Endelig er _det_ sket, som jeg har haabet og frygtet og skælvet for
som for noget skæbnesvangert. Jeg har mødt _ham_.
Jeg gik ind til Byen for at besøge Bedstemoder. Han kom, sammen med
en anden Herre, imod mig. Paa lang Afstand saá vi hinanden. Af og til
var der Folk imellem os, saa vi skjultes for hinanden; saa mødtes
vore Blikke igen. Min første Tilskyndelse var at vende om. Men jeg
tvang mig frem. Jeg følte, at der var noget, som nu maatte afgøres.
Og fast og roligt -- med en yderste Viljeanspændelse -- holdt jeg mit
Blik rettet mod hans. Vi var nu hinanden paa faa Skridt nær. Jeg saá
en nervøs Flakken i hans Øjne -- jeg vendte ikke mine bort -- og idet
vi passerede hinanden, greb han hastigt til Hatten og hilste.
Det var første Gang, han havde hilst mig paa offenligt Sted.
Jeg følte, at jeg i det Øjeblik havde været den Stærke. Men i samme
Nu, han var gledet forbi mig, var min Kraft brudt. Mine Ben rystede
under mig, og jeg maatte ty ind i en Port og støtte mig.
Hvis han havde vendt om og var fulgt efter mig -- det svimler for mig
ved Tanken.
Men han kom ikke. Og mens jeg gik videre og jeg lidt efter lidt blev
sikker paa, at han ikke kom, syntes jeg, at det baade var en ny
bitter Skuffelse, og at der dog endnu var Haab for mig om Befrielse.
De sidste Dage i Oktober.
Jeg har i den senere Tid ofte været i Frederiksberg Have. Der er saa
smukt i disse Dage, mens Bladene dør i de skønneste Farver og gyldne
bæres til Jorden af syngende Solstraaler.
Jeg forstaar, at denne Have søges af gamle Mennesker og ensomme
Sjæle. Foran dens Gitter standser Byens Larm: den aabner sig som et
Asyl for stille Tanker og stille Sorg. Den er som en Kirkegaard for
forborgne Minder og bristede Forhaabninger.
Hver Dag møder jeg de samme Mennesker; jeg synes, jeg kender dem
alle, og jeg tror at kende den Livshistorie, der fører hver af dem
hid. Der er den gamle, sirligt klædte Herre, hvis Mund altid mimrer i
det vrede, hvide Ansigt og som ustandseligt slaar om sig med sin
Stok. Hvad kan han vel være andet end en fordums Embedsmand, der
stadig harmes over sin formentlig uretfærdige Afskedigelse? Og
behøver man at spørge om, hvad hun tænker paa, den høje, slanke,
sortklædte Dame, der kommer dér med sin halvvoksne, ligeledes
sørgeklædte Datter, og som smiler mat og aandsfraværende, naar det
muntre Pigebarn taler til hende? Eller hun da, den unge Krøbling, der
rulles gennem Havens Gange af en træt og udslidt Morlille?
Eller jeg selv? Mon ikke alle de Andre aner den Skæbne, der har gjort
mig til Medlem af deres lille Menighed?
* * * * *
Erik var for nogle Dage siden paa Besøg hos os. Men jeg saá ham ikke.
Da jeg hørte hans Stemme i Entréen, skyndte jeg mig ind i mit
Værelse, og da Moder lidt efter kom ind til mig og spurgte, om jeg
ikke vilde hilse paa ham, bad jeg hende sige, at jeg ikke var rask.