Der stod en lille vred Mand,
en tæt Mand, en bred Mand,
der stod en lille vred Mand,
og det var Ole Stam.
Han talte fra et Stenhæld
om Lovbrud og Méngjæld,
hans Tale klang som Stenmæld
imod en Krigerhjælm:
"Der staar nu Svend blandt Standsmænd,
blandt Kongsmænd og Klansmænd;
men hvor er vore Landsmænd
fra Bælt og Vesterhav?
Skal Retten krænges bagvendt,
og Svig gaa som dagkjendt,
staar Danmarks Gaard som tagbrændt,
Ruin fra Aas til Syld.
Til Loven blir istandsat,
er du Svend, en bandsat,
og Krig og Tvedragt landsat
saa langt vor Kyst har Næs.
Sligt raaber jeg mit Nej til,
thi Valgfif og fejgt Spil
det faar man aldrig mig til,
det sværger Ole Stam."
Saa strøg han bredt sit Fuldskjæg,
sprang tungt ned mod Muldvæg,
mens Kongekaabens Guldlæg
i gylden Harme skjalv.
Men Svend drog ud til Spærkryst,
til Bloddaad i Nærdyst,
kløv Danmarks Barm i Hærlyst;
sandt spaa'de Ole Stam.
--Vi finder let en bred Mand,
en glat Mand, en skred Mand,
men giv os tit en _vred_ Mand
som denne Ole Stam.
Ja, var der altid Mænd til,
der ej vil, hvad Svend vil,
men lægger Ryg og Lænd til,
naar Lvkkens Læs staar fast.
20/6 1908.
[Footnote: Om _Ole Stam_ og hans Protest med Svend Grathes Kongevalg
(1147), hvor Jyder og Fynboer holdtes udenfor, se Saxo Grammaticus'
_Danmarks Krønike_ (Winkel-Horns Oversættelse), Side 100.]