_(En høj strand, der i baggrunden løber brat ned til søen. Til venstre
et nøst, til højre fjelde og barskov. Masterne af to hærskibe ses nede i
viken; langt ude til højre skjær og høje holmer; søen er i stærkt oprør,
det er vinter med snetykke og storm.)
(Sigurd kommer op fra skibene; han er klædt i hvid kjortel med
sølvbelte, blå kappe, sokkebrog, lådne sko og stålhue, ved siden bærer
han et kort sakssværd. _Ørnulf_ viser sig straks efter oppe mellem
fjeldene, klædt i mørk lammeskindskjortel, med brystplade og benskinner
samt lådne sko og ulden brog, over skuldrene har han en brun vadmelskåbe
med hætten trukken over stålhuen så at ansigtet for en del skjules. Han
er høj og kæmpemæssigt bygget, med langt hvidt skæg, gammel og lidt
bøjet; væbnet er han med rundt skjold, sværd og spyd.)_
_SIGURD (træder først ind, ser sig om, får øje på nøstet, går raskt
derhen og prøver at bryde døren op)._
_ØRNULF (kommer tilsyne på fjeldet, studser ved at se Sigurd, synes at
genkende ham, stiger ned og råber):_
Vig marken, hærmand!
_SIGURD (vender sig om, lægger hånden på sværdet og svarer):_
Det var første gang ifald jeg gjorde det!
_ØRNULF._
Du skal og må! Jeg trænger nøstet til nattely for mine stivfrosne mænd.
_SIGURD._
Og jeg for en mødig kvinde.
_ØRNULF._
Mine mænd er mere værd end dine kvinder!
_SIGURD._
Så må skoggangsmænd stå højt i pris på Helgeland!
_ØRNULF (hæver spydet)._
Dyrt skal du bøde for de ord!
_SIGURD (drager sit sværd)._
Nu vil det gaa dig ilde, gubbe!
_(Ørnulf styrter ind på ham, Sigurd forvarer sig.)_
_(Dagny og nogle af Sigurds mænd kommer fra stranden; Ørnulfs sex sønner
fra fjeldene til højre.)_
_DAGNY (der er lidt foran, klædt i rød kjortel, blå kåbe og forværks
hæfte, råber ned til skibene):_
Op alle Sigurds mænd! Min husbond strides med en fremmed!
_ØRNULFS SØNNER._
Til hjælp for gubben! _(de stiger ned.)_
_SIGURD (til sine mænd)._
Bliv hvor I er; jeg magter ham vel alene!
_ØRNULF (til sønnerne)._
Lad mig slåes i fred! _(farer ind på Sigurd.)_ Jeg vil se dit blod!
_SIGURD._
Se først dit eget! _(sårer ham i armen, så at spydet falder.)_
_ØRNULF._
Godt var det hugget, hærmand!
Snygt du sværdet svinger,
hvast du veed at ramme;
Sigurd selv, hin stærke,
står for dig tilskamme!
_SIGURD (smilende)._
Så er skammen ham til hæder!
_ØRNULFS SØNNER (med et udråb af forundring)._
Sigurd selv! Sigurd hin stærke!
_ØRNULF._
Men hvassere ramte du den nat, du rante Dagny, min datter!
_(kaster hætten tilbage.)_
_SIGURD_ og _HANS MÆND_.
Ørnulf fra fjordene!
_DAGNY (glad, men dog med et udtryk af uro)._
Min fader og mine brødre!
_SIGURD._
Stil dig bag ved mig.
_ØRNULF._
Det gjøres ikke behov, _(nærmer sig til Sigurd.)_ Jeg drog kendsel på
dig så såre du kom mig for øje, derfor yppede jeg strid; prøve vilde jeg
om rygtet sagde sandt, når det nævnte dig som den djærveste idrætsmand i
Norge. Nå, fred og forlig være mellem os!
_SIGURD._
Bedst, ifald det så kunde føje sig.
_ØRNULF._
Der er min hånd. Du er en ypperlig kæmpe; så ramme hug har ingen før
skiftet med gamle Ørnulf.
_SIGURD (ryster hans fremrakte hånd)._
Lad det være de sidste sværdhug, der skiftes mellem os to. Og hermed
byder jeg dig selvdømme i den sag, der er os imellem; er du villig til
at vælge de vilkår?
_ØRNULF._
Det er jeg, og ret nu skal tvisten jævnes. _(til de øvrige_.) Så gøres
da vitterligt for alle, hvad sagen gælder. For fem vintre siden lå
Sigurd og Gunnar herse som vikinger på Island og havde fredland der den
vinter tæt under min gård. Da rante Gunnar med vold og sned min
fosterdatter, Hjørdis; men du, Sigurd, tog Dagny, mit eget barn, og
sejlede bort med hende. For dette ran dømmes du til at bøde tre hundrede
i sølv, og skal med det din ufredsgerning være sonet.
_SIGURD._
Billige kår tykkes mig at være, hvad du der byder; de tre hundrede skal
jeg udrede og lægger til en bræmmet silkekåbe; det er en kongegave fra
Ædhelstan i England og så god, som nogen mand har båret den på Island.
_DAGNY._
Ret så min bolde husbond; og tak, du, min fader; nu først er jeg frejdig
tilsinds!
_(hun trykker faderens og brødrenes hænder og taler sagte med dem.)_
_ØRNULF._
Så stå da forliget ved magt mellem os, og skal Dagny efter denne tid
være fuldt så hæderlig at agte, som var hun dig lovligt fæstet med sine
frænders minde.
_SIGURD._
Og på mig kan du nu lide, som på din egen æt!
_ØRNULF._
Det tænker jeg forvisst jeg kan, og vil på stand friste, hvor god du er
mig.
_SIGURD._
Rede skal du finde mig; sig frem,--hvad kræver du?
_ØRNULF._
Din hjælp i råd og dåd. Jeg har stævnet hid til Helgeland for at søge
Gunnar herse og kræve ransbøder for Hjørdis.
_SIGURD (overrasket)._
Gunnar!
_DAGNY (ligeså)._
Og Hjørdis,--hvor er de at finde?
_ØRNULF._
Hjemme på Gunnars gård, tænker jeg.
_SIGURD._
Og den ligger--?
_ØRNULF._
Ikke mange pileskud borte; har du ikke vidst det?
_SIGURD (med undertrykt bevægelse)._
Tilvisse, nej! Sparsomt har jeg spurt fra Gunnar siden vi sidst sejlede
fra Island sammen. Vidt for jeg i viking og tjente mange konger
udenlands med ens Gunnar sad hjemme. Hid under land kom jeg idag i
lysningen, fordreven af uvejret; at Gunnar havde sin fædrenegård her
nordpå var mig nok vitterligt, men--
_DAGNY (til Ørnulf)._
Og i det ærinde for du hjemmefra?
_ØRNULF._
Så er det. _(til Sigurd.)_ At vi to mødtes har været et værk af de
vældige deroppe; de vilde det så. Havde jeg tænkt på ait søke dig, så
vidste jeg lidet hvor du var at finde.
_SIGURD (tankefuld)._
Vel sandt, vel sandt!--Men nu den sag med Gunnar,--sig mig, Ørnulf,
tænker du at drive den stærkt, af al formue, både med godt og ondt?
_ØRNULF._
Det må jeg gøre. Hør til, Sigurd, hvad jeg vil sige dig. Isommer red jeg
tilthings og der var mange hæderlige mænd tilstede. Da thingdagene var
tilende, sad jeg i boden og drak sammen med mine herredsmænd, og så kom
kvinderanet på tale; hånlige ord måtte jeg høre, fordi jeg lod den tort
sidde uhævnet på mig så lang en tid. Da blev jeg vred, svor at fare til
Norge, søge Gunnar og kræve bod eller hævn for ranet og aldrig fare hjem
til Island igen før jeg havde vidst at fremme min sag.
_SIGURD._
Ja, ja! står det så, da skjønner jeg nok at sagen må drives stærkt ifald
det trænges om.
_ØRNULF._
Det må den; men ubillig skal jeg ikke være, og Gunnar er mig nævnt som
en hæderlig mand. Glad er jeg også at jeg for i denne færd; tiden faldt
mig lang på Island tilslut; derude på de blå vande var jeg bleven gammel
og grå, det bares mig for som jeg måtte ud på dem engang til førend
jeg--; nå ja,--Bergthora, min gode hustru, var jo død for længe siden,
mine ældste sønner for hver sommer i viking, og da nu Thorolf vokste
til--
_DAGNY (glad)._
Thorolf er med? Hvor er han?
_ØRNULF._
Ude på skibet. _(peger mod baggrunden til højre.)_ Der skal du se en
gut; stor og stærk og fager er han bleven siden du sad hjemme. Det vil
blive en ypperlig idrætsmand, Sigurd; han vil komme til at ligne dig.
_DAGNY (smilende)._
Det er nu som før, skjønner jeg; stedse stod Thorolf dit hjerte nærmest.
_ØRNULF._
Han er den yngste og sin moder lig, deraf kommer det.
_SIGURD._
Men sig mig nu,--dit ærinde hos Gunnar herse,--tænker du alt idag--?
_ØRNULF._
Heller idag end imorgen. Med rimelige bøder skal jeg være fornøjet;
vægrer Gunnar sig ved sligt forlig, så får han friste de kår, som følger
på.
_(Kåre bonde kommer ilsomt ind fra højre; han er klædt i grå
vadmelskofte og sid filthat; i hånden holder han en afbrudt gerdestav.)_
_KÅRE._
Godt møde, hærmænd!
_ØRNULF._
Hærmænds møde skattes sjelden godt.
_KÅRE._
Er I hæderlige mænd, så tilsiger I mig fred iblandt jer; Gunnar herses
husfolk står mig efter livet!
_ØRNULF._
Gunnar herse!
_SIGURD._
Så har du øvet ondt imot ham!
_KÅRE._
Min ret har jeg øvet. Vi holdt udgangskvæg sammen på en holme tæt under
land; Gunnars folk tog mine bedste okser bort, og en af mændene skældte
mig for en træl; så bar jeg våben på ham og fældte ham.
_ØRNULF._
Det var lovlig gerning.
_KÅRE._
Men nu imorges kom hans karle mod mig med ufred; lykken var mig god, så
jeg blev varslet itide og slap bont; dog, stakket frist kan jeg vente,
for mine avindsmænd leder om mig.
_SIGURD._
Lidet kan jeg tro dig, bonde! I fordums tid kendte jeg Gunnar så godt
som mig selv, og det veed jeg: aldrig øved han uskel mod fredelig mand.
_KÅRE._
Gunnar har ingen del i al den ufærd, han er sønderpå landet; nej, det er
Hjørdis, hans hustru--
_DAGNY._
Hjørdis!
_ØRNULF (mumlende)._
Ja ja, det kunde ligne hende!
_KÅRE._
Gunnar bød jeg bod for trællen, og den var han villig til at tåge, men
så kom Hjødis til, ægged sin husbond med mange hånlige ord og hindred
forliget; siden drog Gunnar sørpå, og imorges--
_SIGURD (ser ud til venstre_).
Der kommer vejfarende mænd nordefter, er det ikke--?
_KÅRE._
Det er Gunnar herse selv!
_ØRNULF._
Vær nu trøstig, jeg tænker nok, jeg skal få jer forligte.
_(Gunnar herse, med nogle mænd, kommer fra venstre. Han er klædt i
husdragt, brun kjortel, sokkebrog, blå kappe og bred hat; af våben har
han kun en liden håndøkse_.)
_GUNNAR (standser forundret og uviss ved synet af de forsamlede_).
Ørnulf fra Fjordene! Ja forsandt--!
_ØRNULF._
Der ser du ret nok.
_GUNNAR (træder nærmere_).
Nu da, hil og sæl på min grund, ifald du kommer med fred.
_ØRNULF._
Vil du som jeg, så skal ingen ufred øves.
_SIGURD (nærmer sig_).
Vel mødt, Gunnar!
_GUNNAR (glad)_. Sigurd--fosterbroder! _(ryster hans hånd)_.
Ja, er du med, da ved jeg visst, at Ørnulf kommer med fred. _(til
Ørnulf.)_ Ræk mig hånden, gubbe! Hvad ærend du har her nordpå er ikke
svært at skønne; det gælder Hjørdis, din fosterdatter.
_ØRNULF._
Som du siger, stor tort voldtes mig da du for med hende fra Island uden
at søge mit minde.
_GUNNAR._
Du kommer med ret og skel; har svenden flængt, så får manden flikke.
Længe har jeg ventet dig, Ørnulf, for den sags skyld, og kan bøder gøre
det, så skal vi snart forliges.
_SIGURD._
Det mener jeg med. Ørnulf vil være rimelig.
_GUNNAR (med varme_).
Det må du gubbe; skulde du værdsætte hende som det bør sig, da vilde
ikke alt mit gods forslå!
_ØRNULF._
Jeg skal rette mig efter lov og vedtægt, det kan du lide på. Men nu en
anden sag; _(peger på Kåre)_ ser du den mand der?
_GUNNAR._
Kåre bonde! _(til Ørnulf.)_ Du ved da, der er ufred mellem os?
_ØRNULF._
Dine mænd har ranet hans kvæg, og for ran bør bødes.
_GUNNAR._
For drab ligeså; han har dræbt min træl.
_KÅRE._
Fordi han håned mig.
_GUNNAR._
Jeg har sagt mig rede til forlig.
_KÅRE._
Men det havde ikke Hjørdis sind til, og imorges, mens du var bonte,
faldt hun over mig og står mig nu efter livet.
_GUNNAR (opbragt)._
Er det sandt du siger; har hun--?
_KÅRE._
Hvert ord er sandt.
_ØRNULF._
Derfor bad bonden om min bistand, og den skal være ham sikret.
_GUNNAR (efter et øjebliks betænkning)._
Hæderligt har du handlet mod mig, Ørnulf; det er derfor billigt at jeg
føjer mig efter din vilje. Hør mig, Kåre bonde, jeg er villig til at
lade trællens drab og al den ulempe, der er voldt dig, gå op mod
hinanden.
_KÅRE (rækker Gunnar hånden)._
Det er gode kår; dem tåger jeg imod.
_ØRNULF._
Og fred skal han have for dig og dine?
_GUNNAR._
Fred hjemme og hvorhelst han ellers færdes.
_SIGURD (peger ud til højre)._
Se der!
_GUNNAR (misfornøjet)._
Det er Hjørdis!
_ØRNULF._
Med væbnede karle!
_KÅRE._
Hun søger mig!
_(Hjørdis med en flok huskarle. Hun er sortklædt, i kjortel, kåbe og
hætte; karlene er væbnede med sværd og økser, selv bærer hun et let spyd
i hånden.)_
_HJØRDIS (standser ved indgangen.)_
Mandstærke mødes vi her, som det lader!
_DAGNY (iler hende imøde)._
Hil og sæl, Hjørdis!
_HJØRDIS (koldt)._
Tak. Jeg har alt spurt at du ikke var langt borte.
_(træder nærmere, idet hun kaster et skarpt blik over de forsamlede.)_