Hvor god han er, og hvor klog.
Et Brev fra ham har krydset det Brev, jeg straks sendte ham.
Han skriver: »Jeg havde det ikke saa godt, da Du kom til mig. Derfor,
min egen lille Pige, fik Du ikke den Modtagelse, Du burde haft, og
derfor var jeg ude af Stand til at sige Dig Tak for din Kærlighed
imod mig i denne Tid og altid. Jeg er, som jeg før har sagt Dig, en
rigtig ubehagelig Patient. Mon Du alligevel gider se til mig? Kom da,
om Du kan, imorgen, og vær overbærende imod mig, selv om jeg endnu
til den Tid ikke helt har overvundet min Utaalelighed.«