"Stakkars gamle ven!" utbrøt jeg.
"Gudskelov at du er hjemme igjen!" hikstet han og klappet mig paa
skulderen.
"Jeg har ikke gode nyheter, Jim," sa jeg.
"Du er kommet -- det er den gode nyhet jeg trænger," svarte han. "Aa
som jeg har længtet efter dig, Loudon!"
"Jeg kunde ikke gjøre det du skrev om," sa jeg lavt. "Kreditorerne
har faat altsammen. Jeg kunde ikke gjøre det."
"Hysj!" svarte Jim. "Jeg var gal da jeg skrev. Jeg kunde aldrig set
Mamie i ansigtet hvis vi hadde gjort det. Aa Loudon, du vet ingenting
om livet før du kjender en saadan kvindes hjertensgodhet. Det er en
aabenbaring."
"Det var det jeg haabet at høre, Jim," sa jeg.
"Og ~Flying Scud~ var altsaa svindel. Jeg forstod ikke rigtig dit
brev, men det fandt jeg ut."
"Svindel er et mildt uttryk," sa jeg. "Kreditorerne vil aldrig tro at
vi har været saa dumme. Og det minder mig om," sa jeg for at slippe
bort fra det emne, "hvorledes gik det med fallitten?"
"Du kan være glad du var borte," svarte Jim og rystet paa hodet.
"Du kan være glad du ikke saa aviserne. ~Occidental~ kaldte mig en
femterangs dumme-petter med vand i hodet. Og de andre, huf, Loudon.
Det var stygt mot en nygift mand. Men jeg strammet mig op med ~Flying
Scud~. Hvad fik du ialt ut av den? Jeg skjønner ikke rigtig den
historien."
"Dævelen om du gjør!" tænkte jeg for mig selv og sa høit: "Vi hadde
ikke held nogen av os. Jeg fik ikke mere end til at dække de løpende
utgifter, og du røk overende straks. Hvorledes kom vi til at gaa saa
snart?"
"Aa, det skal vi snakke om siden," sa Jim og kastet sig. "Nu maa jeg
ta fat paa bøkerne igjen. Du gjorde bedst i at gaa hjem til Mamie.
Hun venter dig utaalmodig. Hun betragter dig som en bror, Loudon."
Enhver plan var velkommen, bare den lot mig utsætte min fortælling.
Jeg skyndte mig til Bush Street. Jeg fandt Mamie ved skrivemaskinen.
Paa den nydeligste maate rakte hun mig begge hænder, rullet frem en
stol til mig og bød mig en æske av mine yndlingscigaretter.
Jeg tror nok at hun altid hadde ment at ta elskværdig mot mig, men
den store hjertelighet som jeg fandt, fløt fra en uventet kilde.
Kaptein Nares hadde med en venlighet som jeg aldrig kan glemme ham,
stjaalet en time fra sine forretninger, gjort en visit hos Mamie og
skildret mit arbeide med vraket. Det sa ikke Mamie noget om, hun fik
mig til at fortælle mine eventyr selv.
"Aa, kaptein Nares var bedre!" sa hun saa. "Av Dem har jeg bare
faat vite at De er likesaa beskeden som kjæk. Aa, det nytter ikke
om De negter. Da jeg hørte hvorledes De hadde slitt hele dagen som
en almindelig arbeider, med blødende hænder og brukne negler -- og
hvorledes De bad kapteinen bare gaa paa i stormen, dengang han selv
var ræd -- og om det frygtelige mytteri" -- (Nares hadde ikke spart
paa farverne) -- "og hvorledes De strævet slik for vor skyld, saa
følte jeg at vi aldrig kunde fuldtakke Dem."
"Mamie," sa jeg, "tal ikke om tak; det ordet er ikke paa sin plads
mellem venner. Jim og jeg har været rike sammen, nu skal vi være
fattige sammen. Det første jeg har at gjøre, er at finde en stilling,
saa jeg kan sende Dem og Jim ut paa landet for at ta en god lang
ferie -- det trænger Jim."
"Jim kan ikke ta Deres penger."
"Det blir han nødt til," ropte jeg. "Tok ikke jeg hans?"
Litt efter kom Jim selv, og straks slog han ind paa det forbandede
emne. "Nu, Loudon," sa han, "har vi aftenen for os. Ta saa fat paa
historien."
"Men først," sa jeg og talte bare med læberne, mens mine tanker for
tusende gang strævet med at arrangere historien paa bedste maate,
"vil jeg gjerne faa vite noget om fallitten."
"Aa, la os være fri for den nu!" brøt Jim ut. "Vi betalte syv
procent, og et under var det at vi klarte det saapas. Bobestyreren
--" (her fik han en kvælning og brøt av). "Kom saa med vraket. Jeg
skjønner ikke rigtig sammenhængen; for mig ser det ut som der ligger
noget under."
"Ihvertfald var der ingenting _i_ det," sa jeg og lo tvungent.
"Det ønsker jeg at dømme om," svarte Jim.
"Det er merkelig saa litet lyst du har til at snakke om fallitten,"
sa jeg -- utilgivelig dumt for en mand i min stilling.
"Og jeg synes du har merkelig litet lyst til at komme ind paa
vraket," sa Jim.
Nu kunde jeg ikke længer vike unda, og jeg kastet mig med tilgjort
munterhet ut i min historie. Jeg fortalte den med fart og liv,
skildret øen og vraket, gjengav folkenes væsen og tale, holdt
spændingen vedlike -- -- -- nei, jeg strammet den altfor sterkt;
da jeg stanset -- jeg kan ikke si sluttet hvor der ikke var nogen
slutning -- da saa Jim og Mamie forbauset paa mig.
"Og saa?" sa Jim.
"Det er alt," sa jeg.
"Men hvorledes forklarer du det," sa han.
"Jeg kan ikke forklare det," sa jeg.
Mamie virret ulykkespaaende med hodet.
"Men ved den store Cæsars aand, pengene blev jo budt!" skrek Jim.
"Dette er tøv og sludder, Loudon. Jeg tror gjerne at du og Nares
gjorde deres bedste, men saa er dere blit narret. Jeg sier at opiumen
er i skibet den dag idag, og jeg sier at jeg skal faa tak i den."
"Der er ikke andet end gammelt træ og jern i skibet, har jeg sagt!"
svarte jeg.
"Du skal faa se!" sa Jim. "Næste gang reiser jeg selv, og jeg tar
Mamie med. Longhurst vil ikke negte mig en skonnert. Bare vent til
jeg faar lett gjennem vraket."
"Men det kan du ikke!" ropte jeg. "Vraket er brændt."
"Brændt!" brøt Mamie ut og reiste litt paa sig.
Der kom en lang pause.
"Undskyld, Loudon," begyndte Jim tilslut, "men hvorfor i hete noksagt
brændte du det?"
"Det var et indfald av Nares," sa jeg.
"Dette er virkelig yderst merkelig," indskjøt Mamie.
"Ja, jeg maa si at det var uventet at høre," tilføiet Jim. "Hvad
mente Nares at vinde ved at brænde det?"
"Det betydde jo ingenting; vi hadde fundet alt som var at finde," sa
jeg.
"Saa De er sikker paa det?" spurte Mamie.
"Vi _var_ sikre!" utbrøt jeg. "Vi hadde gravet os gjennem hele
skibet."
"Ja, jeg begynder at tro at De var sikre," svarte hun med
betydningsfuldt eftertryk.
Jim kastet sig hastig imellem. "Jeg skjønner ikke, Loudon, at du
lægger saa liten vegt paa alle de underligheter som der er med dette
vraket."
"Aa pyt, hvorfor holde paa med dette længer?" ropte Mamie og reiste
sig med et sæt. "Herr Dodd fortæller os hverken hvad han tænker eller
hvad han vet."
"Mamie!" sa Jim.
"Aa, du behøver ikke være saa bekymret for hans følelser, James; han
bekymrer sig ikke om dine. Og dette er heller ikke første gang han
har været hemmelighetsfuld. Har du glemt at han kjendte adressen, og
ikke fortalte dig den før manden var sluppet bort?"
Jim vendte sig bønlig mot mig -- nu stod vi alle. "Loudon," sa han,
"det er sandt, det er til at bli forstyrret av. For guds skyld, du
maa opklare det for os."
"Ja, Jim," sa jeg, "der er mere end det jeg har fortalt, og jeg
skulde ikke prøvet at holde det skjult for dig. Jeg skulde sagt
straks at jeg har forpligtet mig til at tie. Du maa stole paa mig.
Det jeg ikke har fortalt -- og forresten er det litet jeg vet selv
-- det vedkommer ikke os, det kan hverken gjøre os fattigere eller
rikere, og jeg har git mit æresord paa at tie. Du maa stole paa mig
og prøve at tilgi mig."
"Kanske er jeg svært dum, herr Dodd," tok Mamie fat med skræmmende
blidhet, "men jeg trodde at De foretok denne reise som repræsentant
for min mand og med hans penger. Nu sier De at De har forpligtet Dem,
men jeg trodde at De først og fremst hadde pligter overfor James.
De sier at det ikke vedkommer os, men vi er fattige, og min mand er
syk, og det vedkommer os svært meget at faa vite hvorledes vi har
tapt vore penger, og hvorfor vor repræsentant kommer tilbake med
ingenting. De ber os stole paa Dem, og vi spør os selv om vi ikke har
stolt altfor meget paa Dem."
"Jim kjender mig," sa jeg.
"Ja, De tror De kan gjøre med James hvad De vil. Men desværre var det
nok en uheldig dag for Dem da vi blev gift, for jeg er ikke blind.
Mandskapet forsvinder, skibet blir solgt for en stor sum penger, De
kjender den mands adresse og sier den ikke, De finder ikke det De
skulde finde, og allikevel brænder De skibet. Og da vi saa ber Dem
om forklaring, saa har De forpligtet Dem til at tie. Men det har
ikke jeg forpligtet mig til, jeg vil ikke staa taus og se paa at min
stakkars mand blir bedraget av sin naadige ven. Jeg skal gi Dem hele
sandheten. Herr Dodd, De er blit kjøpt og solgt."
"Mamie," ropte Jim, "ikke mere av dette! Det er bare mig du saarer.
Hadde ikke Loudon været, saa kunde jeg ikke set dig i ansigtet. Han
har reddet min ærlighet."
"Aa du," sa hun, "du er en godhjertet nar, og det elsker jeg dig
for. Men jeg er en klarhodet kvinde, og jeg kan se at denne mand er
en hykler. Kom han ikke her idag og paastod at han vilde ta en post
og dele sin surt fortjente løn med dig til du var frisk igjen! Det
vilde han. Aa, jeg kan bli rasende. Hans løn! En del av hans løn! Det
vilde været din usle del av ~Flying Scud~. Men vi trænger ikke Deres
barmhjertighet. Jeg kan gudskelov arbeide for min mand! De kan gaa
med Deres penger. For De er rik, De tør ikke negte det, De tør ikke
se mig i ansigtet og prøve at negte det, De er rik -- rik med vore
penger -- min mands penger --"
Himmelen maa vite til hvilken høide hun vilde løftet sig, slik som
hun blev hvirvlet med av sine egne ord. Jeg vinket et farvel til Jim
og flygtet fra den ulike kamp, hjertesyk og fortvilet.
Jeg var ikke naadd langt ned i gaten, da jeg hørte nogen komme
springende efter mig. Det var Jim. Han var fulgt efter for at gi mig
et brev som længe hadde ventet paa min hjemkomst.
Jeg tok det som i drømme. "Dette var en forbandet historie," sa jeg.
"Tænk ikke haardt om Mamie," bad han. "Hun er slik, det er altsammen
bare høistemt trofasthet. Og naturligvis vet jeg at der ikke er noget
galt. Men du ser, Loudon, du var ikke rigtig likefrem. Enhver kunde
ha -- jeg mener -- jeg mener --"
"Ikke bry dig om det, stakkars Jim. Hun er en kjæk liten en og en
trofast kone, og jeg syntes hun var pragtfuld."
"Det maa bli godt igjen," sa han.
"Det kan det aldrig," sa jeg og sukket, "og prøv bare ikke at rette
paa det. Du skal ikke nævne mig uten med en ed. Og gaa nu hjem til
hende. Farvel, du min bedste ven. Farvel, og gud velsigne dig. Vi
møtes aldrig mere."
"Aa Loudon, at vi skulde opleve at si saadant til hverandre!" brøt
han ut.
I en underlig sorgfuld likegladhet drev jeg gjennem gaterne, og da
jeg kom forbi Poodle Dog, drev jeg derind og tok et bord. En opvarter
kom hen, og jeg maa sagtens ha gjort en bestilling, for litt efter
fandt jeg mig selv ifærd med at spise middag. Paa den hvite duk foran
mig laa brevet; adressen var skrevet av en kontoristhaand, brevet
hadde engelsk frimerke og var stemplet Edinburgh. Da jeg hadde faat
suppen og et glas vin ned, vaaknet et sted i min hjerne en svak
nysgjerrighet, og mens jeg ventet paa den næste ret og undret mig
over hvad jeg vel hadde bestilt, aapnet jeg konvolutten og begyndte
at læse det epokegjørende dokument.
"~Kjære herr Dodd~, -- Jeg har faat det triste opdrag at meddele
Dem, at Deres udmerkede bedstefar herr Alexander Loudon døde den
17. ds. -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- --
Da døden nærmet sig, talte han endda kjærligere end sedvanlig om
Dem -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- --
Jeg vedlægger en avskrift av testamentet, hvorav De vil se at
De deler likt med herr Adam. Deres arv beløper sig til henimot
sytten tusen pund -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- --
For alle tilfældes skyld vedlægger jeg en anvisning paa seks
hundrede pund -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- --
Deres ærbødige
~W. Rutherford Gregg.~"
"Gud velsigne den gamle hædersmand!" tænkte jeg, og jeg sat en stund
fordypet i minder.
Og saa kom glæden. Jeg var reddet, jeg var rik, jeg var fri, jeg
kunde beskytte Carthew, faa Jim paa fote igjen, selv reise til Paris,
alle muligheter aapnet sig for mig, og -- -- -- og -- -- --
"Kreditorerne!" sa jeg høit for mig selv og sank bakover i stolen.
Altsammen, helt til den sidste skilling, tilhørte dem. Min bedstefar
var død for tidlig til at frelse mig.
Da gik der vilde tanker gjennem hodet mit. Jeg kunde flygte med mine
penger, mine kreditorer skulde faa lete efter mig i de blodigste
avkroker av verden. Eller naar jeg først sat trygt bjerget et sted,
saa kunde jeg gjennem en listig agent træffe en billig overenskomst
med dem. Dette haab førte mig igjen til fallitten. Det var underlig,
tænkte jeg; saa ofte som jeg hadde spurt Jim, hadde han dog aldrig
villet gi mig svar. Nu maatte jeg ha fuld besked; jeg maatte gaa hjem
til ham straks; tanken bød mig imot, men jeg maatte.
Jeg lot maten staa, betalte for hele middagen, naturligvis, og kastet
en guldmynt til opvarteren, jeg var likeglad; jeg visste ikke hvad
der var mit, og brydde mig ikke om det; jeg maatte ta det jeg kunde
faa, og gi det jeg var istand til; at røve og at sløse, slik blev vel
min nye skjæbne. Jeg gik og plystret, jeg strammet mig op til først
at møte Mamie, saa den hele verden, og tilslut en fantastisk dommer
i retten. Jeg tændte en cigar for at gi mig en kjækkere mine, og
dampende skred jeg ind med en sikkert elendig mislykket overlegenhet.
Min ven og hans kone sat ved et fattig maaltid -- nogen stekte
kjøtbeter, kolde levninger fra frokosten og en sørgelig kaffekande.
"Jeg ber om undskyldning, fru Pinkerton," sa jeg, "for at jeg
indfinder mig her, hvor jeg vist ikke blir savnet; men der er en
forretningssak som jeg nødvendigvis maa tale om."
"Aa, ta ikke hensyn til mig," sa Mamie, reiste sig og seilte ind i
soveværelset.
Jim stirret efter hende og rystet paa hodet; han saa elendig gammel
og daarlig ut.
"Hvad er det nu?" sa han.
"Kanske husker du at du ikke gav mig svar paa mine spørsmaal," sa jeg.
"Dine spørsmaal?" stammet Jim.
"Ja, jeg hadde ogsaa mine spørsmaal," sa jeg. "Og hvor litet jeg saa
kan ha tilfredsstillet Mamie med mine svar, maa jeg allikevel faa
minde dig om at du slet ikke gav noget svar."
"Du mener om fallitten?" spurte Jim.
Jeg nikket.
Han vred sig i stolen. "Jeg skal si dig den rene sandhet," sa han.
"Jeg skammer mig. Aa Loudon, jeg har narret dig fra først av, det
er skrækkelig at tilstaa. Og her kom du hjem og gjorde mig netop
det spørsmaal jeg var ræd for. Hvorfor røk vi saa snart? Dit skarpe
forretningsblik har ikke narret dig. Hvorfor ja? Det er pointet,
det er min skam. Da Mamie tok saa paa vei i eftermiddag, saa sa min
samvittighet hele tiden: Du er manden!"
"Hvad var det, Jim?" spurte jeg.
"Det som jeg har været borte i hele tiden, Loudon," jamret han.
"Hvorledes skal jeg kunne se dig i ansigtet og si det!" Og han
hikstet: "Det var aktier."
"Og det var du ræd for at fortælle mig!" ropte jeg. "Din stakkars,
gamle, triste drømmer! Hvad hadde det at bety? Hvorledes er jeg
stillet, det er det jeg maa vite. Jeg har en vigtig grund. Er jeg
fri? Har jeg faat raadighet over boet, eller hvad skal jeg gjøre for
at faa det ordnet? Og hvilken dato faar bevidnelsen? Du aner ikke
hvor meget der avhænger av det!"
"Dette er det værste av alt," sa Jim. "Hvorledes skal jeg faa sagt
det!"
"Hvad mener du?" ropte jeg og saa alle slags forfærdelige muligheter
for mig.
"Jeg er ræd for at jeg ofret dig, Loudon," sa han og saa ynkelig paa
mig.
"Ofret mig?" gjentok jeg. "Hvad mener du?"
"Jeg vet det vil saare din ømtaalige stolthet noget forfærdelig,"
sa han, "men hvad skulde jeg gjøre? Alting saa fortvilet ut.
Bobestyreren" -- (navnet blev som vanlig sittende fast i halsen
paa ham, og han begyndte paa en frisk). "Der var endel snak,
reporterne fløi allerede efter mig, det var noget med den meksikanske
forretning, jeg blev vetskræmt, og jeg visste ikke hvad jeg gjorde."
Jeg vet ikke hvor længe han kunde fortsat med disse pinefulde omsvøp
og antydninger; og jeg var allerede fra mig selv av rædsel. Hvad i al
verden hadde han gjort?
"Jim," sa jeg, "du maa tale ret ut. Jeg orker ikke mer".
"Ja," sa han -- "jeg vet det var hensynsløst -- jeg forklarte at du
ikke var forretningsmand, bare en maler som det var gaat ut for, og
at du fra først av ikke skjønte dig paa nogen ting, mindst av alt
paa penger og regnskaper. Jeg sa at jeg aldrig fik lært dig de mest
elementære ting. Jeg maatte si det paa grund av nogen anførsler i
bøkerne --"
"For Guds skyld!" ropte jeg. "Pin mig ikke længer! Hvad beskyldte du
mig for?"
"Beskyldte dig for?" gjentok Jim. "For det jeg nu fortæller dig. At
der ikke var nogen kontrakt om kompaniskap. Jeg forklarte at du bare
var en slags kontorist, som jeg kaldte min kompagnon for at gi dig
mod. Og saa fik jeg dig opført som kreditor for din løn og de pengene
du hadde laant mig. Og --"
Jeg tror at jeg ravet. "Kreditor!" brølte jeg. "Kreditor! Jeg er slet
ikke med i fallitten?"
"Nei," sa Jim. "Jeg vet det var hensynsløst --"
"Fanden i den hensynsløsheten! Læs der!" skrek jeg og dasket brevet
ned paa bordet foran ham. "Og rop din kone ind, og spis ikke dette
sølet" -- og jeg feiet det kolde kjøt ned i den tomme kamin -- "men
la os gaa og faa en champagnesouper. Jeg har vist spist, men jeg skal
gjerne spise ti ganger en slik kveld. Læs der, dit asen! Jeg er ikke
gal. Hør, Mamie," fortsatte jeg og aapnet døren til soveværelset,
"kom herut og la os være venner igjen, og kys Deres mand, og saa gaar
vi ut og fester som vi aldrig har gjort før. De hadde ret, Mamie, jeg
var rik hele tiden, men jeg visste det ikke."