Det gjaldt nu om at finde et andet Sted i de græske eller tyrkiske

Lande, hvor en Udgravning kunde forsøges med grundet Haab om lønnende

Udbytte. Efter omhyggelig Afveining af de forskjellige Muligheder,

der frembød sig, valgte vi Lindos paa Øen Rhodos, en By, som i det 7.

og 6. Aarh. f. Chr. var Øens vigtigste Stad og selv, efter at den nye

Hovedstad var anlagt 408, vedblev at have Betydning som særskilt

Kommune. Beliggende paa Øens Østkyst, som Grækenlands yderste

Forpost imod S.O., har den spillet en Hovedrolle i de gamle

Handelsforbindelser med Orienten; vi læse bl. A., at den ægyptiske

Konge Amasis sendte kostbare Gaver til Athenetemplet i Lindos.

Borgen, der laa paa en isoleret Klippe lige ved Kysten, blev i

Middelalderen paa ny befæstet af Johanniterridderne, og efter at

Tyrkerne havde erobret den, ogsaa af disse bevaret som Fæstning,

indtil den c. 1840 blev opgivet. Siden den Tid ligger den ganske øde.

Den nøgne Klippe er oversaaet med Stenblokke, der have været

benyttede i Oldtiden, og som ved de indhuggede Indskrifter fortælle

os deres tidligere Historie. Imellem dem vise sig ogsaa Grundmurene

af to antike Bygninger, formodentlig Templer. Her var altsaa en rig

Mark for Undersøgelse, hvortil endnu kom, at der ogsaa i den lavere

By udenfor Borgen saas et lille Theater og andre Minder om Benyttelse

i Oldtiden, ligesom ogsaa Gravene for Størstedelen vare urørte.

Carlsbergfondets Direktion billigede vort Valg og stillede 60,000 Kr.

til vor Raadighed. Her gjorde den tyrkiske Regjering heller ingen

Vanskeligheder, og en keiserlig Irade, som tillod Udgravningen, blev

udstedt i Februar 1902.

I Begyndelsen af April afreiste Blinkenberg og Kinch til Stedet for

foreløbig at orientere sig, foretage enkelte Forsøgsgravninger og

overhovedet forberede Alt saaledes, at Arbeidet kunde begynde, naar

Sommerens Hede var forbi. Forholdene paa Stedet syntes særdeles

heldige, og man lovede sig en heldig Kampagne; men pludselig viste

der sig nye Vanskeligheder, som truede med at faa hele Planen til at

strande. Hvad enten det hidrørte fra Fordomme hos nogle af Stedets

Beboere, der vare bange for, at de Fremmede skulde bortføre deres

Skatte, eller af en hvilkensomhelst anden Grund, trods den keiserlige

Tilladelse vilde den tyrkiske Tilsynshavende, der skulde vaage over

Udførelsen af Arbeidet, ikke tillade dem at grave paa Borgen. Udenfor

denne maatte de grave saa meget de vilde, men ikke paa det Sted, som

det netop væsentlig gjaldt om at faa undersøgt. Forbudet støttede sig

paa en almindelig Bestemmelse for alle Udgravninger, ifølge hvilken

der ikke maatte graves i Fæstninger, og man vilde ikke høre noget om,

at Lindos allerede for 60 Aar siden havde ophørt at være en Fæstning.

Der krævedes altsaa en ny keiserlig Tilladelse. De militære

Autoriteter vare ingenlunde villige til at anbefale en saadan, og

først efter vedholdende Anstrengelser og lang og pinlig Venten

lykkedes det i Slutningen af August at erholde den nye keiserlige

Ordre, hvorved ogsaa denne Hindring blev ryddet af Veien. Nu synes

endelig Alt at være i Orden. Expeditionen, bestaaende af de to

Archæologer med Bistand af en Architekt og en Ingeniør, er i Færd med

at afgaa, og Arbeidet kan begynde i Oktober. Gid det maa bringe

Videnskaben Frugt og lønne al den Iver og Udholdenhed, hvormed der er

kæmpet for Iværksættelsen af denne smukke Plan!

14. September 1902.

EFTERSKRIFT.

Fader døde den 28. Oktober 1905. Hans Optegnelser ere afsluttede tre

Aar forinden; kun har han tilføjet nogle Linier om Moders Bortgang

(S. 102). Hans Arbeide i disse sidste Aar var fremfor alt helliget de

danske Udgravninger paa Rhodos, hvormed Tilsynet herhjemmefra for en

stor Del var lagt i hans Haand, og han stod til det sidste i levende

Forbindelse med de Videnskabsmænd, der arbeidede dernede. I

Videnskabernes Selskab gav han Meddelelser herom, og Mange ville

endnu mindes, hvorledes han i Geografisk Selskab den 2. Febr. 1904

holdt en stor Forsamlings Opmærksomhed fangen ved et halvanden Times

Foredrag om Udgravningerne og deres Resultater. I Efteraaret 1904

holdt han sidste Gang archæologiske Forelæsninger paa Universitetet,

da han gjorde Tilhørerne bekjendt med Udbyttet af de seneste Aars

Udgravninger i Delphis Grusdynger, som han selv havde besøgt og

skildret henved 60 Aar tidligere. I November maatte han afslutte

Forelæsningen, og de smertefulde Sygdomsanfald bleve nu hyppigere;

han følte i stigende Grad Savnet af sin gamle Arbeidskraft og længtes

efter Døden. Han underkastede sig i Marts 1905 en Operation, som han

ikke ventede at skulle reise sig efter. Dog overstod han den, og

endnu et halvt Aar kunde han trods legemlige Lidelser glæde sig ved

Samværet med sin Familie og med Venner, gamle og unge, ligesom han

vedblev at omfatte sin Videnskabs Fremskridt med levende Interesse og

at arbeide med sin Pen indtil det sidste, to Ugers Sygeleie.

GYLDENDALSKE BOGHANDEL

NORDISK FORLAG

WALD. BAUDITZ: Livserindringer, Kr. 4,00 ~ VILH. BERGSØE: De

forbistrede Drenge, Portraiter og Interieurer, Kr. 4,50, Krigen og

Koleraen, Kr. 3,25, Studenterleben og Studieliv, Kr. 4,00, Eventyr i

Udlandet. Kr. 4,00, Mellem Palmer og Pinier, Kr. 3,50 ~ CHARLOTTE

BOURNONVILLE: Erindringer fra Hjemmet og fra Scenen, Kr. 6,50, AUGUST

BOURNONVILLE: Spredte Minder i Anledning af Hundredaarsdagen, Kr.

3,50 ~ CHR. BRUUN: Biblioteks Erindringer, Kr. 2,00 ~ ERIK BØGH:

Erindringer fra mine unge Dage, Kr. 5,00, Min første Forfattertid,

Kr. 4,50 ~ H. F. EWALD og THEODOR EWALD: En Slægts Historie gennem et

Aarhundrede, I-II à Kr. 4,50 ~ CLARA RAPHAEL: Tolv Breve. Udg. af _J.

L. Heiberg_. Kr. 1,50 ~ JOHS. FIBIGER: Mit Liv og Levned, Kr. 5,00 ~

MARGRETE FIBIGER: Clara Raphael (Mathilde Fibiger) Et Livsbillede,

Kr. 3,75, Et Kvindeliv (Ilia Fibiger), Kr. 1,75 ~ JOHANNE LOUISE

HEIBERG: Et Liv genoplevet i Erindringen, Folkeudgave, Kr. 10,00

~ C. F. HOLTEN: Erindringer, 2. Oplag, Kr. 4,50 ~ LIVS- OG

KRIGSERINDRINGER. Af en gammel Feltpræst, Kr. 4,00 ~ W. SCHORN: Da

Voldene stod, Erindringer, Kr. 4,50. Fra gamle Skuffer, Kr. 3,50. ~

J. W. SØDRING, f. ROSENKILDE: Erindringer I, Kr. 5,00, do. II, Kr.

3,50 ~ OTTO ZINK: Joachim Ludvig Phister, Et Theaterliv, Kr. 3,75.

Fra mit Studenter- og Theater-Liv. Kr. 5,75.

Af mit Levned · 第 17 / 17 段