Jeg fryser. Dagene bliver korte, og Aftenen sænker sig tung og mørk
over mig. Jeg sidder ved Vinduet, mens Lyset svinder, og stirrer tomt
hen for mig, stirrer over paa Huset, hvor fordum mine Tanker gik paa
Æventyr. Og Huset er nu trist og hverdagsligt som vort eget, og dér,
hvor før han, min Æventyrprins, færdedes, dér sidder nu en fed og
dvask Matrone og fylder, i søvnige Sting, et Stykke Kanevas med
Livets brogede Farver.
* * * * *
Det hedder sig, at Erik er kommen til Byen. Emmy fortalte forleden,
at hun havde sét ham.
Jeg er glad over, at han ikke har været herude. Jeg vil ikke, han
skal mærke, hvor ilde det er gaaet mig.
* * * * *
Jeg fryser, og det er, som om hele Huset frøs. Aldrig har her været
saa koldt og øde og tungt og trist. Vi lister om hinanden som
Skygger. Ingen taler højt, og vi mødes som til en Begravelse.
Og naar Moder og jeg sidder alene om Aftenen, taler vi ikke. Vi
sidder hver i sine Tanker, men jeg véd, at hendes Tanker kredser om
mig.
Slutningen af September.
Bedst har jeg det hos Bedstemoder. Saa ofte jeg kan, gaar jeg derop
om Formiddagen.
Gennem de larmende Gader, hvor Mennesker trænges og brydes og løber
om Kap for at naa først til Maalet -- gennem dette febrilske Liv, der
synes mig raat og hæsligt, og hvis Summen i min Sjæl lyder som en
øredøvende Kamp med hadefulde Skrig og fortvivlet Stønnen, flygter
jeg hen til den lille Sidegade, hvor Bedstemoder bor. Allerede hører
jeg Larmen som et dæmpet Virvar; men naar jeg sidder i Bedstemoders
Dagligstue, føler jeg mig til Mode, som om jeg var undsluppen en stor
Fare, der nu kun fornemmes som en fjærn Brusen.
Her er Lunhed og Stilhed, Fred for al Smærte, Lise for al Kval. Her
falder hver oprørsk Tanke til Føje, her svales og dulmes alt hidsigt
Begær og alle syge Længsler.
Her sidder Bedstemoder, gammel og mæt af Dage, som den store
Livsvisdom, der ikke spørger og ikke dadler, men forstaar alt,
tilgiver alt og véd Trøst for alt.
Og jeg bliver som Barn igen i Bedstemoders Stue. Sidder, som da jeg
var lille Pige, paa en Skammel ved hendes Fødder og blader i de gamle
Mapper med falmede Kobbere: Struense og hans smukke kongelige
Synderinde, Frederik d. 6te som en stakkels tyndbenet Dreng i
martialsk Generalsuniform, inspicerende Tropperne; Kristiansborg
Slots Brand 1794; »Robbes Pierre«, der paa samme Billede fremstilles
styrtende ud af Raadhusets Vinduer og baaren til Guillotinen »med
sønderbrukne Arme og Ben«; Fru Heiberg først som en koket, ubevidst
Ungmø og siden som en sværmerisk Berømthed i Langsjal og med
ætheriske Blikke.
Eller jeg faar et Haandarbejde og gør mig nyttig for Huset, eller jeg
læser op af Avisen for Bedstemoder, der med Interesse følger de
udenlandske Begivenheder og nikker højtideligt, hver Gang der mældes
om nye Arbejderuroligheder.
Ja, hos Bedstemoder har jeg det godt. Og hun og gamle Marie kappes om
at forkæle mig. Saasnart jeg blødt og godt er bragt til Sæde, siger
Bedstemoder med en lille fiffig Hovedrysten hen til sin gamle Pige:
»Naa Marie, idag har vi vel ikke noget at byde Frøknen?« -- hvorpaa
Marie, ligesaa underfundigt, svarer: »Jeg véd det sandelig ikke,
Frue, men jeg kan jo se ad.« Til almindelig Overraskelse indbringer
hun saa lidt efter enten en Appelsin eller hjemmebagte Kager eller et
Stykke Budding eller en Assiet med Syltetøj. Altid er der et lille
Traktement, og altid smager det barnlig godt, fordi de to gamle
Mennesker er saa glade ved at byde mig det og forstaar, at jeg
trænger til at behandles som et bedrøvet Barn.
Oktober.
Hvem der kunde rejse. Langt bort fra det altsammen. Jeg gyser for den
lange Vinter, jeg gaar i Møde i Omgivelser, som hvert Minut paa Dagen
minder mig om alt det, der er dødt og burde være begravet og glemt,
men endnu svider i mig som levende Saar.
Men hvorhen og hvordan?
Det, jeg trængte til, var at komme ud paa egen Haand, arbejde haardt,
selv tjene mit Ophold, bryde mig en Vej. Men jeg kan jo intet uden
den Smule Porcellænsmaling, der hverken er til at leve eller dø af.
Jeg har sagt til mig selv: Den eneste Udvej er, at Du rejser til
Amerika og tager Plads som Bonne, Butiksjomfru, ligegyldigt hvad.
Men dertil er jeg for fejg. Jeg har ikke det hensynsløse Mod, der
fordres til at tage ethvert Vilkaar. Min Krop er forkælet og tør ikke
binde an med grovt Arbejde; og jeg véd, at jeg vilde lide ved at
behandles som et Tyende.
Jeg vilde end ikke have den Energi, der behøvedes for at tiltvinge
mig Rejsetilladelse. Jeg følte det forleden, da jeg prøvende sagde
til Moder, at jeg tænkte paa at rejse. Hun blot saá forfærdet paa mig
og sagde: »Og det kunde Du nænne mod mig!« I det samme var al min
Vilje smæltet, og jeg sank sammen i Erkendelse af min Afmagt.
Nej, jeg har ikke Kraft og ikke Mod til at bryde ud. Men bliver jeg
herhjemme, gaar jeg til Grunde. Jeg synes, at saadan som jeg har det,
maa en Fugl føle det, der har siddet fangen i Bur, har været fri et
Par dejlige Sommerdage og atter er bleven sat i Buret.
Der er noget i mig, der er knækket. Jeg har Trangen til at flyve
bort, men alt det jeg basker med Vingerne, kan jeg ikke hæve mig til
en ny Flugt.