DE DANSKE PAA SCHELDEN
(1808-1809)
UNDER KAPITAINERNE
S. U. ROSENVINGE OG H. BARON HOLSTEN.
AF
O. LÜTKEN
PREMIERLIEUTENANT I MARINEN.
[Illustration]
KJØBENHAVN.
F. H. EIBES FORLAG.
TRYKT HOS NIELSEN & LYDICHE.
1885.
Forord.
Det Materiale, der er brugt ved Udarbeidelsen af denne Episode af den
danske og franske Søkrigshistorie i 1808-1809, er tilveiebragt ved
Benyttelsen af officielle Aktstykker fra nedenstaaende Arkiver, hvortil
jeg ved beredvillig Imødekommenhed har haft Adgang:
Marineministeriets Arkiv, Kjøbenhavn.
Udenrigsministeriets Arkiv, Kjøbenhavn.
Archives du ministère de la marine, Paris.
_Kjøbenhavn_, September 1885.
O. Lütken.
„De Danske paa Schelden“.
(1808-1809).
Den 7de September 1807 Kl. 2 om Morgenen vare de danske og engelske
Kommissairer efter en meget bevæget Forhandling blevne enige om
Betingelserne for Kjøbenhavns Kapitulation, og nogle faa Timer senere
blev dette Aktstykke forelagt Krigsraadet, der endnu var samlet i Hotel
d’Angleterre hos Hovedstadens Kommandant, Generallieutenant Peymann.
Efter at den Høistkommanderende, der var syg og sengeliggende som
Følge af den Overanstrengelse og Spænding, han under Byens Beleiring
og Bombardement havde været udsat for, havde forsynet Dokumentet med
sin Underskrift, begav General Waltersdorff sig dermed, ledsaget af de
engelske Kommissairer, til Hovedkvarteret i Hellerup, hvor de to engelske
Høistkommanderende, General Cathcart og Admiral Gambier, ligeledes
underskreve det. Saaledes var altsaa Kapitulationen fuldbragt 3 Uger
efter at den engelske Hær var gaaet iland paa Sjælland, og ihvorvel denne
Begivenhed i sin Helhed virkede nedtrykkende paa enhver dansk Mand og
Kvinde, var det dog den 3die af dette Aktstykkes 9 Artikler, der fyldte
hele Nationen med Harme og Sorg.
Den danske Flaade med alt, hvad der hørte til dens Udrustning, samt alle
Beholdningerne paa Værftet skulde ifølge denne Artikel udleveres til den
britiske Regjering, og de engelske Befuldmægtigede med Kapitain Sir Home
Popham i Spidsen gik saa hensynsløst som vel muligt frem under Udførelsen
af deres Hverv. Ikke nok at den søgaaende Flaade blev gjort til Bytte og
Magasinerne tømte; men endog det, som stod paa Stabelen under Bygning og
altsaa ikke kunde tages med, skulde ødelægges.
Saaledes bleve to Linieskibe, en Fregat og nogle mindre Fartøier, der
stode i Spanter, atter nedtagne, et næsten fuldendt Linieskib blev
styrtet ned fra sin Beding, og et andet, Linieskibet »Dithmarsken«, der
netop var i Dok, blev ødelagt.
Den øvrige Del af Flaaden var bleven ekviperet seilklar og udlagt paa
Rheden, og den 21de Oktober om Morgenen lettede saa den sidste Division
af den engelske Flaade med Danmarks og Norges Flaade som sit Bytte.
En tætpakket, tavs Menneskemasse stod paa Langelinie og paa Kysten
længere nordenfor Kjøbenhavn og saa med Sorg paa de kjendte Skibe, der
lettede deres Anker for sidste Gang fra Kjøbenhavns Yderrhed og satte
Seil. Det var et storslaaet, imponerende Syn, da den samlede Styrke,
22 Linieskibe, 22 Fregatter og henved 250 Transportskibe i Løbet af
Eftermiddagen stod Sundet ud, men de, der fra den danske Kyst vare Vidne
hertil, tænkte i dette Øieblik kun paa, at det var Flaaden, det Værn,
hvortil saa stolte og skjønne Traditioner vare knyttede, der nu drog bort
for aldrig mere at komme tilbage.
Danmark var ved denne Voldshandling bleven berøvet sit uundværlige Værn,
Flaaden. Hele det søgaaende Materiel, alt hvad der kunde ekviperes og
gjøres seilklar, var nu fuldtlastet paa Veien over Nordsøen til England,
og inde paa Holmen stode Magasiner og Beholdninger tømte for hele deres
Indhold: Kanoner, Tømmer, Seil og Tougværk, — alt var borte.
Under disse fortvivlede Forhold vil det næppe undre, at Marinens
Officerer, der saa sig afskaarne fra at virke til Fædrelandets Forsvar i
deres eget Kald, kunde ønske at komme til at tjene under et fremmed Flag,
naar blot det var i Kamp mod England, og da netop paa dette Tidspunkt
Frankrigs store Keiser kjæmpede med Storbritannien, blev Frankrig ganske
naturlig det forjættede Land, Maalet for manges Ønsker og Forhaabninger,
navnlig iblandt Etatens yngre Kræfter.
En Del af disse henvendte sig ogsaa kort efter Byens Kapitulation til den
franske Minister i Kjøbenhavn, Baron Didelot, med Begjæring om at maatte
indtræde i fransk Tjeneste, men denne Plan blev af forskjellige Aarsager
ikke realiseret, og nærmest fordi det danske Admiralitet, der nu ved
Begyndelsen af Krigen med Verdens største Sømagt, stod med tomme Hænder
uden Skibe og Kanoner, men med et dygtigt Personel til sin Raadighed, af
al Kraft arbeidede paa at skabe et nyt Søværn og derved lagde Beslag paa
Officerernes Kræfter.
Den Opgave, at skabe Flaaden paany, var imidlertid for stor og omfattende
til, at dens Løsning kunde tilendebringes i kort Tid; mindre Skibe og
Fartøier lykkedes det ganske vist hurtigt at faa færdige og ekviperede,
saaledes at der snart virkelig var et lille anvendeligt Søkrigs-Materiel
tilstede, men Bygning af Linieskibe, Datidens egentlige Kampskibe, var et
Foretagende, der ikke alene kostede Penge, men ogsaa Arbeidskraft og Tid.
Kun to af Flaadens Linieskibe havde undgaaet deres Kammeraters Skjæbne
at blive udleveret til Englænderne[1]; det var »Prindsesse Lovise
Augusta« og »Prinds Christian Frederik«, der begge to befandt sig i
Norge ved Fjendtlighedernes Udbrud, og af disse var tilmed det første
gammelt og skrøbeligt. Da der til Krigen, navnlig hvis det paatænkte
Tog imod Sverrig skulde blive til Virkelighed, havdes paatrængende Brug
for store Skibe, henvendte den danske Regjering sig om Bistand hos sin
Allierede Rusland. Denne Anmodning blev ikke alene gunstig modtaget
fra den keiserlige Regjerings Side, men det saa endogsaa ud til, at
den lovede Assistance skulde blive til Virkelighed. En Eskadre, hvis
Bestemmelse var de danske Farvande, udrustedes under Admiral Hanickoff’s
Kommando, og fra Kjøbenhavn afreiste 3 Kommandører til Rusland med det
Hverv at være de fremmede Orlogsmænd behjælpelige med Navigationen; men
Skibene naaede ikke deres Bestemmelsessted, thi neppe havde Admiral
Hanickoff forladt Kronstadt, førend han af en forenet engelsk og svensk
Eskadre blev tvunget til at søge ind til Roggersvik, hvor han med sine
Skibe holdtes blokeret. Medens saaledes den ventede Assistance fra
Øst svigtede, haabede man herhjemme, at Danmarks anden Allierede, det
mægtige Frankrig, nok vilde række en hjælpende Haand. Man ønskede nogle
Krigsskibe herop, som man vilde besætte med danske Søfolk. Dette kunde
ikke ske, men Tanken førte til, at Napoleon ønskede danske Søofficerer
og Matroser til Schelden. Herom henvendte den franske Regjering sig i
Februar Maaned 1808 til den danske. Gjennem sin Gesandt i Kjøbenhavn,
Baron Didelot, begjærede den danske Officerer og Mandskab sendte til
Antwerpen og Vliessingen for at besætte 3 franske Linieskibe af den der
nyskabte Flaade.
I en Depeche af 20. Februar skriver den franske Udenrigsminister Mr. de
Champagny til Mr. Didelot desangaaende, idet han gjør opmærksom paa, at
det i Særdeleshed er til Danmarks Fordel, da Flaaden paa Schelden er
bestemt til at operere i Nordsøen og Østersøen og altsaa til Danmarks
Forsvar.
Man havde herhjemme al Grund til at antage, at denne Hjælp af
Søkrigsmateriel maatte staa i Forbindelse med et tidligere Løfte om
Understøttelse til Lands, og at Meningen med Eskadrens forventede
Afsendelse til danske Farvande maatte være den at dække den franske
Armees Overgang over Store Belt og Øresund, naar Angrebet paa Sverig
skulde finde Sted, men det bliver dog vist et Spørgsmaal, om man
nogensinde i Frankrig for Alvor har tænkt sig det Tilfælde, at Eskadren
skulde komme til at virke udenfor Scheldefloden og de nærmeste Farvande
der omkring.
Samtidig med denne Henvendelse gjorde den franske Udenrigsminister
Skridt i samme Anledning hos den danske Gesandt i Paris, Geheimeraad
Dreyer[2]. Den 18. Februar modtog denne en Anmodning fra den franske
Udenrigsminister om at komme til en Konference hos ham i hans Bureau.
Her gjorde Mr. de Champagny den Meddelelse, at han havde Keiserens Ordre
til at stille det Forslag, at Kongen af Danmark skulde sende fuldstændig
Besætning af Officerer, Underofficerer og Matroser til 3 Linieskibe;
den franske Regjering skulde afholde Udgifterne til deres Underhold og
Gager, og Keiseren havde bestemt, at de tre Linieskibe skulde anvendes
i Østersøen og til Forsvar af de danske Kyster[3]. Geheimeraad Dreyer
svarede uden Betænkning, at han frygtede for, at dette Forslag vilde
give Anledning til store Vanskeligheder, navnlig fordi han troede, at de
danske Søfolk daarligt vilde kunne finde sig i at komme under fremmed
Kommando.
Mr. de Champagny bemærkede hertil, at der ikke var noget at befrygte i
den Retning, da det var Keiserens Hensigt at betro Kommandoen af de 3
Linieskibe udelukkende til danske Søofficerer; kun Overkommandoen vilde
blive fransk, og de vilde komme til at tjene under fransk Flag.
Disse Indrømmelser tilfredsstillede imidlertid ikke den danske Gesandts
Betænkeligheder; han bad dog Ministeren ikke betragte hans Udtalelser
som noget Afslag, da han i en fortrolig Depeche skulde underrette sin
Regjering om Keiserens Ønske, og vilde blot tilføie, at hvis de danske
Søfolk kunde komme til at tjene under danske Officerer og under dansk
Flag, vilde Keiseren være sikker paa, at vore tapre og uforfærdede
Matroser nok skulde gjøre sig værdige til den Tillid, der blev vist dem.
Dette Modforslag mishagede imidlertid den franske Udenrigsminister i den
Grad, at han afbrød Forhandlingerne med følgende skarpe Svar: »Saa kan De
selv betale Deres Matroser, naar De ikke vil have, at Keiseren skal gjøre
det.«
Det er ikke saa forunderligt, at Geheimeraad Dreyer efter denne lidt
bratte Slutning paa Forhandlingerne i Ministerens Kabinet i sin
Indberetning til Udenrigsministeriet fraraadede den danske Regjering at
gaa ind paa Keiserens Forslag; man kan ikke frakjende de Betænkeligheder,
han fik under Forhandlingerne med Mr. de Champagny, stor Betydning, og
maa indrømme, at han har haft et ganske godt Syn paa Sagen, naar han
slutter sin Depeche med følgende Udtalelse:
»At sende danske Matroser og Officerer som Besætning for 3 franske
Linieskibe under fransk Overkommando og under fransk Flag, vil efter min
ærbødige Formening være ensbetydende med at give Afkald paa nogensinde
mere at faa disse 3 Besætninger at se i Danmark og med at overlade til
Keiserens Luner at anvende dem, hvor han finder for godt.«
Skjøndt altsaa de Forhandlinger, der førtes i Paris, ikke bragte
noget Resultat, havde den franske Gesandt i Kjøbenhavn, der ifølge
sine Instruktioner henvendte sig saavel i Udenrigsministeriet som i
Admiralitets-Kollegiet, mere Held med sig. Forslaget blev taget under
omhyggelig Behandling, og Resultatet blev, at man bestemte sig til at
imødekomme Keiserens Ønske saa vidt som det var muligt. Den danske
Regjering gav saaledes sit Samtykke, men med en vis Grad af Betænkelighed
i Forudfølelsen af, at de reelle Fordele, som kunde ventes, neppe vilde
staa i Forhold til de Vanskeligheder, som dette Foretagende sandsynligvis
maatte give Anledning til, og det har derfor nærmest været Hensynet til
den mægtige Allieredes Ønske og Villie, der førte til, at Danmark gik ind
paa Keiserens Forlangende.
Denne Anskuelses Rigtighed bekræftes ogsaa ved at gjennemlæse den
Fremstilling af Sagen, som den danske Udenrigsminister giver i
nedenstaaende Skrivelse til Geheimeraad Dreyer i Paris[4].
Kjøbenhavn den 15. Marts 1808.
»Jeg har ikke undladt ufortøvet at forelægge H. K. H.
Kronprindsen Deres Excell.s Beretning angaaende den franske
Regjerings Andragende, at de Officerer og det Mandskab, der
udfordres til 3 Orlogsskibes Udrustning, maatte sendes herfra
til Vliessingen. Den herværende franske Gesandt har ei alene
gjort mig den samme Meddelelse, men ogsaa ifølge et til ham
senere indløbet Brev fra den franske Søminister direkte
henvendt sig desangaaende til det Kgl. Admiralitets-Kollegium.
Ingenlunde underkjende vi her det Smigrende, som dette
Andragende indeholder for den danske Marine, eller den
Forbindelse, hvori det staar med Danmarks politiske Interesse,
især da ogsaa Søministeren, endskjøndt i største Fortrolighed,
meddeler Hr. Didelot den aldeles bestemte Efterretning, at
den Flaade, der udrustes i Vliessingen, er bestemt til Nord-
og Østersøen. Men betydelige Vanskeligheder, som ikke ganske
kunne bortryddes, modsætte sig i dette Øieblik den os gjorte
Begjærings Opfyldelse.
»Da vi i Anledning af den forestaaende Landgang paa Skaane
ei alene have udrustet de Krigsskibe, som vi endnu have
tilbage, og bemandet alle hidtil byggede Kanonbaade og
mindre Krigsfartøier, men ogsaa i Hast armeret adskillige
Koffardiskibe, saa har vore tjenstdygtige Søofficerers Antal
ei engang været tilstrækkeligt, men vi have set os nødsagede
til at afhjælpe denne Mangel ved provisorisk at beskikke
overordentlige Søofficerer. Ligeledes ere alle Søfolk, som
her have kunnet tilveiebringes, satte i Rekvisition til
Regjeringens Tjeneste, og ere følgelig i nærværende Øieblik
uundværlige for os.
»Under disse Omstændigheder staar det ikke i vor Magt, i
sin fulde Omfang at opfylde det os af den franske Regjering
tilkjendegivne Ønske, og vi have for Tiden maattet indskrænke
os til at udse to af vore dygtigste Søofficerer til at afgaa
til Vliessingen for der at tilbyde deres Tjeneste, samt at
anvise denne Havn til en Samlingsplads for de af vore Søfolk,
der endnu findes i Frankrig, Holland og Italien, eller der
vende tilbage fra disse Stater. De fornødne Befalinger i denne
Henseende ere alt udstedte, og en af de omtalte Officerer,
Kapitain Rosenvinge, er alt afreist til Vliessingen for
sammesteds at aftale det videre fornødne, og for at overtage
det udforderlige Opsyn og Omsorg i Henseende til de danske
Søfolk, som samles der i Havnen. Saasnart Troppernes Overfart
til Skaane er iværksat, kunne vi lade flere Officerer følge
efter.
»Da Hr. Didelot er bleven fuldstændig underrettet om alt
det foregaaende og vil have indberettet saadant til sin
Regjering, saa har jeg ikkun villet meddele Deres Excell. disse
Oplysninger, for at De i paakommende Tilfælde kan gjøre Brug
deraf.
Bernstorff.
Til
Hs. Excell. Geheimeraad Dreyer i Paris.«
Med sit geniale Blik havde Keiser Napoleon set, at Schelden var det Sted,
hvorfra en fransk Flaade med størst Virkning vilde kunde føre et Stød
imod England. En Søstyrke her med Vliessingen som en aaben Udfaldsport
til den engelske Kanal vilde nødvendigvis medføre, at en Del af den
engelske Flaade vilde blive bunden for at hindre den franske Styrke i at
løbe ud og operere i Kanalen. En nogenlunde stærk Flaade-Afdeling vilde
under en energisk Kommando være en farlig Nabo for den engelske Kyst, og
det var denne Tanke, der gav Stødet til hele den store maritime Bevægelse
paa Schelden ved Antwerpen og ved Vliessingen. Naar Antwerpen omdannedes
til en Vaabenplads med Værfter og Dokker, vilde Schelden fra denne By
og helt ned til Fæstningen Vliessingen blive en umaadelig Krigshavn,
stor nok til at rumme den mægtigste Flaade, og Beliggenheden var tilmed
saadan, at selv om fjendtlig Blokade spærrede Adgangen dertil ad Søveien,
vilde dog dens Existens og store Betydning være sikret derved, at
Tilførsel af Skibsbygningsmaterialier og alle Slags Krigsfornødenheder
kunde foregaa uhindret ad Rhin-, Maas- og Scheldefloden.
Udførelsen af denne omfattende Plan, der faa Aar senere skulde hæve
Antwerpen til en Krigshavn af første Rang, var allerede paa dette
Tidspunkt, — Foraaret 1808 —, paabegyndt med den Kraft og Energi, som var
Napoleons Regjering egen. Vel maatte Vliessingen endnu foreløbig blive
Orlogsmændenes Vinterkvarter, da den stærke Isgang paa Schelden forbød
en Overvintring paa Floden. Men oppe ved Antwerpen vare allerede de ny
anlagte Værfter i fuld Gang, Magasiner opførte, Bedinger reiste og Skibe
under Bygning, og med saadan feberagtig Hurtighed blev der arbeidet, at
8 Linieskibe efter en urimelig kort Tids Forløb bleve satte i Vandet og
paabegyndte deres Ekvipering.
Det var gjennem nedenstaaende keiserlige Dekret af 28. Februar 1808, der
befalede de nybyggede Linieskibes hurtige Udrustning, at Scheldeflaaden
sattes paa Krigsfod[5].
Tuilerierne den 28. Februar 1808.
»Napoleon, de Franskes Keiser, Konge af Italien, Protektor for
Rhinforbundet:
»Ifølge Forestilling fra Vor Marineminister, udstede Vi
efterfølgende Dekret:
Art. 1.
»Vor Eskadre af Linieskibe paa Schelden skal armeres,
fuldstændig ekviperes, forsynes med Proviant for 6 Maaneder,
have sit Reservegods ombord, og være udlagt til Ankers paa
Schelden forinden førstkommende 1ste Mai.
Art. 2.
»Mandskabet til Vore 8 Linieskibe paa Schelden skulle tages
af Marinens 8 Matros-Batailloner i Overensstemmelse med den
Organisationsplan, som Vi have stadfæstet.
Art. 3.
»Disse Batailloner skulle sammensættes paa følgende Maade:
»800 Matroser, som allerede ere ombord i Orlogsskibene
ved Vliessingen.
»1200 Matroser, udtagne af de 2400 bedste Matroser fra
Boulogne.
»1200 Udskrevne Folk.
»800 Mand Fodfolk og
»1000 Matroser udtagne af Aldersklasserne og af
Kontingentet fra de hanseatiske Byer.
Art. 4.
»Vor Krigsminister og Vor Minister for Marinen og Kolonierne
ere bemyndigede til, hver paa sit Omraade, at foranstalte dette
Dekret bragt til Udførelse.«
Napoleon.
Baron Maret, Stats-Sekretair.
Det er en bekjendt Sag, at Bygningen af disse Linieskibe og 8 andre, som
allerede stod paa de ledigblevne Stabler, blev foretaget paa en Maade,
der næppe vilde kunde taale selv den skaansomste Kritik, men Opgaven,
at skaffe en Flaade-Afdeling tilveie paa utrolig kort Tid, var løst,
Keiserens bestemte Befaling var adlydt. Hvorledes Skibene vare byggede,
og hvorlænge de vilde være brugbare, var i dette Øieblik, midt under
Krigen, selvfølgelig et Spørgsmaal af underordnet Betydning.
Til nærmere Belysning heraf vil det ikke være uden Interesse, at høre
en Udtalelse fra en dansk Søofficer[6], der netop i Aaret 1808 havde
Leilighed til at gjøre sig bekjendt med det franske Skibsbyggeri paa
Regjeringens Værfter i Antwerpen.
»Skibenes Bygning«, — skriver han — »drives til en Grad af
Uforsvarlighed, der bringer til at skjælve for de ulykkelige Sømænd,
der med disse Skibe betroes hint farlige Element, og som endog er de
Franske ukjendt. Efter Ingeniørernes Forsikring ere de ikkun byggede til
8 Aars Varighed, da det for Øieblikket kun gjælder om at tilveiebringe
et stort Antal Skibe. Det grønne Træ, hvoraf Skibene ere sammensatte,
som foraarsager, at endog Karduserne i Krudtmagasinerne raadne, forenet
med Uforsvarligheden, vil udentvivl være Borgen for, at de ei opnaa en
højere Alder. Jeg har ei vovet herved at detaillere mine Iagttagelser,
af Frygt for, at samme kunde falde i uvedkommende Hænder; men, naar det
Høie Kollegie befaler, skal jeg fremsende flere Beviser for Sandheden af
Ovenstaaende.« ...
Skjøndt saaledes det ene Linieskib hurtigere end det andet reiste sig
paa Antwerpens Bedinger og løb af Stablen for skyndsomst at blive rustet
og ekviperet, stod det dog ikke i Keiserens Magt at skaffe søvante
Besætninger tilveie, der kunde gaa ombord i de nybyggede Orlogsmænd, og
navnlig skortede det i høi Grad paa virkelige Matroser, der kunde danne
Mandskabets egentlige Kjærne ved Skibenes Organisation.
Under disse Omstændigheder var den nylig trufne Overenskomst med
Danmark ikke uvelkommen, og da Sagen blev ordnet saaledes, at de to
nye Linieskibe »le Pultusk« og »le Dantzick«, der laa under Ekvipering
i Vliessingen, skulde kommanderes af danske Søofficerer og have dansk
Besætning ombord, blev denne Bestemmelse modtaget med en vis Tilfredshed
paa begge Sider, i Danmark, fordi man her endnu haabede paa en effektiv
Understøttelse fra fransk Side, i Frankrig, fordi man ved denne
Foranstaltning gjorde Regning paa at skaffe 2 af den nydannede Flaades
Linieskibe en Besætning af Søfolk i Ordets egentlige Betydning.
Den danske og norske Koffardimatros havde dengang ligesom nu et Navn med
god Klang hele Verden over, og enhver Marine kunde i fuldeste Maal være
tjent med at have dem til Tjeneste under sine Vimpler, da det var Folk,
der fra Barnsben havde færdedes paa Søen, og som kjendte deres Profession
ud og ind. Efterat den dansk-franske Overenskomst i Principet var bleven
ordnet med Hensyn til Kommandoforholdene, Lønnings-Udbetalingerne og
Afholdelsen af de øvrige Udgifter, begyndte den danske Regjering tidlig
paa Foraaret 1808 at træffe de nødvendige Skridt til Planens Udførelse.
Vest- og Sydeuropas Havne laa netop fyldte med danske og norske
Koffardiskibe, som den engelske Blokade hindrede i at komme tilsøes,
Besætningerne drev omkring i Havnestæderne uden Udsigt til Beskjæftigelse
for det første, og det var hele dette ledige, søvante Mandskab, der efter
Regeringens Ordre ved Foranstaltninger fra de konsulare Myndigheder
paa Stedet dirigeredes til Vliessingen, samtidig med at de fornødne
Officerer, Underofficerer og faste Folk gjorde sig klar til at afreise
fra Danmark. De to Officerer, som Admiralitetet havde udset til
Skibschefer for »le Pultusk« og »le Dantzick«, var Kapitainerne S. U.
Rosenvinge og H. Baron Holsten[7].
Af disse var Kapitain Rosenvinge, som ovenfor meddelt, tidlig paa
Foraaret afreist til Vliessingen for at tage imod det danske Mandskab
efterhaanden som det ankom og paabegynde Skibenes Ekvipering. Efter sin
Ankomst hertil satte han sig strax i Forbindelse med Marineministeren
i Paris, Vice-Admiral Decrès[8], hvem han gjennem nedenstaaende Brev
meddelte sin Ankomst til Vliessingen[9].
Monseigneur!
»Jeg har den Ære at meddele Deres Excellence, at jeg i
Overensstemmelse med den Ordre, som min høie Herre, Kongen
af Danmark har givet mig, har meldt mig hos Kontre-Admiral
Missiessy, Chefen for Eskadren paa Schelden; han har vist
saavel mig som mine Officerer al mulig Velvillie og Venlighed,
og har med stor Omhu sørget for de danske Søfolk, som for
Øieblikket ere her under min Kommando.
»Da Admiralen har udset mig til Chef for Hans Keiserlige
Majestæts Linieskib »le Pultusk«, ved jeg ikke nogen bedre
Maade at vise min Erkjendtlighed paa end ved punktlig at adlyde
hans Ordrer. De danske Søfolk, som for Øieblikket ere her, ere
ombord i »Pultusk«, men da dette Mandskab ikke er tilstrækkelig
til Linieskibets Besætning, har Admiralen ladet de franske
Officerer og Matroser, som vare der ombord forinden, foreløbig
blive, indtil der ankommer flere danske Officerer og Søfolk.
Naar »Pultusk« har faaet sine Officerer og sit Mandskab, vil de
øvrige Danske blive indskibede ombord i »Dantzick«.
»Jeg har den Ære at være Deres Excellences meget ydmyge og
meget ærbødige Tjener«.
Rosenvinge.
Vliessingen den 9. April 1808.
Til
Hs. Excellence Monseigneur Decrès, Marine- og Kolonial-Minister,
Storkors af Æreslegionen.
Paa dette Brev, der viste den bedste Villie og Redebonhed fra Chefen for
det danske Kontingent af Søfolk, indløb der følgende imødekommende Svar
fra den franske Marineminister[10]:
Brev, dikteret af Ministeren.
Paris den 18. April 1808.
Til
Hr. Kapitain Rosenvinge, Chef for Hs. Maj.s Linieskib »Pultusk«,
Vliessingen.
»Hr. Kapitain! Jeg har modtaget deres Brev af 9de denne
Maaned. Kontre-Admiral Missiessy havde allerede underrettet mig
om Deres Ankomst, som det har været mig en Glæde at erfare.
»Jeg har set, at i Overensstemmelse med min ophøiede Herre
Keiserens Ordre, hvis Udførelse jeg har overdraget til
Kontre-Admiralen, er Kommandoen af »Pultusk« bleven Dem
betroet, og at de danske Søfolk ere beordrede til at gaa ombord
i dette Skib, efterhaanden som de ankomme.
»Jeg er, Hr. Kapitain, meget glad herover, da det vil give 2
saa venskabelig forbundne Nationers Mariner Leilighed til at
kappes i Dygtighed, Pligtopfyldelse og Hæder.
»Forenede under samme Flag vil Franske og Danske ikke vise
andre Følelser ligeoverfor hinanden end gjensidig Agtelse og
Tragten efter at slaa den fælles Fjende.
»Modtag, Hr. Kapitain, Forsikringen om min udmærkede Agtelse.«
Decrès.
Denne Korrespondance, der indleder Forholdet imellem de franske
Marineautoriteter og den høistkommanderende danske Søofficer, kunde ikke
være mere lovende. Den gode Villie fra dansk Side og den imødekommende
Modtagelse fra fransk Side syntes at spaa om et godt Samarbeide under den
forestaaende Kampagne.
Henimod Slutningen af April Maaned modtog den anden af de to danske
Linieskibschefer, Kapitain, Baron Holsten gjennem nedenstaaende Skrivelse
fra Admiralitetet[11] Befaling til at afreise.
»En fransk Eskadre, som udrustes i Antwerpen, skal forstærkes
med 2 i Vliessingen liggende Orlogsskibe, og disse skulle
ekviperes, bemandes og kommanderes af danske Søfolk. Til den
Ende ere de danske Søfolk, som komme tilbage fra fremmede
Havne, henviste til Vliessingen, og Foranstaltning truffen til,
at de paa Øerne i Vesterhavet udskrevne Matroser sendes derhen.
Kapitain Rosenvinge er allerede der og besørger de to Skibes
Ekvipering. De fornødne danske subalterne Officerer have faaet
Ordre at reise derhen og melde sig til ham. Alle Omkostningerne
ved denne Udrustning gaar paa den franske Regjerings Regning.
»Som Hr. Kapitainen er udnævnt til at kommandere et af bemeldte
to Orlogsskibe, saa haver De at reise derhen og henvende Dem
til Kapitain Rosenvinge eller den kommanderende Admiral for at
blive anvist det Skib, De skal antage Dem som Chef.«
Admiralitets- og Kommissariats-Kollegium d. 23. April 1808.
Knuth. Steen-Bille. Grove.
N. Perbøl.
Samme Dag udgik der Reiseordre til begge de to Linieskibes øvrige
Officersbesætning, der var sammensat paa følgende Maade:
»_le Pultusk_«.
Kapitain S. U. Rosenvinge, Chef.
Kapitainlieutenant Stephansen.
Premierlieutenant A. Schifter.
» J. C. de Falsen.
» Thunbo.
Sekondlieutenant Sønderup.
Sekondlieutenant Falbe.
Kadet-Maanedslieutenant P. C. Petersen.
» H. G. Sneedorff.
» C. C. Zahrtmann.
Kadet P. W. Brown.
» O. W. Erichsen.
» H. A. Holm.
Overlæge Hammer.
Forvalter Boshau.
»_le Dantzick_«.
Kapitain, Baron H. Holsten, Chef.
Kapitainlieutenant Th. Fasting.
Premierlieutenant F. Holsten.
» F. W. Evers.
Sekondlieutenant J. A. Recke.
» A. Willoch.
» Mechlenborg.
Kadet-Maanedslieutenant C. A. Bendz.
» J. L. Barfred.
» C. F. Grove.
Kadet H. Fischer.
» F. W. Andersen.
» J. C. Duntzfelt.
Overlæge Michaelsen.
Forvalter Winding.
Gjennem det kongelige Felt-Kommissariat i Kjøbenhavn blev der for alle de
ovenfor nævnte Officerer udfærdiget Reisepas lydende paa fri Befordring
foreløbig til Hamburg. Underofficererne og de faste Menige skulde afgaa
i 4 særskilte Hold, kommanderede af Kapitainlieutenanterne Fasting og
Stephansen, Premierlieutenant Schifter og Sekondlieutenant Recke, og af
denne Aarsag blev der for disse Officerers Vedkommende fra Admiralitetets
Side yderligere sørget for, at deres Reisepas kom til at lyde paa
»saamange Kjøbstads Vogne og Heste, som enhver af dem rekvirerer hos
vedkommende Magistrats-Personer, da de medbringe en Del Søfolk, hvis Tal
ei forud kan bestemmes, og deres Reise ikke taaler Ophold.«[12]
Reisen fra Kjøbenhavn til Vliessingen er med Nutidens udviklede
Befordringsvæsen kun en Tour af kort Varighed og tilmed en søgt
Reiseroute som den hurtigste Linie til London. Over Hamburg, Osnabrück og
Wesel naar man Vliessingen i Løbet af mindre end 30 Timer, hvorfra saa de
store hollandske Paketter bringe den Reisende videre til Themsens Munding.
Ved Aarhundredets Begyndelse var Forholdet anderledes. Reisen var
langvarig og møisommelig, og da Farvandet mellem de danske Øer spærredes
af engelske Krydsere, var tilmed Veien fra Kjøbenhavn og over til
Fastlandet vanskelig at passere og ikke uden Fare. Det er derfor ganske
naturligt, at de 4 Afdelinger, hvis Maal var Vliessingen, og som omtrent
samtidig forlod Kjøbenhavn, kun evnede at arbeide sig frem i ganske smaa
Dagsmarcher, og et tydeligt Billede af de Gjenvordigheder, der navnlig
paa den første Del af Veien var de Reisendes tro Ledsager, faar man ved
omstændeligt at følge Kapitainlieutenant Fasting og hans Afdeling, —
ialt 16 Officerer, Underofficerer og Menige, paa de første 5 Dage af
deres Reise. Efter dette Tidsrums Forløb var han trods al Ihærdighed
og anvendt Umage kun naaet frem til — Faaborg, og i nedenstaaende
Indberetning til Admiralitetet[13] skildrer han Tourens mange Hindringer
og Besværligheder:
Underdanig Rapport!
28de April. »Afreiste fra Kjøbenhavn med det paa indesluttede
Liste anførte Mandskab.
29de. »Kl. 8 Fm. ankom til Korsør, hvor jeg ved Hr. Pr. Lieut.
Grev Trampes Foranstaltning fik 3 Isbaade, hvormed jeg Kl.
12½ afgik fra Korsør, for at gaa langs Agersø og Omø over til
Langeland. Ved Nyborg laa et Orlogsskib og en Brig og ved
Sprogø en dansk Jagt, som af Fjenden er armeret. Da vi Kl. 4
Em. var omtrent ½ Mil Vest for Omø, fik i Sigte en Jagt, der
kom stikkende over fra Langeland og en Brig kommende Syd fra,
hvilken jeg tydelig kunde kjende at være en Orlogsbrig. Jeg gik
derfor i Land paa Omø for at se, hvad Vei Briggen vilde tage;
imod Mørkningen gik den da til Ankers omtrent ½ Mil i SV. fra
Omø. Jagten befandt vi at være en af de store Langelands Baade,
som gik til Skjelskør. Vinden blev om Aftenen vestlig, og jeg
vovede ikke at krydse over om Natten, da der ingen Rimelighed
var i at kunne naa Langeland inden Dagen. Om Natten imellem
Kl. 1 og 2 saa adskillige Gange Fyr ovre ved Langeland, og i
Dagningen saa en Brig, der i Nat var passeret her forbi, og som
søgte op til Orlogsskibet ved Nyborg.
30te. »Om Formiddagen passerede her forbi Syd fra et Orlogsskib
og en Fregat eller maaske kun 2 Fregatter og en Jagt, der
tilligemed den i Nat passerede Brig gik til Ankers ved Nyborg;
da Vinden i Morges var N. Vestlig, gik jeg ud med Baadene i
Haab om at strække over til Langeland saa langt til Luvart af
den i SV. herfra liggende Brig, at han ikke skulde kunne naa
mig, men da jeg var omtrent ¼ Mil fra Landet, blev Vinden igjen
vestlig, jeg fik de 2 Skibe, som kom Syd fra, i Sigte og søgte
Landet igjen. I Nat frisk V. S. V. Kuling, og jeg kunde af
samme Aarsager som sidste Nat ikke gaa ud.
»I Eftermiddag Kl. 3 ankom fra Korsør Lieutenant Recke med den
2den Afdeling af de til Vliessingen bestemte Søfolk i et stort
Fartøi og en Isbaad; men da Fartøiet ikke er bekvemt at gaa
over til Langeland med, især om Stille skulde paakomme, saa
lod vi det gaa tilbage igjen til Korsør, og haaber at kunne
faa Mandskabet over i de Isbaade vi have, med Tillæg af en fra
Nyborg, som ligger her paa Retour, og en Baad, som hører til
Garnisonen her paa Landet.
1ste Mai. »Vind og Stilling den samme, i Morges passerede tæt
forbi Langeland Syd fra en Kuf og en Jagt Nord efter.
»I Eftermiddag kom et Fartøi fra Briggen, som ligger her,
nærmede sig Landet og gik langs Sydsiden paa ¼ Mils Afstand.
Da 4 Isbaade gjorde Jagt paa den, stak den ud fra Landet og
søgte Briggen. Ved Solens Nedgang gik Vinden til NV. med laber
Kuling, gik ud med 5 Isbaade og Øens militaire Besætnings
Jolle. Krydsede Sundet op imellem Agersø og Omø, for naar vi
kunde gaa den Sidste for over at staa over til Langeland.
2den. »Kl. 1¼ om Morgenen, da Vinden var gaaet Vestlig, og
vi ikke med alle Fartøier kunde gaa Øen for om, og det
begyndte at dages, vendte tilbage og landede for ikke at blive
observeret af oftbemeldte Brig. Lieutenant Recke, hvis Isbaad
var lettest og seilede bedst, slog sig om Natten til Luvart af
os, saa langt, at han kom ud af Sigte, og da han i Dagningen
ikke har været at se, haaber jeg, han er sluppen lykkelig over.
»I Aften Kl. 10 fordelte jeg min Afdeling af Mandskab i 4
Isbaade, som vare de bedste til at ro og seile, og stak over ad
Langeland; jeg havde forrige Nat overbevist mig om, at Baadene
ved at tage begge Afdelinger bleve baade formeget ladte og
belemrede, jeg efterlod derfor Lieutenant Reckes Afdeling, for
at være des sikrere paa at komme over med min.
»Kl. 12 om Natten naaede jeg med frisk Kuling af SO. Langeland;
lossede Baadene og afsendte dem øieblikkelig igjen til Omø, og
jeg kan ikke tvivle om, at de jo lykkelig kom over inden Dag,
og kan altsaa ved første Leilighed bringe en anden Transport
over. Ved min Ankomst til Langeland fandt jeg Lieutenant Recke
der, som tilligemed 3 af sin Afdeling lykkelig var kommen over.
»Fra Langelands Nordpynt satte jeg i Morges over til
Hesselager, hvorfra jeg over Land er ankommen hertil i Aften.
I Morgen tidlig gaar jeg til Assens og derfra over Lille Bælt.
Passagen over Bøjden skal ikke være sikker.«
Faaborg d. 3. Mai 1808, Aften Kl. 11.
Underdanig
Fasting.
Til
Det kongelige Admiralitets- og Kommissariats Kollegium.
Kapitainlieutenant Fastings Kommando, der havde haft saa mange
Besværligheder at kæmpe med under de første Dage af Reisen, ankom den
7de Mai om Aftenen til Altona, og inden Midten af Maaneden vare de
forskjellige Afdelinger ankomne til denne By og havde atter forladt den
igjen paa deres Vei til Vliessingen.
Den enslydende Ordre, der, som tidligere omtalt, af Admiralitets-
og Kommissariats Kollegiet under 23de April 1808 blev udstedt til
Officererne forinden deres Afreise fra Kjøbenhavn, indeholdt for
hver især den Anvisning, »at han i Hamburg adresserer sig til »le
commandant en place« for at erholde fri Befordring og Kreditiv paa
Reiseomkostninger til Vliessingen, da denne Reise sker paa den franske
Regjerings Bekostning.«[14] — Det viste sig imidlertid, at de franske
militaire Autoriteter i Hamburg havde en noget afvigende Mening om
dette økonomiske Spørgsmaal. Det fremgaar nemlig af forskjellige
Rapporter,[15] at da de danske Officerer henvendte sig til den franske
»commandant en place«, Oberst Hamelinaye, om Pas og Kreditiv, modtoge
de den ubehagelige Meddelelse, at de vilde blive forsynede med et
keiserligt »feuille de route«, der foruden fri Befordring gav Adgang til
Logis og Fortæring underveis, naar man paa hver Station derom henvendte
sig til den kommanderende Officer, men om Udbetaling af Penge eller
om Kreditiv kunde der ikke være Tale, da man ingen Ordre havde herom.
Denne Befordringsmaade stemmede slet ikke med Admiralitetets Ordre
hjemmefra og kunde vel passe sig for en Flok menige Soldater, der skal
transporteres fra en Garnison til en anden, men ikke for Officerer, der
med selvstændig Kommando over en mindre Afdeling, sendes til Udlandet.
Det er derfor ikke saa underligt, at en saadan Behandling strax virkede
lidt kjølende paa den Lyst og Iver, hvormed man var gaaet Reisen imøde i
Forventning om snart at komme til at kjæmpe Side om Side med den franske
Marine mod det forhadte Storbritannien. Det var imidlertid ikke nogen let
Sag som Fremmede paa Stedet og ligeoverfor den franske Pladskommandants
bestemte Holdning at faa denne Bestemmelse forandret, man fandt sig
derfor i Forholdene og drog videre frem; men Sindet var næppe saa løftet,
Forventningerne uden Tvivl noget nedstemte den Dag de danske Afdelinger
forlode Altona.
At de militaire Autoriteter i Hamburg dog ikke vare ganske utilgængelige
ligeoverfor en kraftig Protest mod de Befordrings-Dispositioner, som der
fra fransk Side var bleven truffet, viser et lille Sammenstød, som en
dansk Officer, Premierlieutenant Holsten, der passerede Hamburg paa Veien
til Vliessingen, i den Anledning havde med Hamelinaye og den franske
»commissaire de guerre«. Holsten, der paa Reisen fra Kjøbenhavn havde
forvredet den ene Arm ved at vælte med en Vogn, og af denne Grund maatte
opholde sig nogle Dage i Altona, henvendte sig ligesom sine Kammerater
ved sin Afreise til Hamburgs »commandant en place«. Da det ikke lykkedes
Lieutenanten at faa denne til at gaa ind paa sine Anskuelser, og han
ikke vilde benytte det franske »feuille de route«, skaffede han sig ad
anden Vei de fornødne Penge, hvorimod han ved sin bestemte Optræden
fik udvirket en anden Redaktion af sit Pas, skjøndt imidlertid denne
Del af Protesten ikke var ganske korrekt og næppe kan antages at være
bleven billiget af Admiralitetet i Kjøbenhavn.[16] Midt i Mai Maaned
ankom endelig Linieskibet »Dantzick«s tilkommende Chef, Kapitain, Baron
Holsten til Hamburg, og ledsaget af Premierlieutenant Holsten fortsatte
han den 17de om Eftermiddagen Reisen videre vester paa. Først efter
10 Dages Forløb indtraf de to Officerer til Byen Dortrecht i Holland,
hvor Kapitainlieutenant Stephansen endnu opholdt sig med sit Kommando,
medens to andre Delinger under Lieutenanterne Schifter og Recke nogle
Dage tidligere havde forladt dette Sted og sat sig i March imod Reisens
Endestation, Vliessingen.[17]
Her var efterhaanden de Officerer og det Mandskab indtrufne, der skulde
udgjøre Besætningen paa de to Linieskibe »Pultusk« og »Dantzick«.
Forsendelsen af Folkene over Land til Schelden havde imidlertid haft sine
Vanskeligheder. Det hændte sig, at man i de Havne, hvor der var franske
Marinestationer, nægtede de danske Konsuler Pas for de Folk, som skulde
reise, og foretrak at beholde dem til Tjeneste paa de franske Krigsskibe
paa Stedet.[18] Ved sin Ankomst til Byen den 1ste Juni fandt Kapitain
Holsten dog Ekviperingen i fuld Gang under Kapitain Rosenvinges Ledelse,
og efter at denne havde forestillet den nyankomne Chef for den franske
Høistkommanderende paa Schelde-Flaaden, Kontre-Admiral Grev Edouard
Thomas Burgues de Missiessy,[19] gik Kapitain Holsten ombord i sit Skib,
hvor han traf den tilkommende Næstkommanderende, Kapitainlieutenant
Fasting, der var ankommen nogle Dage tidligere og nu ledede Ekviperingen
af »Dantzick«. Saavel dette Linieskib som »Pultusk« vare endnu en Del
tilbage i deres Udrustning, og begge Skibe fulde af Haandværkere, da
Kapitain Holsten ankom til Vliessingen, men lidt efter lidt kom Sagerne
i Orden, og Kommandoen blev heist der ombord. Den Flaadeafdeling, der
saaledes i Foraaret 1808 under Admiral de Missiessy’s Kommando var samlet
paa Schelden, bestod af følgende Linieskibe:[20]
---------------+--------+---------------------+---------+----------------
Skibets Navn. |Kanoner.| Chefens Navn. |Matroser.| Soldater.
---------------+--------+---------------------+---------+----------------
| | | |
le Charlemagne | 74 |Kontre-Adm. Missiessy| 556 | 78 48. Regiment
| |Kapitain Willaumez | |
| | | |
le Commerce de | | | |
Lyon | 74 | — Hulot | 572 | 78 108. —
| | | |
l’Anversois | 74 | — Soleil | 495 | 95 65. —
| | | |
le Duquesclin | 74 | — Saizieu | 525 | 97 36. —
| | | |
le César | 74 | — Moras | 562 | 99 72. —
| | | |
la Ville de | | | |
Berlin | 74 | — Roquebert | 467 | 98 46. —
| | | |
le Dantzick[21]| 74 | — Holsten | 647 | 98 75. —
| | | |
le Pultusk[21] | 74 | — Rosenvinge | 641 | 60 25. —
---------------+--------+---------------------+---------+----------------
De Forhold, hvorunder de danske Officerer og Besætninger vare kaldede til
at virke, vare alt andet end lette, og det var strax fra første Færd at
forudse, at den Maade, hvorpaa hele Sagen var ordnet, nødvendigvis maatte
bære Spiren i sig til gjensidig Misfornøielse og Utilfredshed.
De to Linieskibe med dansk Besætning ombord, der nu altsaa udgjorde en
Del af Schelde-Flaaden, og som Følge heraf havde fransk Flag og Vimpel
heist, stod vel under Admiral Missiessy’s Kommando, men samtidig hermed
var ikke, hvad man med Grund kunde antage, Baandet imellem de to danske
Skibschefer og Admiralitetet i Kjøbenhavn fuldstændig løst. Uanset den
franske Overkommando betragtede de sig som staaende under de danske Love
og Søkrigsartikler, indsendte deres Rapporter og Indberetninger til
Admiralitetet, og dette Afhængighedsforhold førte til det beklagelige
Resultat, at Forholdet imellem de franske Autoriteter og de danske Chefer
blev mindre godt, idet disse dog betragtede Admiralitetet hjemme som
deres rette Overhoved, som den højere Instans, hvortil man tyede hen med
sine Besværinger og Sorger. Den Støtte, som de danske Kommanderende
følte ved at have Admiralitetet i Ryggen, opveiede ikke, at de netop
derved bragtes ind i et skjævt Forhold til de franske Myndigheder, noget
som muligvis kunde have været undgaaet, hvis de havde været stillede
ganske paa lige Fod med Scheldeflaadens øvrige Chefer. Det synes næsten
som om de danske Officerer, ja endog de to Skibschefer, ikke have haft
det rette Blik for deres Stilling og været paa det rene med de faktiske
Forhold. Som tidligere nævnt, forlod nemlig Officererne Danmark og reiste
til Frankrig med store Forventninger og ubestemte Forhaabninger, og
skjøndt det ikke her kan siges med Bestemthed, ligger den Antagelse dog
nær, at de to Chefer ere reiste hjemmefra og have indtaget deres Poster
uden nogen klar Instruktion til Rettesnor.[22]
Forudsat altsaa at denne Formodning er rigtig og Admiralitetet selv paa
dette Tidspunkt har haft det rette Syn paa den Rolle, som den franske
Regjering havde tiltænkt det danske Kontingent af Officerer og Søfolk,
maa ogsaa Ansvaret for at Befalingsmændene tiltraadte deres Stilling
uden at være fortrolige med deres Pligter og hvilke Begrændsninger
deres Rettigheder havde, falde tilbage paa Admiralitetet. For bedre at
kunne forstaa Grunden til de smaa Fortrædeligheder og Vanskeligheder,
som allerede begyndte at vise sig i Horisonten, vil det være nødvendigt
nærmere at omtale Tjenestens Ordning ombord i Linieskibene »Pultusk« og
»Dantzick«. — De to Linieskibe havde som tidligere nævnt dansk Chef,
Officerer og Besætning, men ved Siden heraf var der et ikke ubetydeligt
fransk Element ombord i Skibene.
Som en Følge af, at de danske Officerer ikke vare inde i
Regnskabsførelsen, havde Marinebestyrelsen lagt hele Regnskabsvæsenet i
franske Hænder. En capitaine de frégate[23] var beordret til Tjeneste
i hvert af Skibene som øverste Regnskabsfører og medbragte til
Arbeidets Udførelse en Stab af franske Funktionairer. Soldatesquen,
som kommanderedes af en Kapitain og to Lieutenanter, var ligeledes
fransk, og endelig var der sat c. 100 udskrevne franske Matroser ombord
i Linieskibet »Dantzick« under Kommando af 2 Søofficerer, idet man
antog, at Opholdet i det dansk kommanderede Skib vilde være en god
praktisk Skole for de unge Søfolk. Resten af Besætningen var dansk.[24]
Denne Sammenblanding i et Skib af to Nationers Søfolk, der i Karakter
og Levemaade vare saa forskjellige som de danske og franske, kunde
ikke andet end indvirke paa Udførelsen af Tjenesten. Ordningen af
Kommandoforholdene ombord, Udskillelsen af Økonomien og Regnskabsvæsenet,
samt endelig den særlige Stilling, som Chefen for Soldatesquen indtog
i Skibet, gjorde kun Situationen mere vanskelig og fra et militairt
Synspunkt mere uheldig. Foruden disse to Hovedudgangspunkter for kommende
Misfornøielse, der her ere nævnte, kom der adskillige andre Ting, som
bidrog til at forbitre Stemningen ombord i de to Linieskibe saavel hos
Officererne som hos Besætningen.
Den samme Ilfærdighed og Uforsvarlighed, som havde været et Kjendemærke
ved Scheldeflaadens Bygning, havde ogsaa under Udrustningen og
Ekviperingen gjort sig gjældende i saa høi Grad, at Skibene, splinterny
som de vare, som Søskibe og Kampskibe kun vare i en temmelig maadelig
Forfatning. Det kan derfor ikke forundre, at de danske Chefer, der havde
Kommandoen og Ansvaret, og som hjemmefra vare vante til ombord i Skibene
at have Kram, som de kunde stole paa, maatte finde det pinligt under
Krigsforhold at blive satte til at virke med et Materiel, der ikke alene
var mangelfuldt, men tillige saa slet og skrøbeligt, at Blokke, Tallier
og Touge under Arbeide og under Manøvrerne saa at sige brast imellem
Folkenes Hænder.
Naar man ved, hvilken Rolle Tilliden spiller ombord i et Skib, og hvilken
Betydning det har saavel i Søen som under et Sammenstød med Fjenden,
at alle lige fra Chefen og ned til den menige Matros stole paa, at alt
indenbords er som det bør og skal være, maa man ogsaa indrømme, at under
Forhold, hvor Tilliden til Materiellets Brugelighed mangler, vil det
i sørgelig Grad gaa ud over, hvad Personellet viser sig istand til at
præstere.[25]
Lysten til at tage fat var derfor kun ringe iblandts Officerer og
Mandskab og særlig iblandt de sidste, der i de første Maaneder af
Kampagnen maatte savne to nødvendige Betingelser for at holde Humøret
oppe og Sundheden vedlige: tilstrækkelig Mad og en Køie at ligge i.
Folkenes Bespisning var vel hvad Kvaliteten angaar god og efter franske
Forhold ogsaa tilstrækkelig, men forslog ikke til de danske og norske
Søfolks Appetit, der fra Hjemmet vare vant til en langt rigeligere og
kraftigere Kost end den, den franske Intendantur leverede, og som hver
Dag maatte savne deres Snaps om Morgenen, deres Grød, Smør, Ærter og
Flæsk og rigelige Ølration.[26]
Hvad den anden Anke angaar — Manglen paa Køier og Tæpper, — da fandt der
den mærkelige Praxis Sted, at Folkene ikke som i danske Krigsskibe fik
disse Gjenstande udleverede til Brug, men selv maatte baade anskaffe sig
dem og betale dem. Dette var imidlertid lettere sagt end gjort; endnu den
8de Juni havde hverken Officerer eller Mandskab faaet udbetalt Forskud
af deres Lønninger, og selv om man havde haft de nødvendige Midler til
Anskaffelsen, vilde dette dog ikke have afhjulpet Savnet, da Køietøi ikke
var til at opdrive der paa Stedet.[27] Som en Følge heraf var Forholdet
det, at medens de franske Matroser havde deres Hængekøier og Tæpper,
maatte de danske i Begyndelsen tage til Takke med at ligge paa det bare
Dæk uden noget over sig, et Natteleie, der selv Sommerdage ikke er
forsvarligt for en Mand, der skal arbeide haardt om Dagen.
Det varede ikke længe, førend Klagerne over den utilstrækkelige
Bespisning og Manglen paa Køietæpper naaede den franske Marineministers
Øren. Skjøndt Besværingerne endnu ikke vare af stor Betydning, skjænkede
Hertugen af Decrès dem dog saa megen Opmærksomhed, at han afsendte en
Adjutant til Vliessingen for at undersøge Forholdene ombord i Skibene
og senere en ministeriel Embedsmand (administrateur) med Fuldmagt til
om fornødent at foretage Forandringer i Folkenes Bespisningsreglement.
Resultatet heraf blev ogsaa, at der foretoges forskjellige mindre
Forandringer i Bespisningen for de danske Mandskabers Vedkommende,[28]
og man haabede ved disse Forholdsregler at have borttaget al Grund til
videre Klage paa dette Omraade.
Det bedste Vidnesbyrd om, at man fra fransk Side ærligt bestræbte sig for
at afhjælpe de Mangler, der klagedes over, og som begyndte at true med at
ødelægge det gode Forhold imellem Danske og Franske, har man i Hertugen
af Decrès egne Ord. I en udførlig Rapport til Keiseren berører Ministeren
ogsaa Aarsagerne til den begyndende Misfornøielse og udtaler sig saaledes
herom:
»Jeg blev underrettet om, at der med Grund klagedes over, at
man ikke strax havde sørget for at forsyne dem med Køier og
Tæpper; der tilføiedes, at man fandt den for en fransk Matros
reglementerede Ration utilstrækkelig, og endelig, at deres Gage
ikke blev dem regelmæssig udbetalt. Jeg gav Ordre til, at de
nødvendige Køier og Tæpper strax skulde udleveres til dem, og
at Gagen skulde udbetales i rette Tid. Jeg erfarede imidlertid,
at uagtet mine Ordrer blev Gagen alligevel ikke udbetalt saa
bestemt, som jeg kunde have ønsket det; de danske Matroser
beklagede sig over, at de Køier, som de havde faaet udleveret,
ikke var efter Ønske, da de vare vante til at have en lille
Madrats i Køien, noget som ikke bruges her i Frankrig.
»For at gjøre Ende paa disse Klager gav jeg i Juni Maaned Ordre
til i fuld Udstrækning og uden Ophold at udføre Deres Majestæts
Befaling om at behandle de Danske med Hensyn til Udbetalingen
af deres Gage paa lignende Maade som de franske Matroser af
tilsvarende Grad.«
Da disse Indrømmelser imidlertid ikke havde det Resultat, som man havde
ventet, blev der fra Marineministeriet i Paris givet Anvisning paa 2
Maaneders Udbetaling forud af de danske Mandskabers Gage, og Pengene
stillede til Kapitain Rosenvinges Disposition.
Man kan i disse forskjellige Foranstaltninger fra Hertugen af Decrès’
Side ikke undgaa at lægge Mærke til, at de bære Præget af, at Ministeren
allerede paa dette Tidspunkt har set Faren for hele Eskadren ved, at
Misfornøielsen ulmede og voxede iblandt de fremmede Søfolk, og at det
derfor har været ham af Vigtighed at dæmpe den i sin Begyndelse. Da
dette imidlertid hidtil ikke var lykkedes, greb han nu til det Middel at
sætte sig i personlig Forbindelse med Kapitain Rosenvinge, i den Tro, at
direkte Forhandling med den ældste danske Søofficer hurtigst og sikrest
vilde kunne bringe Klagerne og Misfornøielsen til at forstumme iblandt
»Pultusk«s og »Dantzick«s Besætning.
I sin Indberetning til Keiseren udtaler Ministeren sig paa følgende Maade
om dette Punkt:
»Paa dette Tidspunkt vare ugunstige Rygter komne mig for Øre om den Aand,
der herskede iblandt de danske Søfolk, der vare ombord i Deres Majestæts
Linieskibe. Jeg skrev derfor til Mr. Rosenvinge for at underrette ham
personlig om de Forholdsregler, som jeg havde taget til Bedste for hans
Mandskab, for at han selv kunde vaage over Udførelsen deraf og indberette
til mig derom. Jeg skrev til ham om at korrespondere med mig i Sager,
hvor han troede det nyttigt for den Tjeneste, der var ham betroet, uden
dog iøvrigt at gjøre nogen Forandring i hans Subordinationsforhold til
Admiralen.«[29]
Den Imødekommenhed, der ved denne Ordning blev vist de danske Chefer,
var ikke saa ganske ringe og burde have baaret de bedste Frugter. Den
Omstændighed, at en Skibschef i en Eskadre fik den Begunstigelse fremfor
sine Kammerater at kunne forhandle uden Eskadrechefens Mellemkomst
direkte med Ministeriet i Sager, der angik hans Mandskabs Vel og Ve, var
saa stort et Særsyn og indeholdt saa gode Chancer for at faa alt, som
man ønskede det, naar blot Tilladelsen blev benyttet med tilstrækkelig
Moderation og Forsigtighed. Det kan imidlertid ikke skjules, at Kapitain
Rosenvinge næppe har haft Øiet aabnet for dette Forhold og ikke har
indset, at den begunstigede Særstilling, han i Øieblikket indtog, ikke
var uden Fare, at den Tilladelse, der var givet, var som et tveægget
Sværd, der ved Uforsigtighed eller naar det blev misbrugt kunde vende
Æggen imod ham selv. Næppe saa han sig befriet for den hæmmende
Indflydelse, som det nødvendigvis maatte have, at hans Besværinger og
Anmodninger om Forandringer skulde passere Eskadrechefens Hænder og veies
og kritiseres ombord i Admiralskibet, for maaske aldrig at naa videre,
førend han strax lagde Haand paa Værket og i en omstændelig Rapport til
Marineministeren i et paa sine Steder temmelig energisk Sprog fremsatte
en Række Klagepunkter, blandt hvilke dog Proviantspørgsmaalet, Klagen
over den utilstrækkelige Kost var Tyngdepunktet.
I Kapitain Rosenvinges Skrivelse,[30] der er dateret Orlogsskibet
»Pultusk« Oedekenkercke den 30. Juli 1808 fremsættes Klagen over
Rationernes Utilstrækkelighed paa følgende Maade:
»Jeg gik ombord i »Pultusk« med en god dansk Besætning. Det varede
kun kort Tid førend jeg indsaa, at der utilstrækkelige Kost ikke var
den ringeste af de Hindringer, som jeg vilde faa at kjæmpe med. Deres
Excellence vil kunne forstaa en Chefs Følelser i et Øieblik, hvor 2 af
Mandskabet som Talsmænd for alle de andres Sag, fremstille sig for ham
paa den mest ærbødige Maade, vise deres Ration og derved give det bedste
Bevis paa dens Utilstrækkelighed.
»Deres Excellence vil kunne forstaa de Følelser, som har bemægtiget sig
mig ved at høre følgende Ord af et lidende Mandskab:
»Vi ere komne fra Europas længst bortliggende Havne for at tjene vort
Fædreland. Vi have trodset Elendigheden efter at have fortæret den
sidste Skilling af den Hyre, som vi møisommelig have tjent ombord i
Koffardiskibene. Vi have med Taalmodighed trodset den barskeste Aarstid
og de mest ufremkommelige Veie. Vi have set vore Kammerater falde om ved
Siden af os udmattede af Anstrengelse; men enhver Hindring svandt bort
for den glimrende Udsigt til at komme til at forsvare Fædrelandets Kyster
under vort eget Flag. Men selv denne Opmuntring blev os berøvet i det
Øieblik, hvor vi bleve kommanderede ombord i Skibe under et fremmed Flag,
hvor det nødvendigste til Livets Ophold knap bliver os tilstaaet.«
Hertugen af Decrès var ikke i Paris, da Kapitain Rosenvinges Brev ankom
til det franske Marineministerium. Brevet traf ham i Rochefort, hvor
Ministeren opholdt sig paa en Inspektionsreise, og kom temmelig uventet.
Han havde haft Grund til at haabe, at de forskjellige Ulemper, og i
alle Tilfælde Proviantspørgsmaalet, var ifærd med at blive løst paa en
tilfredsstillende Maade, og nu modtog han en Fremstilling af Sagen i saa
stærke Udtryk, at man kunde forledes til at tro, at de danske Besætninger
skreg af Sult. Ministeren har sikkert maattet være paa det Rene med,
at den Fremstilling, han havde modtaget, i ethvert Tilfælde var noget
overdreven. Med al Hensyn til den nordiske Appetit og dens Krav var
det dog en Kjendsgjerning, at 6 andre Linieskibes Besætninger levede
paa samme Maade paa Schelden, og da det tilmed var Midsommerdage (Juli
Maaned), kunde Trangen til kraftigere Kost ikke være saa paatrængende.
Endelig maatte man ogsaa antage, at Forholdene ikke kunde være saa
fortvivlede, da Kapitain Rosenvinge samtidig med Indsendelsen af sin
indtrængende Klage indskrænkede sig til at bemærke, »at dersom man til
Rationerne føiede et ganske lille Kvantum Smør, som vilde være gavnlig
for de Danskes Sundhedstilstand, troede han, at Rationerne vilde være
tilstrækkelige for Sommeren, men at Vinteren vilde nødvendiggjøre en
Forøgelse.«
Ikke destomindre lod Ministeren ikke Klagen ligge uden at tage Hensyn
dertil. Han havde maaske end yderligere Grund til nærmere at undersøge
Forholdene ombord i de to dansk bemandede Linieskibe, da Kapitain
Rosenvinge i samme Skrivelse forlangte, at den franske capitaine
de frégate[31], der som tidligere omtalt var til Tjeneste ombord i
»Pultusk«, tilligemed en anden fransk Officer skulde fjernes, da de
ikke kunde komme ud af det med de danske Officerer. Skjøndt dette
Forlangende var af en lidt vanskelig Natur, strakte Hertugen af Decrès
sin Imødekommenhed imod de Danske videre, end man kunde vente. Admiral
Missiessy blev strax gjort bekjendt med Kapitain Rosenvinges Brev og
Admiralens Erklæring indhentet med Hensyn til Forflyttelsen af de to
franske Officerer. Svaret gik ud paa, at Missiessy var vel kjendt med
Forholdet, at Rosenvinge var uretfærdig i sin Bedømmelse af de to
Officerer, men at han desuagtet skulde beordre dem forflyttede ombord i
Linieskibet »Dalmate«, saasnart det var muligt[32].
Skjøndt der saaledes fra de franske Marineautoriteters Side blev taget
billigt Hensyn til Klagepunkterne i Kapitain Rosenvinges Skrivelse, er
det naturligt, at ikke Alt strax kunde blive ændret. Større og vigtigere
Sager lagde nødvendigvis Beslag paa Ministerens Opmærksomhed, og
Scheldeflaadens indre Anliggender maatte derfor træde i Baggrunden.
Paa den anden Side ventede de danske Besætninger ombord i »Pultusk« og
»Dantzick« med Utaalmodighed paa, at deres Ønsker skulde blive opfyldte
i videste Udstrækning. De danske Chefer, og navnlig Kapitain Rosenvinge,
der som den ældste havde Ansvaret paa sig, saa med Utilfredshed og
Beklagelse, at det ikke gik saa hurtigt, som man kunde ønske, med at faa
de Mangler rettede, som i hans Øine havde den største Betydning. Kapitain
Obet var stadig endnu til Tjeneste ombord i »Pultusk«, Materiellet
ombord i Skibene var stadig i den samme mindre gode Forfatning, og
disse forskjellige uheldige Omstændigheder i Forbindelse med at man nu
fortalte som sikkert, at Eskadren snart skulde i Søen, bestemte Kapitain
Rosenvinge til atter og paa en mere energisk Maade at benytte den givne
Tilladelse til direkte at henvende sig til den franske Marineminister.
Det er saare forstaaeligt, at Kapitain Rosenvinge ved Tanken om et
forestaaende Efteraarstogt har anset det for sin Pligt at sørge for at
have Skib og Mandskab i den bedst mulige Stand og derfor ikke er veget
tilbage for endnu en Gang at foretage et direkte Skridt i den Anledning,
men det havde samtidig været i høi Grad ønskeligt, om han havde haft
Besindighed nok til ikke at tilspidse sine Fordringer ved denne fornyede
Henvendelse og fremfor Alt havde undgaaet at fremsætte dem under saa
skarp en Form, at Hertugen af Decrès kunde tage Anledning til med Rette
at beklage sig derover.[33]
Den Skrivelse, som ved sit Indhold og sin Form foranledigede, at
Ministeren saa sig nødsaget til at indanke Sagen for Keiserens Domstol,
er dateret 6te September 1808. Det var en Gjentagelse af de samme Klager
og de samme Fordringer, kun mere vidtgaaende og fremfor Alt fremsatte som
et Ultimatum til den franske Marinebestyrelse[34].
.... »Deres Excellence maa tillade mig at erklære,« skriver Kapitain
Rosenvinge, »at Kapitain Obet’s Opførsel i den senere Tid har været
saaledes, at det er mig umuligt at tjene længere sammen med denne
Officer. Jeg finder det ikke passende i dette Brev at omtale mine Klager
nærmere; men dersom min blotte Forsikring ikke er Dem tilstrækkelig
Garanti for, at mit Forlangende er retfærdigt, skal jeg skaffe Beviser
tilveie, som vil kunne overtyde Dem om, at jeg kun har det Ønske tilbage,
at enten han eller jeg forlader Skibet ...
»Som erfaren Sømand er det min Pligt at erklære lige overfor Deres
Excellence, at en Del af de fremsatte Forlangender ere af saa stor
Vigtighed, at Tabet af min egen og den danske Marines Ære, og maaske
Tabet af en Del af Frankrigs Flaade vil blive Resultatet, hvis man
ikke foretager Forandringer forinden Eskadrens Afseiling. Og for de to
førstnævnte Aarsagers Skyld vil jeg ikke kunne forsvare lige overfor min
Konge, at jeg ikke forlanger at forlade en Kommando, som kun kan føre til
et sørgeligt Resultat.....
»Enhver Dansk ombord tænker paa Skibenes Ufuldkommenhed, Misfornøielsen
voxer, og paa samme Tid fordobles Længslen efter at vende hjem til et
Land, som venter os med aabne Arme, hvis Ære er et med Besætningernes
Ære, og som vil glæde sig over vor Hjemkomst og ved at se os befriede fra
den pinlige Tilstand, hvori vi befinde os.«[35]
Kapitain Rosenvinges Skrivelse indeholdt foruden de ovennævnte
forskjellige Klager og Fordringer endnu et Punkt, et Etikettespørgsmaal,
og det var Fremsættelsen heraf, som bestemte Hertugen af Decrès til at
samle alle de svævende Stridspunkter og forelægge hele Sagen for Keiseren
i en udførlig Rapport.[36]
Da den ældste franske Linieskibschef i Scheldeflaaden, capitaine de
vaisseau Soleil[37], Anciennetet var yngre end Kapitainerne Rosenvinge
og Holsten[38], reistes fra dansk Side officielt det Spørgsmaal, hvem
der eventuelt skulde have Kommandoen i Tilfælde af, at den kommanderende
Admiral enten faldt eller paa Grund af Sygdom blev sat ud af Stand til
at kommandere, idet der gjordes gjældende, at de som ældre i Anciennetet
ikke kunde tjene under Kapitain Soleil.
Det var sikkerligt et højst uklogt Skridt saa kort Tid efter Ankomsten
og tilmed som Udlændinge at røre ved et Problem, hvis Løsning der maaske
slet ikke blev nogen Anvendelse for, og om hvilket man paa Forhaand kunde
sige, at hvad Berettigelse end de stillede Krav kunde have, vilde et
Forsøg paa at gjøre dem gjældende kun have et bestemt Afslag tilfølge fra
fransk Side.
Forespørgslen, der indgik skriftlig til den franske Marineminister,
blev fremsat paa følgende Maade i en Skrivelse fra Kapitain Rosenvinge,
dateret Orlogsskibet »Pultusk« den 6te September 1808,[39] og samtidig
hermed henvendte de danske Chefer sig til Admiral Missiessy med det samme
Spørgsmaal:
»Jeg har Grund til at antage, — hedder det i Skrivelsen, — at
Linieskibskapitain Soleil betragtes som den ældste i Anciennetet her i
Eskadren. Det er meget pinligt for Baron Holsten og mig, som ere ældre
i Anciennetet som Kapitainer i den danske Marine, at se os berøvede
den Plads, som tilkommer os og det stik imod den keiserlige Ordre,
som indrømmer os de samme Rettigheder som Hs. keiserlige Majestæts
Undersaatter. Som Officer maa den militaire Lov, altid at følge
Ancienneteten, en Lov, som gjælder for alle Nationer, være Dem bekjendt.
Deres Excellence vil af denne Grund tilgive os, naar vi erklære, at vi
under ingen Omstændigheder ville kunne lade os kommandere af andre end af
den, som har Retten dertil gjennem sin Anciennetet.«
Der fulgte intet skriftligt Svar herpaa til de danske Officerer,
men Ministeren sendte blot nedenstaaende Skrivelse, hvori Keiseren
løste Spørgsmaalet paa en ligesaa klar som kategorisk Maade, til den
Høistkommanderende paa Scheldeflaaden, med Paalæg om mundtlig at meddele
de to danske Officerer Afslaget, saafremt det var nødvendigt.[40]
»_Paris_, den 18/9 1808.[41]