Underdanig

DE DANSKE PAA SCHELDEN

(1808-1809)

UNDER KAPITAINERNE

S. U. ROSENVINGE OG H. BARON HOLSTEN.

AF

O. LÜTKEN

PREMIERLIEUTENANT I MARINEN.

[Illustration]

KJØBENHAVN.

F. H. EIBES FORLAG.

TRYKT HOS NIELSEN & LYDICHE.

1885.

Forord.

Det Materiale, der er brugt ved Udarbeidelsen af denne Episode af den

danske og franske Søkrigshistorie i 1808-1809, er tilveiebragt ved

Benyttelsen af officielle Aktstykker fra nedenstaaende Arkiver, hvortil

jeg ved beredvillig Imødekommenhed har haft Adgang:

Marineministeriets Arkiv, Kjøbenhavn.

Udenrigsministeriets Arkiv, Kjøbenhavn.

Archives du ministère de la marine, Paris.

_Kjøbenhavn_, September 1885.

O. Lütken.

„De Danske paa Schelden“.

(1808-1809).

Den 7de September 1807 Kl. 2 om Morgenen vare de danske og engelske

Kommissairer efter en meget bevæget Forhandling blevne enige om

Betingelserne for Kjøbenhavns Kapitulation, og nogle faa Timer senere

blev dette Aktstykke forelagt Krigsraadet, der endnu var samlet i Hotel

d’Angleterre hos Hovedstadens Kommandant, Generallieutenant Peymann.

Efter at den Høistkommanderende, der var syg og sengeliggende som

Følge af den Overanstrengelse og Spænding, han under Byens Beleiring

og Bombardement havde været udsat for, havde forsynet Dokumentet med

sin Underskrift, begav General Waltersdorff sig dermed, ledsaget af de

engelske Kommissairer, til Hovedkvarteret i Hellerup, hvor de to engelske

Høistkommanderende, General Cathcart og Admiral Gambier, ligeledes

underskreve det. Saaledes var altsaa Kapitulationen fuldbragt 3 Uger

efter at den engelske Hær var gaaet iland paa Sjælland, og ihvorvel denne

Begivenhed i sin Helhed virkede nedtrykkende paa enhver dansk Mand og

Kvinde, var det dog den 3die af dette Aktstykkes 9 Artikler, der fyldte

hele Nationen med Harme og Sorg.

Den danske Flaade med alt, hvad der hørte til dens Udrustning, samt alle

Beholdningerne paa Værftet skulde ifølge denne Artikel udleveres til den

britiske Regjering, og de engelske Befuldmægtigede med Kapitain Sir Home

Popham i Spidsen gik saa hensynsløst som vel muligt frem under Udførelsen

af deres Hverv. Ikke nok at den søgaaende Flaade blev gjort til Bytte og

Magasinerne tømte; men endog det, som stod paa Stabelen under Bygning og

altsaa ikke kunde tages med, skulde ødelægges.

Saaledes bleve to Linieskibe, en Fregat og nogle mindre Fartøier, der

stode i Spanter, atter nedtagne, et næsten fuldendt Linieskib blev

styrtet ned fra sin Beding, og et andet, Linieskibet »Dithmarsken«, der

netop var i Dok, blev ødelagt.

Den øvrige Del af Flaaden var bleven ekviperet seilklar og udlagt paa

Rheden, og den 21de Oktober om Morgenen lettede saa den sidste Division

af den engelske Flaade med Danmarks og Norges Flaade som sit Bytte.

En tætpakket, tavs Menneskemasse stod paa Langelinie og paa Kysten

længere nordenfor Kjøbenhavn og saa med Sorg paa de kjendte Skibe, der

lettede deres Anker for sidste Gang fra Kjøbenhavns Yderrhed og satte

Seil. Det var et storslaaet, imponerende Syn, da den samlede Styrke,

22 Linieskibe, 22 Fregatter og henved 250 Transportskibe i Løbet af

Eftermiddagen stod Sundet ud, men de, der fra den danske Kyst vare Vidne

hertil, tænkte i dette Øieblik kun paa, at det var Flaaden, det Værn,

hvortil saa stolte og skjønne Traditioner vare knyttede, der nu drog bort

for aldrig mere at komme tilbage.

Danmark var ved denne Voldshandling bleven berøvet sit uundværlige Værn,

Flaaden. Hele det søgaaende Materiel, alt hvad der kunde ekviperes og

gjøres seilklar, var nu fuldtlastet paa Veien over Nordsøen til England,

og inde paa Holmen stode Magasiner og Beholdninger tømte for hele deres

Indhold: Kanoner, Tømmer, Seil og Tougværk, — alt var borte.

Under disse fortvivlede Forhold vil det næppe undre, at Marinens

Officerer, der saa sig afskaarne fra at virke til Fædrelandets Forsvar i

deres eget Kald, kunde ønske at komme til at tjene under et fremmed Flag,

naar blot det var i Kamp mod England, og da netop paa dette Tidspunkt

Frankrigs store Keiser kjæmpede med Storbritannien, blev Frankrig ganske

naturlig det forjættede Land, Maalet for manges Ønsker og Forhaabninger,

navnlig iblandt Etatens yngre Kræfter.

En Del af disse henvendte sig ogsaa kort efter Byens Kapitulation til den

franske Minister i Kjøbenhavn, Baron Didelot, med Begjæring om at maatte

indtræde i fransk Tjeneste, men denne Plan blev af forskjellige Aarsager

ikke realiseret, og nærmest fordi det danske Admiralitet, der nu ved

Begyndelsen af Krigen med Verdens største Sømagt, stod med tomme Hænder

uden Skibe og Kanoner, men med et dygtigt Personel til sin Raadighed, af

al Kraft arbeidede paa at skabe et nyt Søværn og derved lagde Beslag paa

Officerernes Kræfter.

Den Opgave, at skabe Flaaden paany, var imidlertid for stor og omfattende

til, at dens Løsning kunde tilendebringes i kort Tid; mindre Skibe og

Fartøier lykkedes det ganske vist hurtigt at faa færdige og ekviperede,

saaledes at der snart virkelig var et lille anvendeligt Søkrigs-Materiel

tilstede, men Bygning af Linieskibe, Datidens egentlige Kampskibe, var et

Foretagende, der ikke alene kostede Penge, men ogsaa Arbeidskraft og Tid.

Kun to af Flaadens Linieskibe havde undgaaet deres Kammeraters Skjæbne

at blive udleveret til Englænderne[1]; det var »Prindsesse Lovise

Augusta« og »Prinds Christian Frederik«, der begge to befandt sig i

Norge ved Fjendtlighedernes Udbrud, og af disse var tilmed det første

gammelt og skrøbeligt. Da der til Krigen, navnlig hvis det paatænkte

Tog imod Sverrig skulde blive til Virkelighed, havdes paatrængende Brug

for store Skibe, henvendte den danske Regjering sig om Bistand hos sin

Allierede Rusland. Denne Anmodning blev ikke alene gunstig modtaget

fra den keiserlige Regjerings Side, men det saa endogsaa ud til, at

den lovede Assistance skulde blive til Virkelighed. En Eskadre, hvis

Bestemmelse var de danske Farvande, udrustedes under Admiral Hanickoff’s

Kommando, og fra Kjøbenhavn afreiste 3 Kommandører til Rusland med det

Hverv at være de fremmede Orlogsmænd behjælpelige med Navigationen; men

Skibene naaede ikke deres Bestemmelsessted, thi neppe havde Admiral

Hanickoff forladt Kronstadt, førend han af en forenet engelsk og svensk

Eskadre blev tvunget til at søge ind til Roggersvik, hvor han med sine

Skibe holdtes blokeret. Medens saaledes den ventede Assistance fra

Øst svigtede, haabede man herhjemme, at Danmarks anden Allierede, det

mægtige Frankrig, nok vilde række en hjælpende Haand. Man ønskede nogle

Krigsskibe herop, som man vilde besætte med danske Søfolk. Dette kunde

ikke ske, men Tanken førte til, at Napoleon ønskede danske Søofficerer

og Matroser til Schelden. Herom henvendte den franske Regjering sig i

Februar Maaned 1808 til den danske. Gjennem sin Gesandt i Kjøbenhavn,

Baron Didelot, begjærede den danske Officerer og Mandskab sendte til

Antwerpen og Vliessingen for at besætte 3 franske Linieskibe af den der

nyskabte Flaade.

I en Depeche af 20. Februar skriver den franske Udenrigsminister Mr. de

Champagny til Mr. Didelot desangaaende, idet han gjør opmærksom paa, at

det i Særdeleshed er til Danmarks Fordel, da Flaaden paa Schelden er

bestemt til at operere i Nordsøen og Østersøen og altsaa til Danmarks

Forsvar.

Man havde herhjemme al Grund til at antage, at denne Hjælp af

Søkrigsmateriel maatte staa i Forbindelse med et tidligere Løfte om

Understøttelse til Lands, og at Meningen med Eskadrens forventede

Afsendelse til danske Farvande maatte være den at dække den franske

Armees Overgang over Store Belt og Øresund, naar Angrebet paa Sverig

skulde finde Sted, men det bliver dog vist et Spørgsmaal, om man

nogensinde i Frankrig for Alvor har tænkt sig det Tilfælde, at Eskadren

skulde komme til at virke udenfor Scheldefloden og de nærmeste Farvande

der omkring.

Samtidig med denne Henvendelse gjorde den franske Udenrigsminister

Skridt i samme Anledning hos den danske Gesandt i Paris, Geheimeraad

Dreyer[2]. Den 18. Februar modtog denne en Anmodning fra den franske

Udenrigsminister om at komme til en Konference hos ham i hans Bureau.

Her gjorde Mr. de Champagny den Meddelelse, at han havde Keiserens Ordre

til at stille det Forslag, at Kongen af Danmark skulde sende fuldstændig

Besætning af Officerer, Underofficerer og Matroser til 3 Linieskibe;

den franske Regjering skulde afholde Udgifterne til deres Underhold og

Gager, og Keiseren havde bestemt, at de tre Linieskibe skulde anvendes

i Østersøen og til Forsvar af de danske Kyster[3]. Geheimeraad Dreyer

svarede uden Betænkning, at han frygtede for, at dette Forslag vilde

give Anledning til store Vanskeligheder, navnlig fordi han troede, at de

danske Søfolk daarligt vilde kunne finde sig i at komme under fremmed

Kommando.

Mr. de Champagny bemærkede hertil, at der ikke var noget at befrygte i

den Retning, da det var Keiserens Hensigt at betro Kommandoen af de 3

Linieskibe udelukkende til danske Søofficerer; kun Overkommandoen vilde

blive fransk, og de vilde komme til at tjene under fransk Flag.

Disse Indrømmelser tilfredsstillede imidlertid ikke den danske Gesandts

Betænkeligheder; han bad dog Ministeren ikke betragte hans Udtalelser

som noget Afslag, da han i en fortrolig Depeche skulde underrette sin

Regjering om Keiserens Ønske, og vilde blot tilføie, at hvis de danske

Søfolk kunde komme til at tjene under danske Officerer og under dansk

Flag, vilde Keiseren være sikker paa, at vore tapre og uforfærdede

Matroser nok skulde gjøre sig værdige til den Tillid, der blev vist dem.

Dette Modforslag mishagede imidlertid den franske Udenrigsminister i den

Grad, at han afbrød Forhandlingerne med følgende skarpe Svar: »Saa kan De

selv betale Deres Matroser, naar De ikke vil have, at Keiseren skal gjøre

det.«

Det er ikke saa forunderligt, at Geheimeraad Dreyer efter denne lidt

bratte Slutning paa Forhandlingerne i Ministerens Kabinet i sin

Indberetning til Udenrigsministeriet fraraadede den danske Regjering at

gaa ind paa Keiserens Forslag; man kan ikke frakjende de Betænkeligheder,

han fik under Forhandlingerne med Mr. de Champagny, stor Betydning, og

maa indrømme, at han har haft et ganske godt Syn paa Sagen, naar han

slutter sin Depeche med følgende Udtalelse:

»At sende danske Matroser og Officerer som Besætning for 3 franske

Linieskibe under fransk Overkommando og under fransk Flag, vil efter min

ærbødige Formening være ensbetydende med at give Afkald paa nogensinde

mere at faa disse 3 Besætninger at se i Danmark og med at overlade til

Keiserens Luner at anvende dem, hvor han finder for godt.«

Skjøndt altsaa de Forhandlinger, der førtes i Paris, ikke bragte

noget Resultat, havde den franske Gesandt i Kjøbenhavn, der ifølge

sine Instruktioner henvendte sig saavel i Udenrigsministeriet som i

Admiralitets-Kollegiet, mere Held med sig. Forslaget blev taget under

omhyggelig Behandling, og Resultatet blev, at man bestemte sig til at

imødekomme Keiserens Ønske saa vidt som det var muligt. Den danske

Regjering gav saaledes sit Samtykke, men med en vis Grad af Betænkelighed

i Forudfølelsen af, at de reelle Fordele, som kunde ventes, neppe vilde

staa i Forhold til de Vanskeligheder, som dette Foretagende sandsynligvis

maatte give Anledning til, og det har derfor nærmest været Hensynet til

den mægtige Allieredes Ønske og Villie, der førte til, at Danmark gik ind

paa Keiserens Forlangende.

Denne Anskuelses Rigtighed bekræftes ogsaa ved at gjennemlæse den

Fremstilling af Sagen, som den danske Udenrigsminister giver i

nedenstaaende Skrivelse til Geheimeraad Dreyer i Paris[4].

Kjøbenhavn den 15. Marts 1808.

»Jeg har ikke undladt ufortøvet at forelægge H. K. H.

Kronprindsen Deres Excell.s Beretning angaaende den franske

Regjerings Andragende, at de Officerer og det Mandskab, der

udfordres til 3 Orlogsskibes Udrustning, maatte sendes herfra

til Vliessingen. Den herværende franske Gesandt har ei alene

gjort mig den samme Meddelelse, men ogsaa ifølge et til ham

senere indløbet Brev fra den franske Søminister direkte

henvendt sig desangaaende til det Kgl. Admiralitets-Kollegium.

Ingenlunde underkjende vi her det Smigrende, som dette

Andragende indeholder for den danske Marine, eller den

Forbindelse, hvori det staar med Danmarks politiske Interesse,

især da ogsaa Søministeren, endskjøndt i største Fortrolighed,

meddeler Hr. Didelot den aldeles bestemte Efterretning, at

den Flaade, der udrustes i Vliessingen, er bestemt til Nord-

og Østersøen. Men betydelige Vanskeligheder, som ikke ganske

kunne bortryddes, modsætte sig i dette Øieblik den os gjorte

Begjærings Opfyldelse.

»Da vi i Anledning af den forestaaende Landgang paa Skaane

ei alene have udrustet de Krigsskibe, som vi endnu have

tilbage, og bemandet alle hidtil byggede Kanonbaade og

mindre Krigsfartøier, men ogsaa i Hast armeret adskillige

Koffardiskibe, saa har vore tjenstdygtige Søofficerers Antal

ei engang været tilstrækkeligt, men vi have set os nødsagede

til at afhjælpe denne Mangel ved provisorisk at beskikke

overordentlige Søofficerer. Ligeledes ere alle Søfolk, som

her have kunnet tilveiebringes, satte i Rekvisition til

Regjeringens Tjeneste, og ere følgelig i nærværende Øieblik

uundværlige for os.

»Under disse Omstændigheder staar det ikke i vor Magt, i

sin fulde Omfang at opfylde det os af den franske Regjering

tilkjendegivne Ønske, og vi have for Tiden maattet indskrænke

os til at udse to af vore dygtigste Søofficerer til at afgaa

til Vliessingen for der at tilbyde deres Tjeneste, samt at

anvise denne Havn til en Samlingsplads for de af vore Søfolk,

der endnu findes i Frankrig, Holland og Italien, eller der

vende tilbage fra disse Stater. De fornødne Befalinger i denne

Henseende ere alt udstedte, og en af de omtalte Officerer,

Kapitain Rosenvinge, er alt afreist til Vliessingen for

sammesteds at aftale det videre fornødne, og for at overtage

det udforderlige Opsyn og Omsorg i Henseende til de danske

Søfolk, som samles der i Havnen. Saasnart Troppernes Overfart

til Skaane er iværksat, kunne vi lade flere Officerer følge

efter.

»Da Hr. Didelot er bleven fuldstændig underrettet om alt

det foregaaende og vil have indberettet saadant til sin

Regjering, saa har jeg ikkun villet meddele Deres Excell. disse

Oplysninger, for at De i paakommende Tilfælde kan gjøre Brug

deraf.

Bernstorff.

Til

Hs. Excell. Geheimeraad Dreyer i Paris.«

Med sit geniale Blik havde Keiser Napoleon set, at Schelden var det Sted,

hvorfra en fransk Flaade med størst Virkning vilde kunde føre et Stød

imod England. En Søstyrke her med Vliessingen som en aaben Udfaldsport

til den engelske Kanal vilde nødvendigvis medføre, at en Del af den

engelske Flaade vilde blive bunden for at hindre den franske Styrke i at

løbe ud og operere i Kanalen. En nogenlunde stærk Flaade-Afdeling vilde

under en energisk Kommando være en farlig Nabo for den engelske Kyst, og

det var denne Tanke, der gav Stødet til hele den store maritime Bevægelse

paa Schelden ved Antwerpen og ved Vliessingen. Naar Antwerpen omdannedes

til en Vaabenplads med Værfter og Dokker, vilde Schelden fra denne By

og helt ned til Fæstningen Vliessingen blive en umaadelig Krigshavn,

stor nok til at rumme den mægtigste Flaade, og Beliggenheden var tilmed

saadan, at selv om fjendtlig Blokade spærrede Adgangen dertil ad Søveien,

vilde dog dens Existens og store Betydning være sikret derved, at

Tilførsel af Skibsbygningsmaterialier og alle Slags Krigsfornødenheder

kunde foregaa uhindret ad Rhin-, Maas- og Scheldefloden.

Udførelsen af denne omfattende Plan, der faa Aar senere skulde hæve

Antwerpen til en Krigshavn af første Rang, var allerede paa dette

Tidspunkt, — Foraaret 1808 —, paabegyndt med den Kraft og Energi, som var

Napoleons Regjering egen. Vel maatte Vliessingen endnu foreløbig blive

Orlogsmændenes Vinterkvarter, da den stærke Isgang paa Schelden forbød

en Overvintring paa Floden. Men oppe ved Antwerpen vare allerede de ny

anlagte Værfter i fuld Gang, Magasiner opførte, Bedinger reiste og Skibe

under Bygning, og med saadan feberagtig Hurtighed blev der arbeidet, at

8 Linieskibe efter en urimelig kort Tids Forløb bleve satte i Vandet og

paabegyndte deres Ekvipering.

Det var gjennem nedenstaaende keiserlige Dekret af 28. Februar 1808, der

befalede de nybyggede Linieskibes hurtige Udrustning, at Scheldeflaaden

sattes paa Krigsfod[5].

Tuilerierne den 28. Februar 1808.

»Napoleon, de Franskes Keiser, Konge af Italien, Protektor for

Rhinforbundet:

»Ifølge Forestilling fra Vor Marineminister, udstede Vi

efterfølgende Dekret:

Art. 1.

»Vor Eskadre af Linieskibe paa Schelden skal armeres,

fuldstændig ekviperes, forsynes med Proviant for 6 Maaneder,

have sit Reservegods ombord, og være udlagt til Ankers paa

Schelden forinden førstkommende 1ste Mai.

Art. 2.

»Mandskabet til Vore 8 Linieskibe paa Schelden skulle tages

af Marinens 8 Matros-Batailloner i Overensstemmelse med den

Organisationsplan, som Vi have stadfæstet.

Art. 3.

»Disse Batailloner skulle sammensættes paa følgende Maade:

»800 Matroser, som allerede ere ombord i Orlogsskibene

ved Vliessingen.

»1200 Matroser, udtagne af de 2400 bedste Matroser fra

Boulogne.

»1200 Udskrevne Folk.

»800 Mand Fodfolk og

»1000 Matroser udtagne af Aldersklasserne og af

Kontingentet fra de hanseatiske Byer.

Art. 4.

»Vor Krigsminister og Vor Minister for Marinen og Kolonierne

ere bemyndigede til, hver paa sit Omraade, at foranstalte dette

Dekret bragt til Udførelse.«

Napoleon.

Baron Maret, Stats-Sekretair.

Det er en bekjendt Sag, at Bygningen af disse Linieskibe og 8 andre, som

allerede stod paa de ledigblevne Stabler, blev foretaget paa en Maade,

der næppe vilde kunde taale selv den skaansomste Kritik, men Opgaven,

at skaffe en Flaade-Afdeling tilveie paa utrolig kort Tid, var løst,

Keiserens bestemte Befaling var adlydt. Hvorledes Skibene vare byggede,

og hvorlænge de vilde være brugbare, var i dette Øieblik, midt under

Krigen, selvfølgelig et Spørgsmaal af underordnet Betydning.

Til nærmere Belysning heraf vil det ikke være uden Interesse, at høre

en Udtalelse fra en dansk Søofficer[6], der netop i Aaret 1808 havde

Leilighed til at gjøre sig bekjendt med det franske Skibsbyggeri paa

Regjeringens Værfter i Antwerpen.

»Skibenes Bygning«, — skriver han — »drives til en Grad af

Uforsvarlighed, der bringer til at skjælve for de ulykkelige Sømænd,

der med disse Skibe betroes hint farlige Element, og som endog er de

Franske ukjendt. Efter Ingeniørernes Forsikring ere de ikkun byggede til

8 Aars Varighed, da det for Øieblikket kun gjælder om at tilveiebringe

et stort Antal Skibe. Det grønne Træ, hvoraf Skibene ere sammensatte,

som foraarsager, at endog Karduserne i Krudtmagasinerne raadne, forenet

med Uforsvarligheden, vil udentvivl være Borgen for, at de ei opnaa en

højere Alder. Jeg har ei vovet herved at detaillere mine Iagttagelser,

af Frygt for, at samme kunde falde i uvedkommende Hænder; men, naar det

Høie Kollegie befaler, skal jeg fremsende flere Beviser for Sandheden af

Ovenstaaende.« ...

Skjøndt saaledes det ene Linieskib hurtigere end det andet reiste sig

paa Antwerpens Bedinger og løb af Stablen for skyndsomst at blive rustet

og ekviperet, stod det dog ikke i Keiserens Magt at skaffe søvante

Besætninger tilveie, der kunde gaa ombord i de nybyggede Orlogsmænd, og

navnlig skortede det i høi Grad paa virkelige Matroser, der kunde danne

Mandskabets egentlige Kjærne ved Skibenes Organisation.

Under disse Omstændigheder var den nylig trufne Overenskomst med

Danmark ikke uvelkommen, og da Sagen blev ordnet saaledes, at de to

nye Linieskibe »le Pultusk« og »le Dantzick«, der laa under Ekvipering

i Vliessingen, skulde kommanderes af danske Søofficerer og have dansk

Besætning ombord, blev denne Bestemmelse modtaget med en vis Tilfredshed

paa begge Sider, i Danmark, fordi man her endnu haabede paa en effektiv

Understøttelse fra fransk Side, i Frankrig, fordi man ved denne

Foranstaltning gjorde Regning paa at skaffe 2 af den nydannede Flaades

Linieskibe en Besætning af Søfolk i Ordets egentlige Betydning.

Den danske og norske Koffardimatros havde dengang ligesom nu et Navn med

god Klang hele Verden over, og enhver Marine kunde i fuldeste Maal være

tjent med at have dem til Tjeneste under sine Vimpler, da det var Folk,

der fra Barnsben havde færdedes paa Søen, og som kjendte deres Profession

ud og ind. Efterat den dansk-franske Overenskomst i Principet var bleven

ordnet med Hensyn til Kommandoforholdene, Lønnings-Udbetalingerne og

Afholdelsen af de øvrige Udgifter, begyndte den danske Regjering tidlig

paa Foraaret 1808 at træffe de nødvendige Skridt til Planens Udførelse.

Vest- og Sydeuropas Havne laa netop fyldte med danske og norske

Koffardiskibe, som den engelske Blokade hindrede i at komme tilsøes,

Besætningerne drev omkring i Havnestæderne uden Udsigt til Beskjæftigelse

for det første, og det var hele dette ledige, søvante Mandskab, der efter

Regeringens Ordre ved Foranstaltninger fra de konsulare Myndigheder

paa Stedet dirigeredes til Vliessingen, samtidig med at de fornødne

Officerer, Underofficerer og faste Folk gjorde sig klar til at afreise

fra Danmark. De to Officerer, som Admiralitetet havde udset til

Skibschefer for »le Pultusk« og »le Dantzick«, var Kapitainerne S. U.

Rosenvinge og H. Baron Holsten[7].

Af disse var Kapitain Rosenvinge, som ovenfor meddelt, tidlig paa

Foraaret afreist til Vliessingen for at tage imod det danske Mandskab

efterhaanden som det ankom og paabegynde Skibenes Ekvipering. Efter sin

Ankomst hertil satte han sig strax i Forbindelse med Marineministeren

i Paris, Vice-Admiral Decrès[8], hvem han gjennem nedenstaaende Brev

meddelte sin Ankomst til Vliessingen[9].

Monseigneur!

»Jeg har den Ære at meddele Deres Excellence, at jeg i

Overensstemmelse med den Ordre, som min høie Herre, Kongen

af Danmark har givet mig, har meldt mig hos Kontre-Admiral

Missiessy, Chefen for Eskadren paa Schelden; han har vist

saavel mig som mine Officerer al mulig Velvillie og Venlighed,

og har med stor Omhu sørget for de danske Søfolk, som for

Øieblikket ere her under min Kommando.

»Da Admiralen har udset mig til Chef for Hans Keiserlige

Majestæts Linieskib »le Pultusk«, ved jeg ikke nogen bedre

Maade at vise min Erkjendtlighed paa end ved punktlig at adlyde

hans Ordrer. De danske Søfolk, som for Øieblikket ere her, ere

ombord i »Pultusk«, men da dette Mandskab ikke er tilstrækkelig

til Linieskibets Besætning, har Admiralen ladet de franske

Officerer og Matroser, som vare der ombord forinden, foreløbig

blive, indtil der ankommer flere danske Officerer og Søfolk.

Naar »Pultusk« har faaet sine Officerer og sit Mandskab, vil de

øvrige Danske blive indskibede ombord i »Dantzick«.

»Jeg har den Ære at være Deres Excellences meget ydmyge og

meget ærbødige Tjener«.

Rosenvinge.

Vliessingen den 9. April 1808.

Til

Hs. Excellence Monseigneur Decrès, Marine- og Kolonial-Minister,

Storkors af Æreslegionen.

Paa dette Brev, der viste den bedste Villie og Redebonhed fra Chefen for

det danske Kontingent af Søfolk, indløb der følgende imødekommende Svar

fra den franske Marineminister[10]:

Brev, dikteret af Ministeren.

Paris den 18. April 1808.

Til

Hr. Kapitain Rosenvinge, Chef for Hs. Maj.s Linieskib »Pultusk«,

Vliessingen.

»Hr. Kapitain! Jeg har modtaget deres Brev af 9de denne

Maaned. Kontre-Admiral Missiessy havde allerede underrettet mig

om Deres Ankomst, som det har været mig en Glæde at erfare.

»Jeg har set, at i Overensstemmelse med min ophøiede Herre

Keiserens Ordre, hvis Udførelse jeg har overdraget til

Kontre-Admiralen, er Kommandoen af »Pultusk« bleven Dem

betroet, og at de danske Søfolk ere beordrede til at gaa ombord

i dette Skib, efterhaanden som de ankomme.

»Jeg er, Hr. Kapitain, meget glad herover, da det vil give 2

saa venskabelig forbundne Nationers Mariner Leilighed til at

kappes i Dygtighed, Pligtopfyldelse og Hæder.

»Forenede under samme Flag vil Franske og Danske ikke vise

andre Følelser ligeoverfor hinanden end gjensidig Agtelse og

Tragten efter at slaa den fælles Fjende.

»Modtag, Hr. Kapitain, Forsikringen om min udmærkede Agtelse.«

Decrès.

Denne Korrespondance, der indleder Forholdet imellem de franske

Marineautoriteter og den høistkommanderende danske Søofficer, kunde ikke

være mere lovende. Den gode Villie fra dansk Side og den imødekommende

Modtagelse fra fransk Side syntes at spaa om et godt Samarbeide under den

forestaaende Kampagne.

Henimod Slutningen af April Maaned modtog den anden af de to danske

Linieskibschefer, Kapitain, Baron Holsten gjennem nedenstaaende Skrivelse

fra Admiralitetet[11] Befaling til at afreise.

»En fransk Eskadre, som udrustes i Antwerpen, skal forstærkes

med 2 i Vliessingen liggende Orlogsskibe, og disse skulle

ekviperes, bemandes og kommanderes af danske Søfolk. Til den

Ende ere de danske Søfolk, som komme tilbage fra fremmede

Havne, henviste til Vliessingen, og Foranstaltning truffen til,

at de paa Øerne i Vesterhavet udskrevne Matroser sendes derhen.

Kapitain Rosenvinge er allerede der og besørger de to Skibes

Ekvipering. De fornødne danske subalterne Officerer have faaet

Ordre at reise derhen og melde sig til ham. Alle Omkostningerne

ved denne Udrustning gaar paa den franske Regjerings Regning.

»Som Hr. Kapitainen er udnævnt til at kommandere et af bemeldte

to Orlogsskibe, saa haver De at reise derhen og henvende Dem

til Kapitain Rosenvinge eller den kommanderende Admiral for at

blive anvist det Skib, De skal antage Dem som Chef.«

Admiralitets- og Kommissariats-Kollegium d. 23. April 1808.

Knuth. Steen-Bille. Grove.

N. Perbøl.

Samme Dag udgik der Reiseordre til begge de to Linieskibes øvrige

Officersbesætning, der var sammensat paa følgende Maade:

»_le Pultusk_«.

Kapitain S. U. Rosenvinge, Chef.

Kapitainlieutenant Stephansen.

Premierlieutenant A. Schifter.

» J. C. de Falsen.

» Thunbo.

Sekondlieutenant Sønderup.

Sekondlieutenant Falbe.

Kadet-Maanedslieutenant P. C. Petersen.

» H. G. Sneedorff.

» C. C. Zahrtmann.

Kadet P. W. Brown.

» O. W. Erichsen.

» H. A. Holm.

Overlæge Hammer.

Forvalter Boshau.

»_le Dantzick_«.

Kapitain, Baron H. Holsten, Chef.

Kapitainlieutenant Th. Fasting.

Premierlieutenant F. Holsten.

» F. W. Evers.

Sekondlieutenant J. A. Recke.

» A. Willoch.

» Mechlenborg.

Kadet-Maanedslieutenant C. A. Bendz.

» J. L. Barfred.

» C. F. Grove.

Kadet H. Fischer.

» F. W. Andersen.

» J. C. Duntzfelt.

Overlæge Michaelsen.

Forvalter Winding.

Gjennem det kongelige Felt-Kommissariat i Kjøbenhavn blev der for alle de

ovenfor nævnte Officerer udfærdiget Reisepas lydende paa fri Befordring

foreløbig til Hamburg. Underofficererne og de faste Menige skulde afgaa

i 4 særskilte Hold, kommanderede af Kapitainlieutenanterne Fasting og

Stephansen, Premierlieutenant Schifter og Sekondlieutenant Recke, og af

denne Aarsag blev der for disse Officerers Vedkommende fra Admiralitetets

Side yderligere sørget for, at deres Reisepas kom til at lyde paa

»saamange Kjøbstads Vogne og Heste, som enhver af dem rekvirerer hos

vedkommende Magistrats-Personer, da de medbringe en Del Søfolk, hvis Tal

ei forud kan bestemmes, og deres Reise ikke taaler Ophold.«[12]

Reisen fra Kjøbenhavn til Vliessingen er med Nutidens udviklede

Befordringsvæsen kun en Tour af kort Varighed og tilmed en søgt

Reiseroute som den hurtigste Linie til London. Over Hamburg, Osnabrück og

Wesel naar man Vliessingen i Løbet af mindre end 30 Timer, hvorfra saa de

store hollandske Paketter bringe den Reisende videre til Themsens Munding.

Ved Aarhundredets Begyndelse var Forholdet anderledes. Reisen var

langvarig og møisommelig, og da Farvandet mellem de danske Øer spærredes

af engelske Krydsere, var tilmed Veien fra Kjøbenhavn og over til

Fastlandet vanskelig at passere og ikke uden Fare. Det er derfor ganske

naturligt, at de 4 Afdelinger, hvis Maal var Vliessingen, og som omtrent

samtidig forlod Kjøbenhavn, kun evnede at arbeide sig frem i ganske smaa

Dagsmarcher, og et tydeligt Billede af de Gjenvordigheder, der navnlig

paa den første Del af Veien var de Reisendes tro Ledsager, faar man ved

omstændeligt at følge Kapitainlieutenant Fasting og hans Afdeling, —

ialt 16 Officerer, Underofficerer og Menige, paa de første 5 Dage af

deres Reise. Efter dette Tidsrums Forløb var han trods al Ihærdighed

og anvendt Umage kun naaet frem til — Faaborg, og i nedenstaaende

Indberetning til Admiralitetet[13] skildrer han Tourens mange Hindringer

og Besværligheder:

Underdanig Rapport!

28de April. »Afreiste fra Kjøbenhavn med det paa indesluttede

Liste anførte Mandskab.

29de. »Kl. 8 Fm. ankom til Korsør, hvor jeg ved Hr. Pr. Lieut.

Grev Trampes Foranstaltning fik 3 Isbaade, hvormed jeg Kl.

12½ afgik fra Korsør, for at gaa langs Agersø og Omø over til

Langeland. Ved Nyborg laa et Orlogsskib og en Brig og ved

Sprogø en dansk Jagt, som af Fjenden er armeret. Da vi Kl. 4

Em. var omtrent ½ Mil Vest for Omø, fik i Sigte en Jagt, der

kom stikkende over fra Langeland og en Brig kommende Syd fra,

hvilken jeg tydelig kunde kjende at være en Orlogsbrig. Jeg gik

derfor i Land paa Omø for at se, hvad Vei Briggen vilde tage;

imod Mørkningen gik den da til Ankers omtrent ½ Mil i SV. fra

Omø. Jagten befandt vi at være en af de store Langelands Baade,

som gik til Skjelskør. Vinden blev om Aftenen vestlig, og jeg

vovede ikke at krydse over om Natten, da der ingen Rimelighed

var i at kunne naa Langeland inden Dagen. Om Natten imellem

Kl. 1 og 2 saa adskillige Gange Fyr ovre ved Langeland, og i

Dagningen saa en Brig, der i Nat var passeret her forbi, og som

søgte op til Orlogsskibet ved Nyborg.

30te. »Om Formiddagen passerede her forbi Syd fra et Orlogsskib

og en Fregat eller maaske kun 2 Fregatter og en Jagt, der

tilligemed den i Nat passerede Brig gik til Ankers ved Nyborg;

da Vinden i Morges var N. Vestlig, gik jeg ud med Baadene i

Haab om at strække over til Langeland saa langt til Luvart af

den i SV. herfra liggende Brig, at han ikke skulde kunne naa

mig, men da jeg var omtrent ¼ Mil fra Landet, blev Vinden igjen

vestlig, jeg fik de 2 Skibe, som kom Syd fra, i Sigte og søgte

Landet igjen. I Nat frisk V. S. V. Kuling, og jeg kunde af

samme Aarsager som sidste Nat ikke gaa ud.

»I Eftermiddag Kl. 3 ankom fra Korsør Lieutenant Recke med den

2den Afdeling af de til Vliessingen bestemte Søfolk i et stort

Fartøi og en Isbaad; men da Fartøiet ikke er bekvemt at gaa

over til Langeland med, især om Stille skulde paakomme, saa

lod vi det gaa tilbage igjen til Korsør, og haaber at kunne

faa Mandskabet over i de Isbaade vi have, med Tillæg af en fra

Nyborg, som ligger her paa Retour, og en Baad, som hører til

Garnisonen her paa Landet.

1ste Mai. »Vind og Stilling den samme, i Morges passerede tæt

forbi Langeland Syd fra en Kuf og en Jagt Nord efter.

»I Eftermiddag kom et Fartøi fra Briggen, som ligger her,

nærmede sig Landet og gik langs Sydsiden paa ¼ Mils Afstand.

Da 4 Isbaade gjorde Jagt paa den, stak den ud fra Landet og

søgte Briggen. Ved Solens Nedgang gik Vinden til NV. med laber

Kuling, gik ud med 5 Isbaade og Øens militaire Besætnings

Jolle. Krydsede Sundet op imellem Agersø og Omø, for naar vi

kunde gaa den Sidste for over at staa over til Langeland.

2den. »Kl. 1¼ om Morgenen, da Vinden var gaaet Vestlig, og

vi ikke med alle Fartøier kunde gaa Øen for om, og det

begyndte at dages, vendte tilbage og landede for ikke at blive

observeret af oftbemeldte Brig. Lieutenant Recke, hvis Isbaad

var lettest og seilede bedst, slog sig om Natten til Luvart af

os, saa langt, at han kom ud af Sigte, og da han i Dagningen

ikke har været at se, haaber jeg, han er sluppen lykkelig over.

»I Aften Kl. 10 fordelte jeg min Afdeling af Mandskab i 4

Isbaade, som vare de bedste til at ro og seile, og stak over ad

Langeland; jeg havde forrige Nat overbevist mig om, at Baadene

ved at tage begge Afdelinger bleve baade formeget ladte og

belemrede, jeg efterlod derfor Lieutenant Reckes Afdeling, for

at være des sikrere paa at komme over med min.

»Kl. 12 om Natten naaede jeg med frisk Kuling af SO. Langeland;

lossede Baadene og afsendte dem øieblikkelig igjen til Omø, og

jeg kan ikke tvivle om, at de jo lykkelig kom over inden Dag,

og kan altsaa ved første Leilighed bringe en anden Transport

over. Ved min Ankomst til Langeland fandt jeg Lieutenant Recke

der, som tilligemed 3 af sin Afdeling lykkelig var kommen over.

»Fra Langelands Nordpynt satte jeg i Morges over til

Hesselager, hvorfra jeg over Land er ankommen hertil i Aften.

I Morgen tidlig gaar jeg til Assens og derfra over Lille Bælt.

Passagen over Bøjden skal ikke være sikker.«

Faaborg d. 3. Mai 1808, Aften Kl. 11.

Underdanig

Fasting.

Til

Det kongelige Admiralitets- og Kommissariats Kollegium.

Kapitainlieutenant Fastings Kommando, der havde haft saa mange

Besværligheder at kæmpe med under de første Dage af Reisen, ankom den

7de Mai om Aftenen til Altona, og inden Midten af Maaneden vare de

forskjellige Afdelinger ankomne til denne By og havde atter forladt den

igjen paa deres Vei til Vliessingen.

Den enslydende Ordre, der, som tidligere omtalt, af Admiralitets-

og Kommissariats Kollegiet under 23de April 1808 blev udstedt til

Officererne forinden deres Afreise fra Kjøbenhavn, indeholdt for

hver især den Anvisning, »at han i Hamburg adresserer sig til »le

commandant en place« for at erholde fri Befordring og Kreditiv paa

Reiseomkostninger til Vliessingen, da denne Reise sker paa den franske

Regjerings Bekostning.«[14] — Det viste sig imidlertid, at de franske

militaire Autoriteter i Hamburg havde en noget afvigende Mening om

dette økonomiske Spørgsmaal. Det fremgaar nemlig af forskjellige

Rapporter,[15] at da de danske Officerer henvendte sig til den franske

»commandant en place«, Oberst Hamelinaye, om Pas og Kreditiv, modtoge

de den ubehagelige Meddelelse, at de vilde blive forsynede med et

keiserligt »feuille de route«, der foruden fri Befordring gav Adgang til

Logis og Fortæring underveis, naar man paa hver Station derom henvendte

sig til den kommanderende Officer, men om Udbetaling af Penge eller

om Kreditiv kunde der ikke være Tale, da man ingen Ordre havde herom.

Denne Befordringsmaade stemmede slet ikke med Admiralitetets Ordre

hjemmefra og kunde vel passe sig for en Flok menige Soldater, der skal

transporteres fra en Garnison til en anden, men ikke for Officerer, der

med selvstændig Kommando over en mindre Afdeling, sendes til Udlandet.

Det er derfor ikke saa underligt, at en saadan Behandling strax virkede

lidt kjølende paa den Lyst og Iver, hvormed man var gaaet Reisen imøde i

Forventning om snart at komme til at kjæmpe Side om Side med den franske

Marine mod det forhadte Storbritannien. Det var imidlertid ikke nogen let

Sag som Fremmede paa Stedet og ligeoverfor den franske Pladskommandants

bestemte Holdning at faa denne Bestemmelse forandret, man fandt sig

derfor i Forholdene og drog videre frem; men Sindet var næppe saa løftet,

Forventningerne uden Tvivl noget nedstemte den Dag de danske Afdelinger

forlode Altona.

At de militaire Autoriteter i Hamburg dog ikke vare ganske utilgængelige

ligeoverfor en kraftig Protest mod de Befordrings-Dispositioner, som der

fra fransk Side var bleven truffet, viser et lille Sammenstød, som en

dansk Officer, Premierlieutenant Holsten, der passerede Hamburg paa Veien

til Vliessingen, i den Anledning havde med Hamelinaye og den franske

»commissaire de guerre«. Holsten, der paa Reisen fra Kjøbenhavn havde

forvredet den ene Arm ved at vælte med en Vogn, og af denne Grund maatte

opholde sig nogle Dage i Altona, henvendte sig ligesom sine Kammerater

ved sin Afreise til Hamburgs »commandant en place«. Da det ikke lykkedes

Lieutenanten at faa denne til at gaa ind paa sine Anskuelser, og han

ikke vilde benytte det franske »feuille de route«, skaffede han sig ad

anden Vei de fornødne Penge, hvorimod han ved sin bestemte Optræden

fik udvirket en anden Redaktion af sit Pas, skjøndt imidlertid denne

Del af Protesten ikke var ganske korrekt og næppe kan antages at være

bleven billiget af Admiralitetet i Kjøbenhavn.[16] Midt i Mai Maaned

ankom endelig Linieskibet »Dantzick«s tilkommende Chef, Kapitain, Baron

Holsten til Hamburg, og ledsaget af Premierlieutenant Holsten fortsatte

han den 17de om Eftermiddagen Reisen videre vester paa. Først efter

10 Dages Forløb indtraf de to Officerer til Byen Dortrecht i Holland,

hvor Kapitainlieutenant Stephansen endnu opholdt sig med sit Kommando,

medens to andre Delinger under Lieutenanterne Schifter og Recke nogle

Dage tidligere havde forladt dette Sted og sat sig i March imod Reisens

Endestation, Vliessingen.[17]

Her var efterhaanden de Officerer og det Mandskab indtrufne, der skulde

udgjøre Besætningen paa de to Linieskibe »Pultusk« og »Dantzick«.

Forsendelsen af Folkene over Land til Schelden havde imidlertid haft sine

Vanskeligheder. Det hændte sig, at man i de Havne, hvor der var franske

Marinestationer, nægtede de danske Konsuler Pas for de Folk, som skulde

reise, og foretrak at beholde dem til Tjeneste paa de franske Krigsskibe

paa Stedet.[18] Ved sin Ankomst til Byen den 1ste Juni fandt Kapitain

Holsten dog Ekviperingen i fuld Gang under Kapitain Rosenvinges Ledelse,

og efter at denne havde forestillet den nyankomne Chef for den franske

Høistkommanderende paa Schelde-Flaaden, Kontre-Admiral Grev Edouard

Thomas Burgues de Missiessy,[19] gik Kapitain Holsten ombord i sit Skib,

hvor han traf den tilkommende Næstkommanderende, Kapitainlieutenant

Fasting, der var ankommen nogle Dage tidligere og nu ledede Ekviperingen

af »Dantzick«. Saavel dette Linieskib som »Pultusk« vare endnu en Del

tilbage i deres Udrustning, og begge Skibe fulde af Haandværkere, da

Kapitain Holsten ankom til Vliessingen, men lidt efter lidt kom Sagerne

i Orden, og Kommandoen blev heist der ombord. Den Flaadeafdeling, der

saaledes i Foraaret 1808 under Admiral de Missiessy’s Kommando var samlet

paa Schelden, bestod af følgende Linieskibe:[20]

---------------+--------+---------------------+---------+----------------

Skibets Navn. |Kanoner.| Chefens Navn. |Matroser.| Soldater.

---------------+--------+---------------------+---------+----------------

| | | |

le Charlemagne | 74 |Kontre-Adm. Missiessy| 556 | 78 48. Regiment

| |Kapitain Willaumez | |

| | | |

le Commerce de | | | |

Lyon | 74 | — Hulot | 572 | 78 108. —

| | | |

l’Anversois | 74 | — Soleil | 495 | 95 65. —

| | | |

le Duquesclin | 74 | — Saizieu | 525 | 97 36. —

| | | |

le César | 74 | — Moras | 562 | 99 72. —

| | | |

la Ville de | | | |

Berlin | 74 | — Roquebert | 467 | 98 46. —

| | | |

le Dantzick[21]| 74 | — Holsten | 647 | 98 75. —

| | | |

le Pultusk[21] | 74 | — Rosenvinge | 641 | 60 25. —

---------------+--------+---------------------+---------+----------------

De Forhold, hvorunder de danske Officerer og Besætninger vare kaldede til

at virke, vare alt andet end lette, og det var strax fra første Færd at

forudse, at den Maade, hvorpaa hele Sagen var ordnet, nødvendigvis maatte

bære Spiren i sig til gjensidig Misfornøielse og Utilfredshed.

De to Linieskibe med dansk Besætning ombord, der nu altsaa udgjorde en

Del af Schelde-Flaaden, og som Følge heraf havde fransk Flag og Vimpel

heist, stod vel under Admiral Missiessy’s Kommando, men samtidig hermed

var ikke, hvad man med Grund kunde antage, Baandet imellem de to danske

Skibschefer og Admiralitetet i Kjøbenhavn fuldstændig løst. Uanset den

franske Overkommando betragtede de sig som staaende under de danske Love

og Søkrigsartikler, indsendte deres Rapporter og Indberetninger til

Admiralitetet, og dette Afhængighedsforhold førte til det beklagelige

Resultat, at Forholdet imellem de franske Autoriteter og de danske Chefer

blev mindre godt, idet disse dog betragtede Admiralitetet hjemme som

deres rette Overhoved, som den højere Instans, hvortil man tyede hen med

sine Besværinger og Sorger. Den Støtte, som de danske Kommanderende

følte ved at have Admiralitetet i Ryggen, opveiede ikke, at de netop

derved bragtes ind i et skjævt Forhold til de franske Myndigheder, noget

som muligvis kunde have været undgaaet, hvis de havde været stillede

ganske paa lige Fod med Scheldeflaadens øvrige Chefer. Det synes næsten

som om de danske Officerer, ja endog de to Skibschefer, ikke have haft

det rette Blik for deres Stilling og været paa det rene med de faktiske

Forhold. Som tidligere nævnt, forlod nemlig Officererne Danmark og reiste

til Frankrig med store Forventninger og ubestemte Forhaabninger, og

skjøndt det ikke her kan siges med Bestemthed, ligger den Antagelse dog

nær, at de to Chefer ere reiste hjemmefra og have indtaget deres Poster

uden nogen klar Instruktion til Rettesnor.[22]

Forudsat altsaa at denne Formodning er rigtig og Admiralitetet selv paa

dette Tidspunkt har haft det rette Syn paa den Rolle, som den franske

Regjering havde tiltænkt det danske Kontingent af Officerer og Søfolk,

maa ogsaa Ansvaret for at Befalingsmændene tiltraadte deres Stilling

uden at være fortrolige med deres Pligter og hvilke Begrændsninger

deres Rettigheder havde, falde tilbage paa Admiralitetet. For bedre at

kunne forstaa Grunden til de smaa Fortrædeligheder og Vanskeligheder,

som allerede begyndte at vise sig i Horisonten, vil det være nødvendigt

nærmere at omtale Tjenestens Ordning ombord i Linieskibene »Pultusk« og

»Dantzick«. — De to Linieskibe havde som tidligere nævnt dansk Chef,

Officerer og Besætning, men ved Siden heraf var der et ikke ubetydeligt

fransk Element ombord i Skibene.

Som en Følge af, at de danske Officerer ikke vare inde i

Regnskabsførelsen, havde Marinebestyrelsen lagt hele Regnskabsvæsenet i

franske Hænder. En capitaine de frégate[23] var beordret til Tjeneste

i hvert af Skibene som øverste Regnskabsfører og medbragte til

Arbeidets Udførelse en Stab af franske Funktionairer. Soldatesquen,

som kommanderedes af en Kapitain og to Lieutenanter, var ligeledes

fransk, og endelig var der sat c. 100 udskrevne franske Matroser ombord

i Linieskibet »Dantzick« under Kommando af 2 Søofficerer, idet man

antog, at Opholdet i det dansk kommanderede Skib vilde være en god

praktisk Skole for de unge Søfolk. Resten af Besætningen var dansk.[24]

Denne Sammenblanding i et Skib af to Nationers Søfolk, der i Karakter

og Levemaade vare saa forskjellige som de danske og franske, kunde

ikke andet end indvirke paa Udførelsen af Tjenesten. Ordningen af

Kommandoforholdene ombord, Udskillelsen af Økonomien og Regnskabsvæsenet,

samt endelig den særlige Stilling, som Chefen for Soldatesquen indtog

i Skibet, gjorde kun Situationen mere vanskelig og fra et militairt

Synspunkt mere uheldig. Foruden disse to Hovedudgangspunkter for kommende

Misfornøielse, der her ere nævnte, kom der adskillige andre Ting, som

bidrog til at forbitre Stemningen ombord i de to Linieskibe saavel hos

Officererne som hos Besætningen.

Den samme Ilfærdighed og Uforsvarlighed, som havde været et Kjendemærke

ved Scheldeflaadens Bygning, havde ogsaa under Udrustningen og

Ekviperingen gjort sig gjældende i saa høi Grad, at Skibene, splinterny

som de vare, som Søskibe og Kampskibe kun vare i en temmelig maadelig

Forfatning. Det kan derfor ikke forundre, at de danske Chefer, der havde

Kommandoen og Ansvaret, og som hjemmefra vare vante til ombord i Skibene

at have Kram, som de kunde stole paa, maatte finde det pinligt under

Krigsforhold at blive satte til at virke med et Materiel, der ikke alene

var mangelfuldt, men tillige saa slet og skrøbeligt, at Blokke, Tallier

og Touge under Arbeide og under Manøvrerne saa at sige brast imellem

Folkenes Hænder.

Naar man ved, hvilken Rolle Tilliden spiller ombord i et Skib, og hvilken

Betydning det har saavel i Søen som under et Sammenstød med Fjenden,

at alle lige fra Chefen og ned til den menige Matros stole paa, at alt

indenbords er som det bør og skal være, maa man ogsaa indrømme, at under

Forhold, hvor Tilliden til Materiellets Brugelighed mangler, vil det

i sørgelig Grad gaa ud over, hvad Personellet viser sig istand til at

præstere.[25]

Lysten til at tage fat var derfor kun ringe iblandts Officerer og

Mandskab og særlig iblandt de sidste, der i de første Maaneder af

Kampagnen maatte savne to nødvendige Betingelser for at holde Humøret

oppe og Sundheden vedlige: tilstrækkelig Mad og en Køie at ligge i.

Folkenes Bespisning var vel hvad Kvaliteten angaar god og efter franske

Forhold ogsaa tilstrækkelig, men forslog ikke til de danske og norske

Søfolks Appetit, der fra Hjemmet vare vant til en langt rigeligere og

kraftigere Kost end den, den franske Intendantur leverede, og som hver

Dag maatte savne deres Snaps om Morgenen, deres Grød, Smør, Ærter og

Flæsk og rigelige Ølration.[26]

Hvad den anden Anke angaar — Manglen paa Køier og Tæpper, — da fandt der

den mærkelige Praxis Sted, at Folkene ikke som i danske Krigsskibe fik

disse Gjenstande udleverede til Brug, men selv maatte baade anskaffe sig

dem og betale dem. Dette var imidlertid lettere sagt end gjort; endnu den

8de Juni havde hverken Officerer eller Mandskab faaet udbetalt Forskud

af deres Lønninger, og selv om man havde haft de nødvendige Midler til

Anskaffelsen, vilde dette dog ikke have afhjulpet Savnet, da Køietøi ikke

var til at opdrive der paa Stedet.[27] Som en Følge heraf var Forholdet

det, at medens de franske Matroser havde deres Hængekøier og Tæpper,

maatte de danske i Begyndelsen tage til Takke med at ligge paa det bare

Dæk uden noget over sig, et Natteleie, der selv Sommerdage ikke er

forsvarligt for en Mand, der skal arbeide haardt om Dagen.

Det varede ikke længe, førend Klagerne over den utilstrækkelige

Bespisning og Manglen paa Køietæpper naaede den franske Marineministers

Øren. Skjøndt Besværingerne endnu ikke vare af stor Betydning, skjænkede

Hertugen af Decrès dem dog saa megen Opmærksomhed, at han afsendte en

Adjutant til Vliessingen for at undersøge Forholdene ombord i Skibene

og senere en ministeriel Embedsmand (administrateur) med Fuldmagt til

om fornødent at foretage Forandringer i Folkenes Bespisningsreglement.

Resultatet heraf blev ogsaa, at der foretoges forskjellige mindre

Forandringer i Bespisningen for de danske Mandskabers Vedkommende,[28]

og man haabede ved disse Forholdsregler at have borttaget al Grund til

videre Klage paa dette Omraade.

Det bedste Vidnesbyrd om, at man fra fransk Side ærligt bestræbte sig for

at afhjælpe de Mangler, der klagedes over, og som begyndte at true med at

ødelægge det gode Forhold imellem Danske og Franske, har man i Hertugen

af Decrès egne Ord. I en udførlig Rapport til Keiseren berører Ministeren

ogsaa Aarsagerne til den begyndende Misfornøielse og udtaler sig saaledes

herom:

»Jeg blev underrettet om, at der med Grund klagedes over, at

man ikke strax havde sørget for at forsyne dem med Køier og

Tæpper; der tilføiedes, at man fandt den for en fransk Matros

reglementerede Ration utilstrækkelig, og endelig, at deres Gage

ikke blev dem regelmæssig udbetalt. Jeg gav Ordre til, at de

nødvendige Køier og Tæpper strax skulde udleveres til dem, og

at Gagen skulde udbetales i rette Tid. Jeg erfarede imidlertid,

at uagtet mine Ordrer blev Gagen alligevel ikke udbetalt saa

bestemt, som jeg kunde have ønsket det; de danske Matroser

beklagede sig over, at de Køier, som de havde faaet udleveret,

ikke var efter Ønske, da de vare vante til at have en lille

Madrats i Køien, noget som ikke bruges her i Frankrig.

»For at gjøre Ende paa disse Klager gav jeg i Juni Maaned Ordre

til i fuld Udstrækning og uden Ophold at udføre Deres Majestæts

Befaling om at behandle de Danske med Hensyn til Udbetalingen

af deres Gage paa lignende Maade som de franske Matroser af

tilsvarende Grad.«

Da disse Indrømmelser imidlertid ikke havde det Resultat, som man havde

ventet, blev der fra Marineministeriet i Paris givet Anvisning paa 2

Maaneders Udbetaling forud af de danske Mandskabers Gage, og Pengene

stillede til Kapitain Rosenvinges Disposition.

Man kan i disse forskjellige Foranstaltninger fra Hertugen af Decrès’

Side ikke undgaa at lægge Mærke til, at de bære Præget af, at Ministeren

allerede paa dette Tidspunkt har set Faren for hele Eskadren ved, at

Misfornøielsen ulmede og voxede iblandt de fremmede Søfolk, og at det

derfor har været ham af Vigtighed at dæmpe den i sin Begyndelse. Da

dette imidlertid hidtil ikke var lykkedes, greb han nu til det Middel at

sætte sig i personlig Forbindelse med Kapitain Rosenvinge, i den Tro, at

direkte Forhandling med den ældste danske Søofficer hurtigst og sikrest

vilde kunne bringe Klagerne og Misfornøielsen til at forstumme iblandt

»Pultusk«s og »Dantzick«s Besætning.

I sin Indberetning til Keiseren udtaler Ministeren sig paa følgende Maade

om dette Punkt:

»Paa dette Tidspunkt vare ugunstige Rygter komne mig for Øre om den Aand,

der herskede iblandt de danske Søfolk, der vare ombord i Deres Majestæts

Linieskibe. Jeg skrev derfor til Mr. Rosenvinge for at underrette ham

personlig om de Forholdsregler, som jeg havde taget til Bedste for hans

Mandskab, for at han selv kunde vaage over Udførelsen deraf og indberette

til mig derom. Jeg skrev til ham om at korrespondere med mig i Sager,

hvor han troede det nyttigt for den Tjeneste, der var ham betroet, uden

dog iøvrigt at gjøre nogen Forandring i hans Subordinationsforhold til

Admiralen.«[29]

Den Imødekommenhed, der ved denne Ordning blev vist de danske Chefer,

var ikke saa ganske ringe og burde have baaret de bedste Frugter. Den

Omstændighed, at en Skibschef i en Eskadre fik den Begunstigelse fremfor

sine Kammerater at kunne forhandle uden Eskadrechefens Mellemkomst

direkte med Ministeriet i Sager, der angik hans Mandskabs Vel og Ve, var

saa stort et Særsyn og indeholdt saa gode Chancer for at faa alt, som

man ønskede det, naar blot Tilladelsen blev benyttet med tilstrækkelig

Moderation og Forsigtighed. Det kan imidlertid ikke skjules, at Kapitain

Rosenvinge næppe har haft Øiet aabnet for dette Forhold og ikke har

indset, at den begunstigede Særstilling, han i Øieblikket indtog, ikke

var uden Fare, at den Tilladelse, der var givet, var som et tveægget

Sværd, der ved Uforsigtighed eller naar det blev misbrugt kunde vende

Æggen imod ham selv. Næppe saa han sig befriet for den hæmmende

Indflydelse, som det nødvendigvis maatte have, at hans Besværinger og

Anmodninger om Forandringer skulde passere Eskadrechefens Hænder og veies

og kritiseres ombord i Admiralskibet, for maaske aldrig at naa videre,

førend han strax lagde Haand paa Værket og i en omstændelig Rapport til

Marineministeren i et paa sine Steder temmelig energisk Sprog fremsatte

en Række Klagepunkter, blandt hvilke dog Proviantspørgsmaalet, Klagen

over den utilstrækkelige Kost var Tyngdepunktet.

I Kapitain Rosenvinges Skrivelse,[30] der er dateret Orlogsskibet

»Pultusk« Oedekenkercke den 30. Juli 1808 fremsættes Klagen over

Rationernes Utilstrækkelighed paa følgende Maade:

»Jeg gik ombord i »Pultusk« med en god dansk Besætning. Det varede

kun kort Tid førend jeg indsaa, at der utilstrækkelige Kost ikke var

den ringeste af de Hindringer, som jeg vilde faa at kjæmpe med. Deres

Excellence vil kunne forstaa en Chefs Følelser i et Øieblik, hvor 2 af

Mandskabet som Talsmænd for alle de andres Sag, fremstille sig for ham

paa den mest ærbødige Maade, vise deres Ration og derved give det bedste

Bevis paa dens Utilstrækkelighed.

»Deres Excellence vil kunne forstaa de Følelser, som har bemægtiget sig

mig ved at høre følgende Ord af et lidende Mandskab:

»Vi ere komne fra Europas længst bortliggende Havne for at tjene vort

Fædreland. Vi have trodset Elendigheden efter at have fortæret den

sidste Skilling af den Hyre, som vi møisommelig have tjent ombord i

Koffardiskibene. Vi have med Taalmodighed trodset den barskeste Aarstid

og de mest ufremkommelige Veie. Vi have set vore Kammerater falde om ved

Siden af os udmattede af Anstrengelse; men enhver Hindring svandt bort

for den glimrende Udsigt til at komme til at forsvare Fædrelandets Kyster

under vort eget Flag. Men selv denne Opmuntring blev os berøvet i det

Øieblik, hvor vi bleve kommanderede ombord i Skibe under et fremmed Flag,

hvor det nødvendigste til Livets Ophold knap bliver os tilstaaet.«

Hertugen af Decrès var ikke i Paris, da Kapitain Rosenvinges Brev ankom

til det franske Marineministerium. Brevet traf ham i Rochefort, hvor

Ministeren opholdt sig paa en Inspektionsreise, og kom temmelig uventet.

Han havde haft Grund til at haabe, at de forskjellige Ulemper, og i

alle Tilfælde Proviantspørgsmaalet, var ifærd med at blive løst paa en

tilfredsstillende Maade, og nu modtog han en Fremstilling af Sagen i saa

stærke Udtryk, at man kunde forledes til at tro, at de danske Besætninger

skreg af Sult. Ministeren har sikkert maattet være paa det Rene med,

at den Fremstilling, han havde modtaget, i ethvert Tilfælde var noget

overdreven. Med al Hensyn til den nordiske Appetit og dens Krav var

det dog en Kjendsgjerning, at 6 andre Linieskibes Besætninger levede

paa samme Maade paa Schelden, og da det tilmed var Midsommerdage (Juli

Maaned), kunde Trangen til kraftigere Kost ikke være saa paatrængende.

Endelig maatte man ogsaa antage, at Forholdene ikke kunde være saa

fortvivlede, da Kapitain Rosenvinge samtidig med Indsendelsen af sin

indtrængende Klage indskrænkede sig til at bemærke, »at dersom man til

Rationerne føiede et ganske lille Kvantum Smør, som vilde være gavnlig

for de Danskes Sundhedstilstand, troede han, at Rationerne vilde være

tilstrækkelige for Sommeren, men at Vinteren vilde nødvendiggjøre en

Forøgelse.«

Ikke destomindre lod Ministeren ikke Klagen ligge uden at tage Hensyn

dertil. Han havde maaske end yderligere Grund til nærmere at undersøge

Forholdene ombord i de to dansk bemandede Linieskibe, da Kapitain

Rosenvinge i samme Skrivelse forlangte, at den franske capitaine

de frégate[31], der som tidligere omtalt var til Tjeneste ombord i

»Pultusk«, tilligemed en anden fransk Officer skulde fjernes, da de

ikke kunde komme ud af det med de danske Officerer. Skjøndt dette

Forlangende var af en lidt vanskelig Natur, strakte Hertugen af Decrès

sin Imødekommenhed imod de Danske videre, end man kunde vente. Admiral

Missiessy blev strax gjort bekjendt med Kapitain Rosenvinges Brev og

Admiralens Erklæring indhentet med Hensyn til Forflyttelsen af de to

franske Officerer. Svaret gik ud paa, at Missiessy var vel kjendt med

Forholdet, at Rosenvinge var uretfærdig i sin Bedømmelse af de to

Officerer, men at han desuagtet skulde beordre dem forflyttede ombord i

Linieskibet »Dalmate«, saasnart det var muligt[32].

Skjøndt der saaledes fra de franske Marineautoriteters Side blev taget

billigt Hensyn til Klagepunkterne i Kapitain Rosenvinges Skrivelse, er

det naturligt, at ikke Alt strax kunde blive ændret. Større og vigtigere

Sager lagde nødvendigvis Beslag paa Ministerens Opmærksomhed, og

Scheldeflaadens indre Anliggender maatte derfor træde i Baggrunden.

Paa den anden Side ventede de danske Besætninger ombord i »Pultusk« og

»Dantzick« med Utaalmodighed paa, at deres Ønsker skulde blive opfyldte

i videste Udstrækning. De danske Chefer, og navnlig Kapitain Rosenvinge,

der som den ældste havde Ansvaret paa sig, saa med Utilfredshed og

Beklagelse, at det ikke gik saa hurtigt, som man kunde ønske, med at faa

de Mangler rettede, som i hans Øine havde den største Betydning. Kapitain

Obet var stadig endnu til Tjeneste ombord i »Pultusk«, Materiellet

ombord i Skibene var stadig i den samme mindre gode Forfatning, og

disse forskjellige uheldige Omstændigheder i Forbindelse med at man nu

fortalte som sikkert, at Eskadren snart skulde i Søen, bestemte Kapitain

Rosenvinge til atter og paa en mere energisk Maade at benytte den givne

Tilladelse til direkte at henvende sig til den franske Marineminister.

Det er saare forstaaeligt, at Kapitain Rosenvinge ved Tanken om et

forestaaende Efteraarstogt har anset det for sin Pligt at sørge for at

have Skib og Mandskab i den bedst mulige Stand og derfor ikke er veget

tilbage for endnu en Gang at foretage et direkte Skridt i den Anledning,

men det havde samtidig været i høi Grad ønskeligt, om han havde haft

Besindighed nok til ikke at tilspidse sine Fordringer ved denne fornyede

Henvendelse og fremfor Alt havde undgaaet at fremsætte dem under saa

skarp en Form, at Hertugen af Decrès kunde tage Anledning til med Rette

at beklage sig derover.[33]

Den Skrivelse, som ved sit Indhold og sin Form foranledigede, at

Ministeren saa sig nødsaget til at indanke Sagen for Keiserens Domstol,

er dateret 6te September 1808. Det var en Gjentagelse af de samme Klager

og de samme Fordringer, kun mere vidtgaaende og fremfor Alt fremsatte som

et Ultimatum til den franske Marinebestyrelse[34].

.... »Deres Excellence maa tillade mig at erklære,« skriver Kapitain

Rosenvinge, »at Kapitain Obet’s Opførsel i den senere Tid har været

saaledes, at det er mig umuligt at tjene længere sammen med denne

Officer. Jeg finder det ikke passende i dette Brev at omtale mine Klager

nærmere; men dersom min blotte Forsikring ikke er Dem tilstrækkelig

Garanti for, at mit Forlangende er retfærdigt, skal jeg skaffe Beviser

tilveie, som vil kunne overtyde Dem om, at jeg kun har det Ønske tilbage,

at enten han eller jeg forlader Skibet ...

»Som erfaren Sømand er det min Pligt at erklære lige overfor Deres

Excellence, at en Del af de fremsatte Forlangender ere af saa stor

Vigtighed, at Tabet af min egen og den danske Marines Ære, og maaske

Tabet af en Del af Frankrigs Flaade vil blive Resultatet, hvis man

ikke foretager Forandringer forinden Eskadrens Afseiling. Og for de to

førstnævnte Aarsagers Skyld vil jeg ikke kunne forsvare lige overfor min

Konge, at jeg ikke forlanger at forlade en Kommando, som kun kan føre til

et sørgeligt Resultat.....

»Enhver Dansk ombord tænker paa Skibenes Ufuldkommenhed, Misfornøielsen

voxer, og paa samme Tid fordobles Længslen efter at vende hjem til et

Land, som venter os med aabne Arme, hvis Ære er et med Besætningernes

Ære, og som vil glæde sig over vor Hjemkomst og ved at se os befriede fra

den pinlige Tilstand, hvori vi befinde os.«[35]

Kapitain Rosenvinges Skrivelse indeholdt foruden de ovennævnte

forskjellige Klager og Fordringer endnu et Punkt, et Etikettespørgsmaal,

og det var Fremsættelsen heraf, som bestemte Hertugen af Decrès til at

samle alle de svævende Stridspunkter og forelægge hele Sagen for Keiseren

i en udførlig Rapport.[36]

Da den ældste franske Linieskibschef i Scheldeflaaden, capitaine de

vaisseau Soleil[37], Anciennetet var yngre end Kapitainerne Rosenvinge

og Holsten[38], reistes fra dansk Side officielt det Spørgsmaal, hvem

der eventuelt skulde have Kommandoen i Tilfælde af, at den kommanderende

Admiral enten faldt eller paa Grund af Sygdom blev sat ud af Stand til

at kommandere, idet der gjordes gjældende, at de som ældre i Anciennetet

ikke kunde tjene under Kapitain Soleil.

Det var sikkerligt et højst uklogt Skridt saa kort Tid efter Ankomsten

og tilmed som Udlændinge at røre ved et Problem, hvis Løsning der maaske

slet ikke blev nogen Anvendelse for, og om hvilket man paa Forhaand kunde

sige, at hvad Berettigelse end de stillede Krav kunde have, vilde et

Forsøg paa at gjøre dem gjældende kun have et bestemt Afslag tilfølge fra

fransk Side.

Forespørgslen, der indgik skriftlig til den franske Marineminister,

blev fremsat paa følgende Maade i en Skrivelse fra Kapitain Rosenvinge,

dateret Orlogsskibet »Pultusk« den 6te September 1808,[39] og samtidig

hermed henvendte de danske Chefer sig til Admiral Missiessy med det samme

Spørgsmaal:

»Jeg har Grund til at antage, — hedder det i Skrivelsen, — at

Linieskibskapitain Soleil betragtes som den ældste i Anciennetet her i

Eskadren. Det er meget pinligt for Baron Holsten og mig, som ere ældre

i Anciennetet som Kapitainer i den danske Marine, at se os berøvede

den Plads, som tilkommer os og det stik imod den keiserlige Ordre,

som indrømmer os de samme Rettigheder som Hs. keiserlige Majestæts

Undersaatter. Som Officer maa den militaire Lov, altid at følge

Ancienneteten, en Lov, som gjælder for alle Nationer, være Dem bekjendt.

Deres Excellence vil af denne Grund tilgive os, naar vi erklære, at vi

under ingen Omstændigheder ville kunne lade os kommandere af andre end af

den, som har Retten dertil gjennem sin Anciennetet.«

Der fulgte intet skriftligt Svar herpaa til de danske Officerer,

men Ministeren sendte blot nedenstaaende Skrivelse, hvori Keiseren

løste Spørgsmaalet paa en ligesaa klar som kategorisk Maade, til den

Høistkommanderende paa Scheldeflaaden, med Paalæg om mundtlig at meddele

de to danske Officerer Afslaget, saafremt det var nødvendigt.[40]

»_Paris_, den 18/9 1808.[41]

De Danske paa Schelden (1808-1809) Under Kapitainerne S. U. Rosenvinge og H. Baron Holsten. · 第 1 / 14 题