1. Og Farisæerne og nogle af de skriftkloge, som vare komne fra
Jerusalem, samle sig om ham.
2. Og da de så nogle af hans Disciple holde Måltid med vanhellige,
det er utoede, Hænder
3. thi Farisæerne og alle Jøderne spise ikke uden at to Hænderne
omhyggeligt, idet de fastholde de gamles Overlevering;
4. og når de komme fra Torvet, spise de ikke uden først at tvætte
sig; og der er mange andre Ting, som de have vedtaget at holde,
Tvætninger af Bægere og Krus og Kobberkar og Bænke,
5. så spurgte Farisæerne og de skriftkloge ham ad: "Hvorfor vandre
dine Disciple ikke efter de gamles Overlevering, men holde
Måltid med vanhellige Hænder?"
6. Men han sagde til dem: "Rettelig profeterede Esajas om eder, I
Hyklere! som der er skrevet: "Dette Folk ærer mig med Læberne,
men deres Hjerte er langt borte fra mig.
7. Men de dyrke mig forgæves, idet de lære Lærdomme, som ere
Menneskers Bud."
8. I forlade Guds Bud og holde Menneskers Overlevering."
9. Og han sagde til dem: "Smukt ophæve I Guds Bud, for at I kunne
holde eders Overlevering.
10. Thi Moses har sagt: "Ær din Fader og din Moder"; og:"Den, som
hader Fader eller Moder, skal visselig dø".
11. Men I sige: Når en Mand siger til sin Fader eller sin Moder:
"Det, hvormed du skulde være hjulpen af mig, skal være Korban
(det er: Tempelgave),"
12. da tilstede I ham ikke mere at gøre noget for sin Fader eller
Moder,
13. idet I ophæve Guds Ord ved eders Overlevering, som I have
overleveret; og mange lignende Ting gøre I."
14. Og han kaldte atter Folkeskaren til sig og sagde til dem: "Hører
mig alle, og forstår!
15. Der er intet uden for Mennesket, som, når det går ind i ham, kan
gøre ham uren; men hvad der går ud af Mennesket, det er det, som
gør Mennesket urent.
16. Dersom nogen har Øren at høre med, han høre!"
17. Og da han var gået ind i Huset og var borte fra Skaren, spurgte
hans Disciple ham om Lignelsen.
18. Og han siger til dem: "Ere også I så uforstandige? Forstå I
ikke, at intet, som udefra går ind i Mennesket, kan gøre ham
uren?
19. Thi det går ikke ind i hans Hjerte men i hans Bug og går ud ad
den naturlige Vej, og således renses al Maden."
20. Men han sagde: "Det, som går ud af Mennesket, dette gør
Mennesket urent.
21. Thi indvortes fra, fra Menneskenes Hjerte, udgå de onde Tanker,
Utugt, Tyveri, Mord,
22. Hor, Havesyge, Ondskab, Svig, Uterlighed, et ondt Øje,
Forhånelse, Hovmod, Fremfusenhed;
23. alle disse onde Ting udgå indvortes fra og gøre Mennesket
urent."
24. Og han stod op og gik bort derfra til Tyrus's og Sidons Egne. Og
han gik ind i et Hus og vilde ikke, at nogen skulde vide det. Og
han kunde dog ikke være skjult;
25. men en Kvinde, hvis lille Datter havde en uren Ånd, havde hørt
om ham og kom straks ind og faldt ned for hans Fødder;
26. (men Kvinden var græsk, af Herkomst en Syrofønikerinde), og hun
bad ham om, at han vilde uddrive den onde Ånd af hendes Datter.
27. Og han sagde til hende: "Lad først Børnene mættes; thi det er
ikke smukt at tage Børnenes Brød og kaste det for de små Hunde."
28. Men hun svarede og siger til ham: "Jo, Herre! også de små Hunde
æde under Bordet af Børnenes Smuler."
29. Og han sagde til hende: "For dette Ords Skyld gå bort; den onde
Ånd er udfaren af din Datter"
30. Og hun gik bort til sit Hus og fandt Barnet liggende på Sengen
og den onde Ånd udfaren.
31. Og da han gik bort igen fra Tyrus's Egne, kom han over Sidon
midt igennem Dekapolis's Egne til Galilæas Sø.
32. Og de bringe ham en døv, som også vanskeligt kunde tale, og bede
ham om, at han vilde lægge Hånden på ham.
33. Og han tog ham afsides fra Skaren og lagde sine Fingre i hans
Øren og spyttede og rørte ved hans Tunge
34. og så op til Himmelen, sukkede og sagde til ham: "Effata!" det
er: lad dig op!
35. Og hans Øren åbnedes, og straks løstes hans Tunges Bånd, og han
talte ret.
36. Og han bød dem, at de ikke måtte sige det til nogen; men jo mere
han bød dem, desto mere kundgjorde de det.
37. Og de bleve over al Måde slagne af Forundring og sagde: "Han har
gjort alle Ting vel; både gør han, at de døve høre, og at
målløse tale."