_De skadelige Virkninger af Overmættelse._
Napoleon lod engang falde den Ytring, at flere Mennesker dør af formeget
end forlidet Mad. Dette er en fysiologisk Sandhed, der kan bestyrkes af
enhver praktiserende Læge i Landet. Thi tusenvis af Mennesker holder
daglig paa at grave sin egen Grav med Tænderne. Mange tror, at jo mere
Mad man kan tvinge ned gjennem Halsen, desto stærkere bliver man. Men
Overmaal i alt, som angaar Legemet, er farligt, og Spisning og Drikning
er ikke nogen Undtagelse fra denne Regel. En Middag paa fire eller fem
Retter, som er almindelig blandt de høiere Samfundsklasser, er ofte en
Anledning til at man spiser formeget og bliver udsat for ubehagelige
Følger. Megen Forandring i Mad, som fortæres under samme Maaltid, har
tilfølge, at Fordøielsesorganerne faar en meget besværlig Opgave at
fylde. Dette kommer af, at ethvert særskilt Fødemiddel ved Fordøielsen
fordrer en særskilt Kraftanstrængelse af Maven og forskjellig Tid
for at fordøies. Forskjellige Stadier af Fordøielsen opstaar altsaa
samtidig, hvorhos der dannes en upassende Blanding af Fødemidlerne i
Maven, hvilket maa overanstrænge de føielige, men stundom ogsaa oprørske
Fordøielsessafter.
Man siger jo, at til og med en Mark vender sig mod sin Undertrykker,
hvorfor det ikke er underligt, om Maven i Vrede vender sig mod sin Eier
og straffer ham med daarlig Fordøielse eller overdreven Fedme.
Andre Samfundsklasser gjør sig ogsaa skyldig i Overdrivelse med sine
færre Retter. Man spiser ofte det for meget og med særdeles skadelige
Følger. Det er en god Regel at slutte Spisningen lidt før man er aldeles
mæt. Det er Overmaal, omend aldrig saa lidet, der skader.