Vi er bløwen nøj aaldre, Kræn Nargaard,
og wor Øwn ka ett wal skimm æ Dar,
og wor Kinder er gro, og wor Hinder er blo,
og vi spilder æ Mad aa æ Far,
Vi er bløwen nøj stogend, Kræn Nargaard,
og æ Kjæp den maa værg for æ Bjen,
og æ Vægg maa gi Støtt, nær æ Træsko ska flytt,
og æ Furd maa ta Wor o æ Stjen.
Det war alln i æ Føsten, Kræn Nargaard,
da war vi en bitte Graan lin,
og wor Øwn de war klaa, og wor Tanker war glaa,
og wor Klejmon war flunkend og fin.
Aa, saamøj en tyt om dæ, Kræn Nargaard,
nær do mødt mæ dernied i æ Kjar,
og do løvt mæ iland øwer Vilder og Wand--
for æ Engi war sjalden ret tarr.
Ka do how, te do kyst mæ, Kræn Nargaard,
en Sønde, a band dæ di Kled?
A ved aalle nø Daa, a haar wot snaar saa glaa,
og ino kan a græd ved mi Gled.
Men si Sindlav den hwerrer, Kræn Nargaard,
og wor Suel gik jo snaar for en Blaan;
for som Wand skjeller Hy--ja som Himmelens Sky,
saa skjelles jen Ven fræ enaan.
Aa, saa jenle en haar æ, Kræn Nargaard,
og saa laangle æ Daw læ sæ slid!
Men en tar jo si Torn, og en bærer si Born,
saalæng en maa her gaa og strid.
--Læ wos saa komm te Stumlen, Kræn Nargaard,
og forglemm, hwad der ett ka vær alln!
--Ka _do_ skimm, om æ Hyld ino stor med si Fyld,
for de sejer, æ Blaad ska vær faldn.
Bovbjærg 16/10 1905.
[Footnote: _nøj aaldre_, hen paa Alderen; _skimm_, faa Øje paa; _blo_,
blaa; _æ Far_, Fadene; _stogend_, foroverbøjede; _æ Bjen_, Benene;
_nær_, naar; _ta Wor_, tage Vare; _o æ Stjen_, paa Stenene; _alln_,
anderledes; _æ Føsten_, ens første Tid; _da war vi en bitte Graan lin_,
da var vi skam smidige; _klaa_, klare; _glaa_, glade; _Klejmon_, Klæder;
_tyt om dæ_, holdt af dig; _æ Kjar_, Kjærene; _how_, huske; _Sønde_,
Søndag; _Kled_, Tørklæde; _aalle_, aldrig; _wot_, været; _ino_, endnu;
_hwerrer_, vender, forandrer Retning; _Blaan_, Sky; _Wand skjeller Hy_,
Vand bortfører Hø; _enaan_, en anden; _jenle_, enligt; _laangle_,
langelig, langtrukken; _Torn_, Tørn; _Born_, Byrde; _Stumlen_, Vaklen;
_æ Hyld_, Hyldetræet; _si Fyld_, Træernes Blomster eller Blade.]