Den forfærdeligste Dag i mit Liv.
Skulde have været i Kirke med Moder, fik det ordnet saadan, at jeg
gik til Bedstemoder istedetfor. Paa Vejen kiggede jeg op til hans
Vinduer. Han var nok ikke staaet op endnu. Der var ikke aabnet
Vinduer i Soveværelset, og kun for det ene Vindue var Gardinet
trukket fra. Hvor jeg havde Lyst til at smutte et Øjeblik op til ham,
ruske ham og drille ham, saa han blev lysvaagen.
Det var det hæsligste kolde Foraarsvejr med Taage og Tjatregn. Folk
skyndte sig med gnavne Ansigter og grimme Regnslag til Kirke.
Sandelig, de trængte til at opbygges. I mit Hjærte var der uden
Kirkegang Helligdag.
Bedstemoder sad allerede stiv og strunk mellem sine Puder med
Søndagskappe paa. Paa Vinduesforhøjningen sad gamle Marie med sit
Strikketøj og læste Avisen. Hvor der var fredeligt her! En stille lun
Klosterkirke med Potpourriduft som Røgelse.
Bedstemoder klappede min Haand med sine tørre, rynkede
Gammelkone-Hænder. Jeg kunde se paa hendes Øjne, at der laa en Gave i
dem. Men Bedstemoder hører ikke til dem, der buser lige paa.
Hun begyndte: »Vejret er nok ikke det bedste idag.« Saa lidt efter:
»Der er vist ikke mange, der vil i Skoven idag.« Omsider: »Monstro
Julie skulde have Lyst til at komme paa Komedie iaften?« Det havde
Julie i høj Grad. Hun vidste ogsaa, i hvilket Teater hun vilde. For
_mit_ Stykke skulde gaa.
»Jeg synes forresten, Du har set det Stykke én Gang før?« spurgte
Bedstemoder.
»Jamen jeg vil saa gruelig gærne se det om igen.«
»Der er nok ogsaa en anden En, der spiller i det iaften,« sagde
pludselig Marie oppe fra Forhøjningen. »Der staar i Avisen, at han,
Mørch, er bleven saa syg.«
Jeg tror ikke, jeg skreg. Jeg husker kun, at jeg stod med Bladet
henne ved Vinduet; at Marie rejste sig med Udbruddet: »Men Gud dog,
Frøken!«; at Stuen løb rundt for mig; at jeg ligesom langt borte
hørte Bedstemoder sige: »Barn, Barn!« og at jeg, da jeg slog Øjnene
op, fandt mig liggende i en Lænestol, mens Marie holdt noget stærkt
lugtende op for mig og der paa Bordet stod et Vandfad. Jeg stirrede
med forundrede Blikke fra Marie til Bedstemoder: »Hvad er der dog
hændet?« Men i det samme var hele Erindringen og Forfærdelsen i min
Sjæl, og hvis Marie ikke havde grebet stærkt fat i min Arm, saa det
gjorde ondt, var jeg igen falden hen.
Min første Tanke var: hvordan jeg skal forklare mig overfor
Bedstemoder? Med Vilje lod jeg, som om jeg først lidt efter lidt fik
min Bevidsthed tilbage, for at vinde Tid til at udgrunde noget.
Men Bedstemoder kom mig selv til Hjælp.
»Har Du nydt noget til Morgen?« spurgte hun.
»Nej, Bedstemo'r.«
»Det tænkte jeg. Men det er forkert af Dig, Julie. Unge Piger taaler
ikke at være fastende. -- Hent et Glas Vin, Marie.«
Da vi var blevne alene, kaldte Bedstemoder mig hen til sig. Jeg lagde
mig paa Knæ foran hende, gemte mit Hoved i hendes Skød og brast i
Graad. Jeg græd, saa jeg syntes, mit Hjærte maatte briste. Jeg kunde
slet ikke holde op, saamegen Umage jeg end gjorde mig. Marie kom ind
med Vinen, jeg hørte hende komme og gaa igen, og jeg hulkede stadigt,
mens Bedstemoder blot blødt og langsomt strøg mig over Haaret. Det
var alligevel godt at faa Lov at græde ud og saa velsignet dulmende
at føle Bedstemoders rolige Haand paa mit Hoved.
»Se saa, Barn! Se saa, Barn!« gentog hun mange Gange, mens Graaden
stilnede. Men jeg blev liggende, jeg turde ikke møde hendes Blik. Og
dog pinte den Tanke mig nu: »Du maa afsted. Du maa op til ham og have
Klarhed.«
Saa sagde Bedstemoder, og aldrig skal jeg glemme den usigelige
Mildhed, der klang i hendes Røst: »Du skal ikke være bange for, at
jeg skal spørge. Jeg er en gammel En, men jeg husker Ungdommens Tid,
og jeg véd, at unge Hjærter har Glæder og Sorger, som gamle klodsede
Hænder ikke tør røre ved. Men skulde Livet -- hvad Gud forbyde --
bringe min lille Pige noget, hun ikke selv kan klare, saa kom kun,
hvis jeg da lever, trygt til mig. -- Og nu skal Du rejse Dig, Barn,
og gaa, for at de ikke skal vente paa Dig til Frokost. Men om det her
idag taler vi ikke til Fader og Moder. Og Komediebilletten faar vi
vel gemme til en anden Dag, for iaften gør Du vist bedst i at putte
Dig tidligt til Køjs.«
* * * * *
-- -- -- Jeg stod udenfor hans Dør. Jeg var styrtet afsted gennem
Gaderne. Men nu -- jeg turde ikke ringe paa. Straks jeg kom ind i
Huset, syntes jeg at mærke en tung Sygestueluft, og her ved Døren var
det, som om Luften, sødlig og kvalm, kvælende trængte sig ind i mig.
Naar jeg ringede, vilde Døren blive lukket op, og Pigen vilde staa
bleg og grædende foran mig, og jeg vilde ikke behøve at spørge. Nej,
nej -- det var umuligt. Saa haard kunde Gud ikke være mod mig. Jeg
begyndte at bede: »Fader vor, Du som er i Himlen ...« Nej, ikke nu.
Gud vilde kun fortørnes og straffe mig, fordi jeg, som ellers aldrig
tænkte paa ham, af Fejghed kom til ham. Saa trak jeg i Klokken, og
jeg fo'r sammen ved dens dumpe, klangløse Lyd. Naturligvis -- sagde
jeg til mig selv og jeg tror, jeg smilede -- naturligvis er der
bundet noget om den, for at den ikke skal forstyrre ham.
Der lød sagte Trin indenfor, og en fremmed Person, en stor, myndigt
udseende Dame, aabnede Døren. Hun sagde -- vist uden at jeg havde
spurgt, men hun forstod sagtens let mit Ærinde --: »Hr. Mørch har det
meget daarligt.« Gud være lovet, han levede altsaa. Det var
Difteritis, forklarede Damen videre, og han var bleven syg i Forgaars
Aftes -- Dagen før havde jeg været hos ham. Lægen troede dog ikke,
der var alvorlig Fare paa Færde.
Damen saá ud, som om hun mente, at jeg nu burde gaa.
Jeg spurgte, skønt jeg indsaa det Haabløse i det: »Kunde jeg ikke
komme ind til ham?«
»Nej, Frøken, det er aldeles umuligt. Lægen har forbudt ethvert
Besøg. Desuden er det jo smitsomt.«
»Det bryder jeg mig ikke om. Aa, giv mig Lov -- blot lige se ham!«
Damen mønstrede mig med et velvilligt Blik.
»Det lader sig desværre ikke gøre. Frøknen er maaske Hr. Mørchs
Forlovede?«