Gamle Søren, lad mig mindes
end en Gang med Pen i Haanden,
hvad du var for mig og mange,
mens du selv var ung i Aanden:
Bred paa Foden, bred om Lænden,
bred og djærv og tung i Talen;
Stemmen blød og vemodssløret
som et Aaløbs Fald i Dalen.
Intet Hovmod, ingen Fraser,
stille Ord om Kristensynet,
og to milde, brave Øjne
ærligt lysende bag Brynet.
Ordet sank i aabne Hjærter
blødt som Hattedug paa Kornet;
intet Brøl i Domsbasunen,
intet Hyl i Helvedhornet.
Og tilsidst, naar Talens Mildhed
havde Sindene bevæget,
svam og bølged Salmens Toner
varmt igjennem Kjæmpeskjægget.
Stærkest var du, naar du talte
Hjærtets Sag bag Bjælklofter,
hvor Forsamlingen og Ordet
begge gik i Bondekofter.
Der hvor Rævekløgt og Goldhed
svinger Klokken hist paa Tinge,
fik din Tale noget nedstemt,
som de golde kaldte "ringe".
Men for den, der sad og hungred
efter _Ærlighed_ alene,
var _dit_ Ord imod de andres
ogsaa her som Brød mod Stene.
--Gamle Søren, tunge Sorger
tynged paa din gamle Nakke;
længe saa jeg paa dit Aasyn,
at dit Held gik ned ad Bakke.
Skjælmen lo endnu i Øjet,
men med Skjælmen kjæmped Taaren;
nu er Kampen altsaa sluttet,
og dens Udfald nævnes: _Baaren!_
30/7 1902.