1. Men hvad det angår, hvorom I skreve til mig, da er det godt for
en Mand ikke at røre en Kvinde;
2. men for Utugts Skyld have hver Mand sin egen Hustru, og hver
Kvinde have sin egen Mand.
3. Manden yde Hustruen sin Skyldighed; ligeledes også Hustruen
Manden.
4. Hustruen råder ikke over sit eget Legeme, men Manden; ligeså
råder heller ikke Manden over sit eget Legeme, men Hustruen.
5. Unddrager eder ikke hinanden, uden måske med fælles Samtykke,
til en Tid, for at I kunne have Ro til Bønnen, og for så atter
at være sammen, for at Satan ikke skal friste eder, fordi I ikke
formå at være afholdende.
6. Men dette siger jeg som en Indrømmelse, ikke som en Befaling.
7. Jeg ønsker dog, at alle Mennesker måtte være, som jeg selv er;
men hver har sin egen Nådegave fra Gud, den ene så, den anden
så.
8. Til de ugifte og til Enkerne siger jeg, at det er godt for dem,
om de forblive som jeg.
9. Men kunne de ikke være afholdende, da lad dem gifte sig; thi det
er bedre at gifte sig end at lide Brynde.
10. Men de gifte byder ikke jeg, men Herren, at en Hustru ikke skal
skille sig fra sin Mand; (11 men om hun virkeligt skiller sig
fra ham, da forblive hun ugift eller forlige sig med Manden;) og
at en Mand ikke skal forlade sin Hustru.
12. Men til de andre siger jeg, ikke Herren: Dersom nogen Broder har
en vantro Hustru, og denne samtykker i at bo hos ham, så forlade
han hende ikke!
13. Og dersom en Hustru har en vantro Mand, og denne samtykker i at
bo hos hende, så forlade hun ikke Manden!
14. Thi den vantro Mand er helliget ved Hustruen, og den vantro
Hustru er helliget ved Manden; ellers vare jo eders Børn urene,
men nu ere de hellige.
15. Men skiller den vantro sig, så lad ham skille sig; ingen Broder
eller Søster er trælbunden i sådanne Tilfælde; men Gud har
kaldet os til Fred.
16. Thi hvad ved du, Hustru! om du kan frelse din Mand? eller hvad
ved du, Mand! om du kan frelse din Hustru?
17. Kun vandre enhver således, som Herren har tildelt ham, som Gud
har kaldet ham; og således forordner jeg i alle Menighederne.
18. Blev nogen kaldet som omskåren, han lade ikke Forhud drage over;
er nogen kaldet som uomskåren, han lade sig ikke omskære!
19. Omskærelse har intet at sige, og Forhud har intet at sige, men
det at holde Guds Bud.
20. Hver blive i den Stand, hvori han blev kaldet!
21. Blev du kaldet som Træl, da lad det ikke bekymre dig, men om du
også kan blive fri, da gør hellere Brug deraf!
22. Thi den, der er kaldet i Herren som Træl, er Herrens frigivne;
ligeså er den, der er kaldet som fri, Kristi Træl.
23. Dyrt bleve I købte, vorde ikke Menneskers Trælle!
24. I den Stand, hvori enhver blev kaldet, Brødre, deri blive han
for Gud!
25. Men om Jomfruerne har jeg ikke nogen Befaling fra Herren, men
giver min Mening til Hende som den, hvem Herren barmhjertigt har
forundt at være troværdig.
26. Jeg mener altså dette, at det på Grund af den forhåndenværende
Nød er godt for et Menneske at være således, som han er.
27. Er du bunden til en Kvinde, da søg ikke at blive løst; er du
ikke bunden, da søg ikke en Hustru!
28. Men om du også gifter dig, synder du ikke; og om en Jomfru
gifter sig, synder hun ikke; dog ville sådanne få Trængsel i
Kødet. Men jeg skåner eder.
29. Men dette siger jeg eder, Brødre! at Tiden er kort, for at
herefter både de, der have Hustruer, skulle være, som om de
ingen have,
30. og de, der græde, som om de ikke græde, og de, der glæde sig,
som om de ikke glæde sig, og de, der købe, som om de ikke
besidde,
31. og de, der bruge denne Verden, som om de ikke gøre Brug af den;
thi denne Verdens Skikkelse forgår.
32. Men jeg ønsker, at I må være uden Bekymring. Den ugifte er
bekymret for de Ting, som høre Herren til, hvorledes han kan
behage Herren;
33. men den gifte er bekymret for de Ting, som høre Verden til,
hvorledes han kan behage Hustruen.
34. Og der er også Forskel imellem Hustruen og Jomfruen. Den ugifte
er bekymret for de Ting, som høre Herren til, for at hun kan
være hellig både på Legeme og Ånd; men den gifte er bekymret for
det, som hører Verden til, hvor ledes hun kan behage Manden.
35. Men dette siger jeg til eders eget Gavn, ikke for at kaste en
Snare om eder, men for at bevare Sømmelighed og en urokkelig
Vedhængen ved Herren.
36. Men dersom nogen mener at volde sin ugifte Datter Skam, om hun
sidder over Tiden, og det må så være, han gøre, hvad han vil,
han synder ikke; lad dem gifte sig!
37. Men den, som står fast i sit Hjerte og ikke er tvungen, men har
Rådighed over sin Villie og har besluttet dette i sit Hjerte at
holde sin Datter ugift, han gør vel.
38. Altså, både den, som bortgifter sin Datter, gør vel, og den, som
ikke bortgifter hende, gør bedre.
39. En Hustru er bunden, så længe hendes Mand lever; men dersom
Manden sover hen, er hun fri til at gifte sig med hvem hun vil,
kun at det sker i Herren.
40. Men lykkeligere er hun, om hun forbliver således, som hun er,
efter min Mening; men også jeg mener at have Guds Ånd.