Fordum Fyrsters kjøbte Slave,
nu Monarkers Ligemand;
brudt er længst Censurens Stave;
Synet frit til Hav og Land;
Pressen--løst af Fortids Vold--
staar nu kun i egen Sold.
Se hvor langt dit Rige spænder,
sammenholdt af Ørsteds Aand!
Om en Ø i Havet brænder,
Asken samles i _din_ Haand.
Ruslands Trusel, Finlands Graad
naar til dig ad samme Traad.
Malmen, som i Jorden lytter,
blev dit Lunes Gyngehest;
ud og ind Maskinen flytter
Blad paa Blad til sidste Rest.
Bonden til sin Aften-Grød
drøfter Kinas Morgen-Nød.
Slukkes end hvert Lys i Staden,
brænder et endnu hos dig;
ruger Tavshed over Gaden,
til _dit_ Hus naar Søvnen ej.
Remmen haster vildt af Sted,
Hjulet mumler sit derved.
Tanker, som for Øret synger,
naar de bæres ud ved Gry,
smidigt sig om Valsen slynger,
krystes mellem Staal og Bly;
Ordet, klædt i Malmens Dragt,
vandt dig Rang af Verdensmagt.
Som Kyklopens er din Gjerning,
du Minervas yngste Søn!
Held har sjældent fulgt din Tærning;
Skuldertræk var mest din Løn;
dog, saa langt Kulturen naar
_dine_ Spor i Agren staar.
Bonden, som med Blink i Øjet
klapper glad sin hvide Gris,
Svenden, som i Søndagstøjet
spørger sejgt om sin Avis;
Doktor, Høker, Skolemand
fyldte ved _din_ Brønd sin Spand.
--Hvad end Tidens Strøm vil føre
hid af Skum og Storm og Slud,
vil du staa med Haand bag Øre
lyttende i Natten ud.
Dermed er din Gaade sagt:
Du er Tidens Hejrndalsvagt!
Juni 1902.