Paa reise med rakkerfanten.
I løpet av den uke som jeg nu sammen med Jim og Mamie tilbragte i
Calistoga, var de begge saa venlige at la mig slippe for spørsmaal.
Mamie og jeg blev næsten likesaa gode venner som før, og Jim fik
hurtig sine klare og energiske øine igjen. Den fjerde dag hadde han
fundet ut at egnen hadde store muligheter, og før jeg reiste hadde
jeg kjøpt den lokale avis med trykkeri, underskrevet en kontrakt
om kompaniskap -- for paa anden maate vilde ikke Jim motta mine
penger -- og saaledes endda engang anbragt mig mellem hjulene i hans
maskineri.
Første kveld i San Francisco hadde jeg Nares hos mig til middag.
Hans solbrændte ansigt, hans originale væsen og tale gjenkaldte
den tid som knapt var omme og dog allerede syntes fjern. Gjennem
al musik og snak i spisesalen var det som jeg hørte brændingens
brøl og sjøfuglenes skrik rundt Midway. Saarene paa vore hænder var
endnu ikke læget, og her sat vi ved et virkelig utsøkt bord og drak
isavkjølet champagne.
"Ja, nu er ~Flying Scud~ begravet med alle sine gaader," sa jeg.
"Amen, og hvil i fred."
"Det tror ikke jeg, Dodd," sa Nares. "Der er nogen spektakler i
ovnen, og bakeren heter Bellairs. Han slog kloen i mig den dag vi kom
ind. Jeg kjendte ham efter Deres skildring, og jeg lot ham prøve at
pumpe mig. Han vet ikke saa litet og er forresten fuld av mistanke.
Det brygger op til ubehageligheter for nogen."
Det forundret mig at jeg ikke hadde tænkt paa dette før. Bellairs
hadde været bak kulisserne, han hadde kjendt Dickson, han visste om
mandskapets flugt, det var næsten utænkelig at han ikke skulde ha
mistanke, og hadde han det, saa vilde han sikkert prøve at slaa mynt
paa saken.
Og ganske rigtig, tidlig næste morgen hadde jeg manden hos mig. Efter
endel omsvøp foreslog han mig bent ut at vi skulde gaa sammen og dele
utbyttet.
"Gaa sammen om hvad?" spurte jeg.
"Tør jeg spørre om De reiste til Midway for Deres sundhets skyld?" sa
han.
"Det tror jeg ikke," svarte jeg.
"Nei," fortsatte han, "og De kan være viss paa at jeg ikke vilde
tat dette skridt uten at ha noget at støtte mig til. Paatrængenhet
hører ikke med til min karakter. Men De og jeg har den samme plan i
tanken. Hvis vi kan arbeide i fællesskap, saa stiller jeg til Deres
raadighet mit kjendskap til loven og en betydelig øvelse i vanskelige
underhandlinger av lignende art. Skulde De negte at samtykke, saa kan
jeg bli Dem en frygtelig og -- jeg beklager det selv -- kanske en
farlig konkurrent."
"Har De lært dette utenad?" spurte jeg gemytlig.
Der kom et truende glimt, men i næste øieblik var han igjen like
krypende. "Jeg kommer som ven," sa han, "og jeg tror De undervurderer
de oplysninger jeg sitter inde med. Jeg kan for eksempel si paa
dollaren hvor meget De har tjent eller rettere sagt tapt, og jeg vet
at De siden har hævet en stor anvisning paa London."
"Hvad slutter De av det?" spurte jeg.
"Jeg vet hvor den anvisning kom fra," ropte han og fór tilbake som om
han hadde vaaget et dristig angrep og straks angret det.
"Saa?" sa jeg.
"De glemmer at jeg var herr Dicksons fortrolige agent," forklarte
han. "De hadde hans adresse, herr Dodd. Vi to var de eneste som han
stod i forbindelse med her. De slutninger jeg trækker, er ganske
indlysende; De ser hvor aapent jeg optræder overfor Dem, De ser hvor
meget jeg vet, og De vil sikkert forstaa hvor meget bedre det var,
hvis jeg visste alt. I hvor høi grad jeg kan skade Dem, overlater jeg
til Dem selv at bedømme."
"Det skal jeg ogsaa bedømme selv," sa jeg. "De kan gjøre hvad De vil
for mig. Farvel."
Han kunde ikke skjule sin rasende skuffelse og forundring, og i
gangen fik han uten tvil et anfald av St. Veitsdans.
Jeg bragte paa det rene at sakføreren paa grund av mislig adfærd
netop hadde mistet sin bevilling, og denne opdagelse gjorde min uro
endda større. Jeg tænkte paa den ukjendte Carthew som hadde været
villig til at betale ti tusen pund for et vrak for at skjule en
hemmelighet, og nu hadde han dette rovdyr efter sig, en slyngel
uten penger og nu uten arbeide, offentlig stillet i gapestokken og
hadefuldt stemt mot hele verden. Disse tanker tynget mig hele dagen;
jeg undret mig paa hvor meget sakføreren visste, hvor meget han
gjettet sig til, og naar han vilde aapne angrepet.
Nogen av disse gaader har jeg aldrig faat opklaret. Carthews navn
lurte han vel ut av en matros paa ~Tempest~. Men da han fik adressen,
var jeg tilfældigvis i nærheten. Det gik slik til. En kveld spaserte
jeg i hotellets gaard, hvor musikken spilte. Et stykke borte opdaget
jeg Bellairs i samtale med en mand som jeg syntes jeg kjendte. En
portier gav mig det nødvendige vink. Den fremmede var en engelsk
marineofficer som var hjemsendt som syk fra Honolulu. Nu kjendte jeg
min ven løitnant Sebright.
Imidlertid var Bellairs forsvundet. Jeg gik bort til officeren.
"Vet De hvem det var De talte med, herr Sebright?" begyndte jeg.
"Nei," sa han, "er det noget galt med ham?"
"Det er en berygtet sakfører som nylig er blit fratat sin bevilling,"
sa jeg. "Jeg skulde ønske jeg hadde set Dem tidsnok. Jeg haaber De
ikke fortalte ham noget om Carthew."
Han blev rød op i panden. "Det gjør mig gruelig ondt," sa han,
"men han var høflig, og jeg ønsket at bli av med ham. Det var bare
adressen han bad om."
"Og De gav ham den?"
"Det gjør mig gruelig ondt, men jeg lot ham nok faa den."
"Gud tilgi Dem!" sa jeg bare og gik.
Dagen efter tok jeg mig en tur ut til sakførerens kontor. Jeg fandt
bare en gammel kone som laa og skurte trappen.
"Sakfører Bellairs?" sa hun. "Han reiste østover imorges."
Nu var saken klar. Bellairs var paa sporet, og jeg kom snart til den
beslutning at jeg endda engang vilde blande mig ind i Carthews og
~Flying Scuds~ historie. Samme kveld skrev jeg til Jim og sa farvel.
Derefter skrev jeg et brev til dr. Urquart og bad ham advare Carthew.
Ti dager efter stod jeg ombord i ~City of Denver~. Mit sind var nu
kommet i likevegt igjen. Jeg sa til mig selv at jeg vilde reise til
Paris og Fontainebleau for at bli kunstner igjen, og at jeg ikke
tænkte mere paa Carthew eller Bellairs, uten kanske med et smil over
min taapelighet. Den ene kunde jeg ikke hjælpe selv om jeg vilde, den
andre kunde jeg ikke finde og ikke stanse.
Men tilfældet var igjen efter mig, denne gang med et barokt
reiseeventyr. Min sidemand ved bordet den kveld var en Friscomægler
som jeg kjendte saa løselig. Jeg fandt at han var reist to dager før
mig, og at dette var den første baat som efter hans ankomst avgik
fra New York for Europa. To dager før mig, det betydde én dag før
Bellairs. Saa snart middagen var forbi, fik jeg fat i forvalteren.
"Bellairs?" sa han. "Nei, ikke paa første, det er jeg viss paa. Han
maa være paa anden. Listerne er ikke færdige, men -- hallo! Harry D.
Bellairs? Er det navnet? Jovist er han med."
Morgenen efter saa jeg ham paa fordækket. Han sat i en stol og hadde
et slitt pumaskind over knærne; han læste i en bok eller stirret ut
over havet. Nu og da snakket han med folk rundt sig; engang da et
barn faldt, tok han det op og trøstet det. Jeg forbandet ham i mit
hjerte; jeg var viss paa at baade boken og barnet og venligheten var
hjælpemidler i en teaterforestilling, og at han allerede snuste efter
sine reisefællers hemmeligheter. Jeg gad ikke gjøre noget for at
holde mig skjult for ham. Men han saa aldrig mot min kant, og først
om kvelden fik jeg vite at han hadde lagt merke til mig.
Jeg stod og røkte ved døren til maskinrummet, for luften var litt
skarp, da der løftet sig en stemme tæt ved mig i mørket.
"Undskyld, herr Dodd," sa den.
"Er det Dem, Bellairs?" svarte jeg.
"Bare et eneste ord. Deres reise med dette skib staar ikke i
forbindelse med vor samtale?" spurte han.
"Nei," sa jeg, og da han saa endnu nølte, var jeg saa høflig at
tilføie "God aften"; da sukket han og gik.
Dagen efter var han der igjen med stolen og pumaskindet, han læste
og saa ut over havet med samme vedholdenhet; idag var der ikke noget
barn at løfte op, men i stedet viste han sig opmerksom overfor en syk
kvinde. Der er ingenting som lettere fæstner mistanke end slik stadig
at iagtta en mand; tilslut kan han ikke pudse næsen sin uten at man
beskylder ham for hemmelige planer; jeg tok mig en tur forut for at
se paa kvinden. Det var en stakkars fattig, gammel, styg kone. Jeg
følte at jeg skyldte Bellairs enslags avbigt for mine uretfærdige
tanker, og da jeg saa at han stod ved rælingen, gik jeg bort til ham.
"De er vist meget glad i havet," sa jeg.
"Jeg blir aldrig træt av at se paa havet, herr Dodd. Dette er min
første atlanterhavstur. Jeg synes at det er en straalende oplevelse."
Og til min store forundring gav han sig til at citere Byron, og det
med kraft og følelse.
"De er glad i poesi ogsaa?" spurte jeg.
"Jeg læser meget," svarte han.
Og saa viste det sig at denne mand, som jeg trodde var en listig
skurk helt igjennem, eiet baade følsomhet og følelse.
Vi kom ofte i snak de følgende dager, og tilslut maatte jeg tilstaa
at jeg likte manden, hvor sterkt jeg end avskydde hans profession.
Stakkars djævel, der var ikke andet end skjælvende, nervøs svakhet
i ham, han var fuld av sentimentalitet, ikke blottet for evner, men
eiet ikke det som mod het. Hans kjækhet var fortvilelse, avgrunden
bak ham skræmte ham frem, han hørte til de mennesker som før dræper
et menneske, end de tilstaar at de har stjaalet en tiøre. Jeg er
viss paa at den kommende samtale med Carthew red hans fantasi som en
nattemare. Men han tænkte ikke paa at vike. Nødvendigheten skubbet
ham i ryggen, sulten, hans gamle fiende, hvisket i øret paa ham, og
jeg undret mig paa om jeg mest beundret eller mest avskydde dette
dirrende heltemod til ondt.
Hans liv hadde været sørgelig. Han var søn av en farmer i staten
New York. Faren blev ruinert og reiste vestover. Den sakfører
og pengeutlaaner som hadde ødelagt ham, følte kanske anger; som
enslags erstatning tilbød han at forsørge en av hans sønner. Det
blev Harry. Han gjorde sig nyttig paa kontoret, han samlet op nogen
stumper av fagkundskap, læste likt og ulikt, var et flittig medlem
av Unge mænds kristelige forening, og kunde gjerne været helten i
en søndagsfortælling. Hans vertindes datter blev hans onde skjæbne.
Han viste mig et fotografi av hende; det var en stor, vakker,
feiende, vulgær, pyntet pike uten karakter eller ømhet eller sjæl.
Den sykelige og beskedne gut bodde der i huset; naar hun ikke var
optat med andet, saa lekte hun med ham. Litt efter litt blev hun hans
dages lys og hans drømmes glæde. Han slet haardt, likesom Jakob, for
en hustru, han overgik sin chef i gløghet og paagaaenhet, han blev
forfremmet til førstekontorist, og opmuntret av hundrede friheter,
nedtrykt av tanken paa sin ungdom og sine skrøpeligheter, fridde han
samme kveld og fik bare latter til svar. Ikke et aar gik før hans
aldrende chef tok ham til kompagnon. Han fridde igjen og fik ja,
hadde i to aar et bekymringsfuldt egteskap, og fandt en morgen at
hans kone var rømt med en feiende handelsreisende og hadde efterlatt
til ham en vældig gjæld. Gjælden og ikke den handelsreisende var
nok den vigtigste grund til flugten; hun kunde ikke længer skjule
sine forpligtelser, hun var træt av Bellairs, saa tok hun den
handelsreisende som hun kunde tat en drosche. Dette slag gjorde
det av med hendes mand; hans kompagnon var død, han var nu alene
i forretningen, syk og nedtrykt, og gjælden hang som en klump om
foten hans; snart kom konkursen; han flygtet fra by til by og sank
stadig til mere lurvet praksis. Man skal huske at han hadde lært den
slags forretninger, hvor det bedste og største maal er at holde sig
nøiagtig paa lovens yderste grænse. Med denne fortid blev han nu som
en lutfattig fremmed drevet ut i storbyens hvirvel. Man kan ikke
undre sig over at utfaldet blev som det blev.
"Har De hørt fra Deres kone siden?" spurte jeg.
"Jeg er ræd De vil tænke daarlig om mig," sa han ynkelig.
"Har De tat hende til naade igjen?" spurte jeg.
"Nei, det har jeg dog for stor selvagtelse til at gjøre," svarte han,
"og jeg er heller ikke blit fristet til det. Hun synes likefrem at
ha faat antipati mot mig, og jeg tror dog at ingen kunde været mere
overbærende end jeg."
"Men De hører endnu fra hende?" spurte jeg.
"Jeg overgir mig til Dem, herr Dodd," svarte han. "Verden er meget
haard, og jeg har selv fundet det bitterlig haardt at leve. Hvor
meget værre da for en kvinde som, selv om det er hendes egen skyld,
er kommet i en saa uheldig stilling!"
"Med andre ord, De underholder hende."
"Jeg kan ikke negte det," indrømmet han. "Det har været en møllesten
om min hals. Men jeg tror hun er taknemmelig. De kan se selv."
Han rakte mig et brev. En klodset, uvidende skrift, men fiolet blæk
og fint rosa papir med monogram. Et taapelig, hjerteløst og graadig
brev med bøn og smiger.
"Hun er virkelig taknemmelig," sa han ivrig.
"Det er hun," sa jeg. "Har hun noget krav paa Dem?"
"Nei da, vi blev skilt," var svaret. "Jeg lot mig øieblikkelig skille
fra hende."
"Hvad slags liv fører hun nu?" spurte jeg.
"Det vet jeg ikke, herr Dodd, og jeg sætter min ære i ikke at vite
det."
Man vil se at jeg var glidd ut i en skjendig fortrolighet med den
mand som jeg var reist ut for at motarbeide. Min medynk for manden,
hans beundring for mig, og den fornøielse han fandt i mit selskap,
var de baand som jeg blev lænket med; dertil kom min ukritiske
interesse for alle sider av livet og den menneskelige karakter. Visst
er det ihvertfald at vi daglig tilbragte flere timer sammen, og at
jeg var næsten likesaa meget paa fordækket som i salonen. Denne
fortrolighet førte mig til en saa taapelig handlemaate, at jeg blir
rød naar jeg tænker paa det.
Vi kom til Liverpool en formiddag i tæt regn. Jeg hadde ingen planer,
bare ulyst til at la min skurk slippe bort; det endte med at vi tok
ind i samme hotel, spiste middag sammen, spaserte sammen gjennem de
vaate gater og gik i teater sammen. Jeg hadde den største moro av
hans naive og høitidelige kritik. Av barmhjertighet mot mig selv
overdriver jeg kanske den fornøielse hans selskap gav mig. Jeg
trænger alle mulige undskyldninger, naar jeg skal tilstaa at jeg gik
tilsengs uten at ha nævnt et ord om saken Carthew, men ikke uten
at ha avtalt en tur til Chester dagen efter. I Chester besøkte min
skurk og jeg alle seværdigheter. Mange dager i træk hadde vi nu
følge rundt til en række av Englands byer. Enhver som saa os, maatte
faa det indtryk at vi var to sedvanlige amerikanske turister. Hvem
skulde tænkt sig at den ene var en skurk som skalv for at nærme sig
handlingens sted, og den andre en hjælpeløs amatørdetektiv som ventet
paa at noget skulde hænde.
Der hændte ogsaa et par smaating, og de utfyldte min opfatning av
sakføreren, men til at beskytte Carthew kunde jeg ikke bruke dem.
I Gloucester tilbragte vi en søndag, og jeg foreslog at vi skulde gaa
til gudstjenesten i katedralen. Til min forundring hadde Bellairs
sin egen ~-isme~ som han var trofast mot, han lot mig gaa alene til
katedralen og stjal sig en øde vei til et eller andet Bethel eller
Ebenezer. Da vi møttes til lunch, spøkte jeg litt med ham, og han
blev nervøs.
"De behøver ikke at bruke omsvøp overfor mig, herr Dodd," sa han med
ett. "Si bare at De betragter mig som en hykler."
Jeg blev litt forvirret. "De vet hvad jeg mener om Deres profession,"
svarte jeg tamt.
"Undskyld at jeg forfølger spørsmaalet videre," sa han. "Hvis
De finder mit liv brødefuldt, vil De saa ha mig til at forsømme
naademidlerne? Fordi De synes at jeg feiler paa ett punkt, saa vil De
kanske at jeg skal gaa den onde vei i alle ting? Visselig, kirken er
for synderen."
"Bad De om velsignelse over Deres sidste foretagende?" snerret jeg.
Han fik et slemt anfald av St. Veitsdans, hans ansigt fortrak sig,
og øinene glimtet. "Jeg skal si Dem hvad jeg gjorde!" skrek han. "Jeg
bad for en ulykkelig mand og for en elendig kvinde som han prøver at
underholde."
Jeg kan ikke paastaa at jeg fandt noget svar.
Den andre lille hændelse var i Bristol. Jeg hadde mistet min
reisefælle av syne nogen timer. Fra denne utflugt kom han tilbake med
tykt mæle, slingrende skridt og en hvitkalket ryg. Jeg hadde halvt
ventet dette, men da jeg saa det, kunde jeg gjerne graatt. Alle slags
skrøpeligheter var stablet op paa den svake ryg -- huslig ulykke,
nervesygdom, et frastøtende ydre, tomme lommer, en sørgelig last.
Og fremdeles reiste vi sammen. Hver av os var ræd for at forlate den
andre, hver av os var ræd for at tale, eller visste ikke hvad han
skulde si. Vi drev som et skib uten ror, fra by til by drev vi, og
tilslut satte en liten lokalbane os av i Stallbridge-Minster, som var
den station som laa vort virkelige bestemmelsessted nærmest.
Mens vi som vanlig gjorde en runde i byen, tok regnet til at øse
ned. Vi vadet hjem til hotellet og sat resten av den eftermiddag og
lyttet til den piskende og hujende musik. To timer snakket jeg om
likegyldige ting og holdt samtalen møisommelig vedlike; to timer sat
jeg med en fast beslutning om straks at gjøre min pligt -- og jeg
utsatte det fra det ene øieblik til det næste. For at stramme mit mod
op bestilte jeg ved middagen noget mousserende vin. Den viste sig
at være gyselig, og jeg kunde ikke faa den ned; Bellairs, som hadde
omtrent saa meget smak som en kaalorm, tømte flasken. Vinen har
sikkert gjort ham het i hodet; sikkert har han ogsaa forstaat at vi
nu nærmet os en krise, og at jeg endnu samme kveld maatte ta aapent
standpunkt som hans fiende. Tilslut flygtet han. Middagen var forbi,
nu kom det øieblik da jeg hadde forpligtet mig selv til at bryte
tausheten. Ingen undskyldninger gjaldt nu længer. Jeg gik op efter
tobak, som jeg følte var ret og slet nødvendig i den foreliggende
situation, og da jeg kom ned igjen, var manden borte. Opvarteren sa
mig at han var gaat ut.
Hvad jeg saa ellers er, hidsig er jeg ikke. Jeg forfulgte ikke
Bellairs. Jeg tænkte at han var kjørt til Stallbridge-le-Carthew,
men jeg kjørte ikke efter. Jeg hadde ikke lyst til saa lang en tur
paa det uvisse i øsende regn. Efter at ha kjedet mig usigelig utover
kvelden og haanet mig selv for mit slette spil i hele denne taapelige
farce, fandt jeg ut at det var klokest at gaa tilsengs. Paa veien
op til mit værelse saa jeg i et glimt hvad jeg burde og skulde ha
gjort for længe siden -- nemlig skrevet til Carthew, fortalt hvad jeg
visste, git en skildring av Bellairs, og saa latt ham forsvare sig
eller flygte. Men nu var det for sent, og med den største selvforagt
kastet jeg mig i min seng.
Jeg aner ikke hvad klokken var, da jeg blev vækket av Bellairs, som
kom ind med et lys i haanden. Han hadde været fuld, for han var
tilsølet fra top til taa, men nu var han ædru. Han skalv av et heftig
sindsoprør, og flere ganger under den samtale som nu kom, brast han
pludselig ut i taarer.
"Jeg maa be Dem ikke harmes fordi jeg forstyrrer Dem paa denne
tid av natten," sa han. "Jeg forsvarer mig ikke, jeg har ingen
undskyldning, jeg har vanæret mig selv, jeg er blit retfærdig
straffet; jeg viser mig for Dem for at bønfalde Dem om at staa mig
bi, eller, Gud hjælpe mig, saa tror jeg at jeg mister min forstand."
"Hvad i alverden er nu galt?" spurte jeg.
"Jeg er blit røvet," sa han. "Jeg har ingenting at si til mit
forsvar, det var min egen feil, jeg er blit retfærdig straffet."
"Bevare mig," sa jeg, "hvem kan finde paa at røve nogen et slikt sted
som her."
"Det har jeg ingen mening om," svarte han. "Jeg aner det ikke. Jeg
laa fra mig selv i en grøft. Dette er nedværdigende for mig at maatte
bekjende; i selvforsvar kan jeg bare si at De kanske selv av bare
venlighet har nogen skyld for min skam. Jeg er ikke vant til saadanne
fyldige vine."
"Hvad slags penger var det?" spurte jeg. "Kanske kan vi komme paa
spor efter dem."
"Det var engelske sovereigns. Jeg vekslet i New York. Gud i himmelen,
hvor jeg hadde slitt for de pengene!"
"Det lyder ikke opmuntrende," sa jeg. "De kan jo gaa til politiet,
men det ser noksaa haabløst ut."
"Jeg haaber ingenting av politiet," sa Bellairs. "Mine haab, herr
Dodd, gjælder ene og alene Dem. Jeg kunde let overbevise Dem om at et
litet laan vilde være en udmerket pengeanbringelse, men jeg sætter
heller min lid til Deres gode hjerte. Vort bekjendtskap begyndte
paa en usedvanlig maate, men nu har De kjendt mig en tid, og vi har
været -- jeg kan næsten si fortrolige. Jeg har aapnet mig overfor
Dem som jeg har gjort overfor faa, og De har hørt venlig paa mig.
Det er grunden til at jeg tør vække Dem paa denne tid av natten. Men
tænk Dem i mit sted -- hvorledes kunde jeg sove -- hvorledes kunde
jeg faa drømme om at faa sove, i dette mørke av anger og fortvilelse!
Jeg hadde en ven i nærheten -- ja, det vovet jeg at tænke om Dem, og
jeg flygtet hit uvilkaarlig, likesom en druknende mand klynger sig
til et halmstraa. Disse uttryk er ikke overdrevne, de er matte mot
hvad jeg føler. Og husk hvor let De kan gi mig haab igjen, ja, min
fornuft igjen. Et litet laan som skal bli betalt tilbake efter Deres
ønske. Fem hundrede dollars vilde være rundelig." Han iagttok mig med
brændende øine. "Fire hundrede var nok. Jeg tror, herr Dodd, at jeg
med sparsomhet kunde greie mig med to."
"Og saa vil De betale mig tilbake av Carthews pung?" sa jeg. "De maa
ha mig undskyldt. Men jeg skal si Dem hvad jeg vil gjøre, jeg skal
følge Dem ombord paa en dampbaat, betale Deres reise helt til San
Francisco, og gi forvalteren femti dollars, som han skal la Dem faa
i New York."
Han slukte mine ord, hans ansigt var en brand av listig eftertanke.
Jeg kunde læse der, saa klart som i en bok, at han bare tænkte paa at
narre mig.
"Og hvad skal jeg gjøre i San Francisco?" spurte han. "Jeg har mistet
min bevilling, jeg har ikke arbeide, skal jeg tigge? Og De vet at jeg
ikke staar alene," tilføiet han; "andre er avhængige av mig."
"Jeg skal skrive til Pinkerton," svarte jeg. "Jeg er viss paa at han
kan hjælpe Dem til en post, og i mellemtiden, indtil tre maaneder
efter Deres ankomst, skal han hver første og femtende utbetale til
Dem personlig femogtyve dollars."
"Herr Dodd, jeg kan neppe tro at De mener dette tilbud alvorlig,"
svarte han. "Har De glemt sakens omstændigheter? Vet De at disse
mennesker er de rikeste i denne del av landet? Jeg hørte nogen
snakke om dem i saloonen inat. Deres formue maa beløpe sig til mange
millioner dollars bare i faste eiendomme, og De tilbyr mig nogen faa
hundrede dollars i stikpenger."
"Det er ikke stikpenger, det er en almisse, herr Bellairs," svarte
jeg. "Jeg gjør ingenting for at hjælpe Dem i Deres motbydelige plan,
men jeg ønsker ikke at De skal sulte."
"Gi mig da bare et hundrede dollars, og la gaa med det," ropte han.
"Jeg skal gjøre det jeg har sagt, hverken mere eller mindre."
"Vogt Dem!" skrek han. "De handler som en taape, De vinder en fiende
og ingenting andet, det advarer jeg Dem om." Og igjen slog han over.
"Sytti dollars, bare sytti dollars, i naade og barmhjertighet. De har
et godt hjerte. Tænk paa min stilling, husk min ulykkelige kone."
"De skulde tænkt paa hende før," sa jeg. "Jeg har sagt mit sidste
ord, og jeg ønsker at sove."
"Er det Deres sidste ord? Jeg ber Dem overveie begge sider, min
ulykke, Deres egen fare. Jeg advarer Dem, jeg bønfalder Dem, overvei
det grundig før De svarer," slik halvt bad og halvt truet han med
foldede hænder.
"Mit sidste ord," sa jeg.
Da foregik der en skrækkelig forandring med ham. I den storm av sinne
som nu rystet ham, kom bundfaldet av hans rus igjen til overflaten;
hans ansigt blev forvridd, hans ord vanvittige av raseri, og et
anfald av St. Veitsdans vrængte hans bevægelser.
"De vil kanske tillate mig at si Dem min likefremme mening," begyndte
han, tilsynelatende rolig, i virkeligheten glødende av raseri. "Naar
jeg er en forklaret helgen, saa skal jeg se Dem hyle efter en draape
vand og juble over at se Dem. Deres sidste ord! Jeg slænger det i
ansigtet paa dig, din spion, din falske ven, fete hykler som du er!
Jeg avskyr dig, jeg avskyr dig, jeg spytter paa dig! Jeg er paa
sporet, hans spor, dit spor, jeg lugter blod, jeg skal krype efter
det, jeg skal sulte for at følge det! Jeg skal jage dig tildøde, jage
dig, jage dig tildøde! Hvis jeg var sterk, saa skulde jeg rive dine
indvolde ut, her i dette værelse -- rive dem ut -- jeg skulde rive
dem ut! Fanden, fanden, fanden! Du tror jeg er svak! Jeg kan bite,
bite dig tilblods, bite dig, ødelægge dig -- -- -- --"
Slik raste han uten vet, da scenen blev avbrutt av verten og nogen
tjenere som kom ind i natlige kostymer. Til dem overgav jeg den
vanvittige.
"Faa ham ind paa sit værelse," sa jeg, "han er bare fuld."
Det sa jeg, men jeg visste bedre. Efter hele mit studium av herr
Bellairs var der dog blit en opdagelse igjen til det sidste øieblik
-- hans latente og uhelbredelige galskap.