Der gaar en Aa i min Faders Eng,
den kan jeg ingensinde glemme,
den gled som Drøm om min Barneseng
med blød og klukkende Stemme,
den favner varligt en lille By,
hvor Kavlingblomsten er altid ny,
og Aa og Kjær
og Byen her
det kaldes under ét for Aakjær.
Her kukker Gjøgen saa sent om Kvæld,
mens Høgen spejder fra Kaphøje,
og Alfer danser om Kildens Væld
i Taageskjørt og Kjæruldstrøje,
og Klokken toner saa dybt og stort
om det, vi Mennesker ej fik gjort;
thi Klokkeklang
og Hyrdesang
forenes godt paa grønne Enge.
Her sad vi smaa ved vor Moders Rok
og hørte Speltetenen snurre,
for Døren galed den hvide Kok,
hans Høne sov bagved en Burre;
en Valmu funkled ved Hjemmets Gavl,
om Syldens Sten jog der Myrekravl.
Maaske lidt smaat,
men dog hvor godt
at mindes sligt blandt alt det store!
Kanske er Æblerne her lidt smaa,
kanske en lille Kjende sure,
men Rugen knejser saa højt paa Straa
og skjæpper godt bag lave Mure.
Ved Davren faar du ej mange Ord,
man gjemmer Skjæmten til Nadverbord.
En Dugfaldsstund
fra Dalens Bund
her raktes mig min Hyrdefløjte.
Har Aakjær strøget sin tunge Le
og grebet bredt de krumme Knage,
du Mand fra Staden, kom ud og se,
hvor lange Trin en Knøs kan tage,
hvor Neget bindes med lette Baand
af Aakjærpigens adrætte Haand;
hun svigter ej,
men følger dig,
din Hjælp i Høst, din Glut i Dansen.
Omkring dig kredser i Sten og Jærn
den vide Verdens Landeveje,
men set af ingen din Arbejdskværn
du maatte bravt i Skyggen dreje.
Saa lev da stedse her i din Dal
med Hedelærker for Nattergal,
og stak dit Hø
ved Aa og Sø
i denne Krans af disblaa Banker.
Juli 1908.