Der var engang en _Grand danois_,
som havde levet længe;
i fordums Tider rev dens Tand
de Mopser mangen Flænge.
Men er et Bæst end nok saa bidsk,
engang dog Galden stopper;
nu sad den tandløs i sit Hus
og nagedes af Lopper.
Da samledes de Mopser graa
i Flok fra alle Sider
og sagde: "Lad os hædre ham,
der ikke mere bider!"
Se, saadan taler Mopser kun
og andre dumme Hunde;
de Taaber husked ikke paa,
han bed, den Tid han kunde.
Saa trak de Smaa i Kjoler graa
og pyntede sig Bagen,
og havde en et Ordensbaand,
han bandt det under Hagen.
Saa gik de til vor _Grand danois_
og satte sig paa Gumpen,
og bjæffed: Ak! og tuded: Tak!
og logrede med Stumpen.
Den gamle keg af Huset frem;
han var i Hu saa gnaven,
for Loppen bed, og Gigten sled,
og Ald'ren rev i Maven.
Men da han saa den Mopseflok,
han mimred, lo, lo atter:
"Ja, var jeg ikke _Grand danois_,
saa brast jeg nu i Latter!
Thi er det ej de Mopser graa,
jeg var til idel Plage,
hvis Ris jeg blev, hvis Skind jeg rev
i mine Velmagtsdage?"
Dog, naar man er en _Grand danois_,
saa passer man paa Munden;
og ogsaa vores havde snart
den rette Anstand funden.
Han rømmed sig og sagde: "Tak!
gaa ind og smag paa Mosten;
et Baand til jeres Halestump
jeg skikke skal med Posten!"
--Saa endte den Deputation
til hele Landets Skogren;
hvor andre har Rebellion,
der har de Mopser Logren.
22/8 1901.