Honolulu.
Den sidste nat paa Midway fik jeg litet søvn; om morgenen laa jeg
længe og døset, og da jeg tilslut kom paa dæk, gik skonnerten for
fulde seil gjennem indløpet og mot det aapne hav. Tæt ved siden
rullet et vældig braat sig op langs revet med tordnende larm, og bak
os laa vraket og spydde røk i morgenluften. Hvirvlerne drev allerede
langt ned i læ, flammerne glitret allerede i kahytsskylightet, og
de skræmte sjøfugl hadde spredt sig over hele lagunen. Eftersom vi
fjernet os, stod flammerne fra ~Flying Scud~ høiere, og længe efter
at vi hadde tapt Midway Island av syne, hang endnu røken i horisonten
likesom fra en damper langt borte. Men snart var heller ikke røken
at se, ~Norah Creina~ var igjen alene i den tomme verden av skyer
og vand, og det første som brøt horisontens linje, var elleve dager
efter de tørre fjeld paa Oahu.
Siden har jeg ofte tænkt med glæde paa at vi slik ødela resterne av
~Flying Scud~. Nu var vrakets hemmelighet bjerget.
Først ved daggry kom vi nær øen. Vi holdt langs kysten, saa tæt inde
som vi vaaget. Det var en frisk bris og skyfri himmel. Under farten
saa vi hele tiden de nøkne fjeldsider og de forkrøblede kokospalmer
paa den litt melankolske øgruppe.
Vi krydset den dag frem og tilbake, og i mørket krøp vi forsigtig
frem mot Pearl Locks, hvor jeg efter avtalen med Jim skulde møte
smuglerne. Natten var heldigvis mørk og sjøen smul. Efter vore
instruktioner viste vi ikke noget lys paa dæk, bare en rød lanterne
hang fra hver av kranbjelkerne et par fot over vandet. Vi satte
en utkik paa baugsprydet, en anden i tversalingerne, og alle mand
flokket sig forut for at speide efter ven og fiende. Nu var det
øieblik kommet da vi satte baade frihet og penger paa spil, og det
for en sum som var saa liten for en mand i min fortvilede stilling,
at jeg kunde ledd høit av bitterhet.
En stund saa vi ikke andet end fjeldenes mørke omrids, de indfødte
fiskeres fakler som glitret her og der utenfor stranden, og midt
foran os byen Honolulus lysvrimmel. Om en stund viste en rød stjerne
sig indenfor os, og den syntes at glide vuggende nærmere. Dette var
det avtalte signal, og vi skyndte os at vise svarsignalet, vi sænket
et hvitt lys fra skansen, slukket de to andre, og la skonnerten bi.
Stjernen nærmet sig langsomt, lyden av aarer og av menneskestemmer
kom til os over vandet, og saa blev vi praiet:
"Er det herr Dodd?"
"Ja," svarte jeg. "Er Jim Pinkerton der?"
"Nei," svarte stemmen. "Men her er en av hans mænd, en som heter
Speedy."
"Det er mig, herr Dodd," tilføiet Speedy selv. "Jeg har breve til
Dem."
"Vel," svarte jeg. "Kom ombord og la mig se min post."
Følgelig gled en hvalbaat op langs siden, og tre mænd entret ombord.
Det var min gamle San Francisco ven Speedy, en liten vissen fyr som
het Sharpe, og en svær, rødmusset mand som saa frygtelig forranglet
ut, hans navn var Fowler.
"Vi har slette nyheter til Dem, herr Dodd," sa Fowler. "Deres Firma
er gaat fallit."
"Allerede!" brøt jeg ut.
"Tja, folk syntes heller det var et under at Pinkerton holdt det
gaaende saa længe. Vraket var for meget for deres kredit. En stor
forretning var det sikkert, men De hadde for litet kapital, og da
saa striden begyndte, saa maatte De gaa. Pinkerton greide sig fint
igjennem, syv procent til kreditorerne, litt kritik, men ingenting
at ta sig nær av, aviserne tok lemfældig paa ham ogsaa -- Jim hadde
vel sine forbindelser der. Det eneste gale er at hele denne ~Flying
Scud~ historien kom i bladene med alt det andre; i Honolulu er de
blit lysvaakne, og jo før vi faar opiumen ind og dollarerne ut, des
bedre for os alle sammen."
"De maa undskylde mig, mine herrer," sa jeg. "Min ven, kapteinen her,
vil drikke et glas champagne med Dem, mens De venter; jeg maa læse
mine breve først."
De knurret litt, og unegtelig saa al venting farlig ut; men de var
godmodige nok til at forstaa min uro og lot mig slippe op paa dæk. I
lyset av en lanterne som jeg smuglet ind under rælingen, læste jeg
saa de motfaldne, ulykkelige og fortvilede breve fra Jim Pinkerton.
I det første brev var han endnu saa modig at han ønsket at slaas med
Ægyptens pyramider. Og Mamie holdt likesom Moses og Aron hans armer
op, naar han følte sig træt.
Allerede i det andet brev er sammenbruddet kommet. En stakkars
regning paa to hundrede dollars har sat en stopper for hans utstrakte
operationer, og han er blit krævet til ansvar for opimot to hundrede
og femti tusen. Men endnu er han fuld av arbeidslyst og viss paa at
der ihvertfald blir et pent utbytte til kreditorerne.
I det tredje brev er der ikke haab igjen. Aviserne har været grusomme
mot ham, de har været umenneskelige. Mamie daanet da hun fik rede paa
katastrofen.
Og saa det sidste brev. Jim er syk og nedbrutt. Han har tat en post
som kontorist, men er ute av stand til at regne tre tal sammen. Mamie
er blit maskinskriverske. Det er forbi med ham som forretningsmand,
han vil bare hvile ut. Ellers maa han dø av sorg og elendighet. "Hvis
du finder noget paa vraket, saa stol paa Speedy, la ikke kreditorerne
faa fat i det. Jeg hjalp dig da du hadde det ondt, hjælp nu du mig.
Jeg vet at du nødig gjør dette som jeg foreslaar. Men husk at det
gjælder liv og død for Jim Pinkerton."
Desuten var der en lægeattest som lød mistrøstig nok.
Disse sørgelige breve fra min ven, som før hadde været saa frisk
og freidig, gjorde naturligvis et dypt indtryk paa mig. Da jeg var
færdig med dem, stod jeg længe og stirret ind mot Honolulu, mens jeg
grublet over hvad jeg kunde gjøre og ikke gjøre for Jim.
Jeg tænkte længe frem og tilbake, og herrerne nede i kahytten fik
tid til at prøve sin taalmodighet, før jeg kom til nogen beslutning.
Det var galt nok at jeg hadde været villig til at bli opiumssmugler.
Kunde jeg ogsaa bli bedrager? Nei, saa langt kunde jeg ikke gaa, selv
for min syke vens skyld. Da vilde jeg heller finde mig en stilling
og med min løn hjælpe ham til den ferie han trængte saa haardt. Men
nu var ogsaa smuglingen unyttig; hvorfor skulde jeg indlate mig paa
den risiko bare for at gavne vore kreditorer? Jeg gik altsaa ned i
kahytten for at gi herrerne den besked at de hadde umaket sig ombord
uten nytte. Jeg hadde ikke noget opium til dem.
Men da jeg kom ned og saa de utaalmodige ansigter og regnet ut
hvor længe de hadde ventet, saa var jeg ikke mand for at la dem
gaa skuffet iland. Jeg følte mig langt fra ædel da jeg trods min
beslutning indlot mig med smuglerne, men jeg fik ihvertfald en
fornøielig time. Fowler og Sharpe var begge umaadelig gløgge; til at
begynde med gjorde de mig den ære at tillægge mig sine egne udyder,
og før de var færdige, saa de paa mig næsten med ærefrygt. Denne
ophøiede stilling vandt jeg ved likefrem at fortælle sandheten og
ved oprigtig at vise min likegyldighet for utfaldet. Uten at tænke
paa det var jeg en stor diplomat. Da jeg for eksempel nævnte at jeg
bare hadde to hundrede og firti pund opium, saa vekslet smuglerne
megetsigende blikke som betydde: "Det er nok en farlig kar at ha med
at gjøre!" Men da jeg skjødesløst foreslog fem og tredive dollars
pundet -- som en forbedring av deres tilbud om tyve -- og sluttet med
disse ord: "Hele saken interesserer mig forresten ikke. Vil De ikke
ha det for den pris, saa la være, og fyld glassene" -- da hadde jeg
den usigelige glæde at se Sharpe nugge advarende bort i Fowler, og at
se Fowler kvæle det gemytlige tak som allerede stod paa hans læber,
og istedet stamme: "Nei, ikke mere vin, tak, herr Dodd!" Og dette
var ikke alt, men da handelen var sluttet med tredive dollars pundet
-- en fin liten forretning for mine kreditorer -- og vore venner
rodde sin vei i hvalbaaten, saa viste det sig at de undervurderte
lydens forplantning i stille vand, og jeg fik ogsaa den glæde at høre
følgende vidnesbyrd:
"Det er en fulas, den Dodd," sa Sharpe.