BEDST I DANMARK.

Lyd af Latter, Klang af Gafler,

Taler for den nye Præst,

som for Bisp og for Kolleger

fejrer en lukullisk Fest.

Stegen dufter, Vinen perler

rødligt paa de hvide Skjæg,

medens Kristus tornekronet

vaander sig paa Salens Væg.

Og de fromme Gubber glædes

kristeligt ved Øl og Mad,

og ydmygeligt de tømmer

Glas og Bæger, Skaal og Fad.

Og de løfter sig i Sædet

under Rømerglassets Klang,

og de synes, der er dejligt

i vor lille Dannevang.

"Tro mig, Venner", siger Bispen,

sætter Gaflen lidt i Hvil,

mens hans Blik langs Bordet glider

i et stort og saligt Smil:

"Al den Sorg, som Folket trykker.

Kivet mellem Mand og Mand,

al den Men, som Hadet brygger

i vort elskte Fædreland--

det er blot en liden Skygge;

faar vi først den rette Tro,

skal paany de Daner bygge

kristeligt i Fred og Ro.

----Aa, vi kjender disse Røster,

disse plumpe Raab om Brød;

maa jeg spørge, mine Præster,

lider man i Danmark Nød?

Føder Gud ej Ravnens Unger,

overstraaler Liljens Dragt

ikke, som Salmisten sjunger,

selve Salomons i Pragt?

Bølger ikke Kornet fagert

paa den blide danske Vang;

klinger ikke lifligt sammen

Lærkeslag og Klokkeklang?

Intetsteds der ofres bedre

til Begravelse og Jul;

ingen Mad os bedre smager

end det gode, danske Sul.

Hvorfor da misunde Frankrig,

hvorfor skue hen til Schweiz?

--Aa, vi har det godt i Danmark!

----Ræk mig Stegen, Pastor Steisz!"

23/1 1898.

Samlede Værker, Første Bind · 第 86 / 248 题