En evig Uro er over mig. Hver Dag jager afsted med mig i et Virvar af
Angst og Dødsforagt, himmelblaa Jubel og sort Fortvivlelse. Hvor
bærer det hen? Hvad vil jeg, og hvad vil han med mig?
Men gennem det Altsammen skriger evigt tilbagevendende det angstfulde
Raab: Elsker han Dig? Er han blot forelsket i Dig en Smule mere end i
hvilkensomhelst anden ung Dame, han møder paa sin Vej?
Jeg var hos ham igen igaar. Jeg havde haabet, at han vilde sige
noget, som kunde give mig Klarhed. Men han var stadig den samme: god,
kær, bedaarende sød, men saa uendelig passiv, saa vigende og
tilbageholdende.
Jeg prøvede mig dog frem. Jeg spurgte: »Hvad troede De egenlig, da De
i sin Tid fik det Brev fra mig?« »Jeg troede, det var en Dame, der
var forelsket i mig!« svarede han roligt. »Men da De saa fik at vide,
at det kun var et Væddemaal, hvad saa?« Han kiggede smilende paa mig,
inden han svarede: »Naar jeg skal være ærlig, troede jeg ikke et
Øjeblik paa det Væddemaal.« »De troede altsaa alligevel, at jeg var
forelsket i Dem?« -- »Nej, men da jeg havde set Dem, ønskede jeg, at
De maatte blive det.«
Jeg tav lidt. Saa vovede jeg mig frem med følgende Spørgsmaal: »Og
hvis jeg nu virkelig blev forelsket i Dem ... (løgnagtigt) jeg _er_
det ikke, det beder jeg Dem tro ... men _hvis_ --« »Saa vilde jeg
være forfærdelig glad.« »Men det vilde være Synd for mig, for De ...
De ...« Nu var det, han skulde have sagt det Ord, jeg haaber og
venter paa; men istedetfor svarede han kun, ligesom afsluttende den
Diskussion: »Kære De, Spørgsmaalet foreligger jo desværre ikke. Men
jeg indskærper Dem atter, hvad jeg fra første Færd har sagt Dem: De
risikerer intet af mig. Jeg vil aldrig bede Dem om mere, end De selv
frivilligt vil give mig. Jeg overlader Dem fuldkomment at dirigere
vort Forhold. Jeg er glad og taknemlig over, at De kommer og besøger
mig som Veninde; det er mig en Nydelse blot at se Dem her i mine
Stuer. Men (smilende) skulde De en Dag byde mig noget mere, vilde jeg
være _meget_ lykkelig.«
Paa en vis Maade er det naturligvis pænt og korrekt af ham, at han
intet _forlanger_ af mig. Alligevel, hvis han for Alvor var forelsket
i mig, vilde han saa være saa »hensynsfuld«? Og er Hensynsfuldheden
andet end Forsigtighed, Angst for Ansvar og Ubehageligheder?
Undertiden, naar jeg tænker paa ham, føler jeg en rasende Lyst til at
gøre ham noget ondt, sætte Neglene i hans Ansigt og flaa Masken af
ham ... rive, slide ham i Stykker for at se, om der ingen Lidenskab
er bagved. Mon han kan le rigtig højt, mon han kan græde, mon han
overhovedet kan føle stærkt som andre Mennesker? Jeg kan i mine
Tanker hade ham -- hans evindelig smilende Elskværdighed, hans
uforstyrrelige Overlegenhed, hans uantastelige Korrekthed. Han er en
Mekanik, intet Menneske med Blod, Hjærte og Nerver.
Men jeg véd det: naar jeg ser ham, naar jeg sidder hos ham, saa
synker alt mit Oprør viljeløst ned for ham, han stirrer mig al
Modstandskraft ud af Sjælen med sit sikre, smilende Blik, og hans
milde, faste Ro behersker mig, saa jeg ikke har anden Tanke end at
gøre ham til Behag, ikke anden Lyst end at bøje mig under ham og
lyde ham.
Han siger, at jeg skal dirigere vort Forhold. Véd han da ikke, at han
har mig i sin Haand og kan gøre ved mig, hvad han vil?