_Sindstilstande, som hindrer Fordøielsen._
Sjælen udøver en stærk Indflydelse paa Fordøielsen, saavelsom paa
Appetiten, hvilket mange ved af praktisk Erfaring. En god Appetit kan
næsten øieblikkelig tabes ved en eller anden Sindsbevægelse, foraarsaget
f. Eks. af en daarlig Nyhed, et Udbrud af daarligt Lune eller lignende.
Mennesker, som stadig græmmer sig over alle mulige Smaating og aldrig
ved, hvad det er at have et roligt Sind, nyder meget mindre af sin Mad
end de, som har et sangvinsk Temperament, og de faar desuden ogsaa meget
mindre Næring af den. Dette er en af Grundene til at Personer, som bærer
paa Bekymringer, altid er magre.
«Erfaring,» siger Dr. Comb, «maa have lært os, at vi altid sidder ned og
nyder Bordets Glæder med meget større Lyst og Appetit, naar Sindet er
let og frit, end naar vi gaar tilbords overvældede af Bekymring, eller
har hele Sjælens Opmærksomhed rettet paa en eller anden vigtig Sag.»
Den tyske Fysiolog Hufeland bemærker, at han ikke kjender noget bedre
Hjælpemiddel ved Fordøielsen end Latter, og den Vane vore Forfædre havde
at opvække denne ved Hjælp af Gjøglere og Narre, var grundet paa sande,
medicinske Principper. Prøv med et Ord at opmuntre og glæde Deltagerne i
Eders Maaltider, thi den Ernæring, som man faar under Spøg og Munterhed,
kommer sikkert til at fostre godt og let Blod.