TIENDE KAPITEL.

Honolulu.

Den sidste nat paa Midway fik jeg litet søvn; om morgenen laa jeg

længe og døset, og da jeg tilslut kom paa dæk, gik skonnerten for

fulde seil gjennem indløpet og mot det aapne hav. Tæt ved siden

rullet et vældig braat sig op langs revet med tordnende larm, og bak

os laa vraket og spydde røk i morgenluften. Hvirvlerne drev allerede

langt ned i læ, flammerne glitret allerede i kahytsskylightet, og

de skræmte sjøfugl hadde spredt sig over hele lagunen. Eftersom vi

fjernet os, stod flammerne fra ~Flying Scud~ høiere, og længe efter

at vi hadde tapt Midway Island av syne, hang endnu røken i horisonten

likesom fra en damper langt borte. Men snart var heller ikke røken

at se, ~Norah Creina~ var igjen alene i den tomme verden av skyer

og vand, og det første som brøt horisontens linje, var elleve dager

efter de tørre fjeld paa Oahu.

Siden har jeg ofte tænkt med glæde paa at vi slik ødela resterne av

~Flying Scud~. Nu var vrakets hemmelighet bjerget.

Først ved daggry kom vi nær øen. Vi holdt langs kysten, saa tæt inde

som vi vaaget. Det var en frisk bris og skyfri himmel. Under farten

saa vi hele tiden de nøkne fjeldsider og de forkrøblede kokospalmer

paa den litt melankolske øgruppe.

Vi krydset den dag frem og tilbake, og i mørket krøp vi forsigtig

frem mot Pearl Locks, hvor jeg efter avtalen med Jim skulde møte

smuglerne. Natten var heldigvis mørk og sjøen smul. Efter vore

instruktioner viste vi ikke noget lys paa dæk, bare en rød lanterne

hang fra hver av kranbjelkerne et par fot over vandet. Vi satte

en utkik paa baugsprydet, en anden i tversalingerne, og alle mand

flokket sig forut for at speide efter ven og fiende. Nu var det

øieblik kommet da vi satte baade frihet og penger paa spil, og det

for en sum som var saa liten for en mand i min fortvilede stilling,

at jeg kunde ledd høit av bitterhet.

En stund saa vi ikke andet end fjeldenes mørke omrids, de indfødte

fiskeres fakler som glitret her og der utenfor stranden, og midt

foran os byen Honolulus lysvrimmel. Om en stund viste en rød stjerne

sig indenfor os, og den syntes at glide vuggende nærmere. Dette var

det avtalte signal, og vi skyndte os at vise svarsignalet, vi sænket

et hvitt lys fra skansen, slukket de to andre, og la skonnerten bi.

Stjernen nærmet sig langsomt, lyden av aarer og av menneskestemmer

kom til os over vandet, og saa blev vi praiet:

"Er det herr Dodd?"

"Ja," svarte jeg. "Er Jim Pinkerton der?"

"Nei," svarte stemmen. "Men her er en av hans mænd, en som heter

Speedy."

"Det er mig, herr Dodd," tilføiet Speedy selv. "Jeg har breve til

Dem."

"Vel," svarte jeg. "Kom ombord og la mig se min post."

Følgelig gled en hvalbaat op langs siden, og tre mænd entret ombord.

Det var min gamle San Francisco ven Speedy, en liten vissen fyr som

het Sharpe, og en svær, rødmusset mand som saa frygtelig forranglet

ut, hans navn var Fowler.

"Vi har slette nyheter til Dem, herr Dodd," sa Fowler. "Deres Firma

er gaat fallit."

"Allerede!" brøt jeg ut.

"Tja, folk syntes heller det var et under at Pinkerton holdt det

gaaende saa længe. Vraket var for meget for deres kredit. En stor

forretning var det sikkert, men De hadde for litet kapital, og da

saa striden begyndte, saa maatte De gaa. Pinkerton greide sig fint

igjennem, syv procent til kreditorerne, litt kritik, men ingenting

at ta sig nær av, aviserne tok lemfældig paa ham ogsaa -- Jim hadde

vel sine forbindelser der. Det eneste gale er at hele denne ~Flying

Scud~ historien kom i bladene med alt det andre; i Honolulu er de

blit lysvaakne, og jo før vi faar opiumen ind og dollarerne ut, des

bedre for os alle sammen."

"De maa undskylde mig, mine herrer," sa jeg. "Min ven, kapteinen her,

vil drikke et glas champagne med Dem, mens De venter; jeg maa læse

mine breve først."

De knurret litt, og unegtelig saa al venting farlig ut; men de var

godmodige nok til at forstaa min uro og lot mig slippe op paa dæk. I

lyset av en lanterne som jeg smuglet ind under rælingen, læste jeg

saa de motfaldne, ulykkelige og fortvilede breve fra Jim Pinkerton.

I det første brev var han endnu saa modig at han ønsket at slaas med

Ægyptens pyramider. Og Mamie holdt likesom Moses og Aron hans armer

op, naar han følte sig træt.

Allerede i det andet brev er sammenbruddet kommet. En stakkars

regning paa to hundrede dollars har sat en stopper for hans utstrakte

operationer, og han er blit krævet til ansvar for opimot to hundrede

og femti tusen. Men endnu er han fuld av arbeidslyst og viss paa at

der ihvertfald blir et pent utbytte til kreditorerne.

I det tredje brev er der ikke haab igjen. Aviserne har været grusomme

mot ham, de har været umenneskelige. Mamie daanet da hun fik rede paa

katastrofen.

Og saa det sidste brev. Jim er syk og nedbrutt. Han har tat en post

som kontorist, men er ute av stand til at regne tre tal sammen. Mamie

er blit maskinskriverske. Det er forbi med ham som forretningsmand,

han vil bare hvile ut. Ellers maa han dø av sorg og elendighet. "Hvis

du finder noget paa vraket, saa stol paa Speedy, la ikke kreditorerne

faa fat i det. Jeg hjalp dig da du hadde det ondt, hjælp nu du mig.

Jeg vet at du nødig gjør dette som jeg foreslaar. Men husk at det

gjælder liv og død for Jim Pinkerton."

Desuten var der en lægeattest som lød mistrøstig nok.

Disse sørgelige breve fra min ven, som før hadde været saa frisk

og freidig, gjorde naturligvis et dypt indtryk paa mig. Da jeg var

færdig med dem, stod jeg længe og stirret ind mot Honolulu, mens jeg

grublet over hvad jeg kunde gjøre og ikke gjøre for Jim.

Jeg tænkte længe frem og tilbake, og herrerne nede i kahytten fik

tid til at prøve sin taalmodighet, før jeg kom til nogen beslutning.

Det var galt nok at jeg hadde været villig til at bli opiumssmugler.

Kunde jeg ogsaa bli bedrager? Nei, saa langt kunde jeg ikke gaa, selv

for min syke vens skyld. Da vilde jeg heller finde mig en stilling

og med min løn hjælpe ham til den ferie han trængte saa haardt. Men

nu var ogsaa smuglingen unyttig; hvorfor skulde jeg indlate mig paa

den risiko bare for at gavne vore kreditorer? Jeg gik altsaa ned i

kahytten for at gi herrerne den besked at de hadde umaket sig ombord

uten nytte. Jeg hadde ikke noget opium til dem.

Men da jeg kom ned og saa de utaalmodige ansigter og regnet ut

hvor længe de hadde ventet, saa var jeg ikke mand for at la dem

gaa skuffet iland. Jeg følte mig langt fra ædel da jeg trods min

beslutning indlot mig med smuglerne, men jeg fik ihvertfald en

fornøielig time. Fowler og Sharpe var begge umaadelig gløgge; til at

begynde med gjorde de mig den ære at tillægge mig sine egne udyder,

og før de var færdige, saa de paa mig næsten med ærefrygt. Denne

ophøiede stilling vandt jeg ved likefrem at fortælle sandheten og

ved oprigtig at vise min likegyldighet for utfaldet. Uten at tænke

paa det var jeg en stor diplomat. Da jeg for eksempel nævnte at jeg

bare hadde to hundrede og firti pund opium, saa vekslet smuglerne

megetsigende blikke som betydde: "Det er nok en farlig kar at ha med

at gjøre!" Men da jeg skjødesløst foreslog fem og tredive dollars

pundet -- som en forbedring av deres tilbud om tyve -- og sluttet med

disse ord: "Hele saken interesserer mig forresten ikke. Vil De ikke

ha det for den pris, saa la være, og fyld glassene" -- da hadde jeg

den usigelige glæde at se Sharpe nugge advarende bort i Fowler, og at

se Fowler kvæle det gemytlige tak som allerede stod paa hans læber,

og istedet stamme: "Nei, ikke mere vin, tak, herr Dodd!" Og dette

var ikke alt, men da handelen var sluttet med tredive dollars pundet

-- en fin liten forretning for mine kreditorer -- og vore venner

rodde sin vei i hvalbaaten, saa viste det sig at de undervurderte

lydens forplantning i stille vand, og jeg fik ogsaa den glæde at høre

følgende vidnesbyrd:

"Det er en fulas, den Dodd," sa Sharpe.

Vrakets hemmelighet · 第 21 / 39 题