ubesat i 2 Aar, siden Professor iuris Nellemann blev Minister, og i
den Tid været bestyret af Regentsens Viceinspektør E. Jónsson under
Stipendiebestyrelsens Tilsyn. Jónsson var en stille og godmodig Mand,
der i den Tid jeg var Regentsprovst, var mig en trofast Medhjælper og
Ven. Det havde ikke liden Betydning, at der fandtes en Mellemmand
imellem Provsten og Alumnerne, hvis Tid ikke var optagen af anden
Embedsgjerning, og som derfor kunde færdes ganske anderledes imellem
Studenterne og gjøre nærmere Bekjendtskab med de Enkelte. Man saa ham
ofte iblandt dem paa Bænken under Linden, og hans private Bolig stod
aaben for Enhver, der ønskede hans Raad eller Selskab. Især var dette
naturligvis Tilfældet med hans Landsmænd, Islænderne. Disse, der
dengang ofte udgjorde en Fjerdedel eller mere af Gaardens Beboere,
havde ikke ganske let ved at smelte sammen med de Andre. Indbyrdes
talte de deres eget Sprog, som de Andre meget sjælden forstod, og
mange af dem søgte hellere Samkvem med Islændere udenfor Regentsen
end med deres Medalumner. At føre tilbørligt Tilsyn med dem vilde
have været mig umuligt uden Viceprovstens Hjælp.
Hvor er Regentsen dog en herlig Indretning! Et Hjem for 100
ubemidlede Studenter i de Aar, hvori de Spirer, der senere skulle
sætte Frugt i Livet, pleies og fredes, Aar, der tidt omtales af ældre
Mænd som de skjønneste, de have levet, de rigeste paa aandelig
Udvikling og paa Glæde i Samlivet med Andre. Det var ikke uden
Bekymring, at jeg overtog det ansvarsfulde Hverv at skulle styre en
saadan Stiftelse. Jeg havde ikke noget særligt Talent til at omgaas
unge Mennesker, men jeg vidste med mig selv, at jeg elskede
Ungdommen. Dette haabede jeg skulde være nok, og jeg tog næppe ganske
feil; thi efter Alt, hvad jeg kan skjønne, holdt Regentsianerne af
mig. Ikke Faa have henvendt sig til mig, naar de trængte til Raad og
Veiledning, og det lykkedes vel ogsaa undertiden at hjælpe dem over
pekuniære Vanskeligheder eller endnu værre Forlegenheder, som de vare
komne i. Men der er en anden Fare, som vel er sjælden, men dog oftere
end man troer, truer den Unge, der rives bort fra sit Hjem og staar
ene i Verden, henvist til anstrengende Studier, som han ikke altid
har let ved at magte, og grublende over Gaader, som intet Menneske
kan løse. Skuffede i de Forventninger, hvormed de betraadte den Bane,
som de maaske oprindelig ikke vare kaldede til, føle de svagere Sjæle
sig da saa nedtrykte og fortvivlede, at Sindssygen er nær. Da gjælder
det at gribe ind i rette Tid, om den Syge skal kunne frelses. Hvis
det en enkelt Gang skulde være lykkedes mig, takker jeg Gud, at han
ikke har ladet mig arbeide forgjæves. Men det er saare sjælden, at
man faar Underretning om Forholdet, inden det er for sildigt. De
rette Læger ere jo ogsaa de jævnaldrende Kamerater. Det er derfor med
stor Uret, at man har angrebet og klaget over Kontubernalskabet. Det
er ikke blot af Sparsommelighedshensyn, at det bør anbefales, at To
bo sammen, men det er ogsaa det eneste Naturlige. Den Unge kan ikke
taale et Eneboerliv; han trænger til Selskab, til Fortrolighed, hvis
hans Sjæl skal bevare sin Sundhed. Mangen en Regentsianer vil aflægge
Vidnesbyrd om Kontubernalskabets Velsignelser, idet den Ven, som han
boede sammen med i den røde Gaard, og hvem han meddelte sine Tanker
og sine Glæder og Sorger, er bleven hans Ven for hele Livet. Har En
faaet en Kontubernal, som han ikke kan samstemme med, kan Forholdet
hæves ved den næste Omflytning, og nærmer Embedsexamen sig, saa at
det gjælder om at have uforstyrret Læsero, saa gives der Eneværelser
nok til at tilfredsstille dette Behov hos de ældre. Men i de første
Aar af Regentstiden er det et stort Gode, at to Studenter bo sammen,
og det vilde være høist beklageligt, hvis man nogensinde skulde
opgive dette System.
Det langt overveiende Tal af Regentsianere vare livsfriske Ynglinge,
som, om de end nok saa flittig passede deres Studier, dog fik Tid til
at more sig ved Samlivet med Kameraterne og ikke lukkede sig for det
Liv, der bevægede sig udenfor. Mindre Uordener, som kunde fremkomme
derved, bleve enten oversete eller affærdigede med en Advarsel;
meget sjælden indtraf der alvorligere Tilfælde, som kunde medføre
Berøvelse af Stipendiet. Men selv da burde Politiet og Publikum
holdes udenfor. Regentsens Ære krævede, at Sligt ikke blev omtalt, og
der var i den Henseende et ønskeligt Sammenhold imellem Alumnerne
indbyrdes; Angiveri taaltes ikke. Alligevel kunde det dog ikke
undgaaes, at hvad der foregik paa Regentsen, ogsaa blev bekjendt
udenfor denne. Dagbladene forstaa at skaffe sig Forbindelse
allevegne, og Diskretion staar for mange af dem som en uberettiget
Fordring. Et eiendommeligt Exempel herpaa indtraf i Aaret 1881. En
medicinsk Student X havde faaet Øgenavnet Tyrken, og nogle af hans
Kamerater havde moret sig med at forære ham et tyrkisk Flag. Da saa
Efterretningen kom om Keiser Alexander II's gruelige Mord, kunde den
unge Laban ikke bare sig for at agere Tyrk. Han syntes, han maatte
juble over Arvefjendens Mord og stak sit Flag ud af Vinduet; hans
Vindue vendte ind til Gaarden. Det varede ikke mange Minutter, inden
en anden Regentsianer, der var bleven opmærksom derpaa, styrtede op
og rev Flaget ned; men Ulykken var allerede sket. Bladene havde faaet
Nys derom, og det blev berettet i den hadefuldeste Form, som om
Regentsen var en Rede af Nihilister: "en Regentsianer havde stukket
den røde Fane ud og det lige over for Regentsprovstens Vinduer."
Selvfølgelig undgik Studentens Raahed ikke tilbørlig Paatale og
Straf. Imidlertid var det nær kommet til at gaa ud over en Anden, som
var aldeles uskyldig. Engang da denne uhyggelige Historie var kommen
paa Tale i et Selskab, yttrede En, som ønskede at ende Samtalen med
en Spøg: "Aa, det var jo ikke andet end F., der stak sit røde Ansigt
ud af Vinduet." Misforstaaet og forvansket blev dette forebragt
Kongen, som om F. havde været den Skyldige, og Hans Majestæt blev
meget forarget over, at en Søn af en af hans mest betroede Embedsmænd
kunde opføre sig saaledes.
I de Dage da Politikens Bølger gik høit her i Landet, vare
naturligvis ogsaa Regentsianerne stærkt optagne af de politiske
Spørgsmaal og delte i politiske Partier. Offentlige Demonstrationer
tillodes ikke, men den private Diskussion kunde jo Ingen hindre, og
selv almindelige Diskussionsmøder paa Læsesalen fandt jeg ingen
Anledning til at forbyde, naar der blot i Ordstyrerens (Klokkerens)
Personlighed var nogen Sikkerhed for, at den nødvendige Orden vilde
blive overholdt. I April 1883 havde jeg givet Tilladelse til
Afholdelse af et saadant Møde; da fremkom den, der skulde indlede
Mødet, med en yderligere Begjæring om, at det maatte tillades hans
gode Ven, Folkethingsmand Jens Busk at komme til Stede for at
forklare, hvad Venstres Program egentlig gik ud paa; det var jo dog
af Vigtighed, at man fik dette at vide, saa at man ikke snakkede hen
i Veiret om Noget, man ikke kjendte. Denne Anmodning var mig ikke
særlig behagelig, men da jeg havde sagt A, vilde jeg ogsaa sige B.
Bange for Jens Busk var jeg ikke, og jeg maatte jo indrømme, at det
var hensigtsmæssigt, at de vidste Besked med de Spørgsmaal, de
pleiede at drøfte indbyrdes. Men, tilføiede jeg, kommer Jens Busk,
saa kommer jeg ogsaa; Sagen maa ikke fremstilles fra een Side alene.
Aftenen kom. J. B. holdt et længere Foredrag for at udvikle sit
Partis Standpunkt. Han blev imødegaaet af en forhenværende og to
daværende Regentsianere, og tilsidst ogsaa af mig. Den tre Timer
lange Forhandling havde en fuldstændig rolig og lidenskabsløs
Charakter, og jeg tror ikke, at den radikale Jyde vandt en eneste
Tilhænger iblandt Regentsianerne udover dem, han havde i Forveien.
Han selv var glad over, at "han havde været oppe at præke for
Studenterne" og omtalte det den følgende Dag i Folkethingssalen. Et
Par Dage senere indeholdt Høirebladet Svendborg Avis en heftig
Artikel om denne "Skandale", der var foregaaet paa Regentsen.
Foranlediget derved paalagde Kultusminister Scavenius Konsistorium
at afæske mig en Erklæring om denne Sag, særlig om "med hvad Ret jeg
havde tilladt Afholdelse af politiske Møder paa Regentsen." Jeg
svarede, at denne Betegnelse forekom mig misvisende, og at jeg ikke
mente at have overtraadt min Kompetence ved at tillade en
almindeligere Diskussion om et Emne, som sysselsatte Alles Tanker,
naar jeg ved min egen Nærværelse sørgede for, at Alt forløb sømmeligt
og i god Orden. Naar et Dagblad fortalte, at Ministeren havde
"givet mig en Næse" for dette Svar, er dette ikke korrekt. Jeg fik
intet Svar fra Ministeren; men efter hans Foranledning vedtog
Stipendiebestyrelsen den Bestemmelse, at det ikke maatte tilstedes
Fremmede at indfinde sig ved Regentsianernes Forsamlinger,
det være sig som Foredragsholdere eller som Gjæster, uden
Stipendiebestyrelsens Tilladelse. Denne Indskrænkning i min tidligere
Handlefrihed, der fritog mig selv for at afslaa Ønsker, som jeg ikke
sympathiserede med, var mig i Virkeligheden kjærkommen. Fra samtlige
Regentsianere modtog jeg en Adresse, hvori de "takkede mig for min
humane og liberale Optræden overfor Spørgsmaalet om Tilladelse af
Foredrags- og Diskussionsfrihed paa Regentsen."
Jeg har omtalt disse Tilfælde, fordi de igjennem Pressen bleve
bekjendte for Publikum og anførtes som Vidnesbyrd om en beklagelig
radikal Stemning hos Regentsianerne. En saadan Slutning er man ikke
berettiget til at uddrage af dem. At der iblandt 100 unge Mennesker,
udgaaede fra de forskjelligste Hjem, fandtes en Del, der delte den
yderliggaaende Oppositions Anskuelser, kan jo ikke undre Nogen; men
der blev gjort, hvad der kunde gjøres, for at denne Stemning ikke
skulde forstyrre det rolige Studieliv eller yttre sig paa nogen for
Stiftelsen kompromitterende Maade. At være fast Medarbeider ved et
politisk Blad betragtede jeg, uden Hensyn til Bladets Farve, som
uforeneligt med Nydelsen af Stipendiet, hvis Bestemmelse er at
skaffe de Studerende Tid og Ro til deres Studier.
Det var ogsaa meget mere litterære og æsthetiske end politiske
Spørgsmaal, der vare Gjenstand for Regentsianernes daglige Samtaler.
Ved de aarlige eller halvaarlige Generalforsamlinger, naar der
skulde vælges en ny Klokker, hørte man ofte det Forlangende, at den
Valgte burde sørge for, at der blev holdt Foredrag over saadanne
almenvidenskabelige Emner; men det vedblev at være et pium
desiderium. Ingen tilbød sig; Examensstudiet syntes ikke at levne
dem Tid til andet videnskabeligt Arbeide. En Gang gjorde jeg selv
et Forsøg paa at udfylde denne Mangel. Jeg holdt et Foredrag over
Fremstillingen af Christus i ældre christelig Kunst. Valget
var foranlediget ved en nylig udkommen Bog, Dietrichsons
"Christusbilledet" (1880), men min Behandling af Emnet var rigtignok
meget forskjellig fra hans[9]. Regentsianerne mødte fuldtallige og
hørte Foredraget med stor Interesse, men for det store Flertal var
det dog en altfor fremmed Verden, det førte dem ind i.
[9] Smlg. min Anmeldelse af Dietrichsons Bog i Nordisk Tidsskrift,
utg. af Letterstedska Föreningen. 1881. S. 282 ff.
Nei, skulde Regentsianerne samles uden Hensyn til Fagstudium og til
politisk Farve, saa maatte det være til Gilder og Sold. I Samlivet
med Kameraterne glemtes Studiernes Tvang, og Aandens Kræfter rørte
sig frit. Gilderne vare et fremtrædende Træk i Regentsens Fysiognomi.
Man kjender det fra Plougs og Hostrups Viser og Komedier. Som det var
dengang, var det ogsaa nu. Man havde naturligvis ikke altid en Ploug
eller en Hostrup; men der kunde ogsaa i de mindre begavede Aanders
Forsøg findes det, som Muserne ikke vilde skamme sig ved. Regentsens
Hovedfest var Rusgildet, som holdtes i Slutningen af Oktober Maaned
til Modtagelse af de nye Alumner. Tidligere havde Studenternes egen
Munterhed og Aandrighed været dem tilstrækkelig Underholdning; men
nu begyndte man at ønske en mere nærende Føde, og det blev Skik at
indbyde en eller anden Forfatter, Skuespiller eller Sanger, helst en
forhenværende Regentsianer, som man kunde formaa til at tage Del i
Festen. Det forstaar sig, at disse Fremmedes Bidrag blev Aftenens
Glanspunkt, og den Glæde, de voldte Studenterne, gjorde, at ogsaa de
befandt sig vel i de Unges Selskab. Det Samme var Tilfældet med mig;
thi jeg var altid til Stede ved disse Fester. Provstens Nærværelse
gjorde det lettere for Klokkeren at overholde den nødvendige Orden,
hvilket undertiden kunde være svært nok, da der ikke sparedes paa
Drikkevarerne. En eller to Gange maatte jeg ogsaa selv gribe ind; men
da var Nødvendigheden saa indlysende, at saa godt som Alle billigede
det, og Regentsianerne vedbleve at være lige saa fornøiede med mig,
som jeg var med dem.
Naar Vinteren var skreden længere frem og allerede nærmede sig sin
Slutning, fremkom der Ønsker om en ny og endnu større Fest; man vilde
holde Bal. Dristigt var det vel nok og i Manges Øine lidet passende
at byde unge Damer, som man satte Pris paa, til Gjæst i den gamle
Kaserne og i et saa fremmed Selskab, men det kunde jo gaa, naar
Provsten og hans Hustru vilde være Vært og Værtinde, og man ikke
stillede for store Fordringer til Udstyr og Beværtning. Læsestuen
afgav en udmærket Dansesal, Musikstuen et, rigtignok knebent,
Samlingsværelse; Bibliotheksværelset kunde tjene som Buffet, og et
større Alumnusværelse som Garderobe. Monteringen manglede, men man
fik det Fornødne til Laans fra større Magaziner og fra gode Venner.
Men Penge skulde der alligevel til, og for dem, der skulde leve af
deres Stipendium, var Kontingentet ingen Ubetydelighed. Det var
derfor ogsaa kun et Mindretal af Regentsianerne, der deltog i Ballet;
man maatte være glad, naar der meldte sig 30, det Tal, der blev
fastsat som Betingelse for, at Ballet kunde holdes. Dertil kom den
Forstyrrelse, det foraarsagede i alle Forhold, og den betydelige
Tidsanvendelse, som alle de, der havde med Anordningen at gjøre,
maatte offre. Det var derfor ikke uden Betænkelighed, at
Overbestyrelsen tillod Afholdelsen af Baller, og det vedtoges, at et
saadant kun maatte holdes hvert andet Aar; men smukke og fornøielige
Fester blev det. Der var ingen straalende Dametoiletter og ingen
skummende Champagne, men der var en ungdommelig Livlighed og en
umiddelbar Glæde, der ikke altid findes paa elegante Privatballer.
Studenterne var elskværdige og ridderlige Værter, og de unge, for en
stor Del ganske unge Damer morede sig fortræffelig.
I de lumre Sommeraftener samledes af og til større eller mindre
Kredse under Linden i Gaarden, og de røde Mure gjenlød af Sang og
Bifaldsklap. D. 12. Mai feiredes Lindens Fødselsdag med et saakaldet
Lindegilde. I 1885, da det var 100 Aar, siden Træet blev plantet,
blev Lindegildet en stor Jubilæumsfest, hvorved ogsaa mange ældre
Regentsianere fra hele Landet gav Møde. Uagtet Festen var bleven
udsat til 1. Juni, var Veiret dog temmelig uheldigt. Vedholdende
Regnbyger nødte os til at holde Maaltidet ude i Byen, men til det
paafølgende Sold kunde den talrige Kreds samles i den festlig oplyste
Gaard omkring den flagsmykkede Lind og tilbringe Aftenen i munter
Stemning under Afsyngelsen af gamle og nye Sange med tilhørende
Taler[10]. Iver Iversen havde forfattet en Kantate, og Niels Møller
oplæste en versificeret "Tak fra Linden". Regentsens Klokker, stud.
theol. C. Bjerre, havde været særlig virksom. Han havde blandt Andet
skrevet en Sang for Provsten, som jeg ikke kan lade være at meddele,
da det er et af de allersmukkeste Minder, jeg har medbragt fra
Regentsen[11].
[10] En fuldstændig Fremstilling heraf findes i det i den Anledning
udgivne lille Mindeskrift "Regentslinden." (Philipsens Forlag
1885).
[11] Regentslinden. Kbhvn. 1885. S. 36.
(Mel.: Vi sidde sammen o. s. v.).
At kommandere en enig Hær,
Som strax paa Vinket staar paa Pinde,
Dertil kan bruges omtrent enhver;
Men hvis du derimod vil finde
En Mand, der Styr kan holde paa en Hær,
Som saadan rigtig dygtig oplagt er
Til Klammeri
Og Mytteri, --
Da søg en "Kommandør" som vores.
Man siger os, vi har ej faa
Af disse slemme, slemme Synder,
Men vil man deri se Tegnet paa
At Verdens Undergang begynder,
Jeg siger bare: kom da selv herind
Og se vor Enighed om Gaard og Lind --
Og dette til:
Spørg, om De vil,
Hvad Mening vi vel har om Provsten.
Det bliver ét kun, det Svar, De faar
Fra hver især i hele Banden;
Thi han har Kærlighed til vor Gaard
Som sikkert ikke nogen Anden.
Og det er ikke bare Hjernespind,
Naar jeg Dem siger: var ej vores Lind
I fordums Tid
Plantet af Hviid, --
Var dette blevet gjort af Ussing.
Thi -- er det Sorg, er det Munterhed,
Der fylder disse røde Rønner,
Med Raad og Daad altid godt han ved
At hjælpe sine Plejesønner.
Derfor han skal i Krans med Gaard og Lind
I kær Erindring leve i vort Sind, --
Medens vi nu
Med Tak i Hu
Vil raabe: længe leve Provsten.
Iblandt de indbudne Gjæster befandt sig selvfølgelig baade Ploug og
Hostrup; men Regentsianernes Syn paa disse to Mænd var høist
forskjelligt. Hostrup var deres erklærede Yndling; ham hyldede de ved
enhver Leilighed, og da han denne Aften havde holdt en Tale for
Regentsen, var Jubelen almindelig. Ploug derimod holdt sig ganske
tilbage; man mærkede ikke, at han var der. Han vidste jo ogsaa nok,
at om ikke Flertallet af Regentsianerne saa i alt Fald de mest
Høirøstede og Toneangivende afskyede ham som en politisk Renegat --
thi med dette fuldstændig uberettigede Navn pleiede jo Venstrepressen
at stemple sin fornemste Modstander -- og at man lukkede Øiet for, at
det var ham, der var Skaberen af Regentspoesien og den Form for
Regentslivet, man var saa glad over. Henimod Midnat forlod han
Selskabet, og han fik ikke den Glæde at være Vidne til, at dog en Del
af Regentsianerne istemmede hans Sang: "Hvad er Regentsen?"
Hostrup døde 21. Nov. 1892 og blev jordfæstet paa Frederiksberg
Kirkegaard, baaren til Graven af Regentsianere. Ikke længe efter
yttredes det som et almindeligt Ønske iblandt Alumnerne at faa en
Buste af ham opstillet paa Regentsen. Ældre og yngre Regentsianere
traadte sammen for at indsamle det fornødne Beløb, og 2. Nov. 1894
blev en Broncebuste af Hostrup, som medens han levede var modelleret
af Billedhuggeren Axel Hansen, opstillet i Læsestuen og afsløret i
Nærværelse af Universitetets Rektor, Stipendiebestyrelsen m. Fl. samt
den nærmeste Familie. Det havde været Meningen, at Ploug skulde holde
Talen ved denne Leilighed, men Døden bortrev ham faa Dage i Forveien
(27. Oktbr.). Det blev da Hostrups ældste endnu levende Ven, Biskop
Fog, som maatte overtage dette Hverv. Efter en paa een Gang hjærtelig
og værdig Tale lod han Sløret falde og overgav Monumentet til
Regentsen, paa hvis Vegne Regentsprovsten takkede og fik Leilighed
til ogsaa for sit Vedkommende at vise, hvor dyrebart Mindet om hans
Barndomsven var ham[12]. Dagen efter blev Ploug begravet, Student og
Digter ligesom Hostrup og i Mangt og Meget sympathiserende med ham;
men Hostrup førte Hyrdestaven og Ploug Sværdet; hans hele Liv var
Kamp for Folkets Frihed og nationale Selvstændighed. Ogsaa Ploug var
min Ven, dog ikke fra Barndommen, men fra Ungdommens og Manddommens
Dage. Jeg havde fulgt ham paa hans Bane, og mit Liv havde havt det
samme Indhold som hans. Vi havde stridt og lidt sammen, altid
kæmpende under det samme Banner; det bar jo det skjønne Navn
"Fædrelandet".
[12] En Beretning om denne Høitidelighed, hvortil E. v. d. Recke
havde skrevet en smuk Sang, læses i Berl. Tid. 3. Nov. Morgen.
* * * * *
D. 10. April 1877 flyttede jeg med min Familie ind paa Regentsen.
En Deputation af Regentsianere hilste mig Velkommen. Tre Maaneder
efter, da min Hustru og jeg feirede vort Sølvbryllup, oplivede
Regentsianerne denne Fest ved et af de extemporerede "Fakkeltog", som
dengang undertiden brugtes. I deres daglige Dragt, iførte Slaaprokker
og gamle Frakker, vandrede de ud i Gaarden med Lys i Haanden og gik
syngende rundt omkring Træet. Da følte min Hustru og jeg, at vi vare
hjemme her, og denne Følelse af, at Regentsen var vort Hjem og
Alumnerne hørte til vor Familie, forlod os aldrig. At omgaaes alle de
100 Studenter var naturligvis ikke muligt, men Enkelte af dem bad vi
gjerne over til os, især om Tirsdag Aften, og det Bekjendtskab, der
saaledes blev stiftet med de Enkelte, syntes at bringe os dem alle
nærmere. Det var derfor ikke med let Hjerte, at vi efter 19 Aars
Forløb forlod Regentsen; men Tiden gaar sin Gang og stiller sine
Fordringer uden at spørge om Forlov.
Jeg var bleven 75 Aar gammel. Fem Aar tidligere, da jeg fyldte det
Maal, man kalder Støvets Aar, havde jeg fra "danske Filologer"
modtaget en smuk Mindegave, en Bronceafstøbning af Dionysosstatuen
fra Pompeii tilligemed en smuk Adresse, udstyret med Tegninger af
Carl Thomsen. Det var ingen Afskedshilsen, de 154 Underskrivere
bragte mig; de udtalte Ønsket om, at jeg endnu længe maatte bevare
min Aands- og Legemsfriskhed, og nu, 5 Aar efter, kunde jeg takke Gud
for, at dette Ønske var bleven opfyldt. Jeg mærkede endnu ingen
Aftagen hverken af Kræfterne eller af Lysten til at arbeide, og
saavel Tilhørere som Kolleger forsikkrede mig, at de heller ikke
sporede nogen saadan. Men Videnskaben staar ikke stille. Med den
tiltagende Alder blev det mig vanskeligere at følge dens Udvikling,
især da den sammenlignende Sprogvidenskab, et Fag som jeg aldrig
havde kunnet magte, greb mere og mere om sig. Dertil kom, at det fra
først af var blevet mig paalagt at docere ikke blot Filologi, men
ogsaa Archæologi, og dette Fag, der et halvt Hundredaar tidligere
endnu var i sin Barndom, havde i de sidste Aartier baade ved Stoffets
enorme Forøgelse og ved Behandlingens Art faaet et saadant Omfang, at
det næppe syntes muligt for en enkelt Mand at beherske det, og det
maatte kaldes aldeles umuligt, hvis denne samme Mand ogsaa skulde
være Lærer i Filologi. Jeg havde derfor ogsaa forsømt Archæologien,
da den filologiske Undervisning ved Universitetet maatte være
Hovedsagen. Nu forekom det mig uforsvarligt at fortsætte dette
længere, da der fandtes en yngre Mand, hvis videnskabelige Navn og
anerkjendte Lærerdygtighed gjorde ham selvskreven til at afløse mig
som filologisk Professor. Jeg søgte altsaa min Afsked fra
Universitetet. Men medens jeg overgav Filologien til Dr. J. L.
Heiberg, ønskede jeg selv indtil videre at beholde Archæologien, og
jeg skrev i min Ansøgning, at jeg gjerne vilde vedblive som
Privat-Docent at holde Forelæsninger og Øvelser i dette Fag, indtil
der kunde blive oprettet en særskilt Lærestol for det.