Jeg sad alene hjemme i Eftermiddag. Pludselig blev jeg reven ud af
mine Tanker ved en hastig, voldsom Kimen paa Entréklokken. Jeg kom
ligefrem til at ryste af Skræk.
Det var ikke andet end Postbudet, der havde kastet et Brev ind i
Postkassen.
Brevet var til Moder, jeg lagde det paa Bordet og satte mig igen hen
ved Vinduet. Men jeg kunde ikke genvinde min Ro. Den voldsomme Kimen
-- ligesom der var Fare paa Færde -- lød stadig i mine Øren. Jeg
gjorde Nar ad mig selv. Nervøst Skabehovede! titulerede jeg mig.
Herregud, Postbudet har haft travlt og i Farten rykket lidt stærkt
til. Fra hvem mon forresten Brevet var, jeg kendte ikke Skriften. Jeg
rejste mig og tog det. Det var en gammeldags, lang og smal Konvolut,
og Skriften vaklede ubehjælpsomt frem og tilbage med store klodsede
Bogstaver. Der var ogsaa Fejl i Bogstaveringen. Hvem kunde det dog
være fra? Jeg kendte ellers altid Skriften paa de faa Breve, Moder
fik.
Skulde det være fra Bedstemoders gamle Pige med Meddelelse om, at
Bedstemoder var bleven farlig syg? Nej, det var ikke rimeligt. Vi
havde faaet Bud og ikke Brev.
Men fra hvem da? Pludselig gav det et Angstskrig inde i mig. »Brevet
angaar Dig! Det er et anonymt Brev om Dig!« Jeg kom igen til at
ryste, saa jeg næppe kunde holde Brevet i mine iskolde Hænder. Ja,
naturligvis var det saadan. Skriften var fordrejet, det var tydeligt,
og Afsenderen havde med Flid gjort Stavefejl. Skulde det være fra
_hende_? Hun havde jo sét mig gaa op til ham. Nej, nej, hun var god
og fin, havde han sagt. Men alligevel, naar Folk er skinsyge, begaar
de Handlinger, de ellers vilde foragte. Forresten, det kunde være
mange Andre. Hvad vidste jeg, om jeg ikke var bleven set og genkendt
utallige Gange, naar jeg besøgte ham.
Saa var jeg fortabt. Om lidt kom Moder hjem, hun vilde finde Brevet
og bryde det ... jeg saá hendes fortvivlede Blik, saá hende vakle og
falde.
Nej, jeg _maatte_ vide, hvad det Brev indeholdt. Op for Lyset med
det. Der var intet at se. Med en Naal prøvede jeg at faa det listet
op. Det var altfor fast lukket. Jeg havde ikke længer Sans og
Samling. Med rystende Hænder rev jeg Konvolutten itu -- og med et
Befrielsens Suk, udmattet af Spændingen, lykkelig, men flov sank jeg
ned i en Stol med det frygtelige Brev i Haanden. Det var -- en
Anbefaling fra et nyt Vaskeri paa Gl. Kongevej.
Ja, nu bagefter smiler jeg ad det. Men alligevel. -- _Han_ skulde
blot ane, med hvilke Rædsler jeg maa betale min Lykke.