»Fra den unge Dame.«
»En ung Dame?«
»Nej, _den unge Dame_.«
-- Sagtens tror hun nu det værste om mig. Men hvad gør det, blot han
faar en Hilsen fra mig!
* * * * *
Hvordan jeg har faaet Ende paa denne Dag, hvordan jeg har kunnet
beherske mig, saa at Ingen har mærket noget, forstaar jeg ikke.
Jeg véd, at da Klokken blev 5-6, kunde jeg ikke holde ud at sidde
hjemme og ikke vide Besked. Jeg gik ud -- Gud véd under hvilket
Paaskud! -- var udenfor Huset, men turde ikke igen gaa op, fik saa
fat i et Bybud og sendte ham. Tilstanden uforandret, maaske en Smule
bedre.
* * * * *
Den fremmede Dame sagde, at jeg ikke kunde komme ind til ham. Hun,
for hvem han er et ligegyldigt Menneske, en Patient som enhver anden
Patient, hun faar Lov at gaa om ham; hun hjælper ham og plejer ham;
hun véd hvert Minut af Dagen, hvordan han har det, om der er Haab og
Fremgang.
Men jeg, som elsker ham; jeg, som ikke vilde betænke mig et Sekund
paa at ofre mit Liv for ham -- jeg maa som en Uvedkommende staa ved
hans Dør og modtage de Oplysninger, hun, et Menneske, hvis Hjælp han
køber, naadigst vil give mig. _Hun_ spærrer Døren for mig, hun giver
mig ikke saameget som Lov at tilsende ham, mit Kæreste, mit Eneste,
et Blik!
Og saa magtesløs er jeg, at jeg maa lystre denne Person. Jeg maa
ovenikøbet gøre mig elskværdig for at faa ordenlig Besked af hende.
Jeg løb jo gærne fra det Altsammen herhjemme, tog Skammen og
Forbandelsen for at være hos ham, sidde ved hans Seng og slaas med
Døden om ham. Jeg har ransaget mit Hjærte og jeg véd, at jeg gjorde
det uden Betænkning.
Men jeg véd ogsaa, at han ikke vilde have det. Thi han elsker mig
ikke, som jeg elsker ham. Hans Kærlighed er klog og forsigtig, den
tænker paa Følgerne, den véd, hvor langt den tør vove sig, og den
kender den Grænse, udover hvilken den ikke vil. Men min Kærlighed,
den kender intet andet Maal i Nutid og i Fremtid end ham.
* * * * *
Saa maa jeg da pænt blive her -- her, hvor jeg intet har at gøre,
hvor jeg gisper som en Fisk paa Strandbredden, fordi Luften ikke har
et Atom af ham. Ikke nævnes hans Navn, og ikke kan jeg nævne det.
Ingen har jeg at betro min Angst til, min Angst, der sprænger mig,
fordi jeg ikke tør give den Luft.
Blive her -- tale med Fader og Moder om ligegyldige Ting, mens jeg
kun har én Tanke i min Sjæl: ham, ét Ord paa mine Læber: ham.
Blive her -- sidde pænt og stille ved Maaltider og Arbejde, mens alle
Længsler slider i mig og drager mig til hans Sygeleje.
* * * * *
At tænke sig, at han kunde ligget syg og være død, uden jeg havde
anet noget derom før af en Notits i et Blad. Være død, uden at jeg
havde faaet sagt ham Farvel, uden at han havde givet mig et sidste
Ord og Blik.
Saa fattig, saa retløs er min Kærlighed. Saa usle dens Vilkaar. I
Smug og Mørke maa den liste sig frem. Aldrig tør den træde ud i
Dagens Lys og gøre sine Krav gældende.
* * * * *
-- -- -- Hvis Du tages fra mig i denne Nat, min Elskede, da saa sandt
min fattige Kærlighed er min eneste Rigdom, følger jeg Dig.
Men vaagner Du imorgen til Liv og Sundhed, og jeg atter sidder hos
Dig, og Du siger til mig, at Du elsker mig, da vil jeg le ad alle
Sorger og jeg vil betro Dig, at jeg er rigere end noget andet
Menneske i Verden.
Gud lade mig beholde Dig.