1. I vide jo selv, Brødre! at vor Indgang hos eder ikke har været
forgæves;
2. men skønt vi, som I vide, forud havde lidt og vare blevne
mishandlede i Filippi, fik vi Frimodighed i vor Gud til at tale
Guds Evangelium til eder under megen Kamp.
3. Thi vor Prædiken skyldes ikke Bedrag, ej heller Urenhed og er
ikke forbunden med Svig;
4. men ligesom vi af Gud ere fundne værdige til at få Evangeliet
betroet, således tale vi, ikke for at behage Mennesker, men Gud,
som prøver vore Hjerter.
5. Thi vor Færd var hverken nogen Sinde med smigrende Tale - som I
vide - ej heller var den et Skalkeskjul for Havesyge - Gud er
Vidne;
6. ikke heller søgte vi Ære af Mennesker, hverken af eder eller af
andre, skønt vi som Kristi Apostle nok kunde have været eder til
Byrde.
7. Men vi færdedes med Mildhed iblandt eder. Som når en Moder ammer
sine egne Børn,
8. således fandt vi, af inderlig Kærlighed til eder, en Glæde i at
dele med eder ikke alene Guds Evangelium, men også vort eget
Liv, fordi I vare blevne os elskelige.
9. I erindre jo, Brødre! vor Møje og Anstrengelse; arbejdende Nat
og Dag, for ikke at være nogen af eder til Byrde, prædikede vi
Guds Evangelium for eder.
10. I ere Vidner, og Gud, hvor fromt og retfærdigt og ulasteligt vi
færdedes iblandt eder, som tro;
11. ligesom I vide, hvorledes vi formanede og opmuntrede hver enkelt
af eder som en Fader sine Børn
12. og besvore eder, at I skulde vandre Gud værdigt, ham, som kaldte
eder til sit Rige og sin Herlighed.
13. Og derfor takke også vi Gud uafladelig, fordi, da I modtoge Guds
Ord, som I hørte af os, toge I ikke imod det som Menneskers Ord,
men som Guds Ord (hvad det sandelig er), hvilket også viser sig
virksomt i eder, som tro.
14. Thi I, Brødre! ere blevne Efterfølgere af Guds Menigheder i
Judæa i Kristus Jesus, efterdi også I have lidt det samme af
eders egne Stammefrænder, som de have lidt af Jøderne,
15. der både ihjelsloge den Herre Jesus og Profeterne og udjoge os
og ikke behage Gud og stå alle Mennesker imod,
16. idet de forhindre os i at tale til Hedningerne til deres Frelse,
for til enhver Tid at fylde deres Synders Mål; men Vreden er
kommen over dem fuldtud.
17. Men vi, Brødre! som en stakket Tid have været skilte fra eder i
det ydre, ikke i Hjertet, vi have gjort os des mere Flid for at
få eders Ansigt at se, under megen Længsel,
18. efterdi vi have haft i Sinde at komme til eder, jeg, Paulus,
både een og to Gange, og Satan har hindret os deri.
19. Thi hvem er vort Håb eller vor Glæde eller vor Hæderskrans, når
ikke også I ere det for vor Herre Jesus Kristus i hans
Tilkommelse?
20. I ere jo vor Ære og Glæde.