Drøftelsen af et theologisk Spørgsmaal. Paulus' 1ste Brev til
Korinthierne Kap. 7 v. 20 f. lyder i den autoriserede danske
Oversættelse saaledes: "Hver blive i den Stand, som han er kaldet
udi. Er du kaldet som Træl, det bekymre dig ikke; men kan du blive
fri, da vælg hellere dette." Saaledes gjengav Luther Stedet; ligesaa
Calvin, Erasmus og alle deres Samtidige. Dette var overhovedet den
gængse Oversættelse i hele den protestantiske Christenhed indtil
Midten af det forrige Aarhundrede, da Professor Baur i Tübingen i
Tilslutning til Johannes Chrysostomos (c. 400 Aar efter Chr. F.)
gjorde en modsat Opfattelse gjældende. Paulus skulde have sagt: "Selv
om du kan blive fri, saa bliv hellere ved at være Slave." Denne
Oversættelse har siden faaet mange Tilhængere trods de grundige
Gjendrivelser, der fremkom fra dem, der stod paa Reformatorernes
Standpunkt; selv Biskop Rørdam oversatte Stedet paa samme Maade som
Baur. Her til Lands havde allerede Professor C. E. Scharling gjort
opmærksom paa den nye Fortolkning og anbefalet den (i Videnskabernes
Selskabs Oversigt 1856 S. 218 ff.), men han var bleven imødegaaet af
H. N. Clausen i en fortrinlig Afhandling i Ugeskrift for den
evangeliske Kirke i Danmark 1857 S. 233 ff. Striden havde været
bitter nok; thi det exegetiske Spørgsmaal blev, underligt nok, gjort
til et politisk. Man sammenblandede de to grundforskjellige Ting,
Forholdet imellem Herrer og Slaver i Oldtiden, og Forskjellen imellem
de forskjellige Stænder eller Samfundsklasser i Nutiden. Man var
bange for at, hvis Paulus havde sagt, at Frihed var bedre end
Trældom, skulde deri ligge en Billigelse af de ringere Stilledes
Fordringer paa borgerlig Lighed med de bedre Stillede. Paulus skulde
tværtimod have misbilliget en saadan Stræben; han havde jo
udtrykkelig sagt, at Enhver skulde blive i den Stand, hvori han var.
Jeg husker endnu, at jeg som ung Professor havde en heftig Ordstrid
med en lidt ældre theologisk Professor, et ivrigt Medlem af
Augustforeningen, der paastod, at det var af politiske Grunde, at
Clausen forsvarede den hidtil gængse Opfattelse. Oh! at Paulus ogsaa
skulde benyttes i den politiske Agitations Tjeneste! Ja visselig
prædiker han ikke Oprør; det falder ham ikke ind at kæmpe imod det
Uovervindelige. Slaveriet kan han ikke omstyrte; men han trøster den
Slave, som er nødt til at blive i Trællestanden, med at han i Guds
Øine er lige saa god som den Frie, idet han dog med det Samme værger
sig imod den forargelige Paradox, at Slaven ikke skulde ønske
Friheden, og ikke modtage den, hvis den blev ham budt; Trældommen var
jo ikke blot et materielt, men ogsaa et moralsk Onde. -- Efter 40
Aars Forløb blev nu det samme Spørgsmaal atter brændende for mig, dog
heldigvis uden Indblanding af Politik. Jeg skrev da i det af Biskop
Styhr udgivne "Theologisk Tidsskrift for den danske Folkekirke" 11.
B. 3. H. en lille Afhandling, hvori jeg ikke blot gjorde gjældende,
at det var umuligt, at Paulus under Datidens Samfundsforhold og dens
Opfattelse af disse Forhold kunde give Trællestanden en, om end nok
saa betinget, Anbefaling; Sligt kunde først komme frem i Tider, da
man havde skruet sig op til at betragte den strengeste Askese som den
høieste Dyd og Martyrdøden som den høieste Lykke; men jeg hævdede
ogsaa, at den græske Text slet ikke lod sig oversætte paa den angivne
Maade. Hverken Luther eller Baur har givet en egentlig Oversættelse
af Paulus' Ord; de omskrive dem hver paa sin Maade i Overensstemmelse
med den Mening, de fandt i Stedet; men de lade sig oversætte ganske
ordret: "Er Du kaldet til Træl, det bekymre Dig ikke; _men hvis Du
ogsaa_ (d. e. lige saa godt) _kan blive fri, saa gjør helst Brug
deraf_" (nemlig af den angivne Mulighed, af Tilbudet om at blive
fri). Oversættes Stedet saaledes, og det er den korrekte
Oversættelse, er der ikke nogen Tvivl om Meningen. Naar Poulsen og
jeg alligevel ikke have optaget dette i vor Revision, men have
beholdt den autoriserede Oversættelses Ord, da kommer det af, at vi i
Henhold til vor Instrux ikke vilde indføre Noget, der kunde forekomme
Menigheden fremmed, ja maaske hos En eller anden kunde vække en
Mistanke, som om vi selv ikke havde været i fuld Overensstemmelse med
den gængse Opfattelse. Det Vigtigste var jo dog, at den rette Mening
blev fastholdt.
Min Afhandling blev imødegaaet af Biskop Rørdam i samme Tidsskrift,
11. Bd. S. 519 ff., og i det følgende Bind paafulgte endnu et kort
Replikskifte mellem os. Det gik naturligvis her, som det pleier at
gaa, at Enhver beholdt sin Mening. Jeg kunde derfor ikke undlade at
gjøre endnu et Forsøg paa at stille Sagen i sit rette Lys ved at vise
den i Sammenhæng med hele den Paulinske Tids Kultur og Tankesæt, da
jeg i Oktober 1899 blev opfordret til for en Kreds af Præster at
holde et Par Forelæsninger om "den græsk-romerske Verdens Aandsliv i
det 1ste Aarhundrede af vor Tidsregning." Forelæsningerne ere trykte
i "Dansk Tidsskrift" 1900, Mai-Juni.
XIV.
SLUTNING.
Da jeg indgav min Ansøgning om Afsked i Efteraaret 1895, følte jeg
mig fuldstændig rask og arbeidsdygtig, og allevegne fra hørte jeg, at
der var ingen Grund for mig til at trække mig tilbage; men i November
1895 blev jeg angrebet af en hæftig Underlivssygdom, og Døden syntes
nær. Jeg kom dog atter paa Benene og kunde i det paafølgende Halvaar
baade holde en lille Række Forelæsninger og sysle med et begyndt
videnskabeligt Arbeide; men i Forsommeren 1896 kom Sygdommen
igjen i en anden og ikke mindre betænkelig Form. Ogsaa dette Anfald
blev dog overstaaet, og efterhaanden kom Kræfterne tilbage, saa
at jeg, som jeg havde lovet, kunde holde archæologiske og
kunsthistoriske Forelæsninger paa Universitetet. Da det ikke var
Examensforelæsninger, var det kun et ringe Antal Studenter, der hørte
dem, men desto større var Tallet af Udenforstaaende, baade Herrer og
Damer, der havde Lyst til at følge den gamle Professor paa hans
Vandringer mellem den klassiske Oldtids Monumenter. Efter særlig
Opfordring holdt jeg et Par Gange Forelæsninger ved det Kursus,
der i hvert Aars September Maaned pleiede at foranstaltes for
Høiskolelærerne, den ene Gang over Pompeii, den anden over Athen;
og i Oktober 1899 holdt jeg efter Indbydelse af den danske
Præsteforening de ovenfor (S. 217) nævnte Forelæsninger om den
græsk-romerske Verdens Aandsliv i det første Aarhundrede af vor
Tidsregning.
Strax efter min Entledigelse modtog jeg fra Carlsbergfondets
Direktion, af hvilken jeg efter Madvigs Død (12. Dec. 1886) var
bleven Medlem, følgende Skrivelse:
_Carlsbergfondets Direktion,
d. 25/10 1895._
Højtærede og kjære Kollega!
Vi have set, at Hs. Majt. Kongen efter Deres derom indgivne
Ansøgning har bevilget Dem Afsked fra Deres Stilling som
Professor ved Kjøbenhavns Universitet, fra 31. December d. A. at
regne. Deres Beslutning at tage Deres Afsked staar, som alle
vide, der have den Glæde at kjende Dem, ikke i ringeste Grad i
Forbindelse med, at De har tabt Lysten til at fortsætte Deres i
saa mange Aar drevne lærde og betydningsfulde Studier, og vi
haabe, at den videnskabelige Verden i rum Tid endnu maa kunne
nyde godt af Udbyttet af Deres fortsatte Arbejde. Men idet vi
nære dette Haab, er det naturligt for os tillige at ønske, at De
maa blive sat i Stand til helt og uden nogen Bekymring eller
noget Savn at kunne bruge det Otium, De vil faa ved Deres
Bortgang fra Universitetet. Vi tro, at vi i saa Henseende ere i
fuld Overensstemmelse med alle, der kjende Deres videnskabelige
Virksomhed, og i Kraft af den Ret, Carlsbergfondets Statuter
giver Direktionen, bede vi Dem herved om af Fondet at modtage den
Understøttelse, De behøver, f. Eks. til Rejser eller til
Anskaffelse af videnskabelige Hjælpemidler -- vi tænke os 2000
Kr. aarlig --, for at De som fri Videnskabsmand kan fremme og
eventuelt afslutte de Arbejder over den klassiske Oldtids
Kunsthistorie, som De i en lang Række Aar har syslet med, og som
det vilde være meget beklageligt at se Dem afbryde. Vi skjønne
ikke rettere, end at en Understøttelse i denne Form ikke i
mindste Maade vil kollidere med Deres Stilling som Medlem af
Direktionen.
E. Holm. S. M. Jørgensen. Japetus Steenstrup. Eug. Warming.
Dette smigrende Tilbud turde jeg ikke afslaa, skjøndt jeg ikke var
blind for, at det paalagde mig endnu større Forpligtelser, end jeg
allerede havde paataget mig; thi der stilles jo meget større
Fordringer til videnskabeligt Forfatterskab end til Forelæsninger,
der ikke skulle udgives i Trykken. Men jeg havde dog ogsaa, i alt
Fald for det Første, Noget, jeg maatte have sagt, et gammelt Løfte,
jeg skulde indfrie.
Jeg havde i lang Tid været overbevist om, at den berømte Forfatter
over Oldtidens Bygningskunst, Vitruv, der har gjort Videnskaben saa
stor Nytte, men ogsaa har gjort adskillig Skade, ikke, som han
udgiver sig for, havde levet paa Keiser Augusts Tid. Jeg havde udtalt
dette bestemt i mit Universitetsprogram 1876. Man havde forlangt, at
jeg skulde bevise det; men jeg havde ikke havt Tid dertil. Nu da min
Embedsvirksomhed ophørte, turde jeg ikke opsætte det længere. Jeg
vilde paavise, hvorledes ikke blot Forfatterens barbariske Sprog, som
man havde søgt at undskylde med, at han var en udannet Mand -- han
roser sig rigtignok selv af sin Dannelse -- men ogsaa hans Omtale af
Ting og Personer vidnede imod ham og henviste ham til en meget senere
Tid. Men under Arbeidets Gang fremkom der desuden endnu et Bevis, som
var aldeles afgjørende. Det var ikke undgaaet Fortolkerne, at en
bestemt Del af Vitruvs Værk var oversat fra en græsk Forfatter
Athenæos (Mathematicus kaldte man ham for at adskille ham fra den
bekjendte Grammatiker af samme Navn); men deri var jo intet
Paafaldende, da denne Forfatter antoges at have levet under
Ptolemæerne i Alexandria. Nu havde imidlertid Professor Diels
leilighedsvis udtalt, at dette ikke kunde være rigtigt; han maatte
have levet i det 2. eller 3. Aarh. efter Chr. For Vitruvs Vedkommende
uddrog man deraf den Slutning, at han ikke havde oversat Athenæos,
men at begge Forfattere havde benyttet en og samme ældre Kilde[14].
En fornyet Undersøgelse af Forholdet viste dog klart, navnlig ved de
Udeladelser og Misforstaaelser, Vitruv havde gjort sig skyldig i, at
det var selve Athenæos og ikke nogen Anden, han havde oversat,
ligesom jeg paa samme Tid kunde tilføie nye og uimodsigelige Beviser
for, at denne Athenæos havde levet i det 3. Aarh. efter Chr. Der
kunde altsaa ikke længere være Tvivl om, at den saakaldte Vitruv med
Urette havde tiltaget sig dette Navn, som en ikke ubekjendt Architekt
paa Augusts Tid havde baaret. Han selv var slet ikke Architekt, og
hvad han meddelte om græsk og romersk Bygningskunst, var ikke hans
egne Erfaringer, men taget fra et Skrift af en ældre Forfatter,
formodentlig Varro. I Oktober 1896 udkom mine "Betragtninger over
Vitruvii de architectura libri X med særligt Hensyn til den Tid, paa
hvilken dette Skrift kan være forfattet" i Videnskabernes Selskabs
Skrifter 5. Række IV. Afhandlingen gjorde en vis Opsigt; thi at den
samme Mening over 40 Aar tidligere var udtalt fra en anden Side og
godtgjort ved techniske Beviser, det havde man glemt; nu kom den
atter frem, støttet paa filologiske og historiske Beviser.
Præsidenten for det engelske Architektselskab (Royal Institute of
British Architects) Professor Aitchison blev opmærksom paa mit Skrift
og indledte en Brevvexling med mig derom, som endte med, at han bad
mig lade Afhandlingen oversætte paa Engelsk til Udgivelse i
Institutets Tidsskrift. Jeg greb med Glæde denne Lejlighed til at
omarbeide min Afhandling, der var bleven til i en Sygdoms og Svagheds
Periode, hvoraf den bar kjendelige Spor. Naar Nogen i Fremtiden
ønsker at gjøre sig bekjendt med mine Undersøgelser om Vitruv, beder
jeg dem derfor at benytte den engelske Bearbeidelse, Observations on
Vitruvii de architectura libri X, with special regard to the time at
which this work was written, by J. L. Ussing 1898.
[14] Det er Prof. Heiberg, hvem jeg skylder at være bleven
opmærksom herpaa.
I Forbindelse med mine Studier over Vitruv stod ogsaa Behandlingen af
et andet Emne, der delte den lærde Verden i to Leire, Spørgsmaalet om
det græske Theaters Indretning. Vitruv havde jo været betragtet som
et ufeilbart Orakel, og hans Beskrivelse af Theaterbygningen var
Udgangspunktet for den Forestilling, man dannede sig derom. Efter ham
bestod Theatret foruden Tilskuerpladsen af det cirkelrunde Orchester,
hvis bageste Del blev afskaaret til en særskilt Skueplads, Logeon,
med sin faste Bagvæg, Skene. Orchestret var Chorets, Logeet
Skuespillernes Plads, lidt ophøiet over Orchestret, i de romerske
Theatre høist 5 Fod, i de græske 10-12 Fod. Dette sidste Maal maatte
forbause Enhver, der gjorde sig nærmere Rede derfor; det Sammenspil
og den umiddelbare Berørelse, der i de klassiske Dramer fra 5. Aarh.
f. Chr. finder Sted imellem Choret og Skuespillerne, blev jo derved
umuligt. Saa udgravede man i 1881 og følgende Aar det vel bevarede
Theater ved Epidauros. Der laa Orchestrets Kreds ubeskaaren, og lige
bagved den Bagvæggen med sin Søilegang, Proskenion, foran. Men der
var intet Logeon; man maa have spillet paa Orchestra. Det Samme viste
sig kort efter i Oropos og flere Steder; men for det Meste havde man
ved senere Ombygning tilveiebragt et Logeon i den bageste Del af
Orchestra. Vitruvs Beskrivelse gjaldt altsaa ikke det oprindelige
græske Theater, men det senere; den tilhørte den Tid, da Choret enten
helt var afskaffet eller dog ikke længere havde noget umiddelbart
Sammenspil med Skuespillerne. Det var dette Resultat, som Dörpfeld
var kommen til ved sin Undersøgelse af Theaterruiner i Grækenland, og
som han fremstillede med overbevisende Klarhed i sit Værk "Das
griechische Theater." Denne Bog udkom først i 1896, men Dörpfelds
Anskuelse havde været kjendt i flere Aar, og da jeg i 1891 havde den
Ære at aabne det nordiske Filologmøde i Kjøbenhavn, fremsatte jeg den
under almindelig Tilslutning. Men det er jo ikke Alle, der læse
Bibelen paa samme Maade; Vitruvs Beundrere kom til et andet Resultat.
I Epidauros var Proskeniet eller Søilestillingen foran Bagvæggen 11
Fod høi; efter Vitruv var Logeet 10-12 Fod høit. Det var to
forskjellige Ting, der taltes om; men det brød man sig ikke om;
Maalet passede, altsaa maatte det være det Samme. Skuespillerne
maatte have ageret ovenpaa Søilegangen, skjøndt de dèr kun fik en
smal Plads at bevæge sig paa og havde en 6 Alen dyb Afgrund foran
sig; ja paa Grund af Pladsens Høide kunde de ikke engang sees
fuldstændig fra de forreste Bænke i Theatret. Denne Anskuelse blev
forfægtet med stor Iver af forskjellige Lærde, særlig af Prof. Bethe.
I en Afhandling betitlet Scenica i Videnskabernes Selskabs Oversigt
1897 havde jeg gjort Rede for Dörpfelds Anskuelse og dertil knyttet
en filologisk Forklaring af de overleverede græske Benævnelser paa
Theatrets Dele. Hertil føiede jeg i samme Tidsskrift 1899 en ny,
væsentlig imod Bethe rettet Afhandling: "Afsluttende Bemærkninger om
det græske Theater og Vitruvs Forhold dertil." Men jeg tog feil, da
jeg troede, at jeg hermed kunde slutte denne Polemik. Endnu 1901 er
O. Puchstein traadt i Skranken imod Dörpfeld med en anselig Bog: "Die
griechische Bühne, eine architektonische Untersuchung." Jeg fandt mig
da nødsaget til i en Anmeldelse i Tidsskrift for Filologi at vise, at
de antagne architektoniske Beviser ikke existerede. Der kunde næppe
findes noget bedre Forsvar for Dörpfelds Theori end dette mislykkede
Forsøg paa at gjendrive den.
Afhandlingerne om Vitruv og om Theatret tilhøre nok saa meget
Filologien som Archæologien, og det Samme gjælder ogsaa om min
Afhandling om Achilles' Skjold i Nordisk Tidsskrift for Filologi
1900. Jeg havde saaledes ikke helt taget Afsked med det Studium, der
lige fra Studenteraarene havde været min væsentligste Syssel; men nu
skulde denne jo afløses af den Søster-Videnskab, jeg havde elsket i
lige saa høi Grad, men ikke faaet tilstrækkelig Tid til at dyrke. Nu
kom Tiden, men i det Mindste i een Henseende for sildig. Min
Helbredstilstand tillod mig ikke mere at gjøre længere Reiser; jeg
kunde ikke med egne Øine se og undersøge de Vidundere, der allevegne
kom frem fra Jordens Skjød, men maatte nøies med at læse og høre
derom og med at studere Afbildningerne. Der var dog ogsaa nok at
gjøre selv indenfor denne Begrænsning, skjøndt jeg aldrig kunde
glemme Jernstængerne. Hvilken Forskjel imellem Archæologien nu og for
50 Aar siden! Dengang var Videnskaben endnu i sin Vorden; nu var den
lille Bæk bleven til en stor Flod. Olympia, Pergamos, Delos, Athen,
Epidauros, Delphi og mange andre Steder vare lige saa mange
Guldminer, der kun ventede paa at udnyttes tilfulde. Og saa kom
Naturvidenskaben til Hjælp, idet Fotografiens tro Speilbilleder søgte
at bøde paa den manglende Autopsi. Endelig var selve den
videnskabelige Behandling forandret. Hvor man dengang dilettantmæssig
prøvede sig frem, følte man sig nu sikker; der havde dannet sig en
Skole med faste Regler, Beskrivelserne affattedes efter en bestemt
Methode og med en bestemt Terminologi; det umiddelbare Skjøn var
afløst af Maal og System. Undertiden mærkede man vel mindre
Kjærlighed til Kunsten end Videnskabens Tørhed. Skjønnere var det vel
at glæde sig over Kunstværket end at analysere dets Enkeltheder og
diskutere dets Stil; men hvem skulde ikke ære Videnskaben og bøie sig
for den? Beklageligt kun, at den ikke sjældent tiltroede sig mere,
end den kunde magte, og i ungdommeligt Overmod stillede sig Opgaver,
som umulig kunde løses. Tidt saa man da paa et ganske upaalideligt
Grundlag Hypothese stillet ovenpaa Hypothese, indtil der fremkom en
imponerende Pragtbygning, som dog nærmere set viste sig at være et
Fata Morgana. Man syntes at tro, at man kunde skrive Oldtidens
Kunsthistorie med samme Fuldstændighed og Tilforladelighed som
Nutidens. I mine Anmeldelser i Tidsskrift for Filologi ligesom i
andre archæologiske Arbeider blev jeg derfor ofte nødt til at rette
en temmelig skarp Kritik imod denne Retning.
Dette er dog ikke Tilfældet med min Afhandling om "Midtgruppen paa
Parthenonsfrisen" (Videnskabernes Selskabs Oversigt 1895). Den er
ikke rettet imod en ny, men imod en gammel Vildfarelse. Det var
allerede paavist af Andre, at den almindelige Antagelse, at det
skulde være Overleveringen af Athenas Peplos, der var fremstillet,
strider imod Figurernes Stilling og Bevægelser; men de fleste
Archæologer havde ikke villet indrømme dette. Man kunde ikke løsrive
sig fra den forud fattede Mening, saalænge man ikke havde nogen anden
Forklaring at sætte i Stedet. Det var nu denne, jeg fremsatte. Det
forestillede Emne er Forberedelsen til Gudernes Modtagelse. Det
sammenfoldede Klæde, som man antog for Gudindens Peplos, er
Purpurtæppet, der skal udbredes for Gjæsterne. Det udleveres
tilligemed de Stole, hvorpaa de skulle tænkes at tage Plads. Saasnart
min Afhandling var udkommet, modtog jeg et Brev fra E. Curtius, hvori
han meddelte mig, at dette ogsaa var hans Opfattelse.
I en senere Afhandling "Om den rette Forstaaelse af Bevægelser og
Stillinger i antike Kunstværker" (Videnskabernes Selskabs Skrifter 5.
Bind 1901) har jeg yderligere godtgjort dette ved nye, og som det
forekommer mig, uomstødelige Beviser.
I en lidt større Afhandling om "Phidias' Athenestatuer" (trykt i
Vidensk. Selsk. Skrifter 1898) søgte jeg først at vise det ganske
Ugrundede i den Mening, at den store Bronce-Athena paa Borgen i Athen
ikke skulde være af Phidias, men af en vis Praxiteles -- den ældre
kalder man ham, -- som aldrig har existeret; endnu vedbliver han at
spøge i enkelte kunsthistoriske Skrifter, men længe vil dette dog
næppe vare. Ogsaa fra Furtwänglers af Mange saa høit priste
Opdagelse, at vi i to Athenestatuer i Dresden skulde have
Gjengivelser af "den skjønneste af Phidias' Athenestatuer",
Lemnierinden, maatte jeg tage tilbørlig Afstand; men hun vil sagtens
længe vedblive at bære dette Navn, til liden Baade for vor
Forestilling om Oldtidens mægtigste Kunstneraand. Endelig søgte jeg
at vise, at Phidias' Kliduchos eller Nøglebærerske maatte antages at
være gjentaget i en i det Pergamenske Bibliothek funden Athenestatue,
hvis Armbevægelse ikke kunde forklares, som om hun havde baaret et
Spyd; det maatte være et Redskab af anden Art, formodentlig en
Tempelnøgle, som man brugte dem i det gamle Hellas.
Pergamos havde fra det Øieblik, da jeg i Berlinermuseet saa det
første Stykke, der var hjembragt derfra, aldrig været ude af min
Tanke. Efter mit Besøg paa Stedet, i Foraaret 1882, gav jeg en lille
Skildring af Stadens Historie og Monumenter i min Bog "Fra Hellas og
Lilleasien." Siden den Tid havde Udgravningen gjort store Fremskridt,
og der forelaa nu et saa rigt Materiale, at jeg ikke kunde
tilbageholde Lysten til at give en udførligere og fuldstændigere
Skildring. Den 25. Oktober 1897 var det 50 Aar, siden jeg blev ansat
ved Universitetet. Min Universitetsvirksomhed og særlig mine
Forelæsninger havde været mit Livs Glæde og den nærende Kilde for
alle mine Studier. Nu da jeg ønskede at fremlægge en Frugt af disse,
som jeg selv tillagde en vis Betydning, kunde jeg ikke undlade at
tænke paa min Alma mater. Jeg udbad mig derfor Konsistoriums
Tilladelse til at maatte dedicere min "Pergamos" til Universitetet "i
taknemmelig Erindring om 50 Aars Forelæsningsvirksomhed." Da Conze
havde læst Bogen, bad han mig om at oversætte den paa Tysk, og jeg
greb gjerne Leiligheden til at rette de Feil og Unøiagtigheder, jeg
var bleven opmærksom paa, og tilføie et og andet Nyt. Det
archæologiske Instituts Forlægger, Spemann, udgav Bogen og udstyrede
den med en sjælden Elegance (1899). Det var kun et ringe Udtryk for
min Taknemmelighed, naar jeg dedicerede den til den Mand, hvem vi
frem for andre skylde Opdagelsen af det gamle Pergamos, og som ogsaa
i saa høi Grad havde støttet mine Studier derover.
Den 29. Nov. 1901 holdt jeg i Videnskabernes Selskab et Foredrag "om
den rette Forstaaelse af Bevægelser og Stillinger i nogle antike
Kunstværker" (trykt i Selskabets Skrifter 6. Række, 5. Bind). Det
var nu 50 Aar, siden jeg var bleven udnævnt til Medlem af
Selskabet. Selskabets Præsident, Julius Thomsen, der ved Sygdom var
forhindret fra personlig at møde, tilsendte mig i den Anledning en
Lykønskningsskrivelse, som blev oplæst i Selskabet.
* * *
Den sidste Del af mit Liv har for en stor Del været optaget af
Planer, hvis Udførelse skulde overlades Andre.
De store Udgravninger, som i det sidste halve Hundredaar ere udførte
i Oldtidens Kulturlande, havde jo fremdraget en saadan Rigdom af
Monumenter, at den klassiske Oldtids Historie maatte fremtræde ikke
blot mere levende og fyldig, men ogsaa paa mange Maader maatte vise
sig i et helt nyt Lys. Herved maatte Archæologien komme til at spille
en Hovedrolle; det syntes at maatte være den, der skulde lægge
Grundstenen for den nye Bygning, som Videnskaben var i Færd med at
opføre. Intet Under derfor, at Alle, der elskede Oldtiden og ventede
paa at se den fremtræde i sin sande Skikkelse, vare ivrige for at
deltage i det store Oprydningsarbeide. Det Exempel, som Tyskland
havde givet, blev efterfulgt af de andre store Nationer. Frankrig,
England, Nordamerika, Rusland og Italien anvendte betydelige Summer
derpaa. Men skulde ikke ogsaa de smaa Stater, hvis Interesse og Iver
ikke var mindre end de andres, skulde ikke ogsaa de kunne yde deres
Skjærv til dette almindelige Arbeide i Kulturens Tjeneste? Og var
ikke Danmark særlig kaldet dertil, dette Land, som ikke blot ved sine
Undersøgelser paa den nordiske og forhistoriske Archæologis Omraade
indtager en Førerstilling i denne Videnskab, men ogsaa indenfor den
klassiske Archæologi baade ved videnskabelige Arbeider og ved sine
rige Museer har erhvervet sig Krav paa at tælles med i Kredsen? En
Del Filologer og Archæologer med Professor J. L. Heiberg i Spidsen
henvendte sig til Carlsbergfondets Direktion med det Spørgsmaal, om
denne Stiftelse, der nylig havde hævdet Fædrelandets Ære ved
Premierlieutenant Amdrups Opdagelser paa Grønlands Østkyst, ikke
ogsaa kunde være villig til at bekoste en Udgravning paa et eller
andet Sted i den klassiske Kulturs Lande. Hvis Pengemidlerne kunde
skaffes, vilde det ikke mangle paa Kræfter til Udførelsen af et
saadant Foretagende, idet Doktorerne C. Blinkenberg og K. F. Kinch
ved deres grundige Sagkundskab og deres praktiske Erfaring borgede
for en tilfredsstillende Udførelse deraf. Direktionen modtog
Forslaget med Velvillie og overdrog Professor Heiberg og mig at
fremsætte nærmere Forslag desangaaende.
Vor første Tanke faldt paa Kyrene, der hidtil kun er ganske
ufuldstændig og sporadisk undersøgt. Carlsbergfondet ansøgte den
ottomaniske Regjering om Tilladelse til at foretage en videnskabelig
Undersøgelse og Udgravning der, og vi kunde ikke tænke os nogen
Grund, hvorfor denne Ansøgning ikke skulde bevilges. Dr. Kinch reiste
derhen for at foretage en foreløbig Undersøgelse af Stedet, men han
kom ikke længere end til Havnestaden Bengazi. Pasjaen i Kyrene vilde
ikke tillade ham at reise ind i Landet, før han havde faaet Sultanens
Ordre. Efter Sigende kunde denne ventes hver Dag, men den udeblev
stadig, og først da han i Konstantinopel selv søgte at faa at vide,
hvorfor det ikke var muligt at faa noget Svar, erfarede han, at der
intet vilde gives: under de nærværende Forhold vilde den ottomaniske
Regjering ikke tillade nogen Fremmed at opholde sig der.