Tho wal er a en simpels Mand,
der haar kuns lidt aa fred;
en Hus paa naple en Tønd Land,
en Kow, en Kal, en Bed.
Wor Brød er bar, wor Tilme tar,
vi Folk ve'æ Uderand;
te derfor vi er minder ward,
er mie Løwn end sand.
Wal maa den Fatte ta hans Skrop,
hwor Peng ka klaar det mjest,
hwor den, de løwter høitest op,
er den, der haar de flest.
Ja, Peng ka laan den dovn en Pud
og fyld en Fraadsers Spand,
men te de ka gjør Mænd af Klud
er mie Løwn end sand
A fraager ett den mindste Krumm
om Guld og Grunkers Lyst,
ett hwad du bærer i di Lomm,
men nærer i di Bryst;
staar der en Usling i di Hjat,
en Dosker baag di Pand,
da er di Peng, di Skat
laant mie Løwn end sand.
Det war jo da en sølle Mand,
hwor _saa_ hans Taal haaj Vægt,
der fræ hans Stud sku hint Forstand
og fræ hans Hejst Respægt;
fand han saa Vej te Kongens Burd,
ja, sjel te fremmed Land,
er al hans Tragten, Lyw og Urd
møj mie Løwn end sand.
Og haar du wot en syndig Slog,
mod Fattefolk en Hwal,
æ Præjst vil rues dæ, for og baag,
blot der betaales wal;
men er æ nu ett mie end stræng,
ja næjsten aa forband:
Den Rues, der koster aalflest Peng,
er mie Løvn end sand.
En Grev er faale høt paa Stro,
a ka nap Kikk derop;
_hans_ Dragt er laa med Silkitro,
_min_ slovrer om mi Krop.
Men læ ham rid wos Smofolk nied
og lurk af Gylden-Kand,
hans Stads, hans Fjas, hans Muderhied
er mie Løwn end sand.
De Pisk, som han og hans haar laa
i Wolker paa _wor_ Ryg,
de vender wal tebaag en Daa
med Klem og Attertryk.
Vi sejler med en Krown i Mast,
men Mand og Skif maa strand,
hwis det, vi fører i wor Last,
er mie Løwn end sand.
Aah, Lykkens Ævler smides ue,
for wos aa tykk, iblind;
jæn fand en rødden, jæn en sue,
enaan dem rød og trind;
jæn fæk en Lispund, jæn en Kwint,
jært ber, enaan maa band;
te _de'er_, som Worherr haar tint,
er mie Løwn end sand!
Nej, vi faar hjælp wos sjel af Syk
og ett blyw mutt og matt,
ihwad der tynger paa wor Ryg
og klemmer om wor Hjat.
Ka do ett gaa med lapped Trøj
og livvel løwt di Pand,
da er di Ward kuns Pyt og Pøj
og mie Løwn end sand.
Ja, nok er a en fatte Mand,
det maa a tit bekjend!
mi Ryg tar Kuld, mi Støwl tar Wand,
mi Peng faar jawnle End;
mi Kuen maa legg med Halm te Lej
og malk te fremmed Spand;
--men derfor læ sæ spark og træj
ska blyw mie Løwn end sand!
Juni 1908.
[Footnote: _simples_, jævn og fattig; _naple_, knapnok; _Bed_ ,Bede;
_Tilme_, Sul, Paalæg; _Uderand_, yderste Rande; _den Fatte_, den
Fattige; _men te_, men at; _fraager_, spørger; _Hjat_, Hjærte; _Dosker_,
dumrian; _Taal_, Tale; _hint_, hente; _Urd_, Ord; _wot_, værst; _Slog_,
Rad, Asen; _en Hwal_, en Hallunk; _rues_, rose; _aa forband_, til at
forbande; _Rues_, Ros; _faale høt_, farlig højt; _nap_, knap; _Silkitro_,
Silketraad; _slovrer_, slubrer; _lurk_, klukdrikke; _Muderhied_, Kryhed;
_Wolker_, Valker, Striber; _tebaag_, tilbage; _Attertryk_, Eftertryk;
_Krown_, Krone; _Skif_, Skib; _ue_, ud; _for wos aa tykk_, saa vidt vi
kan se; _rødden_, raadden; _sue_, sur; _enaan_, en anden; _Worherr_,
Vorherre; _tint_, tænkt; _Syk_, Synk; _livvel_, alligevel; _løwt_,
løfte; _Ward_, Værd; _jawnle_, jævnlig; _Kuen_, Kone; _læ sæ_, lade sig;
_træj_, træde; _blyw_, blive.]