... _"Er ikke det et af Digterens Maal: at give deres Klage Ord, som
aldrig klagede?...."
Til Plejerskerne.
Denne Bog vender kun hjem til det Sted, hvor den fødtes. Dens Fortælling
er spiret af en eneste Erindring og den er vokset ved den.
Under Hospitalets lange Nætter uden Søvn stod Døren aaben til den lille
Forstue. Derude sad Plejerskerne ved deres Træbord. Lige overfor
hinanden arbejdede de stille ved det fælles Lys. De vekslede ingen Ord.
Men paa én Gang havde de begge paa samme Tid sluppet deres Arbejde og
begge saá de tavse ind i Lyset med et langt Blik--Øjne, der søgte
fjernt, saa fjernt bort, langt bort mod deres Livs ukendte
Erindringer....
Saadan sad de en Stund med Panderne løftede mod Lyset.
Og over deres Ansigt fløj den samme Skygge af en Vaagnen; en Stønnen
kaldte dem og de stod op og stille vendte de hjem til deres Pligt....