Giftes vil hver Pigelil
og nødig altfor silde;
Lykken kommer, naar han vil,
men smaat til Bryllupsgilde;
en ta'r Maal af Arv og Aar,
gylden Høst og gyldent Haar,
en gaar efter Gods og Gaard,
men _jeg_ vil ha' en glad Mand!
Den si'r Hyp, som Tømmen faar.
Og _han_ skal Buxen bære
paa hans Toft som i hans Gaard,
for Buxen gjør ham Ære.
Linner han saa Klinken lidt,
hører jeg min Husbonds Skridt,
gaar mit Hjerte godt og blidt
ved Tanken om en glad Mand.
Han vil Hjemmets Ærind gaa
ved Kjøben som ved Sælgen,
ikke fuld i Kroen staa
og tylle Øl i Bælgen!
Ønsker han en liden Rus,
ta'r han den i eget Hus,
spytter ej i andres Krus
for det gjør ingen glad Mand.
Gaar han i sin egen Dont,
han nynner under Hjalde;
halser ikke Huset rundt
og øser ud sin Galde;
_han_ staar ikke vred af Seng,
gamser glubsk af Folk i Flæng,
snart af Tøs og snart af Dreng,
for det gjør aldrig glad Mand.
Vælter Sne mod Tærsklen ind
og spreder langt sit Lagen,
aldrig ængstes dog mit Sind,
hvor _han_ har Styrestagen!
Barnet glad paa Gulvet gaar,
Grisen trind i Stien staar,
alting trives--Fæ og Faar,
i Gaarden hos en glad Mand!
Driver Regn For Søndervind,
mens _han_ maa Agren pløje,
kommer sent og tavs han ind
med Dryp fra Skjæg og Trøje--
_jeg_ skal gjør' ham Sengen lun,
varme Dyne, klappe Dun,
hæng' hans Frak, hans Sok til Gru'n
og sove ved en glad Mand.
Kvinder er som Blomster smaa,
de gror kun godt i Glæde.
Faar _jeg_ den, jeg tænker paa,
saa skal jeg aldrig græde;
snildt jeg snurrer da min Rok,
pusler om min Gutteflok.
--Aah, der bliver Lykke nok,
naar man først har en glad Mand!
Bovbjærg 16/10 1905.