I Eftermiddag kom Erik. Da vi blev ene, trak han halvt flov et Brev
frem og gav mig det. Jeg kendte ikke Haandskriften og spurgte: »Fra
hvem?« »Se selv,« sagde han. »Det er forresten kun en Spøg.«
Det var et Brev fra Alfr. Mørch med Indbydelse til sammen med Erik at
spise til Aften hos ham. Min første Følelse var Fornærmelse. Jeg
fandt Spøgen lige smagløs af Erik og Mørch. Da, ligesom jeg, med
Brevet opslaaet foran mig, er ifærd med at bebrejde Erik hans
Opførsel, falder mit Blik paa Begyndelsesbogstaverne af de første
Linjer og jeg læser et Ord -- jeg standser i min Tale, rødmer, bliver
forvirret, rejser mig og gaar ind i mit Værelse. Her lægger jeg
Brevet foran mig:
»Kald det frækt, Frøken, af en Herre,
om hvis Tilværelse De intet véd.
Men, støttende mig til en fælles Vens
Alliance, vover jeg at spørge Dem:
Lod det sig ikke gøre, at De og
Erik og jeg spiste til Aften sammen
næste Torsdag Aften Kl. 7½ i min
Eremitbolig, Halmtorvet Nr. 38?
Tilgiv mig, Frøken, min Dristighed.
Idel Beundring for Dem har for-
ledet mig til at forsøge mig med
denne vistnok løjerlige Invitation.
Erik forsikrer desuden, at hans
nydelige Veninde besidder et fint
og muntert Snille, der vil tyde min E-
pistel i den rette Aand og Mening.
Gud give, at han har talt sandt!
I lige Maade, at mit Brev traf Dem
ved saa godt Lune, at De mildt og
naadigt sagde Ja.
Erik har lovet at bringe mig Svaret.
Tro mig, jeg venter med Længsel og
i bange Uro.