Høvlen gik!
galant! gelik!
saa Bænkens Planker sukked,
frem og frem
mod Brættets Bræm;
der stod en Knast og mukked:
"Jeg er fast,
for jeg er Knast,
mig tør du ikke bide,
jeg gir Skaar,
som stedse staar
i Æggens blanke Side!"
Høvlen bed;
den blev saa vred
ved disse Hovmods-Finter;
Jærnet klang,
og Planken sang,
og Knasten røg i Splinter!
14/6 1908.