1. Senere, efter fjorten Års Forløb, drog jeg atter op til
Jerusalem med Brnabas og tog også Titus med.
2. Men jeg drog op ifølge en Åbenbaring og forelagde dem, men
særskilt de ansete, det Evangelium, som jeg prædiker iblandt
Hedningerne, - om jeg vel løber eller har løbet forgæves.
3. Men end ikke min Ledsager, Titus, som var en Græker, blev
tvungen til at omskæres,
4. nemlig for de indsnegne falske Brødres Skyld, som jo havde
listet sig ind for at lure på vor Frihed, som vi have i Kristus
Jesus, for at de kunde gøre os til Trælle.
5. For dem vege vi end ikke et Øjeblik i Eftergivenhed, for at
Evangeliets Sandhed måtte blive varig hos eder.
6. Men fra deres Side, som ansås for at være noget, (hvordan de
fordum vare, er mig uden Forskel; Gud ser ikke på et Menneskes
Person;) - over for mig nemlig havde de ansete intet at tilføje.
7. Men tværtimod, da de så, at jeg har fået Evangeliet til de
uomskårne betroet, ligesom Peter til de omskårne,
8. (thi han, som gav Peter Kraft til Apostelgerning for de
omskårne, gav også mig Kaft dertil for Hedningerne;)
9. og da de lærte den mig givne Nåde at kende, gave Jakob og Kefas
og Johannes, som ansås for at være Søjler, mig og Barnabas
Samfundshånd for at vi skulde gå til Hedningerne og de til de
omskårne;
10. kun at vi skulde komme de fattige i Hu, hvad jeg også just har
bestræbt mig for at gøre.
11. Men da Kefas kom til Antiokia, trådte jeg op imod ham for hans
åbne Øjne, thi domfældt var han.
12. Thi førend der kom nogle fra Jakob, spiste han sammen med
Hedningerne; men da de kom, trak han sig tilbage og skilte sig
fra dem af Frygt for dem af Omskærelsen.
13. Og med ham hyklede også de øvrige Jøder, så at endog Barnabas
blev dragen med af deres Hykleri.
14. Men da jeg så, at de ikke vandrede rettelig efter Evangeliets
Sandhed, sagde jeg til Kefas i alles Påhør: Når du, som er en
Jøde, lever på hedensk og ikke på jødisk Vis, hvor kan du da
tvinge Hedningerne til at opføre sig som Jøder?
15. Vi ere af Natur Jøder og ikke Syndere af hedensk Byrd;
16. men da vi vide, at et Menneske ikke bliver retfærdiggjort af
Lovens Gerninger, men kun ved Tro på Jesus Kristus, så have også
vi troet på Kristus Jesus, for at vi måtte blive retfærdiggjorte
al Tro på Kristus og ikke af Lovens Gerninger; thi af Lovens
Geringer skal intet Kød blive retfærdiggjort.
17. Men når vi, idet vi søgte at blive retfærdiggjorte i Kristus,
også selv fandtes at være Syndere, så er jo Kristus en Tjener
for Synd? Det være langtfra!
18. når jeg nemlig igen bygger det op, som jeg nedbrød, da viser jeg
mig selv som Overtræder.
19. Thi jeg er ved Loven død fra Loven, for at jeg skal leve for
Gud.
20. Med Kristus er jeg korsfæstet, og det er ikke mere mig, der
lever, men Kristus lever i mig; men hvad jeg nu lever, i Kødet,
det lever jeg i Troen, på Guds Søn, som elskede mig og gav sig
selv hen for mig.
21. Jeg ophæver ikke Guds Nåde; thi er der Retfærdighed ved Loven,
da er jo Kristus død forgæves.