Der gik saa krumme Veje
ned til den blide Aa,
hvor Padderokker neje
om Ællingerne smaa--
Hvor Baaden sagte strammer
den tynde Hampesnor,
og Trævlekronen brammer
i blegrødt Silkeflor--
Hvor Gjedden staar og stirrer
med gnavent Underbed,
mens smaa Libeller svirrer
sylfidelet afsted--
Hvor Rylen gaar og nusser
blandt Breddens vaade Sten
hvor Viben Vingen pudser,
og Storken viser Ben.
Men saa kom Industrien
og saa paa den Idyl;
den aged ud paa Engen
en hæslig Hoben Fyld.
Den tinged og den tegned
og rammed Bjælker ned;
i sytten lange Uger
gik hundred Mand og sled.
Da letted Stork og Ryle,
i Skræk de langvejs fór;
selv Baaden rædselsslagen
rev ud sin Hampesnor.
Og Aaens Vande vred sig
i Skum om Værkets Hjul,
og selve Gjedden bed sig
i Kjæben i sit Skjul.
Men Dampens Dæmon snøfter
urolig Dag og Nat,
og kjækt Fabrikken løfter
sin sodbedækte Hat.
Dens Varer er de beste,
dens Ry er viden kjendt;
afvigte Vinter gav den
sin Stifter ti Procent.
De gamle krumme Veje
blev macadamisert.
Gud ved om Fremgangsmaaden
dog ikke var Forkert!
Jebjærg 5/8 1899.