Fra ensom Vraa jeg stirrer ud
i Dagens Graa og Vejrets Slud.
Nys pisked Regn mod Husets Væg,
nu hænger Dryp i Tagets Skjæg.
De Draaber falder een for een
og splintres brat mod Gaardens Sten.
En Draabe fik ej andet Kald
end det at pønse paa sit Fald.
--Som Dryp fra Tag saa synker ned
min Nat, min Dag mod Evighed.
Og uden Stands, mens Regnen slaar,
_idag_ forvandles til _igaar_.
Een Draabe fyldt af Lysets Guld,
een levret sort som Jordens Muld.
Saa drypper ned ens Hjærteblod
i Evighedens staalgraa Flod.
29/6 1898.