1. Men fem Dage derefter drog Ypperstepræsten Ananias ned med nogle
Ældste og en Taler, Tertullus, og disse førte Klage for
Landshøvdingen imod Paulus.
2. Da han nu var kaldt ind, begyndte Tertullus at anklage ham og
sagde:
3. "At vi ved dig nyde megen Fred, og at Forbedringer i alle
Retninger og alle Vegne skaffes dette Folk ved din Omsorg,
mægtigste Feliks! det erkende vi med al Taknemmelighed.
4. Men for at jeg ikke skal opholde dig for længe, beder jeg, at du
efter din Mildhed vil høre os kortelig.
5. Vi have nemlig fundet, at denne Mand er en Pest og en
Oprørsstifter iblandt alle Jøderne hele Verden over, samt er
Fører for Nazaræernes Parti,
6. ja, han har endog forsøgt at vanhellige Helligdommen. Vi grebe
ham da også og vilde have dømt ham efter vor Lov.
7. Men Krigsøversten Lysias kom til og borttog ham med megen Vold
af vore Hænder
8. og bød hans Anklagere komme til dig. Af ham kan du selv, når du
undersøger det, erfare alt det, hvorfor vi anklage ham."
9. Men også Jøderne stemmede i med og påstode, at dette forholdt
sig således.
10. Og Paulus svarede, da Landshøvdingen gav ham et Vink, at han
skulde tale: "Efterdi jeg ved, at du i mange År har været Dommer
for dette Folk, vil jeg frimodigt forsvare min Sag,
11. da du kan forvisse dig om, at det er ikke mere end tolv Dage,
siden jeg kom op for at tilbede i Jerusalem.
12. Og de have ikke fundet mig i Ordveksel med nogen eller i Færd
med at vække Folkeopløb, hverken i Helligdommen eller i
Synagogerne eller omkring i Staden.
13. Og de kunne ej heller bevise dig det, som de nu anklage mig for.
14. Men dette bekender jeg for dig, at jeg efter den Vej, som de
kalde et Parti, tjener vor fædrene Gud således, at jeg tror på
alt det, som står i Loven, og det, som er skrevet hos
Profeterne,
15. og har det Håb til Gud, som også disse selv forvente, at der
skal komme en Opstandelse både af retfærdige og af uretfærdige.
16. Derfor øver også jeg mig i altid at have en uskadt Samvittighed
for Gud og Menneskene.
17. Men efter flere Års Forløb er jeg kommen for at bringe Almisser
til mit Folk og Ofre,
18. hvad de fandt mig i Færd med, da jeg var bleven renset i
Helligdommen, og ikke med Opløb og Larm; men det var nogle Jøder
fra Asien,
19. og de burde nu være til Stede hos dig og klage, om de have noget
på mig at sige.
20. Eller lad disse her selv sige, hvad Uret de have fundet hos mig,
da jeg stod for Rådet,
21. uden det skulde være dette ene Ord, som jeg råbte, da jeg stod
iblandt dem: Jeg dømmes i Dag af eder for dødes Opstandelse."
22. Nu udsatte Feliks Sagen, da han vidste ret god Besked om Vejen,
og sagde: "Når Krigsøversten Lysias kommer herned, vil jeg
påkende eders Sag."
23. Og han befalede Høvedsmanden, at han skulde holdes bevogtet, men
med Lempelse, og at han ikke måtte forbyde nogen af hans egne at
gå ham til Hånde.
24. Men nogle Dage efter kom Feliks med sin Hustru Drusilla, som var
en Jødinde, og lod Paulus hente og hørte ham om Troen på Kristus
Jesus.
25. Men da han talte med ham om Retfærdighed og Afholdenhed og den
kommende Dom, blev Feliks forfærdet 6g svarede: "Gå for denne
Gang; men når jeg får Tid, vil jeg lade dig kalde til mig."
26. Tillige håbede han også, at Paulus skulde give ham Penge; derfor
lod han ham også oftere hente og samtalede med ham.
27. Men da to År vare forløbne, fik Feliks Porkius Festus til
Efterfølger; og da Feliks vilde fortjene sig Tak af Jøderne, lod
han Paulus blive tilbage i Lænker.