Christiane bragte mig i Formiddag følgende til hende adresserede
Brev:
»Min søde lille Pige! Blev Du saa forskrækket over at læse, at
jeg var syg? Men hvad skulde jeg gøre? Jeg kunde jo ikke skrive
direkte til Dig, og din Venindes Adresse kendte jeg ikke før nu
af dit Brev. Du kære Barn, der blev saa bedrøvet ved Tanken om,
at jeg kunde dø bort fra Dig. Du har saamæn slet ingen Grund til
at være bange: for det første, fordi Ukrudt ikke saa let forgaar;
for det andet, fordi jeg absolut ikke er til Sinds endnu at
forlade Livet.
Det er forfærdelig sødt af Dig, at Du -- trods Smitte,
Familievrøvl m. m. -- vil komme til mig. Men _saa_ dum har Feberen
dog endnu ikke gjort mig, at jeg vil tage imod dit Tilbud. Jeg
frembyder nemlig p. t. et alt andet end tækkeligt Skue. Dertil
kommer, at jeg er den gnavneste og uelskværdigste Patient, man
kan tænke sig. Hvis Du saá mig i disse Dage, vilde jeg ganske
forskertse den Smule godt Indtryk, jeg hidtil har gjort paa Dig.
Overhovedet har jeg den Mening, at syge Mennesker ikke har Lov at
forulæmpe raske. De bør gemme sig bort med deres Grimhed og
Uappetitlighed.
Saasnart jeg igen føler mig værdig til at komme i godt Selskab,
sender jeg Ilbud efter Dig. Og vi skal da tage Revanche for den
lange Adskillelse.
Jeg lover Dig, at Lysten til at gensé Dig hurtig skal gøre mig
karsk, og at jeg, selv i de lidt ustyrlige Feberdrømme, der
hjemsøger mig, ikke skal være Dig utro. Jeg tvinger alle
Feberstygheder bort ved at tænke paa Dig, og jeg føler Dig om
Natten staa ved min Seng med din yndige svale Haand paa min
brændende Pande. Saadan er Du -- skønt fraværende -- min
Sygeplejerske, min Helbrederske.
Tag nu til Takke med disse Linjer. Enhver Smule Anspændelse faar
mit sørgeligt svækkede Hoved til at klynke.
Jeg sender Dig ingen Kys; thi min Aande tør ikke, selv ikke i
mine Tanker, røre din unge Skønhed og Sundhed. Jeg forstaar den
Spedalske, der med Undren saá en dejlig Kvinde skride sig forbi
og med ydmyg Tilbedelse kyssede de Spor, hendes Fødder havde sat
i Jorden.
Din
_A._«
* * * * *
Han elsker Blomster. Desværre tillader min økonomiske Status mig
ingen større Ødselhed. Om jeg saa skal grave Pengene op af Stenbroen,
skal han dog hver Dag, til vi atter sés, modtage nogle faa udsøgte
Blomster fra mig.
* * * * *
Idag en sortrød Rose mellem hvide Krokus. Hvilket er udlagt: Se, alle
mine Tanker kredser -- som Brus af hvide Duer -- om Dig, Du min
straalende, sortøjede Scheik!