_Alfr. Mørch._«
Tilsyneladende er der intet mystisk eller aparte ved dette Brev.
Men læser man, ledet af et hjælpsomt Instinkt, Linjernes
Begyndelsesbogstaver ovenfra nedefter, fremkommer et Brev i Brevet,
en geheime lille Billet, saalydende: »Kom alene til den opgivne Tid.«
Nej, det kunde ingen Tilfældighed være. Det maatte være et snildt
beregnet Spil, hvorom min dristige Kurmager ovenikøbet i det rigtige
Brev gav mig et Vink i Ordene: »Erik forsikrer desuden, at hans
nydelige Veninde har et fint og muntert Snille, der vil tyde min
Epistel i den rette Aand og Mening.«
Hvorfor nægte det? Jeg syntes, Spasen var kostelig. Jeg syntes, det
var helt romanagtigt, ja æventyrlig forvovent, saadan at føre en
dobbelbundet Korrespondance, ligegyldig og uskyldig for Uindviede,
bringende hemmeligt Bud for de Indviede.
I en Fart nedskrev jeg et Svar og bragte det til Erik. Med stræng
Værdighed bad jeg ham læse det, idet jeg udtalte Haabet om, at jeg
for Fremtiden maatte blive forskaanet for hans og hans Vens
Narrestreger.
Mit Svar lød:
»Min Herre!
Alene mit Humør kan De takke for,
at jeg ikke vredes paa Dem.
Snarest er det vel ogsaa Deres
Kammerat, den letsindige Spøgefugl
Erik, jeg bør være vred paa.
_J. M._«
Erik var aabenbart ikke fornøjet med dette Svar. Lad os haabe, at Hr.
M. vil skønne mere paa det, han, der deri vil finde det »maaske«, som
paa sine to Vægtskaale afvejer i farlig Styrkeprøve Julies Dyd og
Letsindighed.