
_DAGNY._
Fader, fader! Du har da ikke ondt isinde!
_ØRNULF._
Slip mig du! Nu, Sigurd, nu vil der mere end bøder til mellem mig og
Gunnar!
_SIGURD._
Hvad agter du at gjøre?
_ØRNULF._
Det ved jeg ikke; men langvejs skal det spørges at Ørnulf fra Fjordene
har gæstet Gunnar herse!
_SIGURD (med rolig fasthed)._
Kan hænde; men det siger jeg dig, Ørnulf, bære våben på ham skal du
aldrig, sålænge jeg er ilive!
_ØRNULF._
Ikke det! Om jeg nu så vil det!
_SIGURD._
Ej skal det ske,--end ikke om du så vil det.
_ØRNULF (hæftigt)._
Godt; hold du sammen med mine uvenner, jeg drister mig endda til at gå
mod jer alle!
_SIGURD._
Hør mig vel, Ørnulf; den dag skal du ikke leve, da vi to strides sammen;
hæderligt forlig er der mellem os, Dagny er mig kærere end våben og
guld, og aldrig skal jeg glemme at du er hendes nærmeste frænde.
_ØRNULF._
Det ventet jeg af dig, djærve Sigurd!
_SIGURD._
Men Gunnar er min fosterbroder; fred og venskab har vi svoret hinanden.
Både i strid og i fredsomme kår har vi fristet lykken tilhobe og han er
mig kærest af alle mænd; hærfærd huer han ikke, så bold han end er;--nu
godt, mig kender I alle, om mig ved I, at jeg ikke ræddes for ufred; men
her står jeg frem, Ørnulf, og beder om forlig for Gunnar. Gør mig til
vilje i denne sag!
_ØRNULF._
Det kan jeg ikke; jeg måtte jo gå til spot for alle kjæmper, ifald jeg
for tomhændet til Island!
_SIGURD._
Tomhændet skal du ikke fare. Her i viken ligger mine to langskibe med
alt det gods, jeg har vundet i viking; der findes mange kostelige
kongegaver, kister med gode våben og andet ypperligt løsøre; tag du det
ene skib, vælg det du tykkes bedst om, det skal være dit med alt hvad
som findes ombord,--lad det være bod for Hjørdis og lad Gunnar fare med
fred.
_ØRNULF._
Brave Sigurd, det vil du gøre for Gunnar!
_SIGURD._
For en fuldtro ven kan ingen mand gøre formeget.
_ØRNULF._
Give dit halve gods og eje!
_SIGURD (indstændigt)._
Tag det hele, begge mine skibe, alt hvad der er mit, og lad mig fare med
dig til Island som den fattigste mand i dit følge; hvad jeg giver, kan
jeg vinde ind igen; men øver du hærværk mod Gunnar, så bliver jeg aldrig
glad mere. Nu, Ørnulf, hvad svarer du?
_ØRNULF (betænker sig)._
To gode langskibe, våben og løsøre,--af gods får ingen mand formeget,
men,--_(hæftigt)_ nej, nej,--Hjørdis har truet mig; jeg vil ikke!
Uhæderligt var det, om jeg tog din eiendom!
_SIGURD._
Men hør dog først--
_ØRNULF._
Nej, siger jeg! Selv må jeg fremme min ret; lad så lykken råde.
_KÅRE (træder nærmere)._
Vennesæle råd er det Sigurd giver, men vil du fremme din ret efter
bedste evne, så kan jeg råde bedre. Regn aldrig på bøder så længe
Hjørdis har noget at sige; men hævn kan du få, ifald du vil lyde mig.
_ØRNULF._
Hævn? Hvad råder du da til?
_SIGURD._
Til ondt, det ser jeg nok!
_DAGNY (til Ørnulf)._
Hør ikke på ham!
_KÅRE._
Hjørdis har sagt mig fredløs, med list vil hun stå mig efter livet;
lover du at værge mig siden, så vil jeg inat gå til Gunnars gård og
brænde folkene inde. Er det efter dit sind?
_SIGURD._
Niding!
_ØRNULF (roligt.)_
Efter mit sind? Ved du, Kåre, hvad der er mere efter mit sind?
_(tordnende)_ At hugge næse og øren av dig, du usle træl! Lidet kender
du gamle Ørnulf, ifald du mener at han vil være halvt om slig
skændselsgerning!
_KÅRE (der er vegen tilbage_).
Falder du ikke over Gunnar, så falder han over dig!
_ØRNULF._
Det har jeg næver og våben itil at hindre.
_SIGURD (til Kåre)._
Og nu bort fra os! Hæderlige mænd har skam af dit samkvem!
_KÅRE (ved udgangen)._
Ja ja, jeg får da værge mig selv så godt jeg kan; men det siger jeg:
angre vil I, om I farer frem med lempe; jeg kender Hjørdis,--og skal vel
vide at ramme hende! _(går ned til søen.)_
_DAGNY._
Han pønser på hævn. Sigurd, det må hindres!
_ØRNULF (fortrædeligt)._
Å, lad ham gøre hvad han lyster; hun er ikke bedre værd!
_DAGNY._
Det mener du ikke; kom ihu, du har dog fostret hende.
_ØRNULF._
Usalig var den time jeg tog hende under mit tag; det begynder at gå som
Jøkul sagde.
_SIGURD._
Jøkul?
_ØRNULF._
Jøkul, hendes fader. Da jeg gav ham banehugget, faldt han flad ned på
græsvolden, så på mig og kvad:
Jøkuls æt skal Jøkuls bane
volde ve på alle veje;
hvo der ejer Jøkuls skatte
skal ej glædes ved sit eje!
Da han så havde kvædet, taug han stille en stund og lo, og derpå døde
han.
_SIGURD._
Det skal du lidet agte.
_ØRNULF._
Ja ja, hvem vet! Der går et sikkert sagn om at Jøkul engang gav sine
børn et ulvehjerte at æde, så at de blev gramme i hu; Hjørdis har
forvist fået sin del, det kendes på hende _(standser ved at se ud til
højre.)_ Gunnar!--Skal vi to stedes til møde igen!
_GUNNAR (kommer)._
Ja, Ørnulf, du får tænke om mig hvad du vil; men jeg kan ikke skilles
fra dig som din uven.
_ØRNULF._
Hvad er din agt?
_GUNNAR._
At række dig hånden til fred før du rejser. Hør mig alle; følg mig hjem
og bliv som gjæster hos mig sålænge det lyster eder. På soverum og
gildekost skorter det ikke, og om vor tvist skal hverken tales idag
eller imorgen.
_SIGURD._
Men Hjørdis--?
_GUNNAR._
Føjer sig efter min vilje; hun skifted sind på hjemvejen og mente som
jeg, at vi nok kunde forliges, ifald I vilde gæste os.
_DAGNY._
Ja, ja; så må det være!
_SIGURD (tvivlrådig)._
Men jeg ved dog ikke om--
_DAGNY._
Gunnar er din fosterbroder; forsandt, jeg måtte kende dig ilde ifald du
vægrer dig.
_GUNNAR (til Sigurd_).
Venskab har du vist mig hvorhelst vi færdedes; du vil ikke denne gang
være mig imod!
_DAGNY._
Og at fare fra landet, medens Hjørdis sidder med had igen;--nej, nej,
det må vi ikke!
_GUNNAR._
Stor uret har jeg øvet mod Ørnulf; før det er gjort godt igen får jeg
ikke fred for mig selv.
_SIGURD (hæftigt)._
Alt andet kan jeg gjøre for dig, Gunnar, kun ikke at blive her! _(fatter
sig.)_ Jeg er kong ÆÆdhelstans håndgangne mand, og jeg må til ham i
England endnu i vinter.
_DAGNY._
Men det kan du jo lige godt.
_GUNNAR._
Ingen ved hvad lod mænd kan møde; kan hænde, Sigurd, at det er sidste
gang vi træffes, og angre vil du da, at du ikke var mig hjælpsom i det
længst
e.
_DAGNY._
Og sent vil du se mig glad, hvis du sejler bort idag.
_SIGURD (bestemt)._
Vel, lad så være! Det skal ske som I ønsker, endskønt,--dog, nu står det
fast; der er min hånd; jeg bliver her, og skal gæste dig og Hjørdis.
_GUNNAR (ryster hans hånd_).
Tak, Sigurd, det vidste jeg vel.--Og du, Ørnulf, du siger som han?
_ØRNULF (tvær)._
Jeg skal tænke på det; bittert har Hjørdis krænket mig;--idag vil jeg
ikke svare.
_GUNNAR._
Ja ja, gamle kæmpe, Sigurd og Dagny vil nok vide at glatte din pande. Nu
bereder jeg gildet; far med fred sålænge, og vel mødt i min hal! _(går
ud til højre.)_
_SIGURD (for sig selv)._
Hjørdis har skiftet sind, sagde han! Da kender han hende lidet; snarere
må jeg tro at hun pønser på--_(afbryder og vender sig til mændene)_. Nu,
følg mig alle til skibene; gode varer vil jeg vælge for Gunnar og hans
husfolk.
_DAGNY._
Gaver af det bedste vi ejer. Og du, min fader,--ja du får ikke fred for
mig før du føier dig.
_(Hun går med Sigurd og mændene ned til søen i baggrunden.)_
_ØRNULF._
Føjer mig? Ja, havde Gunnar ingen kvindfolk i huset, så--ha, vidste jeg
ret at ramme hende!--Thorolf kommer du hid!
_THOROLF (der raskt er trådt ind_).
Som du ser! Er det sandt der spørges, har du været til møde med Gunnar
herse?
_ØRNULF._
Ja!
_THOROLF._
Og har nu strid med ham?
_ØRNULF._
Hm, i det mindste med Hjørdis.
_THOROLF._
Så vær trøstig; nu får du hævn!
_ØRNULF._
Hævn? Hvem hævner mig?
_THOROLF._
Hør kun; jeg stod på skibet, da kom en mand løbende med en stav i hånden
og råbte: "Hører du til Ørnulfs hærskib, så hils ham fra Kåre bonde og
sig, at nu tager jeg hævn for os begge." Derpå gik han i en båd og roede
bort, idet han sagde: "Tyve fredløse mænd ligger i fjorden; med dem går
jeg sørpå, og inden kveldstid skal ikke Hjørdis have nogen afkom at rose
sig af."
_ØRNULF._
Det sagde han! Ha, ha, nu skjønner jeg; Gunnar har skikket sin søn bort,
Kåre ligger i ufred med ham--
_THOROLF._
Og nu roer han efter og dræber gutten!
_ØRNULF (rask besluttet_).
Afsted alle; det bytte vil vi strides om!
_THOROLF._
Hvad har du isinde?
_ØRNULF._
Lad mig om det; det skal blive mig, og ikke Kåre, som tager hævn!
_THOROLF._
Jeg går med dig!
_ØRNULF._
Nej, du følger Sigurd og din søster til Gunnars gård.
_THOROLF._
Sigurd? Er han her i landet?
_ØRNULF._
Der ser du hans hærskibe; vi er forligte;--du følger ham.
_THOROLF._
Til dine uvenner?
_ØRNULF._
Gå du kun til gildet. Nu skal Hjørdis lære gamle Ørnulf at kende! Men
hør, Thorolf, for ingen nævner du det, jeg nu har isinde; hører du, for
ingen!
_THOROLF._
Det lover jeg.
_ØRNULF (tager hans hånd og ser kærligt på ham)._
Farvel da, min vakkre gut; te dig høvisk i gildehuset, så jeg har hæder
af dig. Unødig tale skal du ikke føre; men det du mæler, skal være hvast
som en sværdsæg. Vær vennesæl sålænge godt vises dig; men ægges du, da
skal du ikke tie dertil. Drik ikke mere end du kan bære; men vis heller
ikke hornet fra dig, når det bydes med måde, på det at du ikke skal
holdes for en kvinde--karl.
_THOROLF._
Nej, vær du tryg!
_ØRNULF._
Så gå nu til gildet i Gunnars gård. Jeg kommer også til gilde, og det på
den vis, som mindst ventes, _(muntert til de andre.)_ Afsted, ulvunger;
slib jeres tænder,--nu skal I få blod at drikke!
_(Han går med de ældre sønner til højre i baggrunden)._
_(Sigurd og Dagny kommer i prægtige gildeklæder fra stranden, fulgte af
to mænd, der bærer en kiste; mændene går straks tilbage igen.)_
_THOROLF (ser efter faderen)._
Nu farer de alle ud for at slåes, og jeg må ikke gå med; det er tungt at
være den yngste i ætten.--Dagny, hil og sæl dig, søster min!
_DAGNY._
Thorolf! Alle gode vætter,--du er jo bleven voksen!
_THOROLF._
Nu ja, i fem år skulde jeg vel mene--
_DAGNY._
Ja ja, du siger sandt.
_SIGURD (rækker ham hånden)._
I dig får Ørnulf en rask svend, hvis jeg ikke fejler.
_THOROLF._
Vilde han bare prøve mig, så--
_DAGNY (smilende)._
Men han sparer dig mere end du har sind til; jeg mindes nok, han har dig
fast altfor kær.
_SIGURD._
Hvor gik han hen?
_THOROLF._
Ned til skibet;--afsted nu, han kommer siden!
_SIGURD._
Jeg venter på mine mænd, de bringer varer op og fæster skibene.
_THOROLF._
Der må jeg hjælpe til! _(går ned til søen.)_
_SIGURD (efter en kort betænkning)._
Dagny, min hustru, nu er vi i enrum; jeg har ting at sige dig, som ikke
længer må dølges.
_DAGNY (forundret)._
Hvad mener du?
_SIGURD._
Farlig tør den blive, denne færd til Gunnars gård.
_DAGNY._
Farlig? Tænker du at Gunnar--?
_SIGURD._
Gunnar er bold og brav; nej, nej,--men bedre var det, ifald jeg havde
faret herfra uden at gæste ham.
_DAGNY._
Du gør mig ræd! Sigurd, hvad er det?
_SIGURD._
Svar mig først på et. Den guldring, som jeg engang gav dig, hvor har du
den?
_DAGNY (viser den frem)._
Her om armen; du bød mig bære den.
_SIGURD._
Kast den på havets bund, så dypt at den aldrig findes; thi den kan blive
mange mænds bane!
_DAGNY._
Ringen!
_SIGURD (dæmpet)._
Den kveld, da kvinderanet gik for sig hos din fader,--du mindes vel--
_DAGNY._
Om jeg mindes!
_SIGURD._
Det er om _det_ jeg vil tale.
_DAGNY (spændt)._
Hvad er det; sig frem!
_SIGURD._
Du ved der havde været gilde; tidligt gik du til sovestuen; men Hjørdis
blev siddende ved drikkebordet mellem mændene. Flittigt gik hornet
rundt, og allehånde stærke løfter blev svorne. Jeg svor at føre en fager
mø fra Island når jeg rejste; Gunnar svor det samme som jeg og gav
drikken til Hjørdis. Da tog hun ved hornet, stod op og gjorde det løfte,
at ingen kæmpe skulde eje hende til viv, undtagen den, som gik til
hendes bur, dræbte hvidbjørnen, som der stod bunden ved døren, og bar
hende bort på sine arme.
_DAGNY._
Ja ja, det ved jeg!
_SIGURD._
Men alle mente de, at det var ugørligt; thi bjørnen var det vildeste
udyr; ingen uden Hjørdis kunde komme den nær, og den havde tyve mænds
styrke.
_DAGNY._
Men Gunnar fældte den dog, og blev navnkundig over alle lande for den
dåd.
_SIGURD (dæmpet)._
Det blev han,--men--_jeg_ øved dåden!
_DAGNY (med et udråb)._
Du!
_SIGURD._
Da mændene gik fra gildestuen, bad Gunnar mig følge med til enetale i
soverummet. Da sagde han: "Hjørdis er mig kærere, end alle kvinder; jeg
kan ikke leve uden hende". Jeg svared ham: "Så gå til hendes bur; du ved
de vilkår hun har sat". Men han sagde: "Kvindekær mand skatter livet
højt; uvist blev udfaldet, om jeg gik mod bjørnen, og jeg ræddes for at
lade livet nu; thi så mistede jeg Hjørdis med". Længe talte vi sammen,
og enden blev, at Gunnar gjorde sit skib rede, men jeg drog mit sværd,
tog Gunnars hærklæder på og gik til buret.
_DAGNY (med stolt glæde)._
Og du--du blev bjørnens bane!
_SIGURD._
Det blev jeg. I buret var mørkt, som under ravnens vinger; Hjørdis mente
det var Gunnar, som sad hos hende,--hed var hun af mjøden,--hun drog en
ring af sin arm og gav mig;--det er _den_, du nu bærer.
_DAGNY (nølende)._
Og du blev natten over i buret hos Hjørdis?
_SIGURD._
Mit sværd lå draget mellem os. _(kort ophold.)_ Før dagen gryde, bar jeg
Hjørdis til Gunnars skib; vor list mærked hun ikke, og han sejled bort
med hende. Derpå gik jeg til din sovestue og fandt dig der blandt dine
kvinder;--nu, hvad siden fulgte, det ved du; jeg for fra Island med en
fager mø, som jeg havde svoret, og du har siden trofast fulgt mig hvor
jeg stævned hen.
_DAGNY (i bevægelse)._
Bolde husbond! Du øved hin stordåd;--o, det burde jeg tænkt; ingen, uden
du, var dertil istand! Hjørdis, denne stolte og ypperlige kvinde, kunde
du vundet, og kåred dog mig! Tifold kærere måtte du være mig nu, ifald
du ikke alt var mig det kæreste i verden!
_SIGURD._
Dagny, min gode hustru, nu ved du alt--hvad som trænges. Jeg måtte vare
dig; thi ringen,--lad den aldrig komme Hjørdis for øje! Vil du gøre mig
til vilje, så kast den ud--dybt på havbunden!
_DAGNY._
Nej, Sigurd, dertil er den mig for kær; den er jo en skænk fra dig! Men
vær du tryg, jeg skal dølge den for alles øjne, og aldrig skal jeg røbe,
hvad du her har sagt mig.
_(Thorolf kommer fra skibene med Sigurds mænd)_.
_THOROLF_. Alt er rede til gildefærden!
_DAGNY._
Kom da, Sigurd,--du ædle, djærve kæmpe!
_SIGURD._
Rolig, Dagny,--rolig! I _din_ makt står det nu, om færden skal
endes med fred eller mandefald! _(raskt til de øvrige.)_Afsted alle til
gildet i Gunnars gård!
_(går med Dagny til højre; de andre følger efter.)_
* * * * *