1. O, I uforstandige Galatere! hvem har fortryllet eder, I, hvem
Jesus Kristus blev malet for Øje som korsfæstet?
2. Kun dette vil jeg vide af eder: Var det ved Lovens Gerninger, I
modtoge Ånden, eller ved i Tro at høre?
3. Ere I så uforstandige? ville I, som begyndte i Ånd, nu ende i
Kød?
4. Have I da prøvet så meget forgæves? hvis det da virkelig er
forgæves!
5. Mon da han, som meddeler eder Ånden og virker kraftige Gerninger
iblandt eder, gør dette ved Lovens Gerninger eller ved, at I
høre i Tro?
6. ligesom jo "Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til
Retfærdighed".
7. Erkender altså, at de, som ere af Tro, disse ere Abrahams Børn.
8. Men da Skriften forudså, at det er af Tro, at Gud retfærdiggør
Hedningerne, forkyndte den forud Abraham det Evangelium: "I dig
skulle alle Folkeslagene velsignes",
9. så at de, som ere af Tro, velsignes sammen med den troende
Abraham.
10. Thi så mange, som holde sig til Lovens Gerninger, ere under
Forbandelse; thi der er skrevet: "Forbandet hver den, som ikke
bliver i alle de Ting, som ere skrevne i Lovens Bog, så han gør
dem."
11. Men at ingen bliver retfærdiggjort for Gud ved Lov, er åbenbart,
thi "deri retfærdige skal leve af Tro."
12. Men Loven beror ikke på Tro; men: "Den, som gør disse Ting, skal
leve ved dem."
13. Kristus har løskøbt os fra Lovens Forbandelse, idet han blev en
Forbandelse for os (thi der er skrevet: "Forbandet er hver den,
som hænger på et Træ"),
14. for at Abrahams Velsignelse måtte komme til Hedningerne i
Kristus Jesus, for at vi kunde få Åndens Forjættelse ved Troen.
15. Brødre! jeg taler på Menneskevis: Ingen ophæver dog et Menneskes
stadfæstede Arvepagt eller føjer noget dertil.
16. Men Abraham og hans Sæd bleve Forjættelserne tilsagte; der siges
ikke: "og Sædene", som om mange, men som om eet: "og din Sæd",
hvilken er Kristus.
17. Jeg mener dermed dette: En Pagt, som forud er stadfæstet af Gud,
kan Loven, som blev til fire Hundrede og tredive År senere, ikke
gøre ugyldig, så at den skulde gøre Forjættelsen til intet.
18. Thi fås Arven ved Lov, da fås den ikke mere ved Forjættelse; men
til Abraham har Gud skænket den ved Forjættelse.
19. Hvad skulde da Loven? Den blev føjet til for Overtrædelsernes
Skyld (indtil den Sæd kom, hvem Forjættelsen gjaldt), besørget
ved Engle, ved en Mellemmands Hånd.
20. Men en Mellemmand er ikke kun for een Part; Gud derimod er een.
21. Er da Loven imod Guds Forjættelser? Det være langtfra! Ja, hvis
der var givet en Lov, som kunde levendegøre, da var
Retfærdigheden virkelig af Lov.
22. Men Skriften har indesluttet alt under Synd, for at Forjættelsen
skulde af Tro på Jesus Kristus gives dem, som tro.
23. Men førend Troen kom, holdtes vi indelukkede under Lovens
Bevogtning til den Tro, som skulde åbenbares,
24. så at Loven er bleven os en Tugtemester til Kristus, for at vi
skulde blive retfærdiggjorte af Tro.
25. Men efter at Troen er kommen, ere vi ikke mere under
Tugtemester.
26. Thi alle ere I Guds Børn ved Troen på Kristus Jesus.
27. Thi I, så mange som bleve døbte til Kristus, have iført eder
Kristus.
28. Her er ikke Jøde eller Græker; her er ikke Træl eller fri; her
er ikke Mand og Kvinde; thi alle ere I een i Kristus Jesus.
29. Men når I høre Kristus til, da ere I jo Abrahams Sæd, Arvinger
ifølge Forjættelse.