Jeg havde ligeledes haabet, at jeg kunde vedblive at være

Regentsprovst, uagtet jeg opgav mit Embede som Universitetsprofessor.

Jeg bildte mig ind, at jeg var paa min Plads der, og det syntes

rimeligt, at jeg endnu i nogle Aar kunde have de fornødne Kræfter til

at varetage de dermed forbundne Forretninger. Men man fandt det

tvivlsomt, om dette lod sig forene med de gjældende Lovbestemmelser,

og det juridiske Fakultet erklærede, at Regentsprovsten derefter

skulde være en virkelig Professor, ikke en emeritus. Ansete Jurister

udenfor Universitetet havde en modsat Opfattelse og opfordrede mig

til at henstille Spørgsmaalet til Ministeriets Afgjørelse; men dette

afviste jeg bestemt; jeg vilde ikke udsætte mig for, at der blev

gjort den mindste Rift i det venskabelige Forhold til mine Kolleger,

som havde været mit Livs Lykke. Jeg søgte altsaa min Afsked som

Professor fra 31. December 1895, og jeg fratraadte Regentsprovstiet

ved Halvaarets Slutning 31. Marts 1896. Da dette Tidspunkt nærmede

sig, modtog jeg en Indbydelse fra "Gamle og unge Studenter,

Regentsianere og Filologer" til at samles med dem ved et Festmaaltid

i Studenterforeningen. Universitetslærerne sluttede sig til dem

tilligemed adskillige gamle Venner udenfor Universitetet. Det var en

talrig Kreds, der bragte mig dette smukke Farvel ved Afslutningen af

min Embedsvirksomhed, og mange Telegrammer baade fra Indlandet og fra

Udlandet forskjønnede Festen. Konsistorium sendte mig en Adresse, som

jeg ikke kan nægte mig den Glæde at meddele her, skjønt Beskedenheden

vel egentlig burde forbyde mig det; men den Dyd har man jo engang sat

sig ud over, naar man skriver sit eget Levnedsløb.

_Hr. Professor, Dr. phil. et iuris J. L. Ussing._

I Anledning af, at De til 1ste April d. A. fratræder det sidste

Hverv, som De har beklædt i vort Universitets Tjeneste, føler

Universitetet en Trang til at bringe Dem en hjertelig Tak for

Deres lange og nidkære Virksomhed. Ikke blot som Lærer og

Videnskabsmand, men ogsaa ved ivrig Deltagelse i Universitetets

Administration og ved varm og levende Interesse for de Unge, til

hvem De var stillet i saa nært et Forhold, har De i en sjælden

Grad usvækket og utrættet virket med den fulde Hengivelse af al

Deres Kraft, og vi bevare Dem i erkendtlig Erindring som en

Embedsbroder, der forenede Arbejdsevne og Arbejdslyst med en

elskværdig Personlighed. Vi vide, at om De end ikke længere ved

ydre Baand er knyttet til Universitetet, vil De dog altid føle

Dem i nærmeste Forbindelse med dette, og vi se med Glæde og

Taknemmelighed, at De vedblivende frivilligt ofrer Deres Tid og

Kræfter til Gavn for Universitetet og Videnskaben. Vi haabe og

ønske, at De endnu længe maa kunne færdes iblandt os i aandelig

og legemlig Styrke.

Kjøbenhavn i Marts 1896.

H. G. Zeuthen.

H. Scharling. P. Madsen. Will. Scharling. H. Matzen.

Deuntzer. Saxtorph. C. Reisz. Christian Bohr.

A. F. Mehren. E. Holm. V. Fausbøll. Wimmer.

Joh. Steenstrup. Julius Thomsen. Thiele.

XI.

SKANDINAVISME.

Mit Liv i Studenterdagene havde været indskrænket til Studerekammeret

og til Omgang med den Kreds af aandsbeslægtede Venner, jeg havde

sluttet mig til. Naar jeg besøgte Studenterforeningen eller

Akademikum, var det nærmest for at følge med Litteraturen, men ellers

havde jeg holdt mig temmelig tilbage; jeg havde saaledes hverken

været med ved Studentermøderne i Anledning af Christian VIII.s

Thronbestigelse, eller ved det paafølgende Forsøg paa at stifte et

"Studentersamfund". Anderledes var det, da der i 1843 blev Tale om at

foretage et almindeligt Studentertog til Upsala; der var jeg med af

mit ganske Hjerte. Pintsedagene 1843 blev jo ogsaa for alle

Deltagerne et uforglemmeligt Minde, og for Mange af dem, som Ploug

udtalte det, et afgjørende Moment i deres Liv. Det var, som

Upsalensernes Ordfører udtrykte sig, "en Fest, som Norden aldrig før

havde set", indholdsrig som ingen anden, fuld af Jubel og Glæde, men

paa samme Tid af dyb Alvor, af alvorlige Forsætter om at arbeide for

Opfyldelsen af det Maal, der straalede i det Fjerne. Dette første

skandinaviske Studentermøde er saa ofte omtalt og beskrevet, særlig i

den af den danske Bestyrelse udgivne "Beretning om Studentertoget til

Upsala i Juni Maaned 1843", at jeg ikke skal opholde mig videre ved

det. Jeg er ogsaa mindre i Stand til at fortælle Noget derom end

mange Andre, da mine svage Kræfter, især efter en heftig Søsyge i

Begyndelsen af Turen, undertiden gjorde det vanskeligt for mig at

udholde de Anstrængelser, der ere forbundne med en saadan Fest. Et og

Andet staar dog endnu, efter næsten 60 Aars Forløb, tydeligt for mig,

saasom Plougs Tale ved Gammel Upsalas Høie og den Hyldest, vi bragte

Professor Geijer.

Allerede før min Afreise fra Kjøbenhavn havde jeg besluttet, naar

Festen var forbi, at blive tilbage i Stockholm for at gjøre

Bekjendtskab med denne Stad og dens Museer, der nu, da jeg havde

begyndt at studere Archæologi, havde dobbelt Betydning for mig. I

Danmark havde vi dengang saa godt som ingen antike Marmorstatuer,

medens Stockholm fra Dronning Christinas Tid dog besad adskillige,

navnlig den ikke med Urette roste Endymion. Malerisamlingen var

ophængt i et snævert og daarligt Lokale; jeg husker ikke andet deraf

end et Par prægtige Billeder af Jan Steen. Den aarlige Udstilling af

de nulevende Kunstneres Billeder interesserede mig heller ikke

synderlig. Jeg skrev en Anmeldelse af den til "Fædrelandet"; det var

mit første famlende Forsøg i Kunstkritik. Conferentsraad Thomsen

havde givet mig Anbefalinger til et Par Kunstnere og Kunstvenner i

Stockholm. Jeg gjorde derved Bekjendtskab med Billedhugger Quarnström

og med den fortræffelige Portrætmaler, Oberstlieutenant Södermark, og

jeg erhvervede mig en "Farbror" i den gamle Major Gers; det var en

hyggelig Fortsættelse af Studenterfesten.

Men jeg havde ogsaa et andet Besøg at gjøre i Stockholm. Den danske

Minister, Grev Johan Ludvig Moltke var en Søn af min Faders gamle

Velynder W. J. A. Moltke, og han kaldte sig min Gudfader, skjøndt det

i Virkeligheden ikke var ham, jeg var opkaldt efter, men min Faders

Moder. Jeg blev naturligvis venlig modtaget af ham; men jeg havde dog

været mere velkommen, hvis jeg var kommen alene, end nu, da jeg kom

i dette store Selskab, som Regjeringerne betragtede som en Hob

Oprørere, og som man havde instrueret ham til at have et vaagent Øie

med. Det var en kjølig Luftning; men den udøvede naturligvis ingen

Virkning paa mit Hjertes Varme, lige saa lidt som den Efterretning,

jeg modtog ved min Ankomst til Kjøbenhavn, at der var anlagt Sag imod

Ploug paa Grund af hans Tale i Kalmar. I Slutningen af Juni Maaned

samledes Deltagerne i Studentertoget paa Borchs Kollegium og vedtog

efter Bestyrelsens Forslag at stifte et "Skandinavisk Samfund" med

det Formaal "at fremme det sociale og litterære Samkvem imellem de

skandinaviske Folk". Jeg var en af de Faa, der fraraadede dette

Skridt, ikke fordi mit Hjerte slog mindre varmt end de Andres for den

skandinaviske Tanke, men fordi man vidste, at en Del af Fædrelandets

mest ansete Mænd agtede at stille sig i Spidsen for en Forening med

det selvsamme Formaal, som da paa Grund af Indbydernes Autoritet

vilde faa en langt større Betydning, og jeg frygtede for, at

Studenterne ved at foregribe Sagen skulde lægge Hindringer i Veien

for det Større og Vigtigere. Studenterne mente nu imidlertid, at det

var deres Sag at tage Initiativet. Men -- det skandinaviske Samfund

blev forbudt af Cancelliet, og Studenternes Appel til Kongen var

naturligvis uden Virkning. Der var unægtelig hverken i det udtalte

Formaal eller i de vedtagne Love noget som helst, der ikke var fuldt

ud loyalt, men man beraabte sig paa "de øvrige foreliggende

Omstændigheder", med andre Ord: det kunde ikke tillades Studenterne

og deres Førere at stifte et saadant Selskab. Men da i Begyndelsen af

September en Kreds af Universitetsprofessorer og ansete Borgere i

Kjøbenhavn udstedte Indbydelse til at stifte et "Skandinavisk

Selskab" med det selvsamme Formaal og ganske lignende Love, vovede

Regjeringen ikke at nægte sin Autorisation. Det skandinaviske

Selskab, hvis første Bestyrelse var Professorerne H. N. Clausen, S.

A. Stein og A. G. Sommer, Raadmand H. P. Hansen og D. G. Monrad,

opnaaede strax et betydeligt Medlemsantal (ca. 900) og udfoldede i de

nærmest følgende Aar en frugtbar Virksomhed i det angivne Formaals

Tjeneste[13].

[13] Se Jul. Clausen, Skandinavismen S. 81 ff.

Det næste skandinaviske Studentermøde blev holdt i Kjøbenhavn 1845.

Jeg var dengang i Rom og mærkede kun lidet til den Begeistringens

Rus, der betog Kjøbenhavn. Jeg var ikke Vidne til, at Lehmann i

Ridehuset tog det Løfte af de Tilstedeværende, at de vilde staa Last

og Brast sammen i Medgang og i Modgang. Som bekjendt blev der lagt

Sag an imod ham for denne Tale, men Høiesteret frikjendte ham. Talens

Virkning var overordentlig, og da 3 Aar efter Krigen med Tyskland

udbrød, meldte et stort Antal Nordmænd og Svenske sig som Frivillige

til den danske Hær og Flaade, og Adskillige af dem lode deres Liv for

Danmarks Velfærdssag. Var end Kong Oskars velvillige Demonstrationer

og hans Mægling ikke saa kraftig, som man havde haabet, Danmark

glemte dog aldrig Fostbrødrene fra Broderrigerne, der beseglede deres

Løfte med Døden.

Da Krigen var endt, indbød Nordmændene til et nyt Studentermøde, som

blev holdt i Christiania 1851. Det var for saa vidt forskjelligt fra

Upsalamødet, som her ikke var Spor af nogen nervøs Spænding, men kun

rolig Glæde over Samlivet med Frænderne. Nordens Konger viste sig jo

ogsaa nu i høi Grad imødekommende. Upsalenserne vare desværre ved den

samtidig indtræffende Magisterpromotion forhindrede fra at give Møde,

men desto livligere var Deltagelsen fra Kjøbenhavn. Mange ældre

Studenter og Kunstnere havde sluttet sig til Studenterne, Gamle

Grundtvig og Hartmann, Bissen, Constantin Hansen og Sonne,

Skuespiller Nielsen, og af Universitetsprofessorer Abrahams,

Buntzen, Hauch, Høyen, Kayser, Schiern og jeg. Næsten Alt, hvad

Danmark og Norge eiede af Digtere, havde givet Møde ved dette Stævne

og bredte Poesiens Gyldenskjær over Festen.

I det 4. Studentermøde i Upsala 1856 kunde jeg ikke tage Del, men da

de nordiske Studenter næste Gang samledes i Kjøbenhavn 1862, havde

jeg den Glæde som Vært at kunne modtage Frænderne, hos hvem jeg før

havde været Gjæst, og bidrage mit til, at denne Fest ikke kom til at

staa tilbage for nogen af de tidligere. Det var et Havblik før

Stormen; men under Festens Glæde bød Gjæstfriheden os at lukke Øinene

for det truende Uveir; vi anede jo heller ikke, at det var saa nær

eller saa forfærdeligt. To Aar efter hine Festdage laa Danmark slagen

og lemlæstet, og Glædens Sol syntes aldrig mere at skulle gaa op for

det. Skuffelsen over, at Brødrerigerne ikke havde kunnet hjælpe os,

fremkaldte i store Kredse Haan over disse ufrugtbare Studentermøder;

men Ulykken kan ikke berøve dem deres historiske Betydning. Hvem kan

nægte, at de vakte den skandinaviske Tanke til et Liv, som ganske

vist ikke kunde "Verden beherske", men vel kunde styrke Nordens Folk

til i Fællesskab at arbeide paa den Opgave, der er givet dem? Tanken

skulde kun have Ro til at udfolde sig; Spirerne skulde have Tid til

at gro. Studentermøderne ophørte derfor heller ikke. Der holdtes

endnu saadanne i Christiania 1869 og i Upsala 1875, men de havde

tildels en anden Charakter. Vækkelse var ikke længere fornøden; nu

gjaldt det mere om at give Sammenkomsterne et reelt Indhold ved

Foredrag og Diskussioner, der sigtede paa bestemte Formaal; det

gjaldt om at gjøre Skandinavismen praktisk. Men dette kunde bedre

naaes igjennem engere Møder af Fagmænd, der dyrkede det samme Studium

eller arbeidede for den samme Sag. I de sidste 30 Aar ere saadanne

Møder ogsaa stadig blevne talrigere, Møder af Jurister og

Statsøkonomer, af Naturforskere og Læger, af Filologer og Skolemænd,

Lærere og Lærerinder, Theologer og christelige Studenter o. s. v.

I Filologmøderne var jeg selvfølgelig en ivrig Deltager, for saa vidt

som det var mig muligt at indfinde mig der. Det første nordiske

Filologmøde holdtes i Kjøbenhavn 1876, det 2. i Christiania 1881, det

3. i Stockholm 1886, det 4. i Kjøbenhavn 1892, det 5. i Christiania

1898, det 6. i Upsala 1902. I det første af disse indledte jeg en

Diskussion om Udtalen af Latin og Græsk med særligt Hensyn til Brugen

ved de nordiske Universiteter og i Skolerne; i det 2. holdt jeg et

Foredrag over Udgravningerne i Olympia og i Pergamos, og i det 4. et

Foredrag om Theaterbygningen hos Grækerne, som de nyeste

Undersøgelser havde kastet et saa uventet Lys over. Det var en stor

Overraskelse for de Fleste, thi Dörpfelds Bog om Theatret var endnu

ikke udkommet. Over de to første Filologmøder kastede Madvigs

Nærværelse en eiendommelig Glans; men om dem alle maa det siges, at

de vare baade indholdsrige og i høi Grad fornøielige.

* * * * *

Udgangspunktet for Skandinavismen var som bekjendt Samfærdselen

imellem Lunds og Kjøbenhavns Universiteter. Saasnart der var Fred og

god Forstaaelse imellem Naborigerne, kunde det ikke være andet, end

at de to saa nær ved hinanden liggende Universiteter ogsaa kom i

nærmere Berørelse med hinanden, og Professorer og Studenter gjensidig

besøgte hinanden. Fra det Øieblik, da det berømte Møde imellem

Oehlenschläger og Tegnèr fandt Sted, bleve disse Besøg hyppigere og

hyppigere, indtil de affødte de ovenfor omtalte store Studentertog. I

1851 var jeg Gjæst i Lund i Anledning af Indvielsen af den

akademiske Foreningsbygning, og i 1853 ved Doktorpromotionen, da

Tegnèrs Statue blev afsløret. Begge Gange havde jeg den Glæde at bo

hos den latinske Professor Ek, en grundig og smagfuld Lærd, hvis

Væsen var den personificerede Ærlighed. Han havde en elskværdig

Hustru og 7 nydelige Døtre, der endnu alle vare i Barnealderen. Han

døde i en ung Alder, formodentlig af Brystsyge. Senere kom jeg i

endnu nærmere Forbindelse med et Par andre lundensiske Professorer,

_G. Ljunggren_ og _C. Cavallin_. Den Første var Professor i Æsthetik,

en fint dannet og interessant Mand, hvis Smag og Veltalenhed igjennem

hans Skrifter ere Eftertiden bekjendte. I vore Velmagtsdage besøgte

vi hinanden af og til; nu er ingen af os i Stand til at foretage

Reisen. _Cavallin_ var Professor i Græsk, grundig Filolog og smagfuld

Oversætter, en stille og tilbageholdende Mand, der kun levede for sin

Videnskab. Han mistede tidlig sin Hustru, og hans Helbred var svagt.

Efter Konkurrencen i Christiania 1887, hvor jeg havde stor Glæde af

at arbeide sammen med ham, aftog Kræfterne stadig. Jeg mindes, at jeg

spadserede med ham i Solskinnet Fod for Fod lidt udenfor hans Bolig.

Min yngre Ven støttede sig til min Arm, ligesom næsten 40 Aar

tidligere min gamle Ven, Professor J. F. Schouw havde gjort i

Botanisk Have. Han døde den 10. Okt. 1890. Et Par Vers, jeg skrev i

den Anledning, vare hans Landsmænd kjærkomne. Lad dem staa her som et

Minde om min Ven.

Der var saa tyst, der var saa stille

I Stuen, hvor den Lærde sad

Og tolkede med sindrigt Snille

Hvad Oldtids store Aander kvad.

Med Hælvten af sit Hjerte-Blod

Fra Hades maned han dem frem.

Og Blomster af hellenisk Rod

I Norden fik et andet Hjem.

I Sprogets underfulde Gaade

Fordybed sig hans Forskeraand;

Den skjulte Tankes fine Traade,

Udredtes af hans Mesterhaand.

Saa gjennem Oldtids dunkle Rester

Den Unge fandt en banet Sti

Og takked tidt den gamle Mester

For Skattene, han fandt deri.

Nu er der dobbelt tyst og stille

I Stuen, hvor den Lærde skrev,

Thi ved hans Baare Taarer trille

Og Mindet kun tilbage blev.

Men tørres Taaren, standser Sukket,

Paa Mindets Sten den Skrift skal staa:

En ædel Sjæl har Øjet lukket,

En Arbeidsmand trofast som faa.

14. Okt. 90. _L. U._

I de sidste 20 Aar have Lunds og Kjøbenhavns Universitetslærere

pleiet i større Samling skiftevis at aflægge hinanden Besøg. Iblandt

dem, der gjøre Fordring paa at have undfanget Ideen til disse

Fællesmøder og sat dem i Værk, tør ogsaa jeg regne mig. Det var efter

min indtrængende Opfordring, at Madvig sluttede sig til Planen, og

dermed var dens Udførelse sikkret. Det første Møde blev holdt i

Kjøbenhavn 12. Sept. 1880; de senere ere med et Mellemrum af 2 eller

3 Aar fulgte efter hinanden i regelmæssig Skiften. Det var

fornøielige Festdage, hvis Betydning igjennem de dèr stiftede og

udvidede Bekjendtskaber ikke bør agtes ringe. Saalænge mit Helbred

tillod det, var jeg en ivrig Deltager deri; fra de sidste Møder har

jeg maattet holde mig tilbage.

I September 1887 blev jeg indbuden til _Christiania_ for at være

Meddommer ved en Konkurrence om et Professorat i Latinsk Filologi.

Striden stod imellem Nordmanden Stenersen, der i længere Tid havde

virket som medhjælpende Lærer ved Universitetet, og Danskeren A. B.

Drachmann. Dommerkomiteen bestod af tre norske Professorer, Monrad,

Bugge og Schjøtt, Professor Cavallin i Lund og mig. _Monrad_ var, som

den ældste, Komiteens Formand. Han var ikke filologisk Fagmand, men

han var en ivrig Dyrker af de klassiske Studier. Hans filosofiske

Arbeider, hvori han viser sig som Hegelianer, ere vel bekjendte; men

i sin Fritid dyrkede han Musiken -- han behandlede Violinen med

Virtuositet -- og skrev latinske eller norske Epigrammer. Baade han

og _Sophus Bugge_, hvem jeg kjendte fra hans Ophold i Kjøbenhavn, og

med hvem jeg havde Plautus-Studiet fælles, hørte til mine kjæreste

Venner, og det Samme var Tilfældet med Cavallin. Vort Møde var derfor

særdeles behageligt; men Dommen bleve vi ikke enige om. Alle

tiltraadte den af mig foreslaaede Indledningssætning, at begge

Ansøgere kunde ansees for skikkede til at beklæde Posten; men dermed

ophørte Enigheden. De to Medlemmer, Monrad og Schjøtt foretrak

Stenersen, de tre, Bugge, Cavallin og jeg, stemte paa Drachmann. Man

maatte derefter antage, at den Sidste vilde blive udnævnt til

Professor; men de ledende Mænd i Norge vare af en anden Mening. Da

Fakultetet anbefalede en Konkurrence, havde det tænkt sig, at der

vilde melde sig endnu en tredie Medbeiler, som man helst ønskede

valgt, men han blev ved Sygdom hindret deri. Denne Skuffelse blev

efterfulgt af en ny, da Komiteens Flertal stemte for Danskeren, og

man kunde ikke bekvemme sig til at underkaste sig Konsekventsen af

det Skridt, man havde gjort, og acquiescere ved den fældede Dom.

Efter længere Tids Betænkning blev Stenersen udnævnt til Professor.

Det var uden Tvivl formelt berettiget, naar den norske Regjering

mente, at Dommerkomiteen kun havde været raadgivende, men den

almindelige Mening tillagde Dommen en større Betydning. En Del danske

Videnskabsmænd udstedte derfor en Protesterklæring, et Skridt jeg

for mit Vedkommende ikke kunde billige, og som jeg vilde have

fraraadet, hvis jeg havde vidst noget derom; men jeg var paa den Tid

fraværende paa en længere Udenlandsreise. Jeg vilde have fraraadet

det, først fordi jeg ikke fandt det helt retfærdigt, dernæst fordi

jeg som ivrig Skandinav maatte være bange for, at man efter et

saadant Skridt i Fremtiden vilde være mindre tilbøielig til ved

Besættelser af Universitetspladser i et af de nordiske Riger at søge

Raad og Bistand hos Fagfæller i de andre, en Frygt som heldigvis ikke

har stadfæstet sig. I den nyeste Tid har Ønsket om nøiere Forbindelse

imellem Universiteterne faaet et nyt Udtryk i akademiske Møder, hvor

udvalgte Professorer og Studenter komme sammen for at drøfte, hvad

der kan fremme Samlivet mellem Nordens Universiteter, særlig ved at

de Studerende faa fuldstændig Frihed til at studere, ved hvilket

Universitet de ville; og at Lærerposterne besættes uden alt Hensyn

til, hvilket af de tre Folk den Valgte maatte tilhøre. Jeg hilser

dette Skridt med Glæde, og haaber, at man ikke vil trættes, før man

har naaet et Resultat.

XII.

POLITIK.

I det politiske Liv havde jeg aldrig taget synderlig Del. Jeg havde

tænkt, at Andre vare mere kaldede dertil, skjøndt jeg ikke vilde

holde mig tilbage, naar jeg fik nogen Opfordring.

Efter Afslutningen af den første slesvigske Krig gjaldt det om at

ordne Sønderjyllands Administration og Forfatningsforhold. Havde

Danmark været en Storstat, vilde Alverden have paaskjønnet den

Retfærdighed, hvormed man gik frem, men Oprørspartiet var det store

Tysklands Kjælebarn, og blev der begaaet et ubetydeligt Feilgreb fra

dansk Side -- hvad der jo nok kunde hænde, -- blev det udraabt som en

forfærdelig Forbrydelse og Tyranni. Den danske Regjerings Opgave var

meget vanskelig for ikke at sige uløselig, siden man ikke havde

villet gaa ind paa den eneste mulige definitive Løsning, Slesvigs

Deling. Nu skulde hele Staten holdes sammen; men Tyskerne vilde ikke

gaa ind paa nogen Ordning, hvori de ikke beholdt Herredømmet over

Sønderjylland, hvilket det danske Folk selvfølgelig ikke kunde

tillade, lige saa lidt som det vilde finde sig i, at den Frihed og

Uafhængighed, der var tilsikkret det ved Grundloven, blev indskrænket

til Fordel for en Helstat. Helstaten var saaledes en Umulighed, og

Helstatsministeriet (Bluhme-Ørsted, 27. Januar 1852 til 12. Dcbr. 54)

maatte efter 3 Aars haabløse Anstrengelser vige Pladsen. Under de

følgende Forhandlinger med Tyskland blev Spændingen bestandig større;

det var klart, at ingen Enighed kunde opnaaes. Da besluttede _Hall_,

der havde været Minister siden Febr. 1860, sig til det absolut

nødvendige Skridt, at udsondre det tyske Forbundsland Holsten fra sin

Forbindelse med Danmark; 30. Marts 1863 udkom den kongelige

Kundgjørelse om Hertugdømmet Holstens Forfatningsforhold. Den blev

hilset med Glæde af det danske Folk, der altid havde forlangt dette,

blandt andet i den store Adresse 1861. Nu var endelig Situationen

klar. Tyskland protesterede og truede med Exekution; men Loddet var

kastet, Skridtet maatte gjøres fuldtud, og en fælles Grundlov for

Kongeriget og Sønderjylland blev vedtaget af Rigsraadet den 13.

November. Saa truende Udsigterne vare, havde det dog vel endnu været

muligt at opnaa en Løsning af Knuden, hvis ikke Kong Frederik VII var

død to Dage efter. Hermed var Signalet givet til at slaa løs, og

Bismarck tøvede ikke med at styrte sig over det Bytte, han stadig

havde luret paa.

Budskabet om Frederik VII.s Død var et Tordenslag for Danmark. Man

kjendte saa godt som Intet til den nye Konge og hans Anskuelser, og

man var ikke rolig for, hvilken Vei han vilde slaa ind paa. Han

underskrev vel den af Rigsraadet vedtagne Fællesforfatning, men han

gjorde det ikke med let Hjerte, og han havde ikke tilstrækkelig

Tillid til Hall. Han gav efter for Udlandets Pression og afskedigede

Ministeriet 24. Dcbr., men det viste sig umuligt at finde

nogen Minister, der vilde give sit Navn til Ophævelsen af

Fællesforfatningen, hvilket man havde krævet, og de Mænd, med hvem

Kongen raadførte sig, raadede ham til at beholde Hall. Saa meldte

_Monrad_ sig. Jeg glemmer aldrig min Fortvivlelse, da jeg

Nytaarsaften læste i den Berl. Tidende, at Monrad var bleven

Minister; saa anede jeg Danmarks Ulykke. Hall vidste, hvorhen han

vilde styre, og jeg har ingen Tvivl om, at hvis han havde staaet til

Rors, vilde Danmark have bevaret det halve Sønderjylland; Monrad

havde kun Tilliden til sig selv og sin Kulsviertro paa, at der

tilsidst vilde findes en Udvei. De Fleste saa dog Sagen i et bedre

Lys; Monrad var jo dog en dansk Mand og en af Førerne fra 1848; man

havde frygtet noget Værre.

Den 1. Februar gik Fjenden over Eideren. I Dannevirkestillingen

skulde han modtages; men efter et Par hæderlige Forpostfægtninger

blev Dannevirke forladt 5. Februar. Hæren led meget ved det

besværlige Tilbagetog i Vinterkulden, og vilde have lidt mere endnu,

hvis ikke Max Müller havde standset Forfølgerne ved Sankelmark.

Sorgen var almindelig; men større endnu var maaske Harmen over, at

man uden Sværdslag havde opgivet Danmarks gamle Grændsevold. Nu veed

Enhver, at det var nødvendigt; dengang var der Faa, der troede det.

Ogsaa jeg delte den almindelige Mening, og hvor kunde det være andet?

Ingen havde oplyst os om, at Befæstningen kun var halv færdig, og

selv efter Ulykken blev der Intet gjort for at veilede Folkets

Tanker. Der kom ingen Udtalelse fra Monrad, som dog ellers var Ordets

Mand. I dets Sted snakkedes der i Krogene om Uoverensstemmelse

imellem ham og Kongen og Generalerne. Da lagdes Spiren til den

Misstemning imellem Hæren og Folket, som danner en saa paafaldende

Forskjel imellem den første og den anden slesvigske Krig. Officererne

gjorde uden Vægring deres Pligt, men ikke altid med Lyst. De havde

ingen Tillid til Statens Styrelse, og de klagede over, at Folket

gjorde dem Uret og forlangte Umuligheder af dem. Et afgjort Misgreb

var det, at man af Eftergivenhed imod Folkestemningen afskedigede

Overgeneralen. Den villiestærke Mand, som havde haft Mod til at

opgive Dannevirke, blev erstattet af en Mand, som ikke turde paatage

sig Ansvaret for at rømme Dybbøl, da det forlangtes af Hærens andre

Befalingsmænd og var øiensynligt, at Hærens Forbliven i de

sønderskudte Skandser kun vilde medføre et forfærdeligt og unyttigt

Blodbad (18. April).

Af mit Levned · 第 14 / 17 段