Haar fra lidt kantede Tindinger--var forblevet i en Sygs Erindring og
Maaneder og Aar kom de igen og igen som et Minde, der kaldte paa fler og
fik hundrede Billeder i Følge.
Minder fra Hospitalets tavse Haver, hvor Løvet faldt tyst i tyste Gange
og Byens Støj lød dæmpet hen som fra en Verden, der er glemt; Minder om
de mægtige Gaarde, hvor Bærernes hastige Trin døer hen, og om de lange
hvide Gange, hvor i Skumringen, dækkede af det sidste Lagen, de bringes
bort, som har ophørt at lide.
Og Dampmaskinens Støj, hvis Stempel slaar som det uhyre Hus'
ustandselige, drivende Hjerte.
Og Dørene, som aabnes og lukkes, tungt; og de Syges uophørlige Tog, der
kommer og gaar, og Mennesker, hvis Verden dette er, hvis Liv er her....
Tankerne forfulgte dette Liv. Og Haver og Gaarde og Gange og de Syge i
Seng ved Seng og Rekonvalescenters møjsomme Trin, og Lægers Skikkelser,
som følger deres Vej, og Arbejdet, ens hver Dag fra Time og til Time--det
blev Rammen, flød sammen som Ramme om er enkelt Liv.
Af alt dette Levende skød én Skæbne frem, en Skæbne at gøre levende.
Nu sendes Fortællingen hjem til det Sted, hvor den blev til.
* * * * *
Jeg tænkte saa tit, mens jeg saá de Hundrede, hvis Liv er at pleje og at
trøste, at én Ting vel undertiden maatte falde ret tungt. Menneskene
kommer her, syge, elendige, de modtager Plejerskernes Hænder, de
helbredes og--de gaar, gaar og glemmer. Og Nye kommer og de lider og
hjælpes og gaar og glemmer....
Og ingen Tak, ingen hengiven Erindring synes at binde mer til dem, som
lindrede Lidelsen.
Det syntes mig at maatte være tungt, og derfor sendes denne Bog derhen,
hvor dens Spire blev lagt, med en Tak. Kærlighedsgerninger skrives
aldrig i Sandet. Mindet om dem gemmes i menneskelige Hjerter.