Regentsprovst, uagtet jeg opgav mit Embede som Universitetsprofessor.
Jeg bildte mig ind, at jeg var paa min Plads der, og det syntes
rimeligt, at jeg endnu i nogle Aar kunde have de fornødne Kræfter til
at varetage de dermed forbundne Forretninger. Men man fandt det
tvivlsomt, om dette lod sig forene med de gjældende Lovbestemmelser,
og det juridiske Fakultet erklærede, at Regentsprovsten derefter
skulde være en virkelig Professor, ikke en emeritus. Ansete Jurister
udenfor Universitetet havde en modsat Opfattelse og opfordrede mig
til at henstille Spørgsmaalet til Ministeriets Afgjørelse; men dette
afviste jeg bestemt; jeg vilde ikke udsætte mig for, at der blev
gjort den mindste Rift i det venskabelige Forhold til mine Kolleger,
som havde været mit Livs Lykke. Jeg søgte altsaa min Afsked som
Professor fra 31. December 1895, og jeg fratraadte Regentsprovstiet
ved Halvaarets Slutning 31. Marts 1896. Da dette Tidspunkt nærmede
sig, modtog jeg en Indbydelse fra "Gamle og unge Studenter,
Regentsianere og Filologer" til at samles med dem ved et Festmaaltid
i Studenterforeningen. Universitetslærerne sluttede sig til dem
tilligemed adskillige gamle Venner udenfor Universitetet. Det var en
talrig Kreds, der bragte mig dette smukke Farvel ved Afslutningen af
min Embedsvirksomhed, og mange Telegrammer baade fra Indlandet og fra
Udlandet forskjønnede Festen. Konsistorium sendte mig en Adresse, som
jeg ikke kan nægte mig den Glæde at meddele her, skjønt Beskedenheden
vel egentlig burde forbyde mig det; men den Dyd har man jo engang sat
sig ud over, naar man skriver sit eget Levnedsløb.
_Hr. Professor, Dr. phil. et iuris J. L. Ussing._
I Anledning af, at De til 1ste April d. A. fratræder det sidste
Hverv, som De har beklædt i vort Universitets Tjeneste, føler
Universitetet en Trang til at bringe Dem en hjertelig Tak for
Deres lange og nidkære Virksomhed. Ikke blot som Lærer og
Videnskabsmand, men ogsaa ved ivrig Deltagelse i Universitetets
Administration og ved varm og levende Interesse for de Unge, til
hvem De var stillet i saa nært et Forhold, har De i en sjælden
Grad usvækket og utrættet virket med den fulde Hengivelse af al
Deres Kraft, og vi bevare Dem i erkendtlig Erindring som en
Embedsbroder, der forenede Arbejdsevne og Arbejdslyst med en
elskværdig Personlighed. Vi vide, at om De end ikke længere ved
ydre Baand er knyttet til Universitetet, vil De dog altid føle
Dem i nærmeste Forbindelse med dette, og vi se med Glæde og
Taknemmelighed, at De vedblivende frivilligt ofrer Deres Tid og
Kræfter til Gavn for Universitetet og Videnskaben. Vi haabe og
ønske, at De endnu længe maa kunne færdes iblandt os i aandelig
og legemlig Styrke.
Kjøbenhavn i Marts 1896.
H. G. Zeuthen.
H. Scharling. P. Madsen. Will. Scharling. H. Matzen.
Deuntzer. Saxtorph. C. Reisz. Christian Bohr.
A. F. Mehren. E. Holm. V. Fausbøll. Wimmer.
Joh. Steenstrup. Julius Thomsen. Thiele.
XI.
SKANDINAVISME.
Mit Liv i Studenterdagene havde været indskrænket til Studerekammeret
og til Omgang med den Kreds af aandsbeslægtede Venner, jeg havde
sluttet mig til. Naar jeg besøgte Studenterforeningen eller
Akademikum, var det nærmest for at følge med Litteraturen, men ellers
havde jeg holdt mig temmelig tilbage; jeg havde saaledes hverken
været med ved Studentermøderne i Anledning af Christian VIII.s
Thronbestigelse, eller ved det paafølgende Forsøg paa at stifte et
"Studentersamfund". Anderledes var det, da der i 1843 blev Tale om at
foretage et almindeligt Studentertog til Upsala; der var jeg med af
mit ganske Hjerte. Pintsedagene 1843 blev jo ogsaa for alle
Deltagerne et uforglemmeligt Minde, og for Mange af dem, som Ploug
udtalte det, et afgjørende Moment i deres Liv. Det var, som
Upsalensernes Ordfører udtrykte sig, "en Fest, som Norden aldrig før
havde set", indholdsrig som ingen anden, fuld af Jubel og Glæde, men
paa samme Tid af dyb Alvor, af alvorlige Forsætter om at arbeide for
Opfyldelsen af det Maal, der straalede i det Fjerne. Dette første
skandinaviske Studentermøde er saa ofte omtalt og beskrevet, særlig i
den af den danske Bestyrelse udgivne "Beretning om Studentertoget til
Upsala i Juni Maaned 1843", at jeg ikke skal opholde mig videre ved
det. Jeg er ogsaa mindre i Stand til at fortælle Noget derom end
mange Andre, da mine svage Kræfter, især efter en heftig Søsyge i
Begyndelsen af Turen, undertiden gjorde det vanskeligt for mig at
udholde de Anstrængelser, der ere forbundne med en saadan Fest. Et og
Andet staar dog endnu, efter næsten 60 Aars Forløb, tydeligt for mig,
saasom Plougs Tale ved Gammel Upsalas Høie og den Hyldest, vi bragte
Professor Geijer.
Allerede før min Afreise fra Kjøbenhavn havde jeg besluttet, naar
Festen var forbi, at blive tilbage i Stockholm for at gjøre
Bekjendtskab med denne Stad og dens Museer, der nu, da jeg havde
begyndt at studere Archæologi, havde dobbelt Betydning for mig. I
Danmark havde vi dengang saa godt som ingen antike Marmorstatuer,
medens Stockholm fra Dronning Christinas Tid dog besad adskillige,
navnlig den ikke med Urette roste Endymion. Malerisamlingen var
ophængt i et snævert og daarligt Lokale; jeg husker ikke andet deraf
end et Par prægtige Billeder af Jan Steen. Den aarlige Udstilling af
de nulevende Kunstneres Billeder interesserede mig heller ikke
synderlig. Jeg skrev en Anmeldelse af den til "Fædrelandet"; det var
mit første famlende Forsøg i Kunstkritik. Conferentsraad Thomsen
havde givet mig Anbefalinger til et Par Kunstnere og Kunstvenner i
Stockholm. Jeg gjorde derved Bekjendtskab med Billedhugger Quarnström
og med den fortræffelige Portrætmaler, Oberstlieutenant Södermark, og
jeg erhvervede mig en "Farbror" i den gamle Major Gers; det var en
hyggelig Fortsættelse af Studenterfesten.
Men jeg havde ogsaa et andet Besøg at gjøre i Stockholm. Den danske
Minister, Grev Johan Ludvig Moltke var en Søn af min Faders gamle
Velynder W. J. A. Moltke, og han kaldte sig min Gudfader, skjøndt det
i Virkeligheden ikke var ham, jeg var opkaldt efter, men min Faders
Moder. Jeg blev naturligvis venlig modtaget af ham; men jeg havde dog
været mere velkommen, hvis jeg var kommen alene, end nu, da jeg kom
i dette store Selskab, som Regjeringerne betragtede som en Hob
Oprørere, og som man havde instrueret ham til at have et vaagent Øie
med. Det var en kjølig Luftning; men den udøvede naturligvis ingen
Virkning paa mit Hjertes Varme, lige saa lidt som den Efterretning,
jeg modtog ved min Ankomst til Kjøbenhavn, at der var anlagt Sag imod
Ploug paa Grund af hans Tale i Kalmar. I Slutningen af Juni Maaned
samledes Deltagerne i Studentertoget paa Borchs Kollegium og vedtog
efter Bestyrelsens Forslag at stifte et "Skandinavisk Samfund" med
det Formaal "at fremme det sociale og litterære Samkvem imellem de
skandinaviske Folk". Jeg var en af de Faa, der fraraadede dette
Skridt, ikke fordi mit Hjerte slog mindre varmt end de Andres for den
skandinaviske Tanke, men fordi man vidste, at en Del af Fædrelandets
mest ansete Mænd agtede at stille sig i Spidsen for en Forening med
det selvsamme Formaal, som da paa Grund af Indbydernes Autoritet
vilde faa en langt større Betydning, og jeg frygtede for, at
Studenterne ved at foregribe Sagen skulde lægge Hindringer i Veien
for det Større og Vigtigere. Studenterne mente nu imidlertid, at det
var deres Sag at tage Initiativet. Men -- det skandinaviske Samfund
blev forbudt af Cancelliet, og Studenternes Appel til Kongen var
naturligvis uden Virkning. Der var unægtelig hverken i det udtalte
Formaal eller i de vedtagne Love noget som helst, der ikke var fuldt
ud loyalt, men man beraabte sig paa "de øvrige foreliggende
Omstændigheder", med andre Ord: det kunde ikke tillades Studenterne
og deres Førere at stifte et saadant Selskab. Men da i Begyndelsen af
September en Kreds af Universitetsprofessorer og ansete Borgere i
Kjøbenhavn udstedte Indbydelse til at stifte et "Skandinavisk
Selskab" med det selvsamme Formaal og ganske lignende Love, vovede
Regjeringen ikke at nægte sin Autorisation. Det skandinaviske
Selskab, hvis første Bestyrelse var Professorerne H. N. Clausen, S.
A. Stein og A. G. Sommer, Raadmand H. P. Hansen og D. G. Monrad,
opnaaede strax et betydeligt Medlemsantal (ca. 900) og udfoldede i de
nærmest følgende Aar en frugtbar Virksomhed i det angivne Formaals
Tjeneste[13].
[13] Se Jul. Clausen, Skandinavismen S. 81 ff.
Det næste skandinaviske Studentermøde blev holdt i Kjøbenhavn 1845.
Jeg var dengang i Rom og mærkede kun lidet til den Begeistringens
Rus, der betog Kjøbenhavn. Jeg var ikke Vidne til, at Lehmann i
Ridehuset tog det Løfte af de Tilstedeværende, at de vilde staa Last
og Brast sammen i Medgang og i Modgang. Som bekjendt blev der lagt
Sag an imod ham for denne Tale, men Høiesteret frikjendte ham. Talens
Virkning var overordentlig, og da 3 Aar efter Krigen med Tyskland
udbrød, meldte et stort Antal Nordmænd og Svenske sig som Frivillige
til den danske Hær og Flaade, og Adskillige af dem lode deres Liv for
Danmarks Velfærdssag. Var end Kong Oskars velvillige Demonstrationer
og hans Mægling ikke saa kraftig, som man havde haabet, Danmark
glemte dog aldrig Fostbrødrene fra Broderrigerne, der beseglede deres
Løfte med Døden.
Da Krigen var endt, indbød Nordmændene til et nyt Studentermøde, som
blev holdt i Christiania 1851. Det var for saa vidt forskjelligt fra
Upsalamødet, som her ikke var Spor af nogen nervøs Spænding, men kun
rolig Glæde over Samlivet med Frænderne. Nordens Konger viste sig jo
ogsaa nu i høi Grad imødekommende. Upsalenserne vare desværre ved den
samtidig indtræffende Magisterpromotion forhindrede fra at give Møde,
men desto livligere var Deltagelsen fra Kjøbenhavn. Mange ældre
Studenter og Kunstnere havde sluttet sig til Studenterne, Gamle
Grundtvig og Hartmann, Bissen, Constantin Hansen og Sonne,
Skuespiller Nielsen, og af Universitetsprofessorer Abrahams,
Buntzen, Hauch, Høyen, Kayser, Schiern og jeg. Næsten Alt, hvad
Danmark og Norge eiede af Digtere, havde givet Møde ved dette Stævne
og bredte Poesiens Gyldenskjær over Festen.
I det 4. Studentermøde i Upsala 1856 kunde jeg ikke tage Del, men da
de nordiske Studenter næste Gang samledes i Kjøbenhavn 1862, havde
jeg den Glæde som Vært at kunne modtage Frænderne, hos hvem jeg før
havde været Gjæst, og bidrage mit til, at denne Fest ikke kom til at
staa tilbage for nogen af de tidligere. Det var et Havblik før
Stormen; men under Festens Glæde bød Gjæstfriheden os at lukke Øinene
for det truende Uveir; vi anede jo heller ikke, at det var saa nær
eller saa forfærdeligt. To Aar efter hine Festdage laa Danmark slagen
og lemlæstet, og Glædens Sol syntes aldrig mere at skulle gaa op for
det. Skuffelsen over, at Brødrerigerne ikke havde kunnet hjælpe os,
fremkaldte i store Kredse Haan over disse ufrugtbare Studentermøder;
men Ulykken kan ikke berøve dem deres historiske Betydning. Hvem kan
nægte, at de vakte den skandinaviske Tanke til et Liv, som ganske
vist ikke kunde "Verden beherske", men vel kunde styrke Nordens Folk
til i Fællesskab at arbeide paa den Opgave, der er givet dem? Tanken
skulde kun have Ro til at udfolde sig; Spirerne skulde have Tid til
at gro. Studentermøderne ophørte derfor heller ikke. Der holdtes
endnu saadanne i Christiania 1869 og i Upsala 1875, men de havde
tildels en anden Charakter. Vækkelse var ikke længere fornøden; nu
gjaldt det mere om at give Sammenkomsterne et reelt Indhold ved
Foredrag og Diskussioner, der sigtede paa bestemte Formaal; det
gjaldt om at gjøre Skandinavismen praktisk. Men dette kunde bedre
naaes igjennem engere Møder af Fagmænd, der dyrkede det samme Studium
eller arbeidede for den samme Sag. I de sidste 30 Aar ere saadanne
Møder ogsaa stadig blevne talrigere, Møder af Jurister og
Statsøkonomer, af Naturforskere og Læger, af Filologer og Skolemænd,
Lærere og Lærerinder, Theologer og christelige Studenter o. s. v.
I Filologmøderne var jeg selvfølgelig en ivrig Deltager, for saa vidt
som det var mig muligt at indfinde mig der. Det første nordiske
Filologmøde holdtes i Kjøbenhavn 1876, det 2. i Christiania 1881, det
3. i Stockholm 1886, det 4. i Kjøbenhavn 1892, det 5. i Christiania
1898, det 6. i Upsala 1902. I det første af disse indledte jeg en
Diskussion om Udtalen af Latin og Græsk med særligt Hensyn til Brugen
ved de nordiske Universiteter og i Skolerne; i det 2. holdt jeg et
Foredrag over Udgravningerne i Olympia og i Pergamos, og i det 4. et
Foredrag om Theaterbygningen hos Grækerne, som de nyeste
Undersøgelser havde kastet et saa uventet Lys over. Det var en stor
Overraskelse for de Fleste, thi Dörpfelds Bog om Theatret var endnu
ikke udkommet. Over de to første Filologmøder kastede Madvigs
Nærværelse en eiendommelig Glans; men om dem alle maa det siges, at
de vare baade indholdsrige og i høi Grad fornøielige.
* * * * *
Udgangspunktet for Skandinavismen var som bekjendt Samfærdselen
imellem Lunds og Kjøbenhavns Universiteter. Saasnart der var Fred og
god Forstaaelse imellem Naborigerne, kunde det ikke være andet, end
at de to saa nær ved hinanden liggende Universiteter ogsaa kom i
nærmere Berørelse med hinanden, og Professorer og Studenter gjensidig
besøgte hinanden. Fra det Øieblik, da det berømte Møde imellem
Oehlenschläger og Tegnèr fandt Sted, bleve disse Besøg hyppigere og
hyppigere, indtil de affødte de ovenfor omtalte store Studentertog. I
1851 var jeg Gjæst i Lund i Anledning af Indvielsen af den
akademiske Foreningsbygning, og i 1853 ved Doktorpromotionen, da
Tegnèrs Statue blev afsløret. Begge Gange havde jeg den Glæde at bo
hos den latinske Professor Ek, en grundig og smagfuld Lærd, hvis
Væsen var den personificerede Ærlighed. Han havde en elskværdig
Hustru og 7 nydelige Døtre, der endnu alle vare i Barnealderen. Han
døde i en ung Alder, formodentlig af Brystsyge. Senere kom jeg i
endnu nærmere Forbindelse med et Par andre lundensiske Professorer,
_G. Ljunggren_ og _C. Cavallin_. Den Første var Professor i Æsthetik,
en fint dannet og interessant Mand, hvis Smag og Veltalenhed igjennem
hans Skrifter ere Eftertiden bekjendte. I vore Velmagtsdage besøgte
vi hinanden af og til; nu er ingen af os i Stand til at foretage
Reisen. _Cavallin_ var Professor i Græsk, grundig Filolog og smagfuld
Oversætter, en stille og tilbageholdende Mand, der kun levede for sin
Videnskab. Han mistede tidlig sin Hustru, og hans Helbred var svagt.
Efter Konkurrencen i Christiania 1887, hvor jeg havde stor Glæde af
at arbeide sammen med ham, aftog Kræfterne stadig. Jeg mindes, at jeg
spadserede med ham i Solskinnet Fod for Fod lidt udenfor hans Bolig.
Min yngre Ven støttede sig til min Arm, ligesom næsten 40 Aar
tidligere min gamle Ven, Professor J. F. Schouw havde gjort i
Botanisk Have. Han døde den 10. Okt. 1890. Et Par Vers, jeg skrev i
den Anledning, vare hans Landsmænd kjærkomne. Lad dem staa her som et
Minde om min Ven.
Der var saa tyst, der var saa stille
I Stuen, hvor den Lærde sad
Og tolkede med sindrigt Snille
Hvad Oldtids store Aander kvad.
Med Hælvten af sit Hjerte-Blod
Fra Hades maned han dem frem.
Og Blomster af hellenisk Rod
I Norden fik et andet Hjem.
I Sprogets underfulde Gaade
Fordybed sig hans Forskeraand;
Den skjulte Tankes fine Traade,
Udredtes af hans Mesterhaand.
Saa gjennem Oldtids dunkle Rester
Den Unge fandt en banet Sti
Og takked tidt den gamle Mester
For Skattene, han fandt deri.
Nu er der dobbelt tyst og stille
I Stuen, hvor den Lærde skrev,
Thi ved hans Baare Taarer trille
Og Mindet kun tilbage blev.
Men tørres Taaren, standser Sukket,
Paa Mindets Sten den Skrift skal staa:
En ædel Sjæl har Øjet lukket,
En Arbeidsmand trofast som faa.
14. Okt. 90. _L. U._
I de sidste 20 Aar have Lunds og Kjøbenhavns Universitetslærere
pleiet i større Samling skiftevis at aflægge hinanden Besøg. Iblandt
dem, der gjøre Fordring paa at have undfanget Ideen til disse
Fællesmøder og sat dem i Værk, tør ogsaa jeg regne mig. Det var efter
min indtrængende Opfordring, at Madvig sluttede sig til Planen, og
dermed var dens Udførelse sikkret. Det første Møde blev holdt i
Kjøbenhavn 12. Sept. 1880; de senere ere med et Mellemrum af 2 eller
3 Aar fulgte efter hinanden i regelmæssig Skiften. Det var
fornøielige Festdage, hvis Betydning igjennem de dèr stiftede og
udvidede Bekjendtskaber ikke bør agtes ringe. Saalænge mit Helbred
tillod det, var jeg en ivrig Deltager deri; fra de sidste Møder har
jeg maattet holde mig tilbage.
I September 1887 blev jeg indbuden til _Christiania_ for at være
Meddommer ved en Konkurrence om et Professorat i Latinsk Filologi.
Striden stod imellem Nordmanden Stenersen, der i længere Tid havde
virket som medhjælpende Lærer ved Universitetet, og Danskeren A. B.
Drachmann. Dommerkomiteen bestod af tre norske Professorer, Monrad,
Bugge og Schjøtt, Professor Cavallin i Lund og mig. _Monrad_ var, som
den ældste, Komiteens Formand. Han var ikke filologisk Fagmand, men
han var en ivrig Dyrker af de klassiske Studier. Hans filosofiske
Arbeider, hvori han viser sig som Hegelianer, ere vel bekjendte; men
i sin Fritid dyrkede han Musiken -- han behandlede Violinen med
Virtuositet -- og skrev latinske eller norske Epigrammer. Baade han
og _Sophus Bugge_, hvem jeg kjendte fra hans Ophold i Kjøbenhavn, og
med hvem jeg havde Plautus-Studiet fælles, hørte til mine kjæreste
Venner, og det Samme var Tilfældet med Cavallin. Vort Møde var derfor
særdeles behageligt; men Dommen bleve vi ikke enige om. Alle
tiltraadte den af mig foreslaaede Indledningssætning, at begge
Ansøgere kunde ansees for skikkede til at beklæde Posten; men dermed
ophørte Enigheden. De to Medlemmer, Monrad og Schjøtt foretrak
Stenersen, de tre, Bugge, Cavallin og jeg, stemte paa Drachmann. Man
maatte derefter antage, at den Sidste vilde blive udnævnt til
Professor; men de ledende Mænd i Norge vare af en anden Mening. Da
Fakultetet anbefalede en Konkurrence, havde det tænkt sig, at der
vilde melde sig endnu en tredie Medbeiler, som man helst ønskede
valgt, men han blev ved Sygdom hindret deri. Denne Skuffelse blev
efterfulgt af en ny, da Komiteens Flertal stemte for Danskeren, og
man kunde ikke bekvemme sig til at underkaste sig Konsekventsen af
det Skridt, man havde gjort, og acquiescere ved den fældede Dom.
Efter længere Tids Betænkning blev Stenersen udnævnt til Professor.
Det var uden Tvivl formelt berettiget, naar den norske Regjering
mente, at Dommerkomiteen kun havde været raadgivende, men den
almindelige Mening tillagde Dommen en større Betydning. En Del danske
Videnskabsmænd udstedte derfor en Protesterklæring, et Skridt jeg
for mit Vedkommende ikke kunde billige, og som jeg vilde have
fraraadet, hvis jeg havde vidst noget derom; men jeg var paa den Tid
fraværende paa en længere Udenlandsreise. Jeg vilde have fraraadet
det, først fordi jeg ikke fandt det helt retfærdigt, dernæst fordi
jeg som ivrig Skandinav maatte være bange for, at man efter et
saadant Skridt i Fremtiden vilde være mindre tilbøielig til ved
Besættelser af Universitetspladser i et af de nordiske Riger at søge
Raad og Bistand hos Fagfæller i de andre, en Frygt som heldigvis ikke
har stadfæstet sig. I den nyeste Tid har Ønsket om nøiere Forbindelse
imellem Universiteterne faaet et nyt Udtryk i akademiske Møder, hvor
udvalgte Professorer og Studenter komme sammen for at drøfte, hvad
der kan fremme Samlivet mellem Nordens Universiteter, særlig ved at
de Studerende faa fuldstændig Frihed til at studere, ved hvilket
Universitet de ville; og at Lærerposterne besættes uden alt Hensyn
til, hvilket af de tre Folk den Valgte maatte tilhøre. Jeg hilser
dette Skridt med Glæde, og haaber, at man ikke vil trættes, før man
har naaet et Resultat.
XII.
POLITIK.
I det politiske Liv havde jeg aldrig taget synderlig Del. Jeg havde
tænkt, at Andre vare mere kaldede dertil, skjøndt jeg ikke vilde
holde mig tilbage, naar jeg fik nogen Opfordring.
Efter Afslutningen af den første slesvigske Krig gjaldt det om at
ordne Sønderjyllands Administration og Forfatningsforhold. Havde
Danmark været en Storstat, vilde Alverden have paaskjønnet den
Retfærdighed, hvormed man gik frem, men Oprørspartiet var det store
Tysklands Kjælebarn, og blev der begaaet et ubetydeligt Feilgreb fra
dansk Side -- hvad der jo nok kunde hænde, -- blev det udraabt som en
forfærdelig Forbrydelse og Tyranni. Den danske Regjerings Opgave var
meget vanskelig for ikke at sige uløselig, siden man ikke havde
villet gaa ind paa den eneste mulige definitive Løsning, Slesvigs
Deling. Nu skulde hele Staten holdes sammen; men Tyskerne vilde ikke
gaa ind paa nogen Ordning, hvori de ikke beholdt Herredømmet over
Sønderjylland, hvilket det danske Folk selvfølgelig ikke kunde
tillade, lige saa lidt som det vilde finde sig i, at den Frihed og
Uafhængighed, der var tilsikkret det ved Grundloven, blev indskrænket
til Fordel for en Helstat. Helstaten var saaledes en Umulighed, og
Helstatsministeriet (Bluhme-Ørsted, 27. Januar 1852 til 12. Dcbr. 54)
maatte efter 3 Aars haabløse Anstrengelser vige Pladsen. Under de
følgende Forhandlinger med Tyskland blev Spændingen bestandig større;
det var klart, at ingen Enighed kunde opnaaes. Da besluttede _Hall_,
der havde været Minister siden Febr. 1860, sig til det absolut
nødvendige Skridt, at udsondre det tyske Forbundsland Holsten fra sin
Forbindelse med Danmark; 30. Marts 1863 udkom den kongelige
Kundgjørelse om Hertugdømmet Holstens Forfatningsforhold. Den blev
hilset med Glæde af det danske Folk, der altid havde forlangt dette,
blandt andet i den store Adresse 1861. Nu var endelig Situationen
klar. Tyskland protesterede og truede med Exekution; men Loddet var
kastet, Skridtet maatte gjøres fuldtud, og en fælles Grundlov for
Kongeriget og Sønderjylland blev vedtaget af Rigsraadet den 13.
November. Saa truende Udsigterne vare, havde det dog vel endnu været
muligt at opnaa en Løsning af Knuden, hvis ikke Kong Frederik VII var
død to Dage efter. Hermed var Signalet givet til at slaa løs, og
Bismarck tøvede ikke med at styrte sig over det Bytte, han stadig
havde luret paa.
Budskabet om Frederik VII.s Død var et Tordenslag for Danmark. Man
kjendte saa godt som Intet til den nye Konge og hans Anskuelser, og
man var ikke rolig for, hvilken Vei han vilde slaa ind paa. Han
underskrev vel den af Rigsraadet vedtagne Fællesforfatning, men han
gjorde det ikke med let Hjerte, og han havde ikke tilstrækkelig
Tillid til Hall. Han gav efter for Udlandets Pression og afskedigede
Ministeriet 24. Dcbr., men det viste sig umuligt at finde
nogen Minister, der vilde give sit Navn til Ophævelsen af
Fællesforfatningen, hvilket man havde krævet, og de Mænd, med hvem
Kongen raadførte sig, raadede ham til at beholde Hall. Saa meldte
_Monrad_ sig. Jeg glemmer aldrig min Fortvivlelse, da jeg
Nytaarsaften læste i den Berl. Tidende, at Monrad var bleven
Minister; saa anede jeg Danmarks Ulykke. Hall vidste, hvorhen han
vilde styre, og jeg har ingen Tvivl om, at hvis han havde staaet til
Rors, vilde Danmark have bevaret det halve Sønderjylland; Monrad
havde kun Tilliden til sig selv og sin Kulsviertro paa, at der
tilsidst vilde findes en Udvei. De Fleste saa dog Sagen i et bedre
Lys; Monrad var jo dog en dansk Mand og en af Førerne fra 1848; man
havde frygtet noget Værre.
Den 1. Februar gik Fjenden over Eideren. I Dannevirkestillingen
skulde han modtages; men efter et Par hæderlige Forpostfægtninger
blev Dannevirke forladt 5. Februar. Hæren led meget ved det
besværlige Tilbagetog i Vinterkulden, og vilde have lidt mere endnu,
hvis ikke Max Müller havde standset Forfølgerne ved Sankelmark.
Sorgen var almindelig; men større endnu var maaske Harmen over, at
man uden Sværdslag havde opgivet Danmarks gamle Grændsevold. Nu veed
Enhver, at det var nødvendigt; dengang var der Faa, der troede det.
Ogsaa jeg delte den almindelige Mening, og hvor kunde det være andet?
Ingen havde oplyst os om, at Befæstningen kun var halv færdig, og
selv efter Ulykken blev der Intet gjort for at veilede Folkets
Tanker. Der kom ingen Udtalelse fra Monrad, som dog ellers var Ordets
Mand. I dets Sted snakkedes der i Krogene om Uoverensstemmelse
imellem ham og Kongen og Generalerne. Da lagdes Spiren til den
Misstemning imellem Hæren og Folket, som danner en saa paafaldende
Forskjel imellem den første og den anden slesvigske Krig. Officererne
gjorde uden Vægring deres Pligt, men ikke altid med Lyst. De havde
ingen Tillid til Statens Styrelse, og de klagede over, at Folket
gjorde dem Uret og forlangte Umuligheder af dem. Et afgjort Misgreb
var det, at man af Eftergivenhed imod Folkestemningen afskedigede
Overgeneralen. Den villiestærke Mand, som havde haft Mod til at
opgive Dannevirke, blev erstattet af en Mand, som ikke turde paatage
sig Ansvaret for at rømme Dybbøl, da det forlangtes af Hærens andre
Befalingsmænd og var øiensynligt, at Hærens Forbliven i de
sønderskudte Skandser kun vilde medføre et forfærdeligt og unyttigt
Blodbad (18. April).