Planen.
»Al Respekt for Deres Dygtighed, kære Professor; men er den Plan ikke
vel ... ja, skal vi sige »original«?«
»Nej, kære, den er virkelig for dristig for et almindeligt Menneske!«
»Jeg ser allerede i Aanden en Notits i »Daily Mail«: Vi beklager at
maatte bringe den sørgelige Efterretning, at den berømte Astronom,
Professor Marcus Stone, er blevet indlagt paa en Sindssygeanstalt som
uhelbredelig.«
De tre Herrer, der var saa rørende enige om det Forslag, den fjerde
tilstedeværende var kommet med, var ellers saa forskellige som vel
muligt.
Den, der først havde talt, var Civilingeniør John Hyde. Han var, hvad
man kalder »en ægte Engelskmand«, rolig og tilbageholdende. Ansigtet med
det brede, kraftige Kæbeparti tydede paa Villie og Energi.
Den anden af de talende var aabenbart Officer. Hans runde, godmodige
Ansigts sunde, friske Farve og hans kraftige og smidige Legeme viste
tydeligt, at han tilbragte største Delen af sin Tid med Sport i fri
Luft. Sport var ogsaa hans Hovedinteresse, og de Steder, den udøvedes,
var hans Yndlingsopholdssteder. For øvrigt havde han et storartet Humør
og en god jævn Forstand.
Hans Venner kaldte ham »lille Dick«, men naar han blev forestillet for
fremmede, hed han Premierløjtnant i Marinen, Richard S. Dillingham.
Den tredie, der strakte sin temmelig lille Person i en magelig
Kurvestol, var noget ældre end Dillingham. Han var en sirlig Skikkelse
med et skarptskaaret Ansigt og et Par lystigt blinkende graa Øjne bag
Guldbrillerne. Paa hans Visitkort stod: Dr. med. William Burd, og der er
ingen Grund til at tro, at han hed noget andet.
Naar vi forestiller den fjerde af de tilstedeværende til sidst, er det
ikke, fordi han er en underordnet Person; tværtimod: Professor Marcus
Stone var absolut den mest fremtrædende i det lille Selskab, baade fordi
han var Professor, fordi han var berømt, og fordi han kunde raabe højest
og tale uafbrudt, næsten uden at trække Vejret. Han var berømt i
videnskabelige Kredse for sin store Dygtighed, og han var frygtet, fordi
han altid var ubehagelig, – et Ordskifte med ham endte før eller senere
med Klammeri.
»Nej, kære Professor,« bemærkede Burd, »det er min Overbevisning, at det
moderne Luftskib vil faa overordentlig stor Betydning, større end de
fleste aner; men en Rejse til Mars tror jeg i alt Fald ikke, det kan
bruges til paa sit nuværende Standpunkt. Det er for fantastisk en
Tanke.«
»Men Herregud!« udbrød Stone, »hvor tidt skal jeg sige Dem, at her er
ikke Tale om et Jules Vernesk Fantasifoster, men om et videnskabeligt
Eksperiment, der er teoretisk klargjort og praktisk udførligt. Men der
_er_ selvfølgelig en vis Risiko.«
»Risiko,« snærrede Doktoren, »naar man falder ned fra Eiffeltaarnet, er
der ogsaa »en vis Risiko«. Det er Hip som Hap!«
»Men er her da ikke et fornuftigt Menneske?« stønnede Stone med
himmelvendte Blikke.
»Nej,« erklærede Dillingham, »hvis denne Plan er Fornuft, saa er vi
andre Idioter. Naa, det har De for Resten saa tidt ladet mig høre, saa
hvorfor ikke nu? Dør vi, saa ...«
»Saa falder vi som Ofre for Videnskaben,« afbrød Stone begejstret.
»Saa falder vi som Ofre for vor Tillid til Dem,« sagde Burd, »men lad os
høre Planen, saa kan vi bagefter kritisere.«
»Vi skal selvfølgelig benytte Hydes Luftskib – paa hvilken Maade skal
jeg nu have den Ære at forklare Dem.«
Professor Stone trak en Pakke Papirer op af Inderlommen og begyndte:
»Som De ved, mine Herrer, eller rettere sagt, som De burde vide, drejer
Jorden sig i en Ellipse omkring Solen. Foruden Jorden kredser der en hel
Del andre Planeter omkring Solen, og den nærmeste af dem er Mars, der er
15 Millioner Kilometer fra os, naar den er os nærmest. Aarsagen til
denne Kredsen er den saakaldte »almindelige Tiltrækning«, som nærmere
bestemmes ved Hjælp af Newtons Lov. Mere derom ved indtil Dato kun jeg,
og jeg skal nu nærmere udvikle min Teori for Dem.